0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bergman

Smerten og humoren skrev sig direkte fra mandens egne drømme ind i filmen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Bergman er død. Han var den største«.

Det skrev jeg til min veninde i en sms lige så snart, jeg så det på avisforsiden. I Netto, hvor jeg skulle lige efter, udså jeg mig en kvinde, som jeg ville fortælle det til. Men hun gik i en anden retning. Jeg havde sådan brug for at meddele mig til en anden, så jeg må i mangel af kvinden skrive det.

Han har fulgt mig hele mit voksne liv. I 1963 må det have været så jeg ’Stilheden’ i Metropol Bio på Strøget i København, en sanselig oplevelse, så stærkt erotiserende, at den 20-årige blev rystet og endnu 43 år efter husker den brændende varme i kroppen over scener mellem to søstre, hvoraf den ene lider af en ulidelig incestuøs kærlighed til den anden, nu, hvor de er strandet sammen i et Østland, hvor der tales et uforståeligt sprog, men hvor den anden ikke desto mindre går ned på den hede strøggade mellem de fremmede mænd og går op på balkonen i en biograf og har samleje med en tilfældig anden tilskuer, en tilfældig mand i en biograf, som den unge mand så i en tilfældig biograf, åh, denne optrukne nederdel på sædet. Den stærkeste seksuelle scene tror jeg, jeg har set. Jeg var som bedøvet da jeg kom ud på gaden, hvor der endnu var normal trafik.

I ’Festen’ har vi en scene, som vi har lånt af Bergman. Fra ’Fanny og Alexander’, fra 20 år efter ’Stilheden’, dette store familieepos om et Sverige, som ikke findes. Nemlig scenen, hvor man danser kædedans i familien på juleaften, hvor Jarl Kulle ender i seng med Pernilla August. Det var Thomas Vinterberg, der insisterede på den. Med en direkte og ublu reference til Bergman. Hos os kom den til at fungere som et vendepunkt i filmen. Hos Bergman var den en opgejlethedens apoteose, en hyldest – tror jeg – til det løsslupne liv, der kunne finde sted i den ordentlige borgerlighed og minder en om, at vi i dag ingen rigtig borgerlighed har, men kun spidsborgerlighed, der slår sig løs ved at erklære sit frisind over for gud og hvermand, fra multikulti til bunkepul – i læserbreve og ledere og ved middagsborde og receptioner. Senere opdagede jeg, at Bergman havde lånt scenen fra Visconti, fra ’Leoparden’ så vidt jeg husker og at han igen havde stjålet den i ’Spillets regler’ af Renoir, hos hvem Visconti var begyndt før krigen som instruktørassistent.

På en anden måde spiller krigen ind på den film. Nemlig i Isaks rolle, en jødisk købmand og antikdealer, der er mater familias’ hemmelige gamle elsker, stadig virksom (de kunne i Bergmans film), spillet af skuespilleren Erland Josephson, Bergmans gamle ven og kollega. Josephson har engang fortalt mig at Isak-rollen, der foruden elsker også er magiker og sit folks repræsentant i sit væsen, er skrevet som en slags undskyldning til ham, Josephson, en jøde. Bergman havde under krigen, og vist nok også inspireret af sin strengt kristelige far og familie og hele det svenske samfunds medløberi (de er altid medløbere derovre, dengang og i dag), koketteret med nazismen og ikke friholdt sig for en vis antisemitisme. Det skulle rollen gøre afbigt for. Et af de smukkeste mandsportrætter i Bergmans oeuvre.

Nu er de begge to gamle. Den ene sidder i Stockholm og den anden i underverdenen, som vores store filosof siger man må besøge for at redde sin elskede. Det er så det han gør, forestiller jeg mig. De havde begge mange elskeder, og ikke tilfældige, men store lidenskaber, det er sikkert dem han er nede for at redde. Noget smukkere kan en mand vel heller ikke foretage sig.

I hvert fald husker jeg af hele hans værk ustandselig kvindeskikkelserne. Der var ’Sommeren med Monika’, ’Smultronstället’, ’Persona’ og ’Sarabande’, titler som lige falder mig ind som kvindeskikkelser.

’Smultronstället’, som på dansk hed ’Ved vejs ende’, fortalte om den gamle jubeldoktor, som for øvrigt også hed Isak, om hans køretur i 1953 fra Stockholm til Malmø, en tur, hvor han møder sit liv, ser sin ungdoms elskede, genfinder sin mor og sin bror i nutid og fortid, møder de indædte samgifte, de frisindede unge, transporterer sin svigerdatter ned til hendes mand, en roadmovie back to the present in the past, ubesværet og enkelt fortalt. Han fik Cannes’ Gyldne Palmer. Men ikke med den virak og festivitas, hvormed vi i dag hører om palmerne. Det siges at han i sit sommerhus var på das, altså et gammelt lokum hvor man gør i en spand, som regel installeret i et lille rødt udhus. Her lå der altid aviser. Vi brugte aviser til at tørre os med. Mens han sad der, faldt hans blik på en avisoverskift på jorden, om at en svensk film havde fået palmerne. Han blev nysgerrig. Og så så at det netop var ’Smultronstället’, der havde vundet.

Jeg har selv to gange gået op ad de røde løbere til festivalpalæet, Grand Palais. Jeg ville ikke være oplevelsen foruden, hvor publikum, 3.000-4.000 forlyder det, applauderede i 12 minutter efter ’Festen’, smokingklædte og kvinder i nedringede sorte aftenkjoler, smukke som natten kan gøre kvinder, mens de i en stor kreds kom tættere og tættere ind på os. Alligevel kan jeg se på Bergmans oplevelse med en vis misundelse. Alt gejlet og hysteriet taget væk. En simpel mand på et simpelt sted.

’Persona’ er måske mesterværket. Om en skuespillerinde og hendes fornemmelse af personlighedsspaltning. En af de mange særlige ting ved Bergmans arbejde er at man føler at det hele tiden handler om ham selv, hans kvinder, hans følelser. Der tales om Bergman og hans liv, ukunstlet og uden privathed. Det er måske det, der har gjort, at jeg i mange år som lærer aldrig rigtig har brugt Bergman. Det var alligevel ligesom mine elever ikke kunne lære af ham. De skulle igennem en andens eksistens for at komme til filmene, følte jeg.

Den fornemmelse har jeg ikke med andre filmmagere, med enkelte film, men ikke med værker. Ikke engang hos Casavetes, der fortæller om sig selv, men tydeligt med personae dramatis. Jeg kan ikke forklare forskellen rigtigt. Hos Casavetes er det måske hans egne oplevelser, det er ham selv, der spiller, det foregår i hans private bolig, alligevel holdes personerne ud i strakt arm og kan beses og føles på udefra. Ikke hos Bergman. Her er det som om smerten og humoren skriver sig direkte fra mandens egne drømme ind på filmen.

Derfor er også mange af hans personer kunstnere som han selv, eller præster, som hans far. Mange af hans kvindelige skuespillere er også kvinder i hans privatliv. Optagelserne sker gerne på Fårø – hans egen ø – eller på teatret (han var selv en fin teaterdirektør og iscenesætter). Alt sammen en slags home movie. Det sjove og særlige ved det er, at mennesker tror det er den lette løsning. Det er jo bare elementer af hans liv. Han hugger bare fra virkeligheden. Men sådan forholder det sig ikke. At skrive om sig selv er det sværeste, man kan tænke sig. At skrive ved siden af, lige tæt på, men ikke helt, er ikke så vanskeligt, men direkte, lige på, bliver for det meste vammelt. Blandt andet er man normalt for sød ved sig selv i filmen, eller alt for vrængende, karikerende. Ikke Bergman. Han gjorde, som den gamle dramatiker Ibsen sagde: holdt dommedag over sig selv. Han satte sig selv på spil, han var magikeren, købmanden, teaterdirektøren i sine film. Hans årelange ophold som instruktør i München kom ikke til at fungere. Ontogenesen skete ikke. Sproget var ikke hans, husmurene heller ikke og møblerne var tyske. Derfor talte de i den ovenfor omtalte ’Stilheden’ et østeuropæisk, som var volapyk. Det var Europa set fra Sverige, to kvinder på gennemrejse, på vej til Sverige, hjem.

På en måde tror jeg, at film altid har denne karakter. Den er altid provinsiel. Den skal have sit sted. Den skal være gennemvædet af stedet. Jeg husker en polsk kvinde, som havde skrevet to bøger om Bergman. Det var første gang hun besøgte Stockholm. Hun grinede ad sig selv. I bøgerne havde hun beskrevet Bergmans himmel som nordisk mystik. Nu så hun at himlen bare var som den var, en almindelig svensk himmel, himlen over Stockholm.

I virkeligheden havde hun ret i bøgerne. Bergmans himmel er speciel. Ligesom hans gader, hans veje, hans skrænter, hans kirker, stuerne, sofaerne, alt. Dramaet har brug for fremmedhed. Det kendte gøres fremmed. Det selvfølgelige gøres overraskende og aldrig før set. Det banale gøres sofistikeret. Det elegante vulgært og skønt. Det er igennem denne fremmedhed, som vi møder undrende og som noget, der kommer bag på os, at dramaet kan opstå. Og det var derfor Bergman blev så stor. Den ene lille ting er hans virkelige mesterskab.

Og herved er han også en kommentar, ikke alene til filmkunsten og dramaet, men også til kulturen i det hele taget. Han står midt i den standende debat. Alle de folk, der er så interesserede i multikultur er slet ikke klar over, hvordan virkeligheden ser ud. De betages af de fremmede kulturer og deres miks ind i det kendte. De har nemlig brug for skrappe midler til sanserne. De har ingen sanser. Deres sanser har været udsat for den samme degeneration som mange mænds sæd. Det duer ikke mere. Det kan ikke befrugte det virkelige. De har behov for krasse sager, det eksotiske, det helt fremmede for at fremmedheden kan opstå. De er ligesom folk, der kun kan spise overkrydret mad. Multikulturen er deres dobbelte chili, så kan det smage. Ikke sådan hos Bergman. Her afslører det fremmede i det kendte det ukendte i det virkelige.

Men jeg har taget fejl. Det var en fejl, at jeg ikke har brugt Bergman mere i undervisningen. Det, som føltes blødende eksistentielt kom af en inderlighed i fortællingen, en udnyttelse af strukturen, som hos de fleste andre alligevel bliver udvendig. Hos Bergman er strukturen genetisk. Den opstår samtidigt med karakteren, i stedet for at karakteren puttes ind i en historie. Det er en magi, som jeg burde have præsenteret for mine elever. Det er en magi, som er på retur, en mirakuløs fremstilling af dagligmennesket i stram dramatisk form. Kun et andet sted har jeg for alvor set denne virkning. I Tarkovskijs ’Spejlet’, om ham selv og hans mor igennem livet.

Ikke underligt var Tarkovskij en stor beundrer af Bergman, ligesom omvendt. De to genier mødtes vist nok kun en enkelt gang. I Stockholm, da T. lavede sin sidste film ’Offret’ i Sverige (også med Josephson og flere andre Bergman-spillere).

Mødet skal være foregået på følgende måde: Bergman går i en af Det Svenske Filminstituts gange, betonagtig og upersonlig, og som er helt tom. Nede for enden af gangen – ud fra en biograf, et forevisningsrum – går døren op. Det er Tarkovskij på vej til toilettet. De to beundrere får øje på hinanden. Standser op, stivner hver især, drejer så rundt på hælene, og går hver for sig i den modsatte retning. Tarkovskij måtte holde sig, til Bergman var væk. Jeg tror det er et tidstypisk møde. Det er et møde, som faktisk udtrykker meget hos os. Det umulige. Det magiske, som ikke må komme, som ikke kan tænkes, men som længslen higer efter, en virkelighed, som man ikke tør udfordre, for man håber kun på at den findes, men er bange for at få den demonteret, demonstreret at den netop ikke findes, derfor er det sikrest at vende om. ’Persona’ f.eks. var en film hvor kvinden end ikke turde møde sig selv.

’Sarabande’ er vist hans sidste film, lavet til tv. En så enkel fortælling. Også en slags rejse gennem Sverige. Liv Ullman, der rejser igennem Sverige for at møde sin for lang tid siden mand – nemlig ham fra hendes og Josephsons ’Scener fra et ægteskab’, som på tv lagde gaderne øde. Hun kommer til ham, hun er hos ham, møder hans søn, som hader ham. Der er ingen idyl. End ikke i det sentimentale gensyn.

Det er en uendelig sanselig og til liderlighed grænsende verden. Der er overhovedet ingen pænhed i den. Her regnes ikke høflighed i følelserne for noget. Høflighed i omgangen er noget andet. Men de kan skelne. De ved godt, at der hvor det er vigtigt, må man gå hele vejen og overvinde frasernes tilpashed, ned i underverdenen, hvor han befinder sig nu, for at møde den direkthed, som livet får næring af. Her er kun elskerne. Ikke pæne elskere, men dem med beskidte lidenskaber og dybe længsler.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar