Ind på scenen i ’Vi venter på Godot’ træder Pozzo og Lucky.

Pozzo, en herremand med et reb og en pisk i hånden, Lucky, hans tjener med rebet om halsen. Foran dramaets måbende hovedpersoner, vagabonderne Vladimir og Estragon, udsteder Pozzo den ene groteske ordre efter den anden: »Dans!«. Lucky danser – og stopper. »Encore!«. Lucky danser igen. »Tænk!«. Lucky rabler desperat en lang og uforståelig remse af sig. Optrinnet er et studie i meningsløs ondskab. Nogenlunde lige så sympatisk fremstilles regeringens og min tilgang til de ledige. Indrømmet, parallellen til Samuel Becketts absurde teater er en journalistisk stramning, men den teknik er ikke fremmed for regeringens kritikere. I hvert fald sparer de ikke på billedsproget i Det Radikale Venstre: »Regeringens 300-timers regel kaster de svageste kontanthjælpsmodtagere ud på dybt vand uden redningskrans. Og dem, der ikke lærer at svømme, de går til bunds«. Reglerne er »helt umenneskeligt skrappe«, siger Elisabeth Geday og runder af med manér: »Denne form for politisk darwinisme, som kun lader de stærkeste overleve, er en skamplet på vores velfærdssamfund«. Svirp! Så hørte man lige regeringen svinge pisken over de ledige. Ondskabens imperium slår til igen. Da jeg for snart seks år siden blev beskæftigelsesminister, indtog jeg øretævernes holdeplads. Jeg var fuld af forventning, men samtidig meget bevidst om den modstand, jeg ville møde. Regeringen havde nemlig dengang og i dag ét overordnet princip for beskæftigelsespolitikken: Det skal kunne betale sig at arbejde. Det budskab faldt ikke i god jord. Rækken af kritikere er lang, men anklagen er som regel den samme: Regeringen udsætter de ledige for den ene mere meningsløse, kyniske og umenneskelige prøvelse efter den anden. Men hvor fair er den fremstilling? Er regeringens og min beskæftigelsespolitik virkelig så kynisk og konsekvenserne så katastrofale? Lad os på de initiativer, regeringen har sat i søen igennem de sidste seks år. Lad os se på begrundelsen for dem – og lad os se på resultaterne. Et af de vigtigste succeskriterier for en beskæftigelsesminister er lav ledighed. Her taler tallene for sig selv: Siden slutningen af 2003 er i ledigheden i gennemsnit faldet med 70 mennesker om dagen. I juni i år kom vi under den ’magiske grænse’ på 100.000 ledige – det laveste tal siden begyndelsen af 70’erne. Det synes jeg er godt gået, og det gør alverdens økonomiske eksperter også. De valfarter faktisk hertil for at studere det danske jobmirakel. Men skyldes den lave ledighed ikke de gode konjunkturer? Jo, det gør den. Men den skyldes også det paradigmeskifte, som den nye regering bragte med sig i 2001. Vi havde fokus rettet på én ting, nemlig job. I dag har så mange ledige fået job, at virksomhederne skriger på arbejdskraft. Det betyder, at vi skal være mere åbne over for udenlandsk arbejdskraft, men det betyder først og fremmest, at de sidste ledige danskere skal ind på arbejdsmarkedet. Det kommer de ikke af sig selv. Det kræver, at vi hjælper dem på vej med opkvalificering, jobsøgning, rummelige arbejdspladser og meget andet. Og så kræver det, at det kan betale sig at arbejde. Derfor lagde regeringen i 2002 loft over kontanthjælpen. Det betyder kort fortalt, at der nu er en maksimumgrænse på det beløb, som kontanthjælpsmodtagere kan få fra det offentlige. Målet med loftet er enkelt: Det skal være mere lukrativt for et ægtepar at tage et arbejde til mindsteløn end at gå hjemme på kontanthjælp. Svirp!, så svingede regeringen lige pisken igen. Men var det virkelig nødvendigt? Ja, det var det. Inden loftet blev vedtaget, ringede en tidligere kontanthjælpsmodtager til Beskæftigelsesministeriet. Han overvejede at droppe sit nye arbejde som buschauffør, for nu havde han 2.000 kroner mindre til rådighed om måneden, end han havde på kontanthjælp. Den slags er ikke til at holde ud for en beskæftigelsesminister. De radikale og socialdemokraterne kan bedre holde til det. De var godt nok med i aftalen om kontanthjælpsloftet, men de fortrød og vil nu have loftet afskaffet. Det vil regeringen ikke. Det handler nemlig om rettigheder og pligter. Og det handler om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det er simpelthen ikke fair, at der står ’fjols’ på ryggen af mennesker, der står op om morgenen og går på arbejde. Det kan vi ikke bygge et velfærdssamfund på. Og apropos velfærdssamfund. Da socialdemokraterne gik imod kontanthjælpsloftet, sagde Helle Thorning-Schmidt: »Vi tror ikke, kontanthjælpsloftet virker – vi ser kun, at det skaber mere fattigdom«. Se, det er jo en heftig anklage, men gik det virkelig så galt? Var resultatet en social katastrofe? Nej, det var det ikke. Tværtimod har 18.000 kontanthjælpsmodtagere fra grupperne af svage ledige i løbet af tre år skiftet kontanthjælpen ud med et arbejde. Heller ikke for de allersvageste ser det så sort ud. Formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, sagde det faktisk meget præcist: »Jeg vil hellere være hjemløs i dag end for ti år siden«. Det forstår man godt. Regeringen har nemlig sat massivt ind med initiativer til fordel for de dårligst stillede. Alkohol- og narkomisbrugerne har fået behandlingsgarantier. De svageste førtidspensionister har fået højere ydelser. Og de hjemløse har fået flere botilbud. Samtidig sætter vi 320 millioner kroner af til at bringe sindslidende og andre udsatte grupper tættere på arbejdsmarkedet. Det er en stor opgave, men i regeringen har vi valgt en aktiv linje. Vi sætter fokus på det, folk kan, i stedet for at dyrke det, de ikke kan. Målet er, at alle uanset deres sociale problemer får en chance for at blive en del af fællesskabet. Alt andet er simpelthen for svagt. Det er samme aktive linje, der ligger til grund for 300-timers reglen. Reglen betyder, at alle ægtepar på kontanthjælp skal arbejde mindst 300 timer i løbet af to år. Ellers mister den ene kontanthjælpen. 300 timer på to år kan man optjene på en avisrute, i et rengøringsjob eller ved at arbejde som havemand. Det er 14 timer om måneden. Tre til fire timer om ugen. Hvis kontanthjælpsloftet er kontroversielt, er det intet at regne for harmen over 300 timers-reglen. De radikale går frisk til den med kritikken, og det samme gør socialdemokraterne. Svirp! Svøm eller synk – »ren politisk darwinisme«. Egentlig er det pudsigt, at netop de to partier danner front i kritikken. Så sent som i 2005 overgik de nemlig hinanden i at stille krav til kontanthjælpsmodtagerne – og til regeringen. »Det, vi ikke bryder os om, det er borgerlønnen, hvor bistandsklienterne skal parkeres på en offentlig ydelse, hvor de ikke behøver at lave noget for pengene. Vi mener, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet«, sagde Elsebeth Gerner Nielsen (R). Knap så stærke i troen var de radikale, da den endelige aftale om 300-timers reglen blev forhandlet på plads. De stod af i sidste øjeblik. Men socialdemokraterne satte både underskrift og fingeraftryk på integrationsaftalen. Helle Thorning-Schmidt var godt tilfreds: »Der må jeg bare sige, at jeg synes, den er rigtig god … Det var vores eget forslag at afskaffe den såkaldte forklædeydelse for indvandrerkvinder. Det er vores fingeraftryk«. Det var det, og det er det stadig. Også selv om socialdemokraterne sprang i målet og løb fra aftalen. Når regeringen stadig står fast på reglen, skyldes det princippet om ret og pligt. Alle har ret til kontanthjælp. Og de, der kan arbejde, har pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis en familie beslutter sig for, at far skal arbejde og mor gå hjemme og passe børn, så er det deres valg. Men det er ikke et valg, som det offentlige skal finansiere. Med retten til kontanthjælp følger pligten til at stå til rådighed. Her skal jeg måske lige slå fast, at 300-timers reglen kun gælder for mennesker, der faktisk kan arbejde. Den rammer altså ikke mennesker, der har mistet arbejdsevnen pga. fysisk eller psykisk sygdom. Men rammer den så ikke en gruppe mennesker – herunder mange indvandrerkvinder – der aldrig har været på arbejdsmarkedet, som ikke kan dansk, og som burde have lov til at passe sig selv? Jo, mange tusinde indvandrerkvinder er helt uden for arbejdsmarkedet og lever af kontanthjælp. Det skyldes i mange tilfælde en kultur, hvor det ikke er velset, at kvinder arbejder. Det kvindesyn vil regeringen ikke blåstemple. Det bliver kvinderne ikke integrerede af – og det gør deres børn heller ikke. Det er en ond cirkel, og den skal brydes. Dermed ikke sagt, at det er sjovt at miste sin kontanthjælp. Det er det ikke. Derfor gør vi også meget for, at det ikke skal ske. Faktisk er listen med tilbud til de ledige tre gange så lang som listen med incitamenter. Det er bare ikke så populært at tale om. Det skulle jo nødig fremstå, som om regeringen gør noget for at hjælpe mennesker ud af passiv forsørgelse. Det budskab harmonerer ret dårligt med spådommene om sociale massegrave. Det gør realiteterne heldigvis også. Indtil videre er de dystre forudsigelser nemlig gjort til skamme. I Århus Kommune var 1.322 borgere f.eks. i farezonen for at blive ramt af 300-timers reglen. Det tal var i slutningen af marts reduceret til 39. Det er en kæmpe succes for de ledige – og det er en kæmpe succes for integrationen. I regeringen tror vi ikke på, at man bliver integreret af at tulle rundt i en lejlighed med parabol-tv fra hjemlandet. Vi tror, man bliver integreret ved at komme ud på arbejdsmarkedet og tale dansk med kollegerne. Derfor ændrede vi integrationspolitikken fra passivitet til ansvar og handling. Da VK-regeringen trådte til, modtog over halvdelen af indvandrerne en eller anden form for overførselsindkomst. Det tal var i 2006 faldet til ca. 40 procent. Det er stadig alt for mange, men det går den rigtige vej. Og den positive udvikling skyldes ikke bare stramninger. Vi har bl.a. givet kommunerne ½ milliard kroner til en ekstra indsats for de ledige, som igennem længere tid har været uden job. Samtidig har de mest belastede kommuner fået 350 millioner til flere jobkonsulenter, der skal hjælpe indvandrerne ud på de danske virksomheder. Der er altså både vilje og penge bag regeringens integrationsindsats. Men flygtninge og indvandrere er ikke de eneste udsatte grupper på arbejdsmarkedet. I dag, hvor ledigheden er så lav, har de sidste i køen brug for ekstra hjælp. Mange har andre problemer end ledighed, og deres problemer skal ses i en sammenhæng. Det er en af flere grunde til, at regeringen 1. januar slog dørene op for de nye jobcentre. I jobcentrene har vi samlet kommunerne og det tidligere AF under samme tag, og dermed har både borgere og virksomheder fået én indgang til jobservice. Det er slut med at rende fra Herodes til Pilatus. Jeg skal være den første til at indrømme, at jobcentrene har haft problemer. Det har de stadig – sådan er det nu engang, når man fusionerer store virksomheder. Men det går fremad dag for dag, og i de første måneder af 2007 har jobcentrene fået flere og flere opgaver fra hånden. I januar og februar fik otte ud af ti ledige f.eks. deres aktiveringstilbud til tiden. Det er faktisk meget godt gået. De gode resultater til trods er der ting, vi skal gøre bedre. I regeringen har vi bl.a. været alt for flittige til at detailregulere – det skal stoppes nu. Derfor har jeg sammen med Kommunernes Landsforening inviteret medarbejdere og chefer i jobcentrene til at komme med forslag til forenklinger af regler, registreringer og arbejdsgange. Det er medarbejderne, der ved, hvor skoen trykker, og jeg er lutter ører. Det manglede da bare. Meget er forandret siden 2001. På beskæftigelsesområdet betød regeringsskiftet kort og godt et paradigmeskifte; nu kan det faktisk bedre betale sig at arbejde. Og det gør vi så. Alene fra 2004 til 2007 har over 100.000 danskere sagt farvel til en tilværelse på overførselsindkomst. Det har en kæmpe værdi for den enkelte og for familien – og det har en kæmpe værdi for samfundet. Vi har sparet 2,1 milliarder kroner i udgifterne til forsørgelse – penge, vi i stedet kan bruge på de mennesker, der trænger mest. Med andre ord: Jo flere mennesker der kommer i arbejde, desto flere penge er der til omsorg for de svageste. Hvad var det nu, de radikale kaldte det? Social darwinisme? Umenneskeligt? Når jeg sammenholder kritikken med resultaterne, føler jeg mig igen hensat til absurd teater. Det hænger simpelthen ikke sammen. Regeringen har jo ikke strammet reglerne for de ledige for sjov eller for sadismens skyld. Ikke fordi pisken bare smælder så festligt eller ligger så godt i håndleddet. Vi har gjort det, fordi vi tror, at raske mennesker har det bedst med at tage vare på sig selv i stedet for at blive forsørget af det offentlige. Og vi har gjort det, fordi netop det er en forudsætning for, at vi kan tage os af de mennesker, der ikke kan klare sig selv. De, der kan arbejde, skal arbejde. Det er fundamentet for velfærd. Og det er også tankegangen bag regeringens nye ministerudvalg om det personlige ansvar. Vi vil sætte fokus på, at den enkelte har et ansvar ikke bare for sig selv, men også for fællesskabet. Udvalget er hverken et alibi for nedskæringer eller en løftet moraliserende pegefinger – det er en opfordring til en bred og åben debat. Har vi fundet den rette balance mellem offentligt og personligt ansvar? Det er det, vi gerne vil diskutere med danskerne. Mange har taget godt imod udfordringen, andre har udlagt idéen som »socialdemokratisk« eller »liberalistisk«. Som formand for udvalget glæder jeg mig over, at vi allerede har sat kurs mod målet; debatten lever jo i bedste velgående. Egentlig er det tankevækkende, at opfordringen om at tage ansvar for sig selv og for andre er så kontroversiel. Det siger måske noget om, at debatten er tiltrængt. Når jeg ser tilbage på mine seks år som minister, er jeg både glad og stolt over resultatet. Regeringen har ikke siddet på hænderne – vi har forsøgt at gøre en forskel. I ’Mens vi venter på Godot’ er Vladimir og Estragon derimod optaget af at vente. Hvem eller hvad de venter på, bliver aldrig klart. De venter bare. Til slut beslutter de alligevel at gå: »Nå, skal vi gå?«. »Ja, lad os gå«. De flytter sig ikke ud af flækken. Manglen på handling og mening er for nogle det fascinerende ved absurd teater; for andre er det dræbende kedsommeligt. Uden for dramaets rammer er dommen til gengæld entydig: Her er absurditeter til for at blive undgået. Derfor bygger regeringens politik på både mening og handling. Det bliver ikke altid modtaget lige hjerteligt, ja faktisk er automatmeldinger om kynisme og katastrofer det mest almindelige. Jeg kunne ikke være mere uenig. Den virkelige kynisme er at lade stå til.