I 1999 forærede jeg den nuværende statsminister en bog.

’The Unfinished Revolution’ – en blandt politiske kendere nu herostratisk berømt bog. Skrevet af Phillip Gould, Tony Blairs nærmeste rådgiver. Den efter min opfattelse mest afgørende strategiske politiske håndbog i vesteuropæisk politik i nyere tid. Bogen er af kynikere blevet sammenfattet i følgende budskab: »De, der aldrig vil stemme på dig – glem dem. De, der altid vil stemme på dig – glem dem. De, der overvejer at stemme på dig – vær hos dem …«. I virkeligheden er budskabet langt mere nuanceret. Og ingenlunde usympatisk i sin helhed. Som med Machiavellis ’Fyrsten’ er forfatteren og budskabet jo intet andet end analytiker og analyse. Og tilmed er der også sentimentale passager i værket. Historien tager sit udgangspunkt i desperation. Desperation over, at Labour med jævne mellemrum evner at vinde valg. Men ikke evner at bibeholde magten. Den unge Gould, opvokset i en Labourfamilie, fortvivles – sammen med Blair, Brown og kumpaner – over denne historik. Efter en tid med konservativt styre – gerne et par valgperioder – kommer Labour til. Men mister altid magten ved valget efter. Og når derfor aldrig rigtig at præge samfundsudviklingen (kendere af historien vil måske her indvende, at Labour nåede at influere rigeligt på England i 1970’erne – Europas syge mand and all that. Men n’importe … Det er ikke Goulds historie). De unge mennesker begynder at være en del af Labours centrale kampagnestab og gør med Neil Kinnock en opdagelse. Labours politik har aldrig i længden vundet gehør hos vælgerne. Fordi partiet ikke skaber social bevægelse, men fører en politik, der fastholder folk i den stilling, de nu engang har. Man tager det revolutionerende skridt at spørge folk, hvad de rent faktisk mener. Og chokket indfinder sig. Hvor Labours politik – når ved magten – har været at sikre den lille mand hans job i kulminen, så han kan beholde sit lille hus, sin lille bil og sin lille kone, viser det sig – voila – at disse mennesker for en stor dels vedkommende sørme drømmer om … noget andet. Noget helt andet. Et job i den friske luft, hvor der er håb om fremdrift. Et stort hus. En stor bil. Og en ... nå ja, never mind. Labour havde kort og godt brugt alt for mange ressourcer på at dræbe folks drømme. Hvorimod de konservative nærede folks drømme. Om frihed. Selvstændighed. Og social forbedring. De vælgere, der efter en tid forlod Labour, var disse mennesker. I amerikansk politik kendt som swing-voters. Folk, som de konservative i langt højere grad evnede at fastholde. Det største problemfor Labour var dengang, at den britiske vælgerbefolkning, langt ind i Labours egne rækker, var blevet skræmt af det gale venstre, the loony left, og frygtede, at Labour ville skambeskatte deres indkomster. Vupti. Da Tony Blair kom til, blev målsætningen en garanti for, at skatterne ikke ville stige. De konservative hjalp på vej. I stil med Bush seniors »Read my lips, no new taxes« brød den daværende premierminister, John Major, med Thatcher-doktrinen og hævede skatterne. Labours målsætning var på valgdagen at have større troværdighed på skatteområdet end de konservative. En målsætning, som utroligt nok lykkedes. Lyder noget af dette bekendt? Ringer en klokke om Nyrup og efterløn? Venstre og velfærdssamfundet? Det er nok ikke helt forkert. I årevis stod vi i Venstre som partiet, der, kom vi til magten, ville afmontere den offentlige sektor. Fyre snart sagt enhver offentligt ansat. Og lade fanden tage de sidste. Jeg husker udmærket diskussioner med de fine konservative, der i dag står på hovedet af hinanden for at kræve skattelettelser, som de dengang i 1980’erne ikke ønskede at give os i Venstre. Den evindelige kommentar fra disse mænd i slips var, som afslutning på diskussionen, når jeg opfordrede dem til at hoppe om bord på det liberale sørøverskib i stedet for den kedelige konservative flodpram, altid: »Venstre? Jamen I vil jo nedlægge staten«. For mange var det uendeligt tæt på. Uffes smertelige nederlag i 1998 skar mennesker, der havde arbejdet på projektet om Venstre som Danmarks største parti i årevis, dybt i hjertet. Hadet til Socialdemokraterne voksede. Hvordan kunne Nyrup, der – skamløst og uhæmmet – havde udstillet Uffes hus, havde skabt uro om det europæiske samarbejde for at gavne sin sag, havde garanteret efterlønnen – hvordan kunne han vinde? Kunne det, når alt blev lagt til side, være, at vi selv bar en del af ansvaret eller var årsagen, om ikke andet? Hvordan kunne så klare meningsmålinger helt op til det sidste tage så grueligt fejl? Og som et politisk ekko af for længst hedengangne ’Aldrig mere en 9. april’ besluttede strategerne med statsministeren og Claus Hjort i spidsen sig for et aldrig mere. Aldrig mere et valg på fordelingspolitik. Aldrig mere et valg, hvor nogle af svingvælgerne kan blive skræmt af Socialdemokraterne. Aldrig igen. Kontraktpolitikken blevindført ligesom hos Blair. »Vi vil genindføre tilliden til det politiske løfte«. Fem konkrete punkter. Vi vil måles og vejes. Det, vi siger, det gør vi. Det, vi gør, siger vi. Og alt, hvad vi gør, og alt, hvad vi siger, har dette formål – at berolige og sikre: Aldrig igen. Der er mange, der i disse dage og måneder har så travlt med at nedgøre denne holdning. Disse mennesker forstår ikke den intense bitterhed, som det valg gav anledning til. Vi elskede Uffe, vi ville have gjort alt for den mand. Han, der havde lidt ved Lasse Budtz og andre hæmningsløse socialdemokraters ondsindede og uset nedrige angreb igennem den sikkerhedspolitiske debat. Ved et lavpunkt var han blevet spurgt af Mette Fugl, om det var ved udgangen, han skulle sælge de nok så berømte billetter … Han havde genrejst og fornyet partiet, bragt det fra land til by og givet det en skarp, klar liberal profil, forbundet med den ny tidsånd, hvor alt kunne lade sig gøre i halen på Reagans frihedsrevolution. Og så tabte han. Så dramatisk, som kun de store kapitler i politik kan skrives. Og så ædelt. Så storslået. Med tårer erindrer jeg hans afsked på Venstres landsmøde. Citatet fra de islandske sagaer: »Fager er lien« … »Så nu går jeg – må vinden fylde jeres sejl …«. Al ilt var borte i de sekunder. Og vi var tårevædede. Og i enhver venstremand var kun en tanke: Aldrig igen. Aldrig. Aldrig. Dette diktum har også jeg – indrømmet – stødt mig på nogle, ja massevis af gange. Naturligvis. Jeg blev venstremand i de vilde 1980’ere. Og dengang – nå ja, når vi fik de der stikpiller om, at vi ville nedlægge staten, kunne vi ikke lade være med at smile lidt ved os selv. Vi var jo piraterne. »Venstre skal være i regering og i opposition på samme tid«. Staten blev rutinemæssigt omtalt som ’Statan’. »Lad være med at stjæle – staten hader konkurrence«. »Slavesind« and all … Det var i sandhed en fantastisk tid, præget af håb om forandring og fornyelse. Samtidig med at en borgerlig regering sad og gjorde rugbrødsarbejdet og sikrede, at dansk økonomi blev samlet op efter Anker Jørgensens ødelæggende gale venstreperiode ved afgrundens rand, gjorde vi os store forhåbninger om de næste store skridt i det danske samfunds vej mod det liberale tusindårsrige. En vidunderlig tid, som jeg håber, at mange unge mennesker en dag får det privilegium at opleve. Vi var så optimistiske. Jamen, da Muren faldt i 1989. Der var ingen ende på, hvad der kunne ske. Mit egentlige ærinde med denne historie er vrede og afmagt. Ikke over for dem i Venstre, som slår sig (jeg tilhører dem jo unægtelig selv; for mit eget vedkommende skrives der gang på gang af kommentatorer og lignende, at jeg har slået mig for panden ud på de evige politiske jagtmarkers kirkegård) på grundlaget for de nugældende tilstande. Nej. Over for de socialdemokrater, som i den offentlige debat og ikke mindst her i Politiken (f.eks. Kronikerne 7.8. af Kim Brinckmann og 15.8. af Mogens Lykketoft) taler om, at alt liberalt er opgivet, at alt kun er kynisme, og at statsministeren er en farlig mand. Disse mennesker er historieløse. De er ude i et bestemt ærinde, som gør mig så forstemt – nemlig i virkeligheden det samme ærinde, som Venstre har været drevet af siden dengang, blot med modsat fortegn: at generobre Socialdemokraternes tidligere førstefødselsret til magten i Danmark. Det er såmænd det, det drejer sig om. Forskellen er imidlertid, at netop den kamp – kampen om førstefødselsretten – har Venstre og Venstres ledelse kæmpet med komplet åben pande. Mens det, disse skribenter er præget af, i virkeligheden ikke handler om en vrede over Venstre, men en hadsk bitterhed over, at det er lykkedes – efter at Venstre talrige gange igennem forrige århundrede vandt valg, men altid tabte magten efterfølgende – at fjerne Socialdemokraterne som danskernes førstevalg i forhold til at bestyre det danske samfund. Det, som denne holdning udstråler, er intet andet end den blotte og bare ondsindede kynisme, hvor f.eks. dette at kalde statsministeren en farlig mand blot tjener til at kaste mudder. Hvad Venstre har gjort derimod, kan bedst sammenfattes i et lidt pudsigt udtryk: ærlig kynisme. En ærlig kynisme, drevet af en ærlig tro på, at man i længden gør det danske samfund en bedre tjeneste ved, at Venstre står i spidsen for det end Socialdemokraterne. Og hvor man derfor har måttet have en diskussion – ofte kraftig – om linjen i partiet. Brinckmann spørger direkte i sin Kronik, hvor f.eks. jeg dog bliver af, og efterspørger min reaktion på disse forhold. Det er megen ære at gøre mig. Han ærgrer sig over, der ikke er mere splid i Venstres hus end den diskussion, vi har haft helt tilbage fra 2001, herunder om de ti teser, Brinckmann nævner. Der må jeg melde hus forbi. Jeg deltager, i det omfang det tjener et formål, i diskussionen i mit parti. Min gamle helt Reagan bemærkede altid om det kristne højre, at de forventede, han kastede sig ud fra klippen med vajende flag og lod sig knuse mod bunden. Hvad han pudsigt nok ikke kunne se noget fornuftigt i. Så. Og ja: Jeg er fast forankret, fortsat, i det tankesæt, jeg blev en del af Venstre på. Jeg har ikke kastet mig ud i ydmygende betragtninger a la »jeg er blevet klogere« eller deslige. For det er jeg ikke. Mit arbejde i spidsen for en af de største offentlige forvaltninger i det danske kongerige fra 1998 til 2006 har forvisset mig om, at Danmark mere end nogensinde har brug for en entydig liberal politik. Hvor man effektiviserer den offentlige sektor. Hvor man rationaliserer og nedsætter det kuende og tyngende danske skattetryk. Hvor man vender blikket mod omverdenen og skaber forhold på det danske arbejdsmarked, så det kan betale sig at arbejde. Venstre har udviklet sig til et bredere parti end dengang. Fordi man bevidst ikke ville overlade magten til et i stigende grad magtkorrumperet socialdemokrati, hvis historie i magtliderlighed overgår enhver forstand: – Svigtet af forsvaret helt op til 9. april 1940, hvor man vidste bedre, men blotlagde landet for angreb fra Tyskland. – Den ondsindede og kyniske politik, anført af Stauning, der sammen med Italien gjorde Danmark til den største samhandelspartner med Tyskland under krigen. Hvor vi aktivt bidrog til det ondeste regime – kun i konkurrence med Stalins Sovjet – i verdenshistorien. – Buhls tale mod frihedskæmperne, hvor han opfordrede folk til at melde dem, hvis indsats ultimativt sikrede, at også vi blev anset som allieret nation og endte på den rigtige side. – Den listige plan ’Fremtidens Danmark’, der langsomt, men sikkert i perioden frem til i dag sikrede den socialisering af Danmark, der i dag har gjort næsten 900.000 i den arbejdsdygtige alder afhængige af offentlige overførsler. Så langt borte fra ’Kræv din ret – øv din pligt’ som noget. – Fortielsen om atomvåbnene på Grønland under den kolde krig, som Socialdemokraterne ikke turde åbenbare for deres vælgere og senere søgte at angribe en (borgerlig) regering for. – Kraghs »Man har et standpunkt, til man tager et nyt«-politik, hvor alt blev underlagt dette ene: at Socialdemokratiet ubesmykket havde magten. – Den komplette uansvarlighed op igennem 1970’erne, hvor Anker Jørgensen efterlod en afgrund af økonomisk rod til os andre, Ritt Bjerregaard smadrede den danske folkeskole, og Lykketoft lod skatterne eksplodere, så en generation efter måtte tage hele slæbet og den dag i dag stadig kun ser egentlige skattelettelser som et fjernt fatamorgana i disen. – 1980’erne, hvor partiet spillede hasard med dansk sikkerhedspolitik, rendte rundt i Moskva med egne delegationer for at forhandle i modstrid med NATO-alliancen, et minde, der i dag får Asmaa Abdol-Hamid til at fremstå som dansk patriot. – Tør jeg tilføje, som et spektakulært morbidt eksempel fra københavnsk lokalpolitik, misbruget af børns lig i den såkaldte ligkistemagasinsag, for at befæste bevægelsens – Arbejdernes Ligkistemagasins – placering i det danske samfund. – Kulminerende med Nyrups løgn om efterlønnen, enden på de lukkede rums politik. Disse forhold tåler ingen sammenligning med den, i mangel af bedre udtryk, ærlige kynisme, der nu engang må være i et politisk parti som mit, der ønsker kontinuerlig indflydelse på samfundsudviklingen. Socialdemokraterne har intet at have en kritik af Venstre i. Intet. Den for et politisk parti enestående kynisme har simpelthen ikke sin lige og har intet med Venstres måde at drive politik på at gøre. At Venstre så løbende må have en diskussion om mål og midler, om magten for magtens egen skyld, om vi i tilstrækkelig grad husker vores udgangspunkt, er såmænd rigtigt nok. Men dertil og ikke længere. At gøre Venstre til kynismens parti og statsministeren til en farlig mand i dansk politik er at vende tingene på hovedet. Kendere af Socialdemokraternes historie vil vide, at vi er de rene novicer ved siden af. Englebørn. Uskyldsrene …