I løbet af min lange levetid er det blevet almindeligt accepteret, at det meste af hvad vi foretager os her i livet har en forhistorie i den tidlige barndom. Hvordan forståelsen af det er blevet omsat i praksis er en sag for sig, så det er nok stadig klogt at være omhyggelig i valget af sine forældre. Det var jeg selv, de tog mig som jeg var og gav mig en kærlig opvækst – bortset fra at lade mig være enebarn. Det kan jeg ikke anbefale, dels er det kedeligt, og dels er man ikke bare alene med sig selv men også med sine forældre, og to mod én er ikke så let. Når jeg drømmer om dem, optræder de da også for det meste enkeltvis. Et barn der bliver set og opfattet, om muligt elsket og under alle omstændigheder respekteret som sig selv, lærer hvad kærlighed og respekt vil sige. Et barn man slår og svigter, lærer selv at svigte og slå. Det er sagt før, og det bliver ikke mindre væsentligt af en gentagelse. Hvis nogen siger, at gid det var så enkelt, vil jeg påstå, at det er det. I hvert fald i princippet. Er man blevet skadet og forsømt eller på anden måde ydmyget som barn, vil man højst sandsynlig være disponeret for at få et dårligt liv. Der er mange måder at overleve på, men har man ikke fået sit selvværd ordentligt bekræftet, mangler man en væsentlig forudsætning for at kunne leve i harmoni med sig selv og sin omverden. Et ringe selvværd gør én usikker og alt for sårbar og kan både føre til meningsløs selvudslettelse og skabe et overdrevet og ufrivilligt komisk behov for selvbekræftelse. Jeg tror ikke vi kommer til verden med en viden om, hvad der rigtigt og forkert, endsige godt og ondt. Hvordan skulle et nyfødt barn have kendskab til de voksnes vanvittige ideer om rangorden og værdiansættelse efter køn, race, tro og nationalitet. Jeg tror vi fødes som ren natur med hver vores individuelle anlægspræg, og ud over kønnet, kuløren og klassen er det en kultur der bliver bestemmende for vores udvikling og dikterer vores opvækstvilkår. Og kulturen? Det er mor og far eller deres stedfortrædere, og hvad de har at komme med, det er hvad skolen og himmelgudernes jordiske repræsentanter lærer og forkynder, det er hvad andre mener, og hvad autoriteter og øvrigheder gør for at få os til at føle og tænke og handle som det forventes af os. Det kaldes prægning og påvirkning, opdragelse og socialisering, subsidiært indoktrinering og hjernevask. Den kultur vi vokser op i og bliver en del af, giver nok plads for meget af vores medfødte natur, men den udelukker og undertrykker også meget af den. De naturlige anlæg vi fødes med for at føle angst og kærlighed, sorg og vrede og misundelse, bliver tidligt i livet gjort unaturlige, hvad der kunne være en væsentlig årsag til vores konflikter. Vi siger at tiden går. Et fredeligt arabisk ord siger den kommer. Hvordan tiden end bliver opfattet, og af hvem, er der en tid der i hvert fald ikke kommer igen – den fra vores fødsel til vores død, levetiden også kaldet. I den tror og tvivler vi, håber det bedste og frygter det værste, passer vores eventuelle arbejde, gifter os, hvis nogen vil have os, og hvis vi selv vil have nogen, og kan få dem, sætter børn i verden eller tager os af andres, begraver vores forældre og bliver selv gamle. Pensionen afløser passionen, vi ser moderne skifte og livsstilen ændres, hører nye ord i sproget og andre toner i musikken. Vi bliver skrøbeligere, karrene stivner, bindevævet slappes, og tabslisten vokser – håret, tænderne, førligheden, synet og hørelsen, til sidst selve gnisten og dermed måske også lidt af lysten til at leve det liv der måtte være tilbage i os. Og fra et vist tidspunkt er rollefagene definitivt forandret, vi spiller ikke længere den unge pige og den unge mand, men bedsteforældrene og de gamle tanter og onkler, hvis vi ikke bare ender nederst på rulleteksten blandt dem der i øvrigt medvirkede. De flestes liv går ikke stejlt nedad men skråner langsomt. Billedkvaliteten i vores spejle er nok forringet, men vi er ikke så forskellige i dag fra dét vi var i går, og i morgen vil der nok heller ikke være den store forskel fra i dag. Men for mange af os kommer det som en overraskelse første gang nogen rejser sig op for os i bussen, og selv var jeg skuffet over ikke at blive afkrævet legitimation, da jeg løste min første 65-billet. Et menneskes identitet kan deles op i en social og en eksistentiel. Den sidste går vi stille med, det er den stadige påmindelse om vores dødelighed og den evighed der overlever os alle, den er vores selvbekræftelse og stiller ingen krav til os – i modsætning til den sociale der har klart formulerede betingelser som vi må opfylde for at bidrage til stabiliteten i samfundet og være så uangribelige som muligt. Det er vi så længe vi husker at melde flytning, overholder landets love, betaler vores skat og respekterer færdselsreglerne. Balancen mellem vores eksistentielle og sociale identitet er individuelt betinget, og mange af os døjer med at holde den, fordi den sociale har svulmende tendenser, og den eksistentielle lider af mangelsygdomme. Vi er ikke meget for de ord som definerer vores identitet, de er for elitære og lugter af finkultur, men identitetskonflikter hører til dagens uorden, og socialt orienterede psykologer kan fortælle om, hvordan de underminerer os enkeltvis og i vores sameksistens med andre. Hvornår alderdommen begynder er både et eksistentielt og et socialt spørgsmål, og især det sidste er blevet aktuelt, fordi vi i dag bliver gamle som aldrig før, jf. ældrebyrden subsidiært – bomben. Mens barndommen følger os livet igennem er alderdommen kortfristet, det siger sig selv, og de erfaringer den giver én, får man af samme grund ikke så meget ud af – men gælder det egentlig ikke de fleste erfaringer? Hvis hver alder har sin charme, som nogen påstår, har jeg svært ved at få øje på alderdommens, og hvis den virkelig var charmerende, hvorfor er det så smigrende at virke ungdommelig, og har man nogensinde hørt om nogen der gav sig ud for at være ældre end deres år, efter at de var kommet ud af puberteten? Hvis jeg som firsårig skulle vågne en morgen og føle mig ung, må det være fordi jeg er blevet dybt senil. Gamle mænd skal efter sigende altid have haft en tilbøjelighed til at forudsige verdens snarlige undergang, velsagtens fordi vi forveksler den med vores egen, og hvis man er af den opfattelse, at verden kun eksisterer i ens bevidsthed, kan det sådan set også komme ud på ét. Men for vores efterkommere vedbliver verden at bestå, indtil videre, hvordan det så skal gå uden os. Det hører også til min alder at synes, at alting var bedre før, hvad det selvfølgelig ikke var, det var bare anderledes – ligesom historien ikke gentager sig, hvordan skulle den kunne dét. Af uransagelige grunde tildeler vi den en overordnet selvstændighed, men historien er og bliver kun, om ikke sådan som de fleste af os gerne vil have den til at være, så sådan som vi får den til at blive. Historien fortsætter, og når vi siger den gentager sig, må det være fordi vi ikke lærer nok af vores fejltagelser og bliver ved med at gøre livet svært for os selv og hinanden. Vi prøver også på at få det bedste ud af det, så godt vi kan, og bedre bliver det selvfølgelig ikke. Men fordi dårlige nyheder sælger bedre end gode i den stakåndede medieindustri, skal man i sit mismods vinter ikke henfalde til at se ondskab alle vegne, man kunne eventuelt se mindre blod og færre skænderier i fjernsynet – ikke for at lægge afstand til virkeligheden eller lukke øjnene for den, men for at få den bedre proportioneret og give sig tid og ro til at blive lidt klogere på den. Om vi i dag lever i en større overgangstid end den der blev levet i før, skal jeg lade være usagt, men teknologi og markedsøkonomi, med al den selvforstærkende autonomi og magtkoncentration det har ført med sig, har gjort verden til et andet sted at leve i, end da jeg i sin tid kom ind i den. Hvad det har medført af forandringer på det indre plan, mentalt og sjæleligt, er svært at konkretisere, men mange sjæle- og samfundsforskere kan enes om, at der er tendenser i tiden til en almindelig udbredt svækkelse i den medmenneskelige samhørighed og til en øget narcissistisk selvoptagethed. Politik er ikke i samme grad som før det muliges kunst med krav om den bedst mulige forening af realiteter, moral og etik. Etikken er veget for økonomien – for dagens politikere handler det om at forene realiteterne og de økonomiske muligheder i selvhenførende programmer der sigter på regeringsmagten, og som derfor med få undtagelser ikke rækker ud over den øjeblikkelige virkelighed og de reformer den kræver. Det yderste højres populisme er godt i gang med at udfylde det ideologiske tomrum som opstod efter Berlinmurens fald, og de moderate midterpartier er tilbageholdende med for drastiske alternativer. Det er selvsagt ikke til gavn for den almindelige sociale bevidsthed og virker ikke politisk stimulerende på vælgernes fantasi, som hos en stadig voksende middelklasse er så omtåget af velstandsstigning, at truslen om hvad en fortsat nyliberalistisk højredrejning kan føre til på længere sigt, ikke overdøver de øjeblikkelige forbrugsfestligheder. En så hurtig og uoverskuelig samtidsudvikling som den nuværende gør det også vanskeligt for den enkelte at tro på sine egne muligheder for at påvirke den. Det er en følelse af afmagt som gøder passiviteten og længslen efter forenklinger og klare retningslinjer. Det styrker centralisering, blokpolitik og det autoritære magtbegær som vil have verden delt op i venner og fjender og bilde os ind, at de der ikke er med os er imod os. Og nok er vi rige som aldrig før, så længe det varer, men ti procent af befolkningen lever stadig under EU’s fattigdomsgrænse, som regeringen ikke vil høre tale om, en vurdering af forholdene på arbejdsmarkedet afhænger af hvilken statistik man benytter, og åbenlyse forringelser, stramninger, besparelser og nedskæringer markedsføres med hårdnakket ufejlbarlighed som forbedringer – uden at en stemme truer regeringsmagten. Som enebarn var jeg ret meget overladt til mig selv og min kedsomhed, og når det er småt med mine barndomserindringer, kan det dels skyldes, at der ikke er så meget at huske, og dels at jeg har manglet et samtidsvidne og en samtalepartner til at dele min barndom med. Søndagene var de værste. Om søndagen sker der ingenting, en forbandet dag, siger Tove Ditlevsen i et barndomsdigt om det uforståelige søndagstungsind. Mange år efter læste jeg hos Vita Andersen, at søndagen er til at kneppe i, men det var for sent, og det havde også været for tidligt. Når man ser tilbage på sin barndom sent i livet, kan det være nok så svært at forestille sig, hvordan man selv er blevet opfattet som barnet i den. Det er man forskånet for at få vide eller blive mindet om, når ens forældre for længst er døde, hvad der muligvis kunne være en af sekundærgevinsterne ved at have været ene og alene med dem. Mangt og meget af hvad jeg i mit voksne liv har betragtet som selvfølgeligt, antager mere og mere karakter af at være ubesvarede spørgsmål, og det kan virke stimulerende på de grånende hjerneceller i det omfang de stadig formår at gøre sig fornyede overvejelser. I bedste fald kan det bekræfte, at dét jeg før tog for givet, havde jeg åbenbart ikke forstået, i hvert fald ikke tilstrækkeligt, og måske ved nærmere eftertanke fået helt galt i halsen. Generaliserende meningsmagere har ladet deres samtid forstå, at landets intellektuelle ikke er engageret i den politiske udvikling. Og hvis man som forfatter lufter synspunkter til venstre for midten og taler godt for menneskerettigheder, tolerance og humanisme, ikke lægger afstand til kulturradikalisme, og måske endda betvivler at krig er den bedste vej til fred, bliver man affærdiget som naiv og urealistisk og hånet som pladderhumanist. Så det drejer sig med andre ord ikke om hvorvidt man er engageret, men om hvordan man er engageret. At gå ind for modet til at tænke det utænkelige og viljen til at handle inden for rammerne af hvad der er realistisk muligt, må man være ualmindelig kynisk for at finde naivt. Hvad ingen gider høre på, kan man skrive om i stedet for. Det har sine fordele. Som skrivende bliver man ikke udsat for den uopmærksomhed man kan risikere at møde ude i det virkelige liv, når et flakkende blik over ens skuldre afsøger omgivelserne for noget mere interessant. Man ser heller ikke sin læsers gaben og slipper for at høre den eventuelle snorken og lyden af ens bog når den rammer gulvet. På den anden side går man glip af den synlige henrykkelse og latterkaskaderne, når udvalgte pointer og ubetalelige passager bliver læst højt, så måske kan det gå lige op.