Kontrollen med vores fødevarer har de sidste par år trukket store overskrifter i samtlige medier.

Overskrifterne har ikke drejet sig om, hvor imponerende eller dygtigt fødevarekontrollen har sikret forbrugerne og forebygget svindel og humbug inden for madområdet. Et dyk i posen viser skandaler som Thulin Kød (et firma, der ikke blev kontrolleret i årevis) og syge og døde som følge af forurenede hindbær – en sag, hvor styrelsens fejlhåndtering og manglende evne til at sikre, at varerne blev ordentligt tilbagekaldt, medførte, at adskillige mennesker blev syge, og nogle døde. Der er, så vidt jeg er orienteret, endnu ikke kommet svar til importører/distributører på de analyser, der dengang blev foretaget, hvilket i mine øjne vidner om manglende vilje/evne til dels at erkende egne fejl, dels manglende hensyn til importør/distributør. Dertil kommer mediedebatten om manglende tilsyn, mange af dem foretaget rent sporadisk for blot at pynte på statistikken. I den anden ende er ikke opkrævet bøder, der rent faktisk er givet for overtrædelse af lovgivningen osv. Selv når en stribe mennesker er blevet syge af mad, de har spist, så beholder producenten alligevel en stor, smilende smiley. Det allersidste skud på stammen er, at ud af 37.000 kontrolbesøg er kun 137 af dem foretaget i weekender, på trods af at lørdag/søndag er det travleste tidspunkt i pizzeriaer, restauranter, forlystelsessteder m.v. og derfor det tidspunkt, hvor der er størst behov for kontrol. Styrelsens vicedirektør, Per Henriksen, forklarer forholdet med, at »antallet af overtrædelser er det samme i weekenden som på hverdage, og så er det dyrere at kontrollere i weekenden«. Overføres denne logik til andre offentlige områder, f.eks. færdselspolitiet, Skat eller lufthavns- og flysikkerhedsområdet, er der mange penge at spare. I weekenden skal der således ikke kontrolleres ved grænserne, og man kan droppe sikkerhedskontrollen i lufthavnene – også hér er det jo de samme overtrædelser, der sker i weekenden, som på hverdage. En speciel form for logik – og en temmelig ualmindelig kontrolpolitik. På de tidspunkter, hvor der er mest travlt, da kontrollerer vi ikke! Formanden for Folketingets Fødevareudvalg, Christian H. Hansen, har ganske rammende sagt om denne form for kontrolfilosofi: »Det svarer til at tjekke hygiejnen i iskiosker i december måned ...«. Fødevarestyrelsen lever hermed endnu en gang så smukt op til øgenavnet ’Fødevareforstyrrelsen’. Styrelsens underholdningsværdi er ret høj, men det er efterhånden svært at finde ud af, om man skal grine eller græde. Oven i dette fastholdes krampagtigt, at kontrollen i Danmark skal foregå ved egenkontrol, og at egenkontrollen efterfølgende kontrolleres af myndighederne. Jeg kender ellers ikke mange, der melder sig selv til politiet, når de har kørt over for rødt. Der er rig mulighed for digterisk virksomhed, når man udfylder sit eget kontrolprogram, og uden en overvågningsvideo med klokkeslæt og datoregistrering kan man jo ikke se, hvornår oplysningerne er udfyldt. Paradokset i systemet er også, at de smileyer, der uddeles ved et kontrolbesøg, kan blive meget dårlige, hvis der er et eller andet galt i papir- og bureaukratinusseriet. Det kan være ting, som objektivt ikke har en pind med fødevaresikkerhed at gøre, men som oftest afspejler en eller anden tilfældig kontrollants nidkærhed. Jeg kender køkkener, der har fået en dårlig smiley, bl.a. fordi deres egenkontrolprogram lå på kontoret og ikke ude i køkkenet. Det er en meget stor brøde. Kontrolprogrammet eksisterede og fandtes inden for virksomhedens domæne, men efter kontrollens opfattelse lå det altså et forkert sted. Var der nogen, der sagde nidkærhed og misforstået administration? Problemet er, at forbrugeren/kunden i restauranten opfatter smileyen som en garanti for, at hygiejnen og fødevaresikkerheden er i orden. Og det er smileyen på ingen måde garant for, sådan som kontrollen praktiseres i dagligdagen. Tværtimod: Når smileyen i nogle sammenhænge reelt er udtryk for, at et eller andet stykke papir ligger det forkerte sted, og derfor ikke har noget at gøre med fødevaresikkerheden, er det i mine øjne blot et udtryk for offentlig vildledning. Og en stor smilende smiley kan være udtryk for en fantastisk digterisk virksomhed – det er jo ikke for ingenting, vi kalder os H.C. Andersens land – som betyder, at du kan blive alvorligt syg af at spise maden, og nu bliver vildledningen straks mere alvorlig. Husker man tilbage på de sidste turbulente fem år, hvor kontrollen har været udsat for besparelser, omrokeringer og omorganiseringer, så har meldingerne fra kontrollen hver eneste gang været, at nedskæringer ingen rolle spiller, og at fødevaresikkerheden tværtimod vil stige. Det øger ikke ligefrem forbrugerens tillid til systemet, når dets udmeldinger står i skærende kontrast til virkelighedens fødevareskandaler. Men efter alle skandalerne blev det – i elvte time ved et politisk forlig en sen aftenstund – besluttet at oprette et rejsehold. Og rejseholdets fornemste opgave er at knalde kødsvindlerne og de rigtige forbrydere inden for madområdet. Efterfølgende et illustrativt eksempel på styrelsens måde at udøve kontrol på. I juni måned slog rejseholdet til og kontrollerede den mad, der skulle serveres ved et lukket VIP-arrangement i Herning Messecenter i forbindelse med Genesis-koncerten. Deltagerne i arrangementet havde købt billet til koncerten og for ekstra penge derudover også spisning. Der var annonceret med, at der ville være italienskinspireret mad. Jeg deltog selv i arrangementet og kan kun sige, at det annoncerede mere end til fulde blev indfriet! Ved hver kuvert var der lagt et menukort med beskrivelse af den mad, der ville blive serveret, og hvilke drikkevarer der hørte til. Nu var der blot det, at Fødevareforstyrrelsens rejsehold havde slået til i Herning Messecenter om eftermiddagen og fundet en ’kriminel handling’. Herning Messecenter havde nemlig gjort noget så formasteligt som at skrive, at en af hovedretterne var ’Kalvekød i tomatsovs’, og det viste sig at være ungkvæg. Og så må der ikke stå kalvekød. Så derfor havde rejseholdet krævet, at gæsterne skulle informeres om helligbrøden, og informationen skulle ske ved, at der ved hver eneste kuvert blev lagt en lille seddel med denne gribende meddelelse: »Messecenter Herning er d.d. blevet påbudt af Fødevarekontrollens Rejsehold at oplyse om, at der ikke er overensstemmelse mellem menukortet og det, der serveres til aftenens Genesis VIP-arrangement. Retten ’kalvekød i tomatsauce’ indeholder ikke kalvekød, men ungkvæg«. Denne alvorlige forbrydelse medførte naturligvis en meget sur smiley, samt yderligere en politianmeldelse – oven i købet en anmeldelse for bedrageri! Her havde man virkelig knaldet den helt store forbryder. Det lykkedes også rejseholdet samme dag at informere Herning Folkeblad om forbrydelsen, hvilket må siges at være en ny stil ved kontrolbesøg! Det er selvfølgelig vigtigt, at fødevarekontrollen informerer offentligheden, hvis der er problemer med fødevaresikkerheden, og folk kan blive syge af det, de spiser – det er en fornuftig forebyggende indsats. Men jeg har svært ved at se faren ved at spise ungkvæg af bedste kvalitet i forhold til at spise kalvekød. Forskellen på kalvekød og ungkvæg har i mange år haft en temmelig diffus definition, og praksis har været meget forskellig i de europæiske lande. Man er dog nået til enighed om, at kalv i Danmark er et dyr, der er under 12 måneder gammelt. Der findes, så vidt jeg ved, ikke nogen smagsprøver eller test, der viser, at man på nogen måde kan smage forskel på kød fra kvæg, der er 12 måneder gammelt, og kvæg, der er 14 måneder. Og da slet ikke i en ret, hvor det hele er kamufleret med tomatsovs, så den praktiske forskel, når man sidder ved bordet og spiser, er lig nul. Ser man på prislister på kalv og ungkvæg er der ingen forskel. Det ved enhver i branchen. Men smålig skelen til virkeligheden er ikke noget, der skal forstyrre kontrollen, når man nu har fat i en rigtig forbryder. Derfor informerer man pressen om, at Messecentret har begået bedrageri for 30-40.000 kroner. Nu er det sådan, at bedrageri har en nogenlunde klar juridisk definition, der drejer sig om at begå svig med økonomisk vinding for øje. Påstanden om bedrageri har man efterfølgende ikke kunnet dokumentere fra Fødevareforstyrrelsens rejseholds side, og de har da også været tvunget til at trække politianmeldelsen tilbage. I forbindelse med den presseomtale, der var om sagen, meddelte Fødevareforstyrrelsens rejsehold pressen, at den brøde, som Herning Messecenter havde gjort sig skyldig i, svarede til at sælge jordbærmarmelade uden jordbær. Overført til den konkrete sag skulle det svare til, at Herning Messecenter i stedet for kalvekød i tomatsovs kun havde serveret tomatsovsen. Sådan var det jo ikke. Men det siger desværre noget om det faglige niveau og den måde, man vurderer sager på i Fødevareforstyrrelsen. Igen ved man ikke, om man skal grine eller græde. Erfaringen er, at klager man over kontrollen, så har det ingen effekt overhovedet. Jeg har selv været involveret i flere klager inden for mit eget fag, hvor man end ikke får svar på klagen. Og får man endelig svar, så er svaret strikket over devisen ’goddag mand økseskaft’. Nu er det imidlertid gået op for flere politikere, at dét med at klage over Fødevarestyrelsen er endnu sværere end at klage over politiet. I forbindelse med politiet har man trods alt nedsat et udvalg, der skal vurdere, hvordan man undgår, at politiet behandler egne klager. Sådan er det rent faktisk stadig inden for fødevareområdet. Man har dog her på det sidste – det er i hvert fald de politiske intentioner i det forlig, der er indgået – sagt, at man ville oprette en uvildig klageinstans, som skal behandle klager over styrelsens sagsbehandling. Men så slår virkeligheden til igen – den påtænkte klageinstans skal nemlig være tilknyttet Fødevarestyrelsen for at sikre, at der er forståelse for styrelsens arbejde og sagsbehandling. Hvem sagde uvildig?? Herning Messecenter valgte ikke at finde sig i tåbelighederne, selv om de oven i problemerne med kontrollen og politianmeldelsen har fået en del negativ omtale a la overskrifter som ’Rod i madlavningen’, ’Madsnyd’, og ’Madsvineri’. Det er overskrifter, der normalt kan lukke eller ramme enhver restaurationsvirksomhed meget hårdt økonomisk! Men for Fødevareforstyrrelsen er det fuldstændig omkostningsfrit at håndtere en sag på denne måde. Herning Messecenter har krævet en undskyldning fra Fødevareforstyrrelsen for deres adfærd. Men den har endnu ikke vist sig så voksen, at den kan erkende egne fejl. Nu var Genesis-koncerten 14. juni en hverdag. Men det, man som arrangør kan lære af alt det her, er åbenbart, at man skal lægge sine arrangementer i weekenden, hvor sandsynligheden for, at kontrollen kommer, er lig nul. Måske burde jeg her nævne, at stort set alle offentlige køkkener serverer retter med kalvekød, der i virkeligheden er ungkvæg, så her har rejseholdet virkelig en opgave for sig – men selvfølgelig kun på hverdage! Det ville jo også være rart, hvis den måde, reglerne blev fortolket på, var ens over hele Danmark. Det ville give den samme retssikkerhed for dem, der blev udsat for kontrollens virke, og det ville give en fælles fornemmelse af, at kontrollen kastede sig over relevante og vedkommende ting. Sådan er det desværre ikke! Og det er besynderligt, for styrelsen har i de sidste ti år ofte selv nævnt, at et af målene er en ensartet kontrol – lige ret for loven i Danmark. Virkeligheden fra mit eget virke viser noget andet. Fødevarestyrelsen har i mange år haft såkaldte ’vildledningskampagner’, hvor man ville dæmme op for vildledende mærkning, ulovlige anprisninger osv. Går man til supermarkederne, er der formentlig ikke en delikatesseafdeling i Danmark, hvor man ikke vil kunne finde manglende eller ulovlige deklarationer, men det er måske slet ikke gået op for styrelsen, at mange store supermarkeder har en delikatesseafdeling. Indimellem, når man ser, hvad der bliver solgt, og hvilke vildledende anprisninger der faktisk benyttes, så kunne man en stille aftenstund jo filosofere over, om de, der er ansat til at kontrollere supermarkederne, nogen sinde køber ind selv. Det sidste, jeg købte i en landsdækkende supermarkedskæde, var deklareret som ’en stor leverpostej’ – og det var ganske rigtigt, for den vejede knap 500 gram, og deklarationen lød simpelthen: »35 procent svinelever, tilsætningsstoffer anvendt« – det er ikke lovligt. Det er også sådan, at offentlige myndigheder indimellem får fikse ideer og overfortolker regelsættet. Vi er jo medlem af EU, og her er der en række generelle EU-definitioner på, hvordan man skal fortolke virksomheder – om de tilhører enten engros- eller detailvirksomheder. Engrosvirksomheder er traditionelt strengere kontrolleret, og omfatter typisk slagterier. Nu har man så i sin viselighed fundet ud af, at storkøkkener, som indtil nu ellers har været klassificeret som detailvirksomheder, pludselig med det nye fine ord skal ’reautoriseres’ som engrosvirksomheder. Et af de mere underholdende aspekter i denne sag er, at styrelsen har udarbejdet en fin formular, og i den skal man sætte nogle krydser, alt efter hvad man ønsker autorisation som. For storkøkkener er der dog kun den mulighed at sætte krydset under detail, men alligevel hævder Fødevarestyrelsen, at køkkenerne skal engrosautoriseres. Den reelle forskel er, at det i praksis blot betyder en utrolig bunke ekstra og unødvendigt bureaukrati. Man kunne blive ved med at opremse diverse mere eller mindre underholdende historier om styrelsens adfærd og kontrol, men det vil kræve et helt temanummer af Politiken. Humlen af det hele er, at det er på høje tid, at Danmark får en ordentlig fødevarekontrol – en tidssvarende, pålidelig kontrol, der ikke bygger på magtfordrejning, tåbelige afgørelser, papirvælde og spild af skatteborgernes penge, for ikke at tale om den tid, der skal bruges af de folk, der producerer mad. Det skal være en fornuftig kontrol, der ikke overfortolker eller misfortolker reglerne og lovgivningen, og som kan vejlede og ikke blot leje politi. Og det kommer til at tage tid, før vi lander der. Men det kræver politikere, der vil, tør og har den fornødne indsigt, så vi ikke ender med de sædvanlige lappeløsninger, hvor bolden hele tiden spilles til frispark med alle mulige forblommede hensigtserklæringer. Og det kræver kvalificerede ledelser med de nødvendige ressourcer. Det vil være til gavn for både forbrugere og producenter.