Stormen har godt fat i det danske mediehav: en radiostation, en nyhedskanal og et nyt forlag på TV 2.

Tre nye gratisaviser. Ny chefredaktør på 24timer og metroXpress. Ny chefredaktør på Ekstra Bladet og Berlingske Tidende. TV 2 søger ny chef. DR 2 søger ny chef. Ritzau søger ny chef. DR – Danmarks største medie- og kulturinstitution – er midt i en historisk stor omstrukturering og spareplan. Konstante omlægninger og relanceringer af diverse dagblade, tabloidaviser og medfølgende hjemmesider. Og så videre, og så videre. Alt sammen ændringer, der har fundet sted inden for det sidste års tid. I begyndelsen af 80’erne skrev jeg en science fiction-stil om fremtidens fjernsyn. Dengang udgjorde monopolet Danmarks Radio en stærk forældremyndighed. Ingrid og Lillebror, Kaj og Andrea, Bamse og Kylling, Jørgen Clevin og alle de andre i øvrigt fremragende DR-opfindelser tog sig af børneopdragelsen. Poul og Nulle tog sig af ungdomsopdragelsen. Jørgen de Mylius tog sig af popmusikken. Poul Thomsen sørgede for, at vi alle blev dus med dyrene. Erik Kjersgaard og Piet van Deurs forklarede os, hvordan historien skulle forstås. Ole Michelsen forklarede, hvilke film man skulle se. Og Jørgen Thorgaard forklarede os meningen med livet. Gymnasiestilen foregik i en fjern fremtid, hvor der var flere forskellige tv-stationer, som konkurrerede imod hinanden, en fremtid, hvor danskerne selv kunne vælge, hvad de ville se. På samme måde som de selv kunne vælge, hvilken avis de ville læse. Dengang mente de fleste intellektuelle her i landet, at det var uciviliseret med mere end én tv-station. Hvad skulle de 5 millioner danskere bruge en ny tv-kanal til, når de havde en i forvejen? Hvad var formålet med en alternativ nyhedsudsendelse, når TV-Avisen jo klarede opgaven så udmærket? Skeptikerne forklarede, at konkurrence var skadelig. Den danske folkesundhed var truet. Derhjemme i parcelhuset i Herlev kravlede jeg op på taget og anbragte en lang ledning, som jeg trak med ned igennem vinduet og forbandt til min radio. På den måde kunne jeg trække signalerne fra BBC ind på mit drengeværelse. Dengang gik jeg meget op i at høre engelsk, og eftersom der kun var én dansk tv-kanal med enkelte engelsksprogede programmer, måtte jeg gøre noget selv. Det krævede virkelig en målrettet indsats at få kontakt med omverdenen dengang. I slutningen af 80’erne fik politikerne omsider tændt for TV 2. Pludselig viste det sig, at man kunne lave fjernsyn på mere end én måde i Danmark. TV 2 Nyhederne var frækkere og så bedre ud end TV-Avisen. I stedet for altid at holde mikrofonen frem for magthaverne – politikere, økonomer og andre eksperter – begyndte TV 2 Nyhederne at tale med alle mulige mennesker. Hvis Folketinget vedtog en ny lov, interviewede TV-Avisen de ansvarlige politikere, mens TV 2 Nyhederne også talte med de mennesker, der kom til at mærke effekten af loven – de såkaldte konsekvenseksperter. Det var en fuldstændig åbenlys forbedring – mere interessant, mere informerende og i øvrigt mere i tråd med almindelige journalistiske principper. TV 2 Nyhederne fik forholdsvis hurtigt mange seere, men samtidig blev de konstant mobbet af tv-anmeldere og andet godtfolk, de samme mennesker, der fra begyndelsen havde bekæmpet TV 2. Stationen i Odense blev beskyldt for at være populistisk og fordummende. Alting var meget bedre dengang, verdens gang forløb planmæssigt fra TV-Avisen klokken 19.30 og frem til lidt i midnat, kun afbrudt af pausefisk. Den tekniske udvikling og bruddet på DR’s monopol har ændret Danmark. På få år er vi gået fra pausefisk til en nyhedsstrøm, der vælter ind over os døgnet rundt. Strømmen af nyheder er ikke altid redigeret ud fra traditionelle væsentlighedskriterier, men ofte ud fra, at den seneste nyhedsudsendelse skal være anderledes end den, der blev sendt for en halv time siden. De nye medier og mediekanaler kommer til os med indbyggede muligheder for både fordummelse og fordybelse. Alle må forsøge at svømme i mediehavet så godt, de kan: politikere, institutioner, den enkelte borger – og ikke mindst medierne selv, der opfører sig som teenagere midt i en identitetskrise. Med terrorangreb, tsunamikatastrofer, Muhammedkriser og andre pludselige begivenheder er begrebet ’breaking news’ blevet mere og mere almindeligt både i DR Nyheder og i TV 2 Nyhederne. Internettet og hele den digitale teknik har mere end noget andet virkeliggjort tanken om den globale landsby. Fra Brabrand til Bagdad kunne seerne minut for minut følge – og eventuelt være med til at skabe udviklingen i – den omsiggribende tegnerseriekrise. Lynhurtigt kunne en bemærkning fra en kulturredaktør på en avis i Jylland skabe overskrifter og kæmpedemonstrationer i et land i Mellemøsten. Privatoptagelser optaget på en mobiltelefon kunne pludselig ses af millioner af mennesker over hele verden. Enten på internettet eller via fjernsynsstationerne, der kæmper om de bedste billeder. Men hvordan vil det danske mediehav se ud om 25 år? Kære læser, forestil Dem forsiden på Politiken i 2032 – nøjagtig 25 år fra i dag. Nu tænker De sikkert, at til den tid findes forsiden kun i elektronisk form, men der tager De fejl. I 2032 har papiravisen fået en form for revival. Blandt en eksklusiv gruppe læsere er der status i at sidde med en gammeldags avis i hånden, selv om folk jo i almindelighed ser og læser Den Levende via elektronisk display på mobilen, køleskabet, badeværelsespejlet, soveværelseloftet eller – helt old school – på computeren. Den klare opdeling mellem skrevne og elektroniske medier, som stadig eksisterede i begyndelsen af det 21. århundrede, er naturligvis ophørt og erstattet af integreret kommunikation mellem tekst, stillbilleder, lyd og levende billeder. Både når det gælder billeder og tekst kan kunderne ofte følge med i journalisternes redigeringsproces – det skulle angiveligt øge produktets troværdighed. Alting er tilgængeligt døgnet rundt. Alting foregår via www. Naturligvis. Det er med både nostalgi og et smil om læben, man tænker tilbage på dengang, hvor folk måtte vente på, at avisen kom dumpende ind ad brevsprækken eller på nyhedsudsendelser, som kun blev sendt på bestemte tidspunkter af døgnet. Politiken er del af en stor europæisk mediekoncern, der opererer på samtlige medieplatforme over hele verden. Nostalgikere kan for eksempel følge med i den tidligere chefredaktør Tøger Seidenfadens distingverede, direkte og meget håndholdte analyse fra muslimernes verdenskongres i Jakarta. Mens Tøger holder det lille mobilkamera op foran ansigtet (han er aldrig blevet helt fortrolig med den nymodens teknik), kan man skimte et tv-hold fra en af de internationale muslimske kanaler bag ved ham. Der findes mange forskellige Politiken-abonnementer – afhængig af hvilke produkter kunderne ønsker at abonnere på. Politiken forsøger stadig at profilere sig meget på kulturen, og netop i dag er der premiere på en teaterforestilling, som man kun kan se via et Politiken-abonnement. Forestillingen er simpelthen skabt eksklusivt til Politikens seere. Hver dag de næste tre uger kommer der et nyt afsnit, skrevet af drengene fra At Tænke Sig. Mediekoncerner som den, Politiken er del af, konkurrerer med de kommercielle kanaler som Microsoft Media, Bank News og Volvo TV. Det er for alvor gået op for virksomhederne, at de får ubetalelig goodwill ved at levere reel, troværdig information til kunderne. Lad os lige dvæle lidt ved nutiden: I år 2007 stiller erhvervsfolk som Stig Elling, Steen Bocian og Asger Aamund gratis op i medierne for at levere information og analyse. Netop fordi de ikke åbenlyst forsøger at promovere deres egne produkter, opnår de en troværdighed, som smitter af på den virksomhed, de repræsenter. I modsætning til de erhvervsfolk, der poster milliarder i dårlige reklamer eller produkt-PR. De lidt mere avancerede erhvervsfolk forstår, at medierne netop har troværdighed i kraft af deres uafhængighed. At uafhængige medier udgør en af grundpillerne i et demokratisk samfund. I dag er erhvervsfolk nærmest taknemmelige, når medierne kommer til dem for at få en kommentar. Men det bliver de ikke ved med at være. De vil efterhånden begynde at etablere deres egne mediekoncerner. På den måde kan de selv bestemme, hvad de vil sige og hvornår. Teknikken til at producere medieindhold og lægge det på nettet er allerede i dag meget billig. Så billig, at i princippet kan enhver cykelsmed starte sin egen tv-station. Nå, men tilbage til fremtiden: Ud over kommercielle virksomheder vil man i 2032 se rendyrkede politiske mediekoncerner som European Conservative eller Third Way Television. De har mindre troværdighed og gennemslagskraft end de mediekoncerner, som er finansieret af rent kommercielle virksomheder. Dels fordi de politiske kanaler netop så åbenlyst har en politisk dagsorden, dels fordi de ikke har de samme ressourcer som for eksempel Bank News. De store bankers erhvervsdækning er både kvantitativt og kvalitativt top dollar. I realiteten er bankernes ’journalistik’ selvfølgelig ikke uafhængig, eftersom den dybest set tjener et kommercielt formål, men den er tilstræbt uafhængig. Journalisterne hos Bank News er ansat af banken, men de får besked på, at de må gøre, som de vil, også selv om det tilsyneladende umiddelbart går imod bankens interesserer. Det var jo en udvikling, man så helt tilbage i begyndelsen af det 21. århundrede, hvor store virksomheder købte og betalte uafhængige historikere til frit at skrive virksomhedens historie, uden redaktionel indblanding. I fremtiden bliver hver enkelt forbruger selvfølgelig også i stigende grad spammet med mere eller mindre tvivlsomme tilbud om skræddersyede mediepakker til netop dig! Til de mennesker, der tror, at det danske samfund anno 2007 er et overvågningssamfund, kan man kun sige: You ain’t seen nothing yet! Moderne mennesker sætter meget præcise elektroniske spor overalt, og de spor kan virksomhederne bruge til at tegne en knivskarp profil af hver eneste af os. Den personlige profil kan så igen bruges til at tilbyde os netop de medieprodukter, vi er disponeret for. Mediekoncerner som Politiken og de nordiske public service-kanaler har det svært i år 2032. De forsøger at profilere sig på deres uafhængighed, men spørgsmålet er, om de i deres jagt på læsertal, seertal, lyttertal og antal besøgende på nettet er meget mere uafhængige end for eksempel Microsoft Media, der har så mange penge, at de ikke ved, hvad de skal bruge dem til. Microsoft Media behøver ikke bringe reklamer for at få budgetterne til at hænge sammen. Et medie som TV 2 har brug for både product placement og regulære reklamer. Men de gammeldags medier klarer sig nu alligevel. Der er også et marked for dem. De har efterhånden lært at definere sig selv, så de leverer et reelt alternativ til erhvervslivets mediedækning anno 2032. Fremtidens historikere og medieforskere vil kigge tilbage og fælde dom over udviklingen i begyndelsen af det 21. århundrede. Var stormen i mediehavet god eller dårlig for borgerne, samfundet, demokratiet? Først og fremmest var hele udviklingen selvfølgelig lige så uundgåelig, som at DR i sin tid mistede monopolet. Medieudviklingen omkring år 2007 medførte flere fordele end ulemper. Der kom ikke mindre god journalistik, men til gengæld flere muligheder for de danskere, som de gammeldags tv-stationer og aviser ikke kunne nå.