Netop hjemvendt fra New York sidder samtalerne stadig i mig:

snakken om de snigende totalitære tilstande. Og jeg mindes foråret 2007, hvor jeg sammen med forfatteren Stig Dalager besøgte asylcentret Avnstrup. Vi havde hørt, at der mentalt set nærmest herskede kz-lignende forhold, hvor folk fik lov at sygne hen i årevis og blive til grønsager. At tage håbet fra et menneske er jo så godt som at tage livet af det. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg siden har fortrængt de indre billeder af de afviste. Det var selvsagt ikke Neuengamme, vi så, selvfølgelig ikke, det var sammenligningsvist en luksuslejr i et forhenværende sindssygehospital. Men her sad så flere hundreder spøgelser på Hotel Håbløs som ofre for den onde ånd, der gennemsyrer dansk politik, og som gør, at man her i landet ikke tør tænke rationelt. Vores besøg på Avnstrup mundede ud i en bøn om amnesti for disse mennesker, der helt klart var spærret inde som gidsler for en politik, der skal gøre det klart for omverdenen, at Danmark er et land, man godt kan glemme alt om. Hvordan denne branding eller image-pleje passer med erhvervslivets krav om stadig åbenhed og global dynamik, er lidt af en gåde. Men budskabet er gået igennem. Der kommer ingen flere. Hverken dem, virksomhederne har brug for eller de hænder, der trænges til for at opretholde drømmen om det berømte velfærdssamfund fra gamle dage. Mens gidslerne for denne politiske skin-maneuvre, Tamilsag II, sidder og visner hen som psykisk syge administrationssager, er stadig flere borgere begyndt at spørge sig selv, om denne afskrækkelsespolitik er i Danmarks interesse? Selvfølgelig skal man være iskold, når situationen kræver det, og selvfølgelig har et land ret til selv at bestemme, hvor mange tilflyttere man vil tage imod inden for konventionernes ramme. Men der spørges ikke af blødsødenhed, der spørges ganske rationelt, hvilket altså ikke hindrer, at hjertet godt kan tænke med. Skal man være en sentimental idiot for at fundere over, om ikke der findes en klogere og mindre landsskadelig strategi, specielt når Danmark er i forfront med indførelsen af demokratiske menneskerettigheder i Mellemøsten? Er disse asylsager og denne fremmedfjendtlighed da ikke en boomerang for Danmark? At det lige præcist er tilfældet, beviste karikatursagen. Uden denne politiske kontekst, som Danmark var blevet kendt for i udlandet, havde de uskyldige tegninger ingen skade gjort. Ville det så ikke være en god idé at tage ved lære af de dårlige erfaringer og tænke nyt? Den onde ånd, der gennemsyrer dansk politik, har mange navne. Et af dem er ’frygtens kultur’. Det er gratis at være modig i et dyneland. Men modet koster, når man sender soldater ud i verden. Og det koster også at blive hjemme. For den gamle verden, mange drømmer om at genetablere med garanterede rettigheder og tryghed fra vugge til grav, kommer aldrig igen. Man kan protestere over die Verhältnisse, men omverdenen er trængt ind under dynen, vi kan lige så godt se det i øjnene og få det bedste ud af det, som man siger. Når man mærker en trussel, en afmagt, bliver vores dominerende karaktertræk mere magtfulde. De angste bliver mere angste, de vrede mere vrede, de krænkede mere krænkede, de misundelige mere misundelige, de paranoide mere og så videre. Den latinamerikanske forfatter Mario Vargas Llosa kom med en sådan frygtsom ytring i Politiken (20.10.), da han hævdede, at et tørklæde ikke bare var en beklædning, men spydspidsen for en underminering af vores vestlige frihedsidealer. Tørklædet var intet mindre end et brohoved for en mindreværdig despotisk kultur, som ringeagter ligheden mellem kønnene. Hvis man lod et tørklæde tale i forsamlingen, så var fanden løs. Men er det nu så enkelt at svare entydigt på holdningen til eksempelvis dødsstraf og homoseksualitet al den stund, at vores nærmeste allierede praktiserer dødsstraf for fuld kraft og tilmed tortur, udenrigs. Kirkerne her i landet vil ikke vie homoseksuelle og Folketinget vil ikke give lige rettigheder til homo og hetero, når det gælder adoption og kunstig befrugtning. Er det da ikke hyklerisk at forlange en rungende klarhed fra en ny politiker i spørgsmål, som Danmark er helulden omkring? Måske er det sådan, at de vestlige idealer i virkeligheden trænger til at udfordres sammen med vores vanetænkning? Da er intet bedre end, at de anskues fra andre vinkler end de indvortes. Der hersker desværre en udbredt pessimisme på de vestlige idealers vegne. Som om de slet ikke vil klare den test at blive vendt en gang i luften. Men hvis man endelig skal måle kulturers styrkeforhold – da vi nu engang lever i en konfrontationssøgende verden – er den stærkeste kultur da ikke netop den overskudsagtige, der kan rumme andre? Og er det ikke den svage, der er nødt til at beskytte sig ved at angribe eller holde andre ude? Lige- som den svage mand vel er ham, der er nødt til at holde kvinder nede. Men er vi virkelig så svage? Og rent praktisk: Skal det være sådan, at de der går med tørklæde, skal sendes hen i særlige skoler og danne deres egne politiske partier, for at den dominerende kultur kan holde sig ren og undgå semitisk besmittelse? Det er der da bare ingen, der mener! Forholder det sig mon sådan, at vores indgroede lighedsbegreber er hæmmende for evnen til at overskue forskelligheder? Er det en misforstået lighedstvang, der får os til at reagere med: Enten skal de anderledes være ligesom os. Eller også skal de gå i en anden klasse? Ligemageri er skyld i, at man fra begyndelsen af indvandrerhistorien i 60’erne og 70’erne ikke var i stand til at differentiere mellem flygtninge. Alle skulle behandles ens, hvad enten de var urmagere eller fårehyrder. Alle skulle køres igennem samme danske pølsefabrik og parkeres som enhver anden dansker på overførselsindkomst. Da de næste generationer voksede op på den konto, blev det en brat opvågnen for folk af alle afstamninger. Alt for meget af afkommet trivedes ikke i den bedste af alle verdner. Med eller uden ungdomshuse. Det var ikke, fordi Danmark havde sovet i timen, som klicheen lyder. Allerede i 1987 vedtog Socialdemokratiet en så markant stramning af udlændingeloven, at en iransk kvinde forsøgte selvmord, ligesom der lød et ramaskrig fra de dannede og kultiverede. Man kan derfor ikke placere aben politisk, sådan som man forsøger. Enhver dansker sidder med sin egen lille indre abekat. Vi kan vedtage den ene terrorpakke efter den anden, vi kan underminere vores egne frihedsrettigheder i jagten på terrorister. Men det eneste virkelige værn er at minimere motivationen til at tænke i ekstreme baner. Og det gør man bedst ved at være et inkluderende samfund, hvor den, der har mindst selvtillid, føler sig mest velkommen. Hvis vi tror, at vi har et sådant samfund, har vi glemt, at vi er en del af Europa. Og at vi betaler en pris, for at Europa fejlede på Balkan og drak champagne, mens tusindvis af muslimske mænd blev slagtede i en såkaldt sikker FN-zone. I det blodbad blev et af de sikre kim ganske givet sået til den islamistiske radikalisering i Europa. Dette europæiske nederlag kalder på et klart stærkere engagement hos Europas befolkninger med hensyn til kontinentets kurs. Vi kan ikke blive ved med kun at tænke nationalt. Alle EU’s byer er fyldt med krænkede mindretal, som sms’er sammen. Mon ikke danskernes indgroede forbehold over for fællesskabets paraply vil smuldre under virkelighedens pres? Ytringsfriheden er ikke nogen speciel dansk værdi. Men den findes nu i sin helt særlige danske aftapning, der beredvilligt har afstedkommet menneskedød i massevis, bare fordi man har ’ret’ til det. Retten til at håne – som om trusselsbilledet globalt var en fight-night for rappere. Statsministeren myrdes både på film og på scenen. Fordi man har ret til det. Er det cool? Er vi ude i en æstetisering af det politiske, ligesom nazismen var det? Danmark har nu i årevis været tyranniseret af en lille ekstremistisk gruppe, der er langt ude i hampen i forhold til almindelig dansk tænkemåde. DF frygter som bekendt ’svenske tilstande’ med selvcensur. Men det er vel ikke al hån, der skal frem i lyset for enhver pris? Hvis ja, så er vi ude i en rettighedsfundamentalisme, der ikke lader sharia meget efter. Hvorfor skulle jeg latterliggøre Dansk Folkeparti, når sandsynligheden taler for, at det er et af partiets medlemmer, der kommer til at holde én i hånden, når man ligger på dødsgangen? Sagt på en anden måde: Jeg vil gerne give mit liv i hænderne på Dansk Folkeparti, men jeg vil ikke overlade dem den udenrigspolitiske krigsskueplads. Det kaldes at differentiere. Og dét er man ikke vant til i et lighedssamfund. Men tænk på den pris – alle de liv og skattekroner – der er spildt på et helt sindssygt krigseventyr i Irak, som ikke alene er tabt, men sandsynligvis også har forpurret den langt nødvendigere intervention i Afghanistan, hvor man burde have været massivt til stede fra dag 1. Det siges, at statsministeren er dygtig. I så fald skal han bare under administration. Og ikke i alliance med DF, der har ført vores land på katastrofekurs. I dag er man dødstruet flere steder i verden, hvis man har samarbejdet med en dansker! Hvordan kunne det komme dertil? Har hele den danske nation taget sovepiller, eller hvad? Danmark trænger til et nyt og bedre ry udadtil og mere troværdighed indadtil. Hvis den danske kultur er blevet så svækket, at den skal i beskyttet værksted med henblik på at udradere fremmed indflydelse, så skulle man måske ikke have formøblet så meget af den selv samme danske kultur og solgt den til amerikansk stanglakrids? En kulturbærende institution som Danmarks Radio har for længst kapituleret. Det var godt nok 68’erne, der i slutningen af 1970’erne så småt begyndte at skrotte finkulturen. Den nuværende regering har fuldført jobbet, færdigt arbejde. Tubevis af amerikanske serier over hele linjen. Hvorfor sender man ikke noget europæisk, oplysende fjernsyn, der kan gøre os klogere? Hvor er Holbergs: »At gavne og fornøje« henne? Hvorfor har man affundet sig med, at tv bare er for masserne, ligesom i USA? Hvorfor omtales kulturens folk nedladende som »elitære«, når man hylder eliten inden for sporten? Hvorfor forsvares denne ensidighed i medieudbuddet som »fri konkurrence«, når det i realiteten er en nedladende form for hjernevask, der har været med til at svække de europæiske folk og gjort specielt den danske frygtsom over for fremmedartet tankegang? En dag vil det gå op for os, at det i Europa er kommunikationen mellem forskelligheder, der er vores globale kilde til rigdom. Georg Brandes sagde, at »kulturens og vinens grænse i Europa er sammenfaldende«. Danskerne deler skæbne og vilkår med Europa. Europa er et samvittighedsspørgsmål, vores fælles tragedie og fælles håb. USA er en vestlig allieret, ja, men Amerika er et massesamfund i modsætning til det europæiske, der med antikkens og renæssancens historie gør mennesket til et individ. Vi hader despoti ude i verden, men når forskerne herhjemme doktorerer deres data for at tækkes statsmagten, siger vi, at det er forskerne, der har et problem. Næ, det er da danskerne! Fordi vi nu i årevis har tilladt den onde ånd at hærge ved at true ytringsfriheden herhjemme og lukke alle de instanser, der ikke passer i statsmagtens kram. Har man glemt Ljusenko? Han var ellers skræmmebilledet på en sovjetisk ’videnskabsmand’, der forfalskede sin evolutionslære for at glæde Stalin. Er det ikke snart på tide, at danskerne vågner. Hvor er Holger? Er det bare navnet på en suspekt radiokanal? Mine venner i New York siger, at vi lever i nye totalitære tilstande. Det er den verden, vi må besinde os på. Det er en verden, hvor alt uden undtagelse suges ind under markedsmekanismernes vilkår. Litteraturstudierne vil i fremtiden handle om, hvor hurtigt så og så mange kubikmeter bøger kan langes ud over en disk. Ligesom man nu taler om ’kulturforbrug’ i procenter. Markedsgørelsen af alt på hele kloden – natur, politik, uddannelse, religion, kunst, sex, sygdom, familierelationer og så videre – er den nye totalitarismes effektive drivkraft. Den sidder dybt inde i maven på alle mennesker som begærets dunkle mål. Mine venner kalder det for »fascism with a smiling face«. Fascismen som en smiley? Alle de, man kan stemme på, smiler lige meget i medierne. Måske ville det være mere klædeligt med et usikkert smil?