»Masser af kvinder ender fortsat i tvangsægteskaber«. Sådan lød det fra rådgivnings- og krisecentre landet over søndag 27. november i Politiken. Meldingen skabte umiddelbar røre på Christiansborg og affødte krav fra oppositionen og regeringens faste støtteparti, Dansk Folkeparti, om, at det skal undersøges, hvorvidt den såkaldte 24-års regel virker efter hensigten. Det virker meget rimeligt. Men før en sådan undersøgelse kan foretages, må det først afklares, hvad hensigten med 24-års reglen egentlig var? Den meget omdiskuterede 24-års regel blev indført med ændringerne af ægtefællesammenføringsreglerne i sommeren 2002. Formålet med lovændringerne var tosidet: dels at bekæmpe tvangsægteskaber og dels at begrænse indvandringen til Danmark. Netop denne dobbelte målsætning kan komme til at skabe store problemer for regeringen og dens ellers så sammentømrede flertal med Dansk Folkeparti. De nuværende familiesammenføringsregler af 2002 blev på mange måder starten på de senere års ubrydelige alliance mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti. De indgik dengang et fornuftsægteskab, som begge parter kunne profitere af: Regeringen kunne udvise handlekraft over for etniske minoriteters ægteskabspraksis og derved indfri løfterne fra deres indvandrerfjendske valgkamp i 2001 om, at det nu skulle det være slut med tidligere tiders tossegodhed og berøringsangst. Og Dansk Folkeparti blev med et trylleslag del af et flertal, der ville arbejde frem mod partiets helt centrale målsætning - at stoppe yderligere indvandring til Danmark. Hvis en fremtidig national udredning af ægtefællesammenføringsreglernes konsekvenser skulle nå frem til, at 24-års reglen ikke virker efter hensigten, kan det blive endog meget svært for en konservativ-liberal regering fortsat at opretholde reglerne. I de respektive folketingsgruppers magtcentre kan man måske fortsat se gennem fingre med, at udlændingelovene strider mod partiernes ideologiske grundholdninger. Spørgsmålet er, om baglandet og de folkevalgte uden for de topstyrede partiers inderkredse ikke vil begynde at røre på sig og kræve, at man ophæver den formynderiske 24-års regel? Et tilsvarende 'problem' findes ikke i Dansk Folkeparti. De vil, i henhold til deres protektionistiske nationalisme, aldrig kunne acceptere, at reglerne slækkes. Derfor udgør ønsket om en national udredning et potentielt problem for VK-regeringen. Ved at igangsætte en seriøs udredning risikerer regeringen at save den gren over, som den selv sidder på. Skal det diskuteres, hvorvidt 24-års reglen virker efter hensigten, må vi huske begge dens målsætninger. I forhold til hensigten om at begrænse indvandringen er reglen en ubetinget succes. De senere år har Danmark haft et markant fald i antallet af indvandringer via ægtefællesammenføring. Hvor der i 2001 blev givet sammenføring til 6.499 ægtepar, var det i 2004 blot 2.344 nygifte, der kunne bosætte sig her i landet. En mindre heldig bivirkning er, at flere hundrede gammel- såvel som nydanske statsborgere har set sig tvunget til at benytte 'Sverigesmodellen' for at være sammen med deres ægtefælle. Sverigesmodellen indebærer, at man flytter over sundet og får ægtefællesammenføring via EU-reglerne, som bosiddende i Sverige. Denne begyndende folkevandring ud af Danmark har bl.a. foreningen 'Ægteskab-Uden-Grænser' forsøgt at placere på den politiske dagsorden. Det har dog været forgæves. Det er ikke en problemstilling, som VKO-flertallet har ønsket at forholde sig til. Når det gælder lovens anden hensigt: at bekæmpe tvangsægteskaber, kan 24-års reglen diskuteres, hvilket praktikere fra nogle af landets rådgivnings- og krisecentre altså nu også påpeger. Det fåtal af forældre, der før lovændringerne i 2002 begik overgreb mod deres egne børn og tvang dem ind i ægteskab, de gør det åbenbart stadig! Ret beset bør det vel ikke overraske, at der fortsat forekommer tvangsægteskaber på trods af 24-års reglen. Det mest overraskende er, at VK-regeringen - flankeret af Socialdemokratiet - så længe har formået at opretholde myten om, at 24-års reglen skulle løse problemerne. Det har imidlertid altid været tvivlsomt, om de forældre, der øjensynligt er langt ude i tovene, vil ændre deres holdning og adfærd på grund af en vilkårlig aldersgrænse. I dag sker det i stedet, at tvangsramte unge bliver gift og efterladt uden for Danmark, f.eks. i forældrenes hjemland. De danske regler har således været med til at eksportere problemet og overlade de unge til sig selv og deres videre skæbne. Man kan frygte, at 24-års reglen har gjort ægteskabsproblematikken endnu mere håbløs for en lang række unge mennesker, fordi de nu mister kontakten til sociale netværker og mulige redningsplanker som f.eks. kammerater og lærere. De er placeret uden for myndighedernes blik og rækkevidde. Skal der iværksættes en national undersøgelse af, hvorvidt udlændingelovene modvirker tvangsægteskaber, må det først afklares, hvornår et ægteskab går fra at være frivilligt til at være påtvunget. Tvangsægteskabers omfang i Danmark har løbende været til debat gennem de senere år, hvilket skyldes, at der langtfra er enighed om, hvad der er problematisk ved etniske minoriteters ægteskaber. Nogle aktører (f.eks. socialarbejdere, feminister, forskere, ngo'er, politikere) har fastholdt, at tvangsægteskaber udgør et massivt samfundsproblem, mens andre ser tvang som et marginalt fænomen - en afvigelse fra det arrangerede ægteskab, der er særdeles udbredt blandt etniske minoriteter i Danmark. En definition kunne være, at tvangsægteskab er kendetegnet ved, at forældre eller familie bestemmer en ung kvinde eller mands ægteskabelige fremtid uafhængigt af og i modstrid med dennes egne ønsker. Trods uenigheder er alle aktører på området dog enige om, at vi reelt ikke ved, hvor udbredt tvangsægteskab er i Danmark. I foråret 2004 lancerede Socialforskningsinstituttet en landsdækkende undersøgelse, hvor 4 procent af de adspurgte etniske minoritetsunge i alderen 17-27 år svarede, at de »var slet ikke involveret« i valget af deres ægtefælle. Dette er dog ikke nødvendigvis udtryk for tvang, idet denne kategori også dækker unge, der af egen fri vilje overlader det til forældrene at udvælge deres fremtidige ægtefælle. For nylig havde jeg selv fornøjelsen af at deltage i bryllup, hvor de nygifte kom fra hver sin del af Storkøbenhavn. De var blevet smedet sammen af deres pakistanske forældre, men først efter at de selv havde bedt dem tage affære. Trods usikkerheder om det præcise antal må det være inden for de 4 procent, at det reelle antal tvangsægteskaber skal findes. De senere år har VK-regeringen imidlertid arbejdet og lovgivet ud fra deres egen definition af, hvad der var problematisk ved etniske minoriteters ægteskaber. Det stod klart, da de i 2003 præsenterede deres handlingsplan med titlen: 'Handlingsplan for regeringens indsats i perioden 2003-2005 mod tvangsægteskaber, tvangslignende ægteskaber og arrangerede ægteskaber'. Som det fremgår af planens kryptiske titel, sigtes der meget bredt. Det er ikke længere blot tvangsægteskaber, men også frivillige arrangerede ægteskaber, der betragtes som problematiske. Hvor tvangsægteskab førhen udgjorde et forholdsvist afgrænset og håndterbart socialt problem, bliver virkeligheden omdefineret med handlingsplanen, således at indvandreres ægteskaber nu i stor stil bliver gjort suspekte. Med et pennestrøg kommer de til at udgøre et truende samfundsproblem, hvilket legitimerer radikale indgreb som f.eks. indskrænkning af retten til familiesammenføring. Regeringens handlingsplan er således med til at konstruere de problemer, den skal afhjælpe. Men alt dette er old news. Lad os viske tavlen ren og få søsat en national undersøgelse af tvangsægteskabsproblematikken og af, hvorvidt ægtefællesammenføringsreglerne virker efter hensigten. En sådan undersøgelse bør yderligere have til formål at udgrænse de sociale eller kulturelle mekanismer, der kan føre til tvangsægteskaber. Denne viden kan bruges til en mere offensiv indsats i etniske miljøer frem for - som det er tilfældet i dag - at lukke øjnene for problemerne, så snart de er 'eksporteret'. Måden at gøre det på kunne være at sammensætte en tværfaglig gruppe bestående af eksperter med praktisk rådgivningserfaring, forskere og socialarbejdere fra landets krisecentre. Hele undersøgelsen skulle superviseres af eksperter f.eks. fra Norge, England eller USA, hvor man i flere år har beskæftiget sig med disse problemstillinger. Gruppens arbejdsområder skulle bl.a. være at: 1) Udarbejde nogle gældende definitioner, der kan gøre skellet mellem frivillige legale arrangerede ægteskaber og ulovlige tvangsægteskaber mere tydeligt. 2) Udarbejde nogle standardiserede retningslinjer for, hvordan henvendelser til landets rådgivnings- og krisecentre kategoriseres og registreres, således at reelle tvangsægteskaber adskilles fra mere uskyldige teenageproblemer. Herved ville man også kunne undgå, at tvangsægteskabsproblematikken forveksles med grove ægteskabelige problemer, der f.eks. indebærer vold. 3) Anvende dansk og international faglitteratur om fænomenet tvangsægteskab til at afdække forældres og familiers motiver til at tvinge unge ind i ægteskab - ligesom man skulle samle viden om unges modstrategier til at slippe uden om familiens planer. 4) Indsamle best practices fra andre immigrationslande, når det gælder rådgivning og intervention i ægteskabsproblematikker. Denne viden skulle omsættes i professionaliserede oplysningskampagner, rådgivningstilbud og anden proaktiv indsats i 'risikogrupperne'. 5) Etablere et samarbejde med myndighederne i f.eks. Tyrkiet, Pakistan, Marokko samt vores europæiske nabolande, så der bliver mulighed for at hjælpe de unge, der flyttes ud af landet mod deres vilje. 6) Endelig skulle gruppen naturligvis gennemføre en større opfølgende undersøgelse af, hvad der egentligt sker med de mange, som får afslag på ægtefællesammenføring. Finder de en anden partner i Danmark, eller må de flytte ud af landet? Gifter de sig frivilligt, eller bliver de tvunget? Det ved vi meget lidt om i dag. Flere af disse seks punkter har tidligere været forsøgt, men aldrig som del af en sammenhængende indsats. Samlet vil de seks punkter kunne give et solidt afsæt for en klarlægning af tvangsægteskabets omfang og af, hvorvidt familiesammenføringsreglerne virker efter hensigten. Derudover vil de respektive myndigheder kunne blive rustet, så de fremover kan agere hensigtsmæssigt i forhold til de tvangsægteskabsproblematikker, der måtte opstå. Spørgsmålet er imidlertid, om en national undersøgelse bliver til noget, så længe VK-regeringen har magten. Både Venstre og Konservative har slået på, at 24-års reglen er en effektiv stopklods for tvangsægteskaber, idet den giver unge indvandrere tid til at uddanne sig, inden ægteskab bliver et relevant tema inden for familien. Med en uddannelse i bagagen er de bedre rustet til at sige fra over for pres og stå ved deres egne ønsker omkring ægtefællevalg. Samtidig har Dansk Folkeparti været stillet tilfreds med de lukkede grænser for yderligere indvandring. Der har dog den senere tid været tegn på, at en række borgerlige folketingsmedlemmer er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved reglerne og deres konsekvenser. De må imidlertid sande, at udlændingereglerne er blevet tabu i regeringen. Første indikation kom, da integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) i september meddelte, at Udlændingestyrelsen i enkelte tilfælde havde fraveget 24-års reglen og givet dispensation, hvis én af ægtefællerne var højtuddannet, f.eks. læge, som vi kunne have gavn af i Danmark. Mindre end et døgn senere blev åbningen lukket. Jesper Langballe (DF) gav ministeren et rap over fingrene og bekendtgjorde, at 24-års reglen er kommet for at blive. Efter den lektion er det meget svært at forestille sig, at Dansk Folkeparti under nogen omstændigheder vil slække på 24-års reglen eller nogle af de andre stramninger. I oktober var det så Eyvind Vesselbo (V), der fik sin partitop på nakken ved at udtale: »Jeg har for eksempel fået flere meldinger om, at tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber foregår i stor stil trods regeringens stramninger. Så vi må erkende, at den forkætrede 24-års regel og tilknytningskravet ikke virker efter hensigten, og at vi derfor må ændre disse krav eller helt fjerne dem«. Jens Rohde (V) svarede umiddelbart efter i en pressemeddelelse, at det ikke kunne komme på tale: regeringens integrationspolitik virker! Men hvorfor disse panikagtige reaktioner? Skyldes det mon, at man i regeringstoppen godt ved, at 24-års reglen skyder forbi målet? Rikke Hvilshøj forsøgte - uden held - at justere reglerne ved at ændre sagsbehandlingen. Eyvind Vesselbo gik direkte mod partilinjen og sagde det, der ikke måtte siges: Reglen virker måske slet ikke efter hensigten! Lad os forestille os, at en national udredning viser, at 24-års reglen kun har en minimal (eller måske slet ingen) effekt over for fænomenet tvangsægteskab og samtidig skaber et hav af problemer for hundredvis af forelskede giftelystne danske statsborgere. Hvor længe kan baglandet i Venstre, Danmarks liberale parti, da fortsat lægge navn til, at staten formynderisk blander sig i, hvem folk skal gifte sig med. Og hvor længe kan baglandet i Det Konservative Folkeparti acceptere, at et ukendt antal danske statsborgere bliver ramt af de gældende familiesammenføringsregler og følgelig må migrere ud af landet for at være sammen med deres ægtefæller? Næppe længe. Kravet om en systematisk udredning er vel objektivt set rimelig: Vi har p.t. en lovgivning, som vi ved, har betydning for mange danskeres liv og hverdag - men vi ved ikke, om den virker efter hensigten. Denne sorte plet må belyses. Alligevel er det ulmende krav om en national udredning penibel for regeringen. For dens udfald vil måske nødvendiggøre, at de revurderer den stramme udlændingepolitik, der om noget har bundet dem til Dansk Folkeparti og sikret dem deres flertal. Konkrete forslag om lovændringer vil givet bryde regeringens årelange fornuftsægteskab med Dansk Folkeparti. V, K og O må erkende, at som i alle ægteskaber kan fortielser og halve sandheder også i politiske fornuftsægteskaber eksplodere mellem hænderne på en og resultere i skilsmisse.