Siden 1952 har mindst én af præsidentkandidaterne i USA været enten en siddende præsident eller en tidligere vicepræsident. Men op til valget i 2008 vil begge partier for første gang i mere end et halvt århundrede være tvunget til at gennemgå en reel udvælgelsesproces for at finde deres kandidater. I øjeblikket sidder demokraterne med de bedste kort på hånden. Republikanerne har det meste af ansvaret for den upopulære krig i Irak, og de lader endnu ikke til at have fundet kandidaten, som kan appellere til et bredt spektrum af amerikanske vælgere. I mellemtiden har demokraterne indtil flere tiltalende kandidater, som lover en virkelig ny regeringskurs. Som konsekvens af dette har de rejst flere kampagnepenge end republikanerne. Men tro ikke, at republikanerne har tabt på forhånd. Hvis demokraterne vælger en kandidat tidligt i primærvalgene, måske Hillary Clinton, vil republikanernes opgave stå lysende klart: at finde en kandidat, som kan besejre hende. Denne situation vil begunstige en outsider, som har haft meget lidt at gøre med præsidenten og Det Hvide Hus. Både Rudolph Guiliani og Fred Thompson er præcis den type kandidat. Man må huske på, at George W. Bush var sådan en outsider i 2000, nemlig en guvernør, som sagde, at han var en »medfølende konservativ«, og at han arbejdede for at forene snarere end at splitte. Dengang som nu er USA en supermagt ved en skillevej. Dets æra af størst økonomisk og politisk magt lakker mod enden, efterhånden som andre nationers magt vokser. USA indtager stadig den suverænt mest centrale rolle i internationale forhold. Men som krigene i Afghanistan og Irak, samt landets stigende underskud på betalingsbalancen, kraftigt antyder, så står USA over for begrænsninger af sin magt. Netop derfor sker valget af de to kandidater på et afgørende tidspunkt. For at forstå, hvorfor valget i 2008 er det vigtigste præsidentvalg i meget lang tid, er det nyttigt at tage et gensyn med de to foregående årtier, set fra et amerikansk synspunkt. I 1990 så det for en stund ud, som om USA havde nået ’historiens ende’ (’the end of history’), hvilket vil sige enden på ideologiske konflikter. Det lod til, at vestlig kapitalisme havde triumferet og indvarslet en æra af fred, velstand og global fordragelighed. Den første McDonald’s i Moskva åbnede i 1990, og på hjemmefronten talte amerikanerne om en ’fredsdividende’. Borgerne forventede nedskæringer på forsvarsbudgettet og dermed flere midler til veje, skoler, uddannelser og offentlig service. Et nyt globalt samfund (og global samhandel) lod til at vente lige om hjørnet. De første sider på World Wide Web blev skrevet, og internettet voksede med lynets hast frem som en ny og lovende form for interaktivt medie. Men disse visioner skulle snart blive ofre for nye former for totalitarisme og fanatisme. Da Sovjetunionen opløstes, efterlod det en stribe små og ustabile regimer. Fra et amerikansk synspunkt viste EU sig ude af stand til at forhindre Jugoslaviens blodige borgerkrig og folkemord, og USA måtte modvilligt involvere sig med mæglere og tropper til Bosnien og senere Kosovo. Men i øst opstod der mere langvarige problemer. I det vestlige Asien opstod pludselig en stribe nye, primært muslimske, nationer med i bedste fald begrænsede erfaringer med selvstyre. De skulle etablere levedygtige statsformer og vælge, hvorvidt de skulle være sekulære eller ej. Den første Golfkrig forvandlede Irak fra at være en tvivlsom allieret til at være en alvorlig fjende. Samtidig styrkedes de fjendtlige regimer i nabostaterne Syrien og Iran. Golfkrigen øgede også støtten til antiamerikanske terrorgrupper i Mellemøsten, inklusive den dengang ukendte Osama bin Laden. Få var opmærksomme, da han erklærede hellig krig mod USA, men efterhånden som al-Qaeda voksede i styrke og størrelse, begyndte man at angribe amerikanske ambassader, skibe og militære installationer i regionen. Dertil kom angrebet på World Trade Center i 1993. Gradvist gik det op for amerikanerne, at en ny type krig havde erstattet den kolde krig, og at denne manglede Jerntæppets simple og skarpe linjer. Fundamentalisme begyndte at spredes efter det sekulære Irans fald i 1970’erne. Da Sovjetunionen trak sig tilbage fra Afghanistan, rykkede det fundamentalistiske Taleban ind. Da Sovjetunionen selv gik i opløsning, dukkede religiøs nationalisme op fra Kaukasus til Pakistan. Alle disse nationer befandt sig på kanten af den mellemøstlige heksekedel af religiøse og nationalistiske stridigheder. Den almindelige amerikaner tænkte dog ikke nærmere over disse forhold i 1990’erne. De tog en ferie oven på de internationale spændinger og krige, som havde varet ved fra 1939 til 1989. Disse lod til trygt at befinde sig i fortiden og kunne nydes gennem Steven Ambroses ’Kammerater i krig’ (tv-serien baseret på bogen er blevet vist på dansk tv under samme titel) eller i film som ’Pearl Harbor’ og ’Saving Private Ryan’. Amerikanerne fulgte også med i sitcoms, som ikke længere havde familien, men et netværk af venner som kernepunkt, for eksempel ’Frasier’, ’Spin City’, ’Venner’, selv om der også var den dysfunktionelle gangsterfamilie i ’Sopranos’. De kunne le ad nye stjerner som David Letterman og Jay Leno. Viagra blev lanceret. I 1990’erne voksede økonomien som aldrig før med en million nye job om året. Der blev investeret astronomiske summer i højteknologiaktier. Dow Jones-gennemsnittet steg til først 8.000, så 9.000 og så forbi de 10.000. Eksperter talte om en ’ny økonomi’ drevet frem af internettet. Den var fri for gnidninger og lovede dermed velstand for alle. Hardware-firmaer tjente store summer på chips og bærbare computere, men de største summer var at tjene på at skrive software-koder. Bill Gates blev verdens rigeste mand, og udenlandske regeringer sendte delegationer til Seattle og Silicon Valley for at studere, hvordan denne innovationsbølge kunne efterlignes andre steder. Den almindelige amerikaner glemte, at der nogensinde havde været en energikrise, og begyndte at efterspørge større og større biler, primært pickup-trucks og de endnu større SUV’er (sports utility vehicles). Statsbudgettet gik fra røde til sorte tal, og i præsident Clintons anden valgperiode blev landsgælden nedbragt med flere hundreder milliarder dollar. Velfærdssystemet skulle nu hurtigere få folk i arbejde, og ingen kunne få mere end sammenlagt fem års understøttelse gennem et helt liv. Men amerikansk politik i 1990’erne var langtfra fællespolitisk. Republikanerne angreb Clinton nærmest fra dag 1 af hans valgperiode. Millioner blev spildt på at undersøge Whitewater-affæren – en ejendomsinvestering, Clinton tabte egne penge på, da han var guvernør i Arkansas. Til sidst forsøgte republikanerne at få Clinton stillet for en rigsret for at have haft en affære med Monica Lewinsky. Men under høringerne kom det frem, at mange af hans anklagere var hyklere og selv havde haft udenomsægteskabelige affærer og derfor næppe kunne tillade sig at kaste den første sten. Under alle omstændigheder mente et flertal af vælgerne ikke, at utroskab var grund nok til en rigsretssag. Republikanerne blev i højere grad moralister. De dyrkede fundamentalistiske præster, angreb aborten, og ønskede kreationisme ligestillet med evolutionslæren i skolernes undervisning. De politiserede museer ved at angribe udstillinger, som viste de mindre glorværdige sider af amerikansk historie, for eksempel en udstilling om brugen af den første a-bombe. Bannerførerne var republikanere fra Sydstaterne, især Newt Gingrich, lederen af Repræsentanternes Hus. Han blev senere irettesat for uetisk adfærd, men i midten af 1990’erne dominerede hans raspe stemme Kongressens korridorer. Hans republikanske flertal trampede på fællespolitikken og skabte en ny tradition for, at det parti, som har magten, knap nok lytter til og samarbejder med oppositionen. De stridende politikere gik glip af en mulighed for global lederskab, der måske aldrig kommer igen. Sejren i den kolde krig havde for en stund ført til euforiske visioner om fred og gnidningsløs økonomisk vækst. Men i kølvandet på denne sejr valgte amerikanske politikere ofte ikke at arbejde gennem FN og ikke at øge støtten til international lov eller at underskrive vigtige internationale traktater (f.eks. imod brugen af landminer). De påtog sig ikke rollen som leder af kampen for at beskytte miljøet, men valgte i stedet at nægte at underskrive Kyotoaftalen. Den kolde krig var ikke blevet vundet på slagmarken, men alligevel valgte de politiske ledere af den eneste tilbageværende supermagt at bruge militær magt frem for overtalelse eller det gode eksempels magt. De gamle grækere kaldte dette ’hybris’. Det er ikke en langtidsholdbar opskrift. Alternativet til dette ville have været udvikling og brug af ’blød magt’. Uden den kolde krig at samles om blev amerikansk politik smålig, splittet og kortsynet. Dette blev kun alt for tydeliggjort ved valget i 2000. Efter ugers usikkerhed blev valget afgjort af højesteret og ikke af vælgerne. Vicepræsident Gore, som vandt et flertal af stemmer, blev ikke besejret af George W. Bush, men af lokale politikere i Florida samt af advokater og lobbyister i Washington. I 2008 er spørgsmålet, om dette valg i realiteten vil gentage sig med et andet resultat. I 2000 viste den nye præsident Bush sig, imod forventninger, ikke at være specielt forsonende, men brugte sin tvivlsomme sejr som mandat til at gennemføre en konservativ dagsorden. Han lettede skatten for de rigeste, og som et angreb på den globale opvarmnings realitet slækkede han på miljølovene. Gennem de første måneder af hans præsidentperiode dalede hans i forvejen skrøbelige popularitet, men Bush vandt popularitet efter 11. september 2001, da en chokeret nation bakkede op omkring regeringen, og Bush var i stand til at få vedtaget mange konservative love i det følgende år. Den høje grad af støtte gjaldt også Bushs udenrigspolitik, som fokuserede på hurtige sejre over langt svagere modstandere i Irak og Afghanistan, og som blev retfærdiggjort ved at inkludere dem i ’krigen mod terrorisme’. Disse sejre bidrog til Bushs genvalg i 2004. Men ved midtvejsvalget i 2006 havde den amerikanske befolkning indset, at besættelsen af Irak var en fiasko, og at den krig, som Bush havde erklæret »vundet« i 2003, langtfra var slut. Demokraterne genvandt begge Kongressens kamre og afsluttede dermed 12 års republikansk dominans. Vil den næste præsident være demokrat? Havde valget fundet sted i november 2007, ville der ikke være nogen republikansk kandidat stærk nok til at forhindre det. Men et år er lang tid i amerikansk politik, og siden 1980 har tendensen været mere konservative ledere. Valget i 2008 kan være vendepunktet, hvor amerikanerne vender tilbage til en mere (amerikansk) liberal velfærdspolitik på hjemmefronten, en mindre konfrontatorisk udenrigspolitik samt en mere ansvarlig holdning til det globale miljøspørgsmål. Kort sagt, så kan amerikanerne i 2008 vælge det, som Al Gore tilbød dem i 2000. Et flertal af skandinaver vil måske gerne se dette ske, men hold godt øje med Rudolph Giuliani, tidligere borgmester i New York, og med en relativt ukendt republikansk kandidat med medieerfaring fra en grænsestat mellem nord og syd, den tidligere senator Fred Thompson fra Tennessee, blandt amerikanere også kendt som distriktsadvokat i den populære serie ’Law and Order’. Thompson var i 1973 juridisk rådgiver i Senatets Watergate-høringer, hvilket bragte ham tæt på partilederne. Han sad i Senatet fra 1994 til 2003. Han står i skarp kontrast til Hillary Clinton. Han er ’pro-life’ (det vil sige antiabort) og er imod våbenkontrol. Giuliani er mindre konservativ på begge områder. Thompson tvivler på, at menneskelig aktivitet forårsager global opvarmning. Han støttede invasionen af Irak, men da han ikke har været aktiv i politik siden 2003, er der ikke blod på hans hænder. I det hele taget har han som senator haft en mere konservativ stemmetendens end John McCain, og som præsident vil han bibeholde meget af Bushs politik. Thompson lader til at være den ideelle republikanske kandidat, fordi han faktisk er en insider, som har forklædt sig som en outsider fra Hollywood. Den mere liberale Giuliani er mindre efter den republikanske smag, og hans støtte er svag i de ’røde’ stater. Et præsidentvalg imellem Fred Thompson og Hillary Clinton? Det kunne meget vel blive lige så tæt som i 2000. Kronikørerne udgiver The American Century: A Chronology and Orientation på SDU Forlag