Lige nu ligger han i min seng - under sengetæppet, hvorfra hans to lækre chokoladefarvede stritører stikker ud. Når jeg henvender mig til ham, sender han mig et fast blik med de blåeste blå øjne, som har en ufattelig smuk tone violet - a la Elizabeth Taylors. Han taler meget - det gør spinddoktorer, men på et sprog, der umuliggør, at han kan skrive mine taler. Asiatisk. De fleste nætter vågner jeg ved, at noget tungt lægger sig på mit bryst - hver gang ser jeg ind i de samme fabelagtige øjne. Når månen lyser ind, er det i farver. Han ligger som en sfinks med sine lange lemmer sammenfoldet og stirrer ned i mit ansigt. Det er en del af hans virke. En spinddoktor skal man jo ha' døgnet rundt, tæt på. Jeg spørger, hvad han vil, men får aldrig svar, han er uudgrundelig. Det stod i hans papirer, det ligger i hans baggrund - og giver mig og mit et buddhistisk touch, som et fedt flowing, spirituelt asset til min lifestyle og attitude i new-bizz og old living. Det stimulerer mine empatiske kompetencer og sætter tendenser til vægs - det er eddermame everlasting trendsetting. Aldrig at få svar er en evig udfordring. Der er mange måder ikke at få det på - denne er delikat, hverken bureaukratisk eller led, men aristokratisk. Min spinddoktor bærer altid lange brune fløjlshandsker. De er selvrensende - han vasker dem selv. Min spinddoktor er en kat. En siameser. Emma Gad havde apprecieret ham, men jeg tror ikke, hun havde brudt sig om spindoktorer, hverken begrebet eller brugen. Det er skræmmende, at mennesker i magtfulde stillinger ikke selv får hjulene i tråd. Inspiration og pingpong er fint og fås mange steder, men en fastansat spinner? Og alting skal hedde noget andet end rigtige ord - det er ubærligt. Kan vi ikke få den 'tro væbner' tilbage, i stedet for spindoktoren? En brav, stærk person, der værner om ens ve og vel, parti, familie, borg, land, virksomhed, og hvad det gælder. Tro væbnere i ens liv er ubetalelige, man værdsætter dem desværre ikke altid nok, når de er der. Er man selv en tro væbner for andre, gælder samme most. Butlere er også pragtfulde, men sjældne - mærkeligt, at brug af butlere ikke har vundet indpas herhjemme. Når man betænker, hvor mange kedelige forbrugsgoder der koster kassen. Det er et spørgsmål om indstilling, tradition og lyst. Vi ved, der er butlerskoler. Men køber ikke dem, der kommer ud derfra. Alligevel elsker alle 'Harry og kammertjeneren' med det finest indlevede spil, som at være der selv, som at få en kammertjener/butler. Ordet dresscode er til gengæld blevet dansk hverdagsord, til hverdag og fest. Og på arbejde. 'Arbejdssituationerne', som tvistede hjerner benævner dem. Alle mulige handlinger, al mulig væren omformes i dag til situationer: 'besøgssituationen' (institutionelt), 'samtalesituationen' (ditto). Man griber sig i at længes efter kølhalinger, bovspryd, nærkampe. Skumfødte venus'er. Skamfødte er der vel ingen, der er herhjemme, i dag. Stakkels mødre, der henlægger deres nyfødte i busk og hæk og på bussæder, gør det næppe af skam, men i panik og mangel på støtte/overblik. Det med at sætte ordet 'situation' på ord, der i forvejen beskriver situationen, også omsorgs- og undervisnings-, er det en sprogbevidsthedssygdom? En virus på hjernecomputerne, hvad siger hjerneforskerne? Og er det 'dansk syge', eller florerer uskikken globalt? (i globalsituationen). Og hvorfor hedder det i dag, uden protest (andet end den stille fra dem, der ikke bruger idiotbetegnelserne) 'toiletbesøg' og 'samtalekøkkener'?! Hvornår har du sidst besøgt et toilet? Ordet samtalekøkken er en hån mod samtaler, køkkener, alle der har været i køkkener gennem tiderne, og alle der taler sammen. Hvorfor kører ord- og begrebsødelæggerne ikke linen ud og taler om enetaletoiletter og køkkenbesøg? (Monologtoiletter lyder bedre). Hold da helt kæft. (Tavshedssituationen). »Hvordan opfører X sig i tavshedssituationen?«. Man kan lige høre det derude på institutionerne og på de behandlingssituations- og konklusionssituationsmøder, der tit sendes i tv. (Fjernsynssituationen). Hvis H.C. Andersen, som var ekstra in, fordi han blev 200 år sidste år (Helen Schou, den vidunderlige billedhugger, der blandt andet har skabt pragtværket 'Den jydske hingst', der står i Randers, og som kollegaen Henry Moore så og blev vildt begejstret for, da de begge fik støbt i Berlin i 50'erne, lever endnu og fyldte 100, også i april, hilser vi og siger), havde roteret i sin grav ved synet af de hæsligheder, der blev fyret af til hans hyldest - ham, der om ikke opfandt havfrueracen (?) så udødeliggjorde den. Han havde også fået roterende fis i bøtten af det kunstige sprog. Hos ham ville 'et samtalekøkken' være et beåndet, ikkesterilt køkken, hvor alle tingene talte sammen og hver for sig - gryder, pander, ovn, bestik, gulv, vinduer, karklud, balje. Thi han vidste nu, at tingene taler for sig selv. Man kan ønske sig så meget. Også at være fri for ordet dresscode. Med i fortidshangen og drømmen om væbnere, butlere, gammelpoetiske forfattere og behandskede katte i stedet for habitklædte spindoktorer hører trangen til tøj. Uden skelen til regler og koder, på arbejdspladser, i sportsklubber, selskabsliv. Gedigent tøj. Klæde, man klæder sig i, ruster sig i, beskytter sig i. Drejl. Uld. Hør. Silke. Ikke fancy flitterstads og økologisk-spiselige fletklude og spekuleren i gensplejsede kunststoffer. Da mit barnebarn var 3 år, stod han med sin mor på posthuset, betragtede hende og sagde: »Du ligner én fra mielalderen«, han kunne ikke sige middel, og mor havde en kuttelignende ting med hætte på, og folk skreg af grin. Ikke at alle skal ligne nogen fra middelalderen, men øje og sjæl begærer roligere syn end joggingspragl, golfuniformering og stumpejakker. Lange, enkle linjer kan være en lise. Jeg er ikke til burkaer, men til djellabaher. Sidstnævnte går jeg ind for og har gået i - skønne ting til mænd, børn og kvinder; burkaen har fanden skabt. For en stund er det spændende kun at se et par smukke øjne, men hvor bli'r det trivielt, og hvor er det et anslag mod forskellighed (jeg er kameluldsfrakke- og sømandsjakkefetichist, til mænd). Tiden er 'blevet forkert'. Der er diffusitet i alt. Politisk snak om fælles værdier forekommer tom. Vi ved ikke mere, hvad vi vil, dybt - ud over materielle mål. Vi har ikke fælles værdier. Ikke engang med vores bankrådgiver. Vi er uenige om alt - nogen, jeg kender, siger i ramme alvor, at det er synd for andre, de kender, der har fået gyldne håndtryk og nu må gå fra lystgårde til 25 millioner kroner. Det må da være pragtfuldt at få gyldne håndtryk og være netop fritstillet. Imens vokser hjemløseproblemet i Danmark. Hvad med en deadline for, hvornår alle hjemløse får tilbudt hjem? I træhus/hytte, container, tidligere flygtningelejre, hos venligtsindede campingpladsledere - bare tilbuddet. Jeg ved godt, at nogen takker nej - det er blevet for svært for dem at bo fast, deres vulnerable livsmønster er kodet ud af det. I en tid, hvor mange taler om dresscoder og boliger, hvad så med en socialpolitisk 'homecode'? Vi har ikke mere samme rejselyst, som før terror blev så tydeligt. Og 12 tegninger blev til nærmest verdensomspændende farligt pip. Har vi et retssamfund at tro på? Eller skal vi gå i kloster med Leonard Cohen? Hvis spindoktorer er så spinnende, kan dem i Justitsministeriet så ikke spinne statsadvokaturen fra at dømme i politisager? Når Lars Løkke kunne skille skadeundersøgende myndighed fra tobaksindustrien, kan dét kunststykke vel også gøres? Jeg har ikke sans for spindoktorer, forstår ikke funktionen, ser den som hjernespind og kunstig udvinding. Siameserens spind optager mig - han er den eneste kat, jeg har kendt med et så enormt, gradueret spindeforråd, den eneste, der kan sukke dybt veltilfreds, mens han spinder, og gå op og ned i spindestyrke imens, den eneste, der sætter turbo på sit spind, efter graden af veltilpashed og opmærksomhedslyst. Taler jeg i telefon, kommer han hen så højt spindende, at han eller hun i den anden ende af røret spørger til brummelyden. Stikker det ham, kravler han helt op på mig, vender munden mod røret, så folk siger: Hvorfor har du en udboret knallert, og sluk dog trykluftkogeren. Han udvikler sit spind i takt med mine smil eller min latter. Han synes, det er sjovt at more mig! I skrivende stund holder min venstre arm rundt om dyret, hvis halvabearme klynger sig om mig, mens han presser hovedet helt op under min hage og spinder på low. Dét har vi brug for, nedspinding. Til moro, undren, observation og eftertanke. Det er også mere beroligende med kattespind end at tælle får, der ikke er der. Hvorfor er spindekatte ikke selvskrevne på plejehjem? Der er brug for vaskeægte spinddoktorer i lægestaben, hos plejepersonalet og dem, der bor der. Måske er katte bedre til at pleje helbredet hos beboerne? Med spind. Skødvarme. Spændende adfærd. Smukt udseende. Perserkatte, siamesere, skovkatte, gårdkatte. Alle mulige misser. At beboerne dér må ryge i eget hjem er også selvfølgeligt. Når de ikke kan rejse mere, må de ryge. Overgangsstationen må være med muligheder, ikke forbud. Et besøg på et plejehjem (ikke et toiletbesøg) må være oaseagtigt, en frugtbar sensommerhave med forskellige liv og erfaringer. Et sted med frodige omgivelser - orangerier, paradistræer, nerier, geranier, krukker, fletkurve, billeder, stik, navneklude, skulpturer, sjove møbler, også gamle møbler. Hvem tror, at gamle mennesker trives i moderne, sjælløse møbler? Jeg taler ikke om designer- eller arkitektmøbler, men om røvkedelige institutionsmøbler. Der bør være frit valg på alle hylder med tapeter og vægfarver, og nogen må sørge for velduft. Lavendler, roser, røgelsespinde, hvad man bliver enige om. Der skal være store bure med bambusgrene og gule, røde, hvide og orange kanariefugle. Beostære skider nok for voldsomt til at blive accepteret på plejehjem, selv om mange gamle, især mænd, synes, de er sjove. Der skal være fastansatte spinddoktorer i flertal, én kat gør ingen sensommer i grupper på 40-100. Og mulighed for hund. Beboerne skal ha' (nogen af dem kan være med til at lave den) dejlig mad. Der skal være musik, og et rigtigt bibliotek, som i 'gamle dage'. Ikke noget med biblioteksbus og lån, nej, et, man kan vende tilbage til og nyde. Og stimuleres af. Så vil selv børne- og oldebørn trives ved besøgene og frivilligt, ja gerne med derhen. I dag er de fleste plejehjem dødens forgårde. Hvidt lys, hvidgrønne vægge, dårlig lugt af ingenting og rengøring. Klaustrofobiske, som om tiden er gået i stå. Glæden umulig at nå. Det skal være godt at komme på plejehjem. Lugten af god cigar er bedre end lammende sterilstank. Det vil være fornøjeligt og konstruktivt, at beboerne får barskab med mulighed for et glas portvin eller to klokken fem, samt en butler til deling. Og ingen sjælsstrammende regler om sengetid i menneskers livsaften. Lad dem, der vil, læse, snakke, lytte, grine, græde, spille, tænke, ryge cigarer, spise natmad. Hvor kan der vindes meget og spares meget kedeligt. Alt sammen noget, min spinddoktor lige spandt mig i øret. Han spinder: Brug 'Spar på det kedelige' som slogan. Lars Løkke Rasmussen og Eva Kjer Hansen må låne mit spind. PS: Der er fortsat mange boligprogrammer i fjernsynet, flere anmeldere er stået af ræset for længst. Men nu giver jeg ideen til en tv-kanal eller et produktionsselskab, begge typer virksomheder har taget ideer fra mig - vi har en fællesinteresse, plejehjemstilstanden er trist: Lav et kærligt udstyrsstykke: 'Plejehjem før og efter', med visioner, indlevelse, sans for, hvad 'gamle' trives ved. Et kog af alle de input, der kan puttes i. At nogle beboere er for dårlige til at være med i løjerne og må ligge stavnsbundne i deres senge, kan der ikke gøres andet ved end at forsøde derfra. Lad os se forandring. Frydefuld.