Debatten om tegninger, integration og tolerance giver en amerikansk dansker som mig en oplevelse af deja-vu. Mit adopterede land er havnet et sted, hvor mit hjemland befandt sig for fyrre år siden: i en polarisering, som er ved at smadre noget af det mest værdifulde ved det samfund, som jeg holder af. Frem for at harcelere over politikernes kynisme og ekstremisternes udnyttelse af situationen foretrækker jeg at se tilbage på historien og tage ved lære. Først min erindring om en anden tid, som på uhyggelig vis ligner vor egen: Det var sommeren 1968, og jeg sad i en Greyhoundbus på vej fra New York til Washington. Det var faktisk første del af rejsen mod to års studium i England, men jeg tog en omvej, fordi jeg havde modtaget en invitation fra præsident Johnson. En måned tidligere havde jeg skrevet til præsidenten for at fortælle ham, at han efter min mening ville blive husket som en af Amerikas bedre præsidenter. Hans indsats mod fattigdom og hans styrkelse af borgerrettigheder ville gøre en forskel i landets historie. Vietnamkrigen havde splittet USA, og modstanden indebar en hadekampagne mod præsidenten. Jeg var imod krigen, men kunne ikke hade Johnson. Jeg så ham som en sydstatsmand, der var vokset som person og politiker, efter at mordet på Kennedy havde anbragt ham i Det Hvide Hus i 1963. Som præsident sikrede Johnson gennemførelsen af en lovgivning, der værnede om de sortes rettigheder, hvilket ikke var lykkedes for Kennedy. I sommeren 1968 var der nok ikke ret mange unge studerende, der skrev venlige breve til præsidenten, og Johnson blev så glad for min henvendelse, at han inviterede mig til Det Hvide Hus. Det første syn, der mødte mig ved ankomsten til USA's hovedstad, var dog ikke denne stolte bygning, men Washingtons centrum. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, for hele kvarteret var ødelagt, som om der havde været krig. Jeg vidste godt, at der i forbindelse med mordet på Martin Luther King nogle måneder tidligere havde været optøjer i Washington. Men fjernsynsnyhedernes dækning havde ikke afsløret, at nationens hovedstad delvis lå i ruiner. Der var kun en kilometer fra busstationen hen til Det Hvide Hus, men der var en verden til forskel. Fra krigsskuepladsen vandrede jeg ind i et smukt kvarter, og jeg blev ført ind i Det Hvide Hus og overladt til en af præsidentens medarbejdere. Jeg blev vist rundt, bl.a. i Det Ovale Værelse, hvor huller i gulvet stadig mindede om præsident Eisenhowers hang til golf. Præsident Johnson kunne ikke afse tid til at hilse på mig, men hans hustru, lady Bird Johnson, kom og førte mig ud i Rosenhaven til en kort samtale. Hun syntes, det var mærkeligt, at jeg skulle til Oxford for at studere middelalderens argumenter for Guds eksistens. »Når jeg vågner om morgenen og lytter til fuglene, så ved jeg, at Gud er til«, sagde hun. Hun fortalte mig, at årene i Det Hvide Hus havde været wonderful. Jeg studsede over ordet, fordi jeg tænkte på den ødelagte by nogle få hundrede meter væk fra det sted, hvor vi konverserede. Senere sad jeg sammen med nogle af præsidentens rådgivere og blev udspurgt om studentergenerationens holdninger. »Hvad skulle der til, for at vicepræsident Hubert Humphrey (der nu var præsidentkandidat) kunne vinde?«. Jeg svarede, at han var nødt til at lægge afstand til Johnsons Vietnampolitik. Rådgivernes reaktion efterlod ingen tvivl om, at jeg ikke havde givet det ønskede svar. To år senere vendte jeg tilbage til USA, denne gang i selskab med min danske hustru. I lommen havde jeg min doktorgrad fra Oxford, og nu var jeg meget opsat på at betale USA tilbage for den fine uddannelse, som mit fædreland havde bekostet. Men efter blot et halvt års ophold i en lille 'idyllisk' by uden for Washington, Annapolis, havde vi fået nok og tog til Danmark. Vi søgte et land, der var mindre splittet end USA. Vi var nedslåede over den vrede, der omgav os i Nixons Amerika. Humphrey havde tabt præsidentvalget i 1968, og Nixon havde indført det undertrykkende regime, der i 1974 førte til hans fald. Folk var hørt op med at tale med hinanden. De råbte eller skreg, og dialogen om reform og integration af de underprivilegerede var væk. I julen 1970, en måned før vi besluttede at forlade USA, tog vi til Californien for at besøge min familie. Min farbror, som var advokat i San Francisco, fortalte os, at han agtede at forhindre, at de sorte flyttede ind i kvarteret, hvor han boede. Han var en konservativ katolik, havde kendt og beundret Nixon siden 1950'erne og forsvarede USA's engagement i Vietnam. Alligevel forsøgte samme farbror i 1968 at skaffe mig udsættelse for militærtjeneste, så jeg ikke risikerede at havne i Vietnam. Hans udmelding til sessionskontorets advokat var klar tale: »Tag en af de fattige sorte i stedet. Der er masser af dem. Men lad min nevø få sin uddannelse«. Det var flovt, og jeg skammede mig over at drage fordel af mine privilegier og forbindelser. Men alle gjorde det dengang i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne. Troen på det amerikanske samfunds sammenhæng og fremtid var smuldret, og nu handlede hverdagen om at overleve. Angsten for vold hang altid i luften: i ghettoen, på gaden, på fjernsynsskærmens billeder fra Vietnam. Det er netop i disse år, at udtrykket Have a nice day blev opfundet som et forsøg på at gyde olie på oprørte vande og undgå sociale sammenstød. 1950'ernes amerikanske middelklasseliv med en mor i hjemmet og en far på kontoret havde givet tryghed og idealisme. Disse blev grundlaget for 1960'ernes tro på retfærdighed og forandring. Men forandringerne førte til splittelse og had. Dialogen ophørte. Borgerretsbevægelsen blev splittet op i utallige fløje, og for mange hvide amerikanere at se var de sorte skyld i alt det, som var galt med landet. Som min bedstefar plejede at sige: »Vi irere og så mange andre immigranter har klaret os fint. Hvorfor kan de sorte ikke gøre det samme?«. De sorte ledere pegede selvfølgelig på slaveriet, som indtil 1860'erne havde givet de sorte andre vilkår end andre amerikanere. Tiden efter den amerikanske borgerkrig havde ikke forbedret de sortes betingelser, og nu opdagede de, der emigrerede til Nordstaterne for at få et bedre liv, at de også her blev diskrimineret, blot på en meget mere subtil måde end sydpå. Det var en lettelse for mig at forlade det splittede USA og komme til et land, hvor samfundet endnu hang sammen og udgjorde en helhed, hvor de nationale symboler som flaget ikke handlede om krig og my country, right or wrong, men om fødselsdage og søndage. Selv om Danmark i 1970'erne kunne virke provinsielt, og som om det var sig selv nok, var der meget at glæde sig over: omsorg for de svage, gratis uddannelse og lægehjælp og solidaritet med den tredje verden. Jeg blev dansk statsborger så hurtigt som muligt og afgav mit amerikanske statsborgerskab med et lettelsens suk. Allerede i 1970'erne kom der flygtninge til Danmark fra Sydamerika, men det var først i 1980'erne, at antallet af asylsøgere voksede til flere tusinde om året. Iranske mænd på flugt fra Irans krig med Irak blev efterfulgt af hele familier, der søgte ly fra Libanons borgerkrig. De første år var det næsten fashionabelt at tage sig af flygtninge, men fra 1986 begyndte en kulturkamp, der stort set er fortsat med korte pauser de sidste tyve år. Allerede dengang hævdede Søren Krarup, at flygtninge ville udslette den danske egenart. Den danske polarisering mellem internationalisering og værn om det nationale var begyndt. I mellemtiden var jeg begyndt at aflægge besøg i USA. Første gang i 1978, hvor jeg fandt et nyt Amerika, som tilsyneladende havde taget ved lære af nederlaget i Vietnam og indset, at det var forkert at blande sig militært i et andet lands anliggender. Min farbror udtalte, at det havde været en fejltagelse overhovedet at engagere sig i Vietnam. Men nu vidste 'vi' bedre, og 'vi' ville ikke gøre den slags igen. Hans boligkvarter var i mellemtiden blevet forvandlet. Tidligere havde der kun boet hvide familier, men nu blev de fine villaer købt af asiater og sorte, som havde fået andel i USA's velstand. De etniske minoriteter var ikke længere et problem for min farbror. Ghettoerne eksisterede naturligvis stadig, men der var håb om, at alle kunne løfte sig ud af fattigdommen og blive 'rigtige amerikanere'. Den amerikanske model blev diskuteret, men forkastet af mit adopterede land med den begrundelse, at USA var et multikulturelt samfund, hvorimod Danmark var monokulturelt. Danskere udgjorde en stamme, og den kunne ikke give køb på sin identitet. Jeg nægtede at tro på den slags forklaringer, fordi jeg som historiker kunne se bølger af immigranter gennem hele Danmarks historie. Som indvandrer følte jeg mig forpligtet til at bistå andre i samme situation, såvel som flygtninge. Derfor blev jeg flygtningeven. Det er tyve år siden, og når jeg i dag lytter til debatten i medierne, er der heldigvis stemmer, der søger at skabe et nyt centrum, hvor mennesker kan mødes og samtale. Mange af disse stemmer tilhører tidligere flygtninge, folk, som jeg engang forsøgte at forsvare, og som nu er blevet en del af det danske samfund. Eller deres børn, som har fundet et ståsted og vil være med til at præge det land, som de kalder hjemme. Det er enormt glædeligt, at man kan være sort eller brun i huden og samtidig være pæredansk. Men det er samtidig et faktum, at alt for mange oplever at blive diskrimineret, netop fordi de ser anderledes ud. Hvad sker der, når mennesker føler, at her har jeg ikke hjemme? Ikke fordi de ikke vil, men fordi de ikke kan få lov af flertallet til at være hjemme. Deres loyalitet bliver slidt ned, og de slutter sig til bevægelser, der forenkler historien og giver 'de andre' skylden for alt det, som er galt i verden. Sådanne bevægelser er nu en realitet på yderfløjene i dansk politik, og de tiltrækker mange: de muslimske fundamentalister, der siger, at danskerne er fordærvede, og de indfødte danske fundamentalister, der hævder det samme om indvandrerne, især muslimerne. Hvor er den gyldne middelvej? Den er borte, når en statsminister nægter at mødes med ambassadører fra muslimske lande og påstår, at de kræver noget, der slet ikke står i det brev, de har skrevet til ham. Men statsministeren håndterer 'problemet' som et internt dansk anliggende og glemmer den verden, der ser på Danmark, og som efterlyser dialog, samtale og gensidig respekt. Hermed er jeg tilbage i USA i 1968, da frontlinjerne var trukket skarpt op, og du enten var for eller imod. Statsministeren siger, at vi intellektuelle skal forsvare ytringsfriheden uden tilføjelsen af et men. Forsvaret skal være entydigt, og ved at forlange det bidrager statsministeren til tidens polarisering. Han siger med Bush: Du er enten med mig eller imod mig. Vi kan se resultatet af Bushs splittede verden i Irak: en invasion baseret på løgn, en besættelse, der har ført til ulykker, der begynder at ligne de ulykker, som Saddam Hussein var årsag til. Måske vil jeg om ti år opleve et Amerika, hvor min farbrors meningsfæller vil fortælle mig, at Irak var en fejltagelse, som ikke bør gentages. Men jeg er mere end usikker på, om Anders Fogh Rasmussen til den tid vil sige noget lignende. Han er som Bourbon'erne, den franske kongeslægt, der efter den franske revolution intet havde lært og intet havde glemt. Kan historien lære os noget? Som historiker studerer jeg fortiden i håb om at få indsigt i nutiden. Jeg mener, at historien om USA i 1960'erne kan lære Danmark, at et samfund har brug for at bevare dialogen mellem forskellige sociale grupper. Det er selvmorderisk at dæmonisere og tillægge hinanden de værste hensigter. USA lærte fra 1960'ernes sammenstød nødvendigheden af at gøre en massiv indsats for at sikre minoritetsgrupper en plads i det amerikanske samfund. Danmark må lære at gøre noget lignende. Indvandrere og flygtninge har brug for at få at vide og føle, at det, de har at bidrage med, er ønsket og værdsat. Samtidig er det altafgørende at udvise tolerance og hensyn, ikke som political correctness, men som udryk for ægte respekt for andres baggrund og tro. Disse holdninger burde være selvfølgelige, men det har de ikke været i de sidste mange års mistænkeliggørelse af udefrakommende med især muslimsk baggrund. Kulturel konformitet på majoritetssamfundets præmisser er ikke løsningen i en polariseret tid. Vi har brug for hinanden. Jeg har ikke fortrudt, at jeg valgte Danmark. Men Amerikas kulturkamp i 1960'erne viser behovet for at droppe fjendebillederne og i stedet lytte til hinanden.