Jeg var fjorten, da jeg begyndte. Det vil sige, at jeg i de sidste seksogtyve år ikke har skrevet en sætning uden at have haft fri og friktionsløs adgang til tobak. Dette er det første, jeg skriver i mit nye liv. På skrivebordet står en kæmpe kop med lunken kaffe. Der er tyggegummi, pastiller, bolsjer, vand, frugt, masser af frugt, mere kaffe, tandstikkere. Men ingen tobak. Petterøe-pakken er væk, Rizla-papiret er væk og lighteren, jeg ofte ikke kunne finde. Skrivebordet virker farveløst, næsten forladt. I dag er det gråvejr. I går var det klart. Vintersolen kastede nogle af årets længste skygger. Det gør ingen forskel. Skrivebordet har mistet sin glød. Men jeg hænger på, jeg forlader ikke skuden. Jeg sidder skam ved roret, kaptajn i eget nikotinfrie liv. Dér har jeg siddet i seks dage, dette er min syvende, og der er ikke kommet et eneste ord ud før disse. Der er kun det i vejen, at det er de forkerte ord. Romanen, der har været min nærmeste fortrolige gennem længere tid, vil ikke kendes ved mig. Den ligger i løse sider og vakler på kanten af bordet. Vi har ikke noget at sige hinanden. Vi har ikke noget at sige hinanden, romanen og jeg, fordi mit mig er vokset. Det muterer, deler sig, det dobbelte af det dobbelte af det dobbelte. Mit mig ekspanderer for hver cigaret, jeg ikke ryger. På dette stadie er der ikke andet end mig. Min uophørlige trang, mit ubønhørlige nej. Den dysfunktionelle krop. Det tilsandede sind. Det er en for mig ukendt grad af selvoptagethed, der opnås ved at holde op med at ryge. Den del af det bliver jeg ikke høj af, tværtimod. Jeg keder mig, som jeg ikke vidste, man kunne kede sig. Aldrig har dage været så fulde til randen af kedsomhed. En blank, ubrudt flade, der ikke reflekterer andet end et forvokset mig. Jeg kigger på træerne i skoven og synes allerede, turen er blevet for lang, inden jeg er nået til første korsvej. Det er ellers kæmpernes tid. Efter løvfaldet, og når hele underskoven er gået i sig selv igen. Når de bare stammer står tilbage. I mit andet liv kunne turene ikke blive lange nok. Jeg elsker at gå mellem kæmperne, jeg elsker at gå. Den simple, dejlige bevægelse, det er at sætte det ene ben foran det andet og blive ved, er nu reduceret til en opretholdelse af visse normer for et liv. Såsom at gå sig en tur, for det er jo altid godt. En god ven ringer og fortæller fra sit liv. Det er ikke småting, han har at fortælle. Jeg hører ekkoet af det. Hører gennem glas, at det under normale omstændigheder ville få mig til at rette mig op i stolen, spørge, undersøge, jeg elsker disse samtaler, der undersøger et lille stykke liv. Til sidst spørger han, hvad der er i vejen. Om jeg er blevet forelsket eller sådan noget. Nej, det er jeg nu ikke, siger jeg. Endelig kan samtalen afsluttes. Jeg haster videre til ingenting. Der er romanen, først og sidst. Det allerbedste ved en dag. Timerne ved skrivebordet. Den lethed når det lykkes. Det er et ret specielt dyr, sådan en roman, med et vældigt temperament. Det ene øjeblik bider den fingrene af sin forfatter, det næste får man lov at ride på dens ryg over en strækning. Nu ligger den som en tam rotte med bugen i vejret. Faktisk ikke engang en rotte, for jeg kan ikke lide rotter, jeg kan lide dem så lidt, at jeg helt sikkert aldrig ville kede mig i deres selskab. Det er et magtfuldkomment regime, jeg har indsat. Hvis man kan få mennesker til at kede sig, bliver de automatisk til perifere skikkelser, der ikke lægger mærke til, hvad der foregår. Der findes et udtryk, »at kede sig ihjel«. Og det er sandt. Man kan aflive sanserne med kedsomhed. Eller i hvert fald bringe dem i en dvaletilstand. Mange mennesker keder sig, når de kører i tog. Så får de sådan et særligt udtryk i ansigtet, som egentlig er at være tømt for udtryk. Jeg har altid syntes, det er lidt uhyggeligt at køre i tog. At sidde blandt disse tømte ansigter, øjne, der ser forbi eller igennem, håret gråner mellem to stationer, man hører om voldtægter, der er foregået for øjnene af andre togpassagerer, men passagerøjnene så ingenting. Jeg tænker, at hvis vi er optaget af en interessant samtale eller læser en bog, der betager os, hvad som helst vi kan afbrydes i, ville vi ikke kunne undgå at bemærke et overgreb. Men kedsomhed er en gift, der sparer lungerne, blodomløbet, de små blodkar, tandkødet, huden, stofskiftet, hormonerne, slimhinderne, immunforsvaret, potensen, hvis man har en sådan, you name it. Iltoptagelse kan gøres op i procenter m/k. Romaner kan bare glo. Som i alle regimer finder sindet alligevel vej til visse former for perverteret nydelse. At udøve magt over sin krop er noget, vi kender fra mange ting. Man sidder i en teatersal og venter sammen med Estragon og Vladimir og mærker en snigende tissetrang. Man falder ud af stemningen, men kun for et øjeblik. Tissetrangen noteres og skubbes så væk. Den vil dukke op med jævne mellemrum under resten af teaterstykket, og vi vil fortrænge den med et let skub. Den er ikke andet end et svagt irritationsmoment. Både hjerne og blære lader til at acceptere et almindeligt nej. Lidt sværere kan det forekomme efter en nat med en dejlig elsker. Den følgende dag kan være ganske hullet. Der skal mere bestemte skub til. Det liv med de gøremål, man normalt finder glæde ved, har mistet noget af evnen til at tilfredsstille os. Det ville være bedre at ligge i den elskedes favn igen. Og selv om det måske slet ikke kan komme på tale, tilbyder tankerne ofte at stikke af og bringer én derhen alligevel. Her ligger en mulighed for noget af den nydelse, jeg refererer til. Ikke ved at lade tankerne fare af sted med én, præcis det modsatte, ved netop at forhindre det. Kender vi typen? Hende der spankulerer af sted dagen derpå med fuldstændig kontrol over situationen. Skridtene er lange, halsen lige og hagen løftet. Jo, natten var dejlig, men dagen derpå med sin mulighed for at genvinde kontrollen over sig selv (og også den elskede, tror man uvilkårligt og fejlagtigt) er mindst lige så dejlig. RygeforbudDet er helt i særklasse. Ikke bare bliver skridtene lange, mine ben bliver lange. Hollywoodsmil i blitzlys blegner ved siden af mit nikotinfrie. Det er en overvældende følelse af at være i kontrol, jeg opnår ved at nægte mig selv adgang til tobakken. Trangen er intens. Mit nej må være tilsvarende intenst. Jeg er ekstremt beslutningsdygtig, eftersom beslutningen må tages cirka tyve gange i døgnet. Det giver styrke. Vel er den gold og indadvendt, men trods alt en styrke. Jeg er kommet i nær familie med anorektikeren. Anorektikeren har sit spiseforbud at styrke sig ved, jeg har mit rygeforbud. Hver gang anorektikeren nægter sig et måltid, har hun erobret et lille stykke af sig selv. Hver gang jeg nægter mig en cigaret, har jeg tingene under kontrol. Følelser kan jo løbe løbsk. Familier kan løbe løbsk. Vi kan blive fornægtet og forvist, forbitrede og forelskede og forheksede, men vi har stadig en krop, vi kan udøve magt over. Og få en følelse af at redde os midlertidigt i land, en følelse af, at noget her i verden ligger entydigt i vores hænder. Som rygeanorektiker er jeg heldigere end anorektikeren. Jeg får ros, dunk på skulderen, anerkendende øjenbrynsløft. Ikke en sjæl kunne drømme om at kalde initiativet selvdestruktivt. Jeg har virkelig fået verden på min side. Vi er ude og spise. Karen har aldrig røget. Christine er for længst holdt op. Og så er der mig. Der bliver sagt godt gået, og hvor er det stærkt og sikke en sejr. Mellem forretten og hovedretten begynder mit mig at vokse. Kort efter følger kedsomheden, jeg hører ikke rigtig efter længere. Jeg vil hellere ryge, og jeg ryger jo ikke. Uden for restauranten står en af gæsterne med en cigaret, alene. »Prøv lige at se hende der. Det er sgu ynkeligt«. Karen nikker mod vinduet. »Når du kan holde op, Cecilie, så må alle kunne holde op. Du var virkelig ryger«. Jeg er lysvågen. Endelig taler vi om noget interessant. Om rygerens selvbedrag, som både Christine og jeg kender. Det er alle tiders at tage den frem nu og spejle sig i den. Man bildte sig jo ind, at lige netop i ens eget helt særlige tilfælde kunne det lade sig gøre at ryge uden at tage rigtig skade. Christine og jeg griner overstadigt. Jeg føler mig svært bedre tilpas nu, hvor jeg mere aktivt kan føre mig frem som ikke-ryger. Trangen til den dejlige cigaret mellem forret og hovedret er ligefrem nydelsesfuld. Trangen giver mig mit stikord: Nej. Mit nej er magt, kontrol, rygeanorektikerens kick. Kvinden udenfor har en sortbrun mink på. Jeg genkender hende. Mit blik afsøger restauranten og finder hendes mand. Han taler stadig i mobiltelefon. Hun har røget færdig og kommer ind i restauranten og sætter sig over for ham. Kvinden med den brændte mink. Jeg mødte dem på Amager Torv for nogle timer siden. Min søn havde fået øje på ballonmanden, der tidligere stod et andet sted på Strøget og lavede balloner om til gravhunde. Nu var han sprunget ud som fakir med en fakkel i hver hånd. Han svingede med armene. Der stod en tæt kreds af mennesker rundt om. Et par forsøgte at kante sig bag om den improviserede scene. En mand og en kvinde. Manden talte i mobiltelefon. Kvinden havde mink på. Idet de vil passere fakiren, rammer faklerne hende, de er kommet for tæt på, der er gløder i minken, fine gnister i mørket, de er ikke lige til at børste af, sådan som hun først tror, hun må banke løs med begge hænder, op over skuldrene, ned langs siderne og gnisterne slår igen, lyser op og dør så. »Kom nu, mor«, siger min søn. »Vent lidt«, siger jeg. For manden taler stadig i mobiltelefon. De går lige ved siden af hinanden. Han må have set det. Der lugter af brændt pels. Jeg kan lugte det. Et par meter længere fremme kan hun også lugte det. Hun lugter til sig selv rundt omkring, som om hun tager små stikprøver med næsen. Hun børster lidt på pelsen igen. Så stikker hun sin arm ind under mandens ledige arm og ligesom skutter sig. Jeg har lyst til at råbe efter dem. Nej, jeg har lyst til at råbe efter kvinden. De har lige passeret en skraldespand, og jeg har lyst til at råbe, at hun skal smide den forbandede mink ud, som hun sikkert har fået af sin mobiltalende mand, hun skal smide den i skraldespanden lige dér for øjnene af ham, og så skal hun vende om på sin spidse sko og gå sin vej. Men hun stikker altså sin arm ind under hans og ligesom søger hans beskyttelse. Efterhånden forsvandt de i mængden, og min søn trak af med mig. Nu har jeg lyst til at hviske til hende. At hun skal holde op med at ryge. Ikke for sine lungers skyld, ikke fordi hele verden fortæller hende, at hun skal holde op, men for at hun skal få sig et anorektikerkick. For at hendes ben skal blive længere og ryggen mere lige. Så hun kan få den mink med mand smidt i skraldespanden. Desværre virker det ikke på mig længere. Tværtimod finder jeg det lige så ynkeligt at sidde inde i restauranten og nyde mit regime som at stå uden for restauranten og ryge en cigaret alene. Jeg er fanget mellem to stole. Jeg er hverken ryger eller ikke-ryger lige nu, men jeg er helt sikkert på vej til at blive enten det ene eller det andet. Som det står nu, kommer der ikke andet end tekster som denne ud af det, og nu er den jo skrevet.