Velfærdssamfundet er selve kernen i det socialdemokratiske projekt. Vores kamp består i at forsvare velfærden, når den trues af splittelse i Danmark eller pres udefra. Vores kamp består i at forbedre og forny velfærden, når politiske modstandere sænker kvaliteten i den offentlige service. Vi brænder for velfærdssamfundet, fordi det er den mest retfærdige samfundsmodel, og fordi den udspringer direkte af den danske kultur og historie. Vores velfærdsmodel giver bedre beskæftigelse, mindre ulighed og mere tryghed for os, der bor i Danmark. Vores model skal vi ikke alene holde fast i, men også udvikle og hele tiden forbedre. Reformer og forandringer skal fastholde den grundlæggende tryghed, som velfærdssamfundet giver danskerne i deres hverdag. Derfor er det også helt afgørende for os, at forhandlingerne ikke ender i en spareøvelse, men i reformer, der giver mærkbare forbedringer for den enkelte dansker. For os er formålet med velfærdsreformer, at den danske model bliver fornyet og forbedret, så den er livskraftig og konkurrencedygtig i en global økonomi, der bringer stadig mere hastige forandringer i arbejdsliv og levevilkår. Samtidig er det netop styrken i vores velfærdssamfund, der skal sikre en langt stærkere integrationsindsats i det danske samfund. Det er derfor, at de mange elementer i reformen af velfærdssamfundet også handler om integration og helt overordnet om sammenhængskraften i det danske samfund. Vi skal bruge flere penge på vores offentlige velfærd. Danskerne har krav på bedre skoler, sygehuse, plejehjem og så videre. Samtidig skal vi gøre op med den ulighed, der er steget og steget under den nuværende regering. Det er en voksende ulighed, der truer sammenhængskraften i det danske samfund, og endelig skal vi satse massivt på at forberede danskerne til globaliseringen. Det handler om uddannelse, uddannelse og uddannelse. Det er målet for Socialdemokraternes politik nu og i årene, der kommer. Men alt det kræver, at vi ser nye udfordringer i øjnene. Og at vi tør handle modigt og klogt for at forebygge, at vi kommer i en situation, hvor en for svag beskæftigelse og utilstrækkelig finansiering undergraver velfærdssamfundet i fremtiden. Og det er ikke gratis, hvis vi i dag valgte ikke at gøre noget. Passivitet vil nemlig betyde, at en større og større del af fællesskabets pengekasse skal bruges til indkomstoverførsler. Det ville stille os med et uønsket valg mellem skattestigninger eller ringere servicetilbud. De kommende velfærdsreformer skal danne grundlag for, at kvaliteten af de offentlige servicetilbud ikke undergraves, men i stedet udbygges, i takt med at vi bliver rigere. Det overordnede mål er at forstærke og forbedre de kerneområder, der sikrer alle tryghed og et godt udgangspunkt for at skabe sig en tilværelse. Sagt med andre ord: For os er børnepasning, uddannelse, sundhedspleje og ældreomsorg grundstammen i velfærdssamfundet. Velfærdssamfundets kerne er, at der er tilbud af god kvalitet om uddannelse, sundhedspleje, ældreomsorg og børnepasning, at disse tilbud er tilgængelige for alle, der har brug for dem, og at de ikke er afhængige af den private pengepungs størrelse. Dette princip er og bliver en socialdemokratisk hjertesag, som vi aldrig vil vige fra. Det betyder også, at der er en rækkefølge i vores politiske prioriteter. Socialdemokratiet har nemlig ikke noget imod, at vi kan nedsætte skatten på arbejde. Men først skal der være orden i velfærden. Skattelettelser skal ikke betales ved fortsat at forsømme fremtidssikringen af vores velfærdsgoder. Velfærd først, skattelettelser bagefter - desværre er det ikke en prioritet, som den nuværende regering er enig i. Det er uklog prioritering, når kommunerne i dagens Danmark tvinges til at skære i hjemmehjælpen og der ikke gøres ordentligt rent på sygehusene. Det er forsømmelig mangel på investering i fremtiden, når folkeskolen mange steder er nødlidende, når unge ikke kan få lov at fuldføre deres uddannelse, og når forskningsindsatsen er utilstrækkelig. Det skal vi - og det kan vi - gøre meget bedre i Danmark, hvis blot vi har den politiske vilje. De fleste danskere har fået flere penge mellem hænderne og vil gerne betale en uændret del af deres stigende velstand til fællesskabet, hvis de er sikre på, at de til gengæld får service af høj kvalitet fra det offentlige. Den service skal vi kunne garantere dem, så danskerne kan være trygge og tilfredse med den offentlige velfærd. Risikoen er nemlig, at opbakningen til det offentlige servicetilbud smuldrer, når flere og flere vælger et privat tilbud, fordi det offentlige tilbud ikke er godt nok. For så fristes flere til at støtte en selvtilstrækkelig politik med lavere skat, men flere private forsikringer ligesom i USA. Hvis opbakningen til at betale for et godt offentligt tilbud for alle smuldrer, vil mennesker med svag privatøkonomi og en sårbar social situation blive sorteper. Og det vil Socialdemokraterne naturligvis aldrig acceptere. Derfor ønsker Socialdemokratiet at lempe de meget stramme rammer, som det borgerlige flertal i dag har lagt om den kommunale økonomi. De kommuner og regioner, der skal levere de gode offentlige tilbud, skal have råderum til at forbedre kvaliteten i deres service i takt med den almindelige velstandsudvikling. Vi vil sikre, at kvaliteten i de offentlige velfærdstilbud fortsat kan matche den stigende private velstand. Kan den ikke det, vil den langsomt blive udhulet. Socialdemokraterne går ind i arbejdet om velfærdsreformer for at sikre, at der - uden nye skatter - bliver råd til at bringe velfærdssamfundet godt videre i det 21. århundrede. Samtidig er det en socialdemokratisk målsætning, at velfærdsreformerne sikrer, at alle, der kan og vil arbejde, uafhængigt af deres alder, også kommer i arbejde, at den enkeltes arbejdsliv bliver sundere og mindre nedslidende, og at alle får de kundskaber, der gør deres arbejde mere værd, giver dem bedre mulighed for at skifte job og kurs i tilværelsen og gør deres tilværelse mere spændende. Vi vil igen minde om, at det også har konsekvenser at lade være med at gå ind i velfærdsreformer. Hvis vi fortsætter det samme mønster for uddannelse, arbejdsliv og tilbagetrækning, som vi har nu, vil der være 200.000 færre i arbejde om 20 år. Vi kommer til at leve endnu længere, men der vil være langt færre til at være med til at betale for et fortsat stærkt dansk velfærdssamfund, og det er en farlig cocktail. Gør vi intet, vil fremtidens velfærdssamfund derfor kræve væsentlig højere skatter for at kunne levere tilbud af god kvalitet, når det gælder uddannelse, sundhed, børn og ældre. Derfor skal vi forebygge, at stadig flere bliver afhængige af offentlig forsørgelse. Det skal vi gøre ved at gennemføre reformer, der over de næste 20 år kan ændre mønsteret for uddannelse, arbejdsliv og tilbagetrækning. Vi skal bane vejen for, at mange flere kommer ind - og kommer hurtigere ind - på arbejdsmarkedet, og at de bedre kan fastholde beskæftigelse. Her er uddannelse og rummelighed nøgleord. Vi skal mindske risikoen for arbejdsløshed, sygdom og invaliditet. Her er det afgørende, at vi har et arbejdsmiljø, der meget bedre forhindrer nedslidning, og som skaber nye muligheder for uddannelse gennem hele voksenlivet. Det er også forudsætningerne for, at det bliver både muligt og attraktivt for de ældre at forblive i arbejde længere. Det er ikke rimeligt at forringe efterlønnen eller at hæve pensionsalderen for at bane vej for skattelettelser til dem, der i forvejen tjener godt. Men det giver mening gradvis at hæve tilbagetrækningsalderen, hvis der er sikkerhed for, at det sker i et arbejdsmarked, der har plads til de ældre, så de reelt har muligheden for at blive ved med at arbejde, hvis de ønsker det, og hvis det er med til at frigøre penge til at forbedre beskæftigelsen, hospitalerne og hjemmehjælpen. Socialdemokraternes afgørende forudsætning for at tage del i en aftale om velfærdsreformer er, at vi kan fastholde netop denne sammenhæng. Lad os dvæle lidt ved de enkelte elementer, der indgår i Socialdemokraternes bud på en velfærdsstrategi. Her præsenterer vi 10 pejlemærker fordelt på 4 hovedområder, som vi vil gå efter i forhandlingerne: Udgangspunktet er det bedst tænkelige, for der er overskud på de offentlige finanser. En del af pengene bør bruges til at investere massivt i fremtiden gennem øget indsats for uddannelse og forskning. Samfundet får en bedre forrentning af vores fælles penge af det end af at nedbringe gælden hurtigere end planlagt: