0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Psykiatrisk lukketid

Psykiatrisk Hospital i Risskov foreslås lukket. Patienterne skal sendes til Skejby. Måske betyder postnumre mindre. Men flytningen gør ondt i min sjæl.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

De vil sende os ud af himlen og ned på jorden til en bar mark, hvorfra der ingen skovsti går.

De vil tage de sprøde skovløgs duft i maj. De tunge skyer i efterårets dis. Det hvide dækken af sne. Det grønne hjørne af græs, de visne blade, den salte smag af havet og de gamle træer. For ikke mindst de gamle mursten. Den historiske ramme. Psykiatrisk Hospital i Risskov skal i fremtiden måske udfolde sig på en mark i Skejby. For så vil den psykiatriske verden forenes med den somatiske, og specialiseringen vil give patienterne den mest optimale behandling, man kan tænke sig.

Men kan man også tænke sig en anden virkelighed. Hvor fokus er på patienten og relationen til personalet. Hvor nærvær og tilstedeværelse er grundlaget for enhver behandling. Hvor kontakten til virkeligheden går gennem ægte mennesker.

Hvor sjælen sidder i væggene og i naturen omkring. Kan man flytte det med til Skejby? For er det ikke sådan, at man kan være nok så meget læge og specialist, men hvis man ikke har en snert af hjertet med sig, så duer det ikke i længden.

Og kun at fokusere på specialisterne duer heller ikke, når det er personalet på gulvet, som patienterne har mest kontakt med. Derouten er begyndt. Med nedslagtning af sengepladser. Med deres specialisering. Afdelinger specielt for depressive. Afdelinger for de skizofrene. Nu er det ikke mere postnummeret, der bestemmer, hvor man skal ligge. Nu er det diagnoserne. Og det er der sikkert også noget fornuftigt i. Men man kan vide nok så meget om diagnoserne og stadig fejle i evne. Dermed ikke sagt at man skal forkaste viden. Men klogskab skal også findes i hjerterne på behandlerne. Ligesom det skal ligge i omgivelserne.

Der er noget helbredende ved rammerne omkring Psykiatrisk Hospital i Risskov. Og det gør ondt i min sjæl – helt derinde hvor jeg har været mest syg – når tanken om at flytte dét, der i perioder har været med til at bygge mig op igen, dukker op i pressen. Jeg vil ikke sige, at de fysiske rammer har helbredt mig. For der har stået mennesker bag. Men rammerne og naturen har været med til at hele mit sind. For hvad var det lige der skete?

Dag 1. Verden er stivnet. Minuttet sat på pause. Jeg ser på klokken. Den går ikke mere. Indeni runger af ekko. Lydene vokser. De skærer i mig. Jeg har snart ikke flere skiver tilbage.

Deres øjne. De stirrer. Jeg ser dem ikke ind i øjnene. De dræber mig. Suger mig til sig.

Deres ansigter forandrer sig. Deres ansigter bliver til andre. De er ikke, hvad de giver sig ud for at være. De æder mig med deres blikke. Jeg undviger. Kigger ned. Kigger ind i mig selv. Derinde hvor de gamle sange bor. Derinde hvor jeg kender smerten. Jeg vil hellere dø end at være hos dem. Jeg ser gulvet. Dets former. Jeg ser ansigter, der vrider sig i smerte og vanvid. Jeg ser gulvet levende. Gulvet bevæger sig. Jeg går i stå.

Mine skridt fortaber sig i tiden. Jeg går gennem tunge skyer. De hænger ved mine fødder. Trækker mig baglæns. Nedad. Får mig til at standse før, jeg aner det. Jeg kan snart ikke mere.

Sidder ned. Stirrer ned. Går rundt i ring. Går ned ad gangen. Går tilbage. Sidder ned. Samme stol. Stirrer. Ser ansigterne i gulvet. De forvrængede hoveder. De kendte. De ukendtes gravsteder. Nogle griner af mig. Andre græder. Mange skriger. Jeg lukker mine ører. Men jeg kan ikke andet end at høre. Jeg er fanget. I helvede og uden at jeg ved det.

Dag 5Vi går en lille tur. Tænk at der er en der tør at gå med mig. Jeg kan næsten ikke bevæge mig. Mine skridt er ældet. Men luften er klar. Jeg ser kun bunden af parken. Men jeg får et pust af verden udenfor på mine kinder.

De siger, jeg er deprimeret og psykotisk. Jeg tror, de tager fejl. Jeg tror i det hele taget, at det er en fejl, jeg er her. Jeg optager pladsen for en anden. Jeg har sneget mig ind ved en fejl. I et regnestykke uden en ende.

Jeg er uendelig og endelig ved mine fulde fem. De prikker til mig. Siger jeg tager fejl. At jeg selvfølgelig skal være her, når man har det som jeg. Men hvordan har jeg det så?

Mørkets billeder kommer imod mig. Jeg ligger i sengen og kan ikke sove. Afhuggede hoveder. Ringe i vand. Bevægelserne mod mine øjne. De løber i vand. Jeg svømmer snart over mine egne bredder. Mit land er svundet. Jeg har tabt terræn. Nu bliver sengen til et fængsel af drømme, jeg ikke kan slippe.

Med alle mine kræfter rejser jeg mig fra sengen. Mine ben går af sig selv, slæbende, slæbende. Ud af døren. Gangen er dunkel. Der er stille udenfor. Der kommer en mand hen til mig. Han præsenterer sig og giver mig hånden. Jeg tror, jeg griber den.

Han fører mig ud i køkkenet til den anden nattevagt. Hun hedder Anna. Anna får mig ned at sidde på den ene taburet. Hun laver te til mig. Hun sætter sig ned ved siden af. Hun taler til mig. Hendes stemme lyder rar.

De ringer til vagtlægen. De taler lidt mere til mig, mens tabletten opløses i mit indre, og billederne falder ud af mit sind og lander på gulvet foran mig. De afhuggede hoveder.

De ansigter. Klovnen. Den vanvittige. Den brutale. Den almægtige. Du almægtige. Du skal vide, at jeg ser dig. Anna! Du skal vide, at du har en stor plads i mig. En plads fuld af blomster og liv.

Du reddede mig, da jeg var ved at drukne. Sådan føltes det. Jeg går i seng. Det er stilnet af. Nu mærker jeg klarhed, og noget samler sig omkring mig. Det pakker mig ind. Tryghed kalder jeg det.

Dag 10Jeg spiser knapt. Jeg mærker sult. Men den slukkes ved den første bid. Min kniv og gaffel lystrer mig ikke. Alle dem omkring mig de besudler mig, omslutter mig, dræber mig. De æder mig. Atter kniv og gaffel. Mad og mord. Mennesker. Mennesker. Jeg hader alle deres liv. Jeg hader mit.

Jeg har allerede kastet mig for foden af virkeligheden og ladet mig sparke til helvede i anden omgang. Tror ikke på at Gud findes mere. Tror på Djævlen. Fanden tager mig. En sjæl til salg. Jeg koster mindre end min tro.

Jeg fortjener at dø, fordi jeg er lige så kold og egoistisk som Saddam. Men jeg er allerede død. Jeg har ikke en aura. Jeg er aura. I opløsning. I det astrale. Mine ører sidder udenfor min krop. Jeg hører, hvad de siger. Jeg kan ikke tale. Det mentale. Tankerne er i rummet ovenover. Alles eje. Morder. Selvmorder. Morder. Jeg føler ikke at føle noget. Jeg er fattig. Følelserne fattige.

Ordene fattige. Tiden er gået i stykker. Hvert skridt varer en time. Jeg når aldrig frem. Er stadig faret vild. Mine ben vil ikke bære mig. Kun tankerne kan holde.

Dag 20Det er blevet koldere men klarere indimellem. Jeg hører mine skridt knase på jorden. Den er mørk og hård. De siger, det er vinter. En gang imellem ser jeg op på træernes bare kroner. Deroppe ville jeg ønske, jeg kunne være fri som fugl. Jeg hører spætten. Den hakker i min sjæl. Måske den forsøger at banke mit hjerte åbent igen. For jeg er lukket inde i mig selv. Jeg skriger. Ingen hører mig. Jeg kalder, men ved ikke på hvem. Derfor kan jeg ikke bede om hjælp. Jeg er søsat og fortabt. Ingen lytter. For jeg siger ingenting. Hvis jeg former ord med mine læber, falder de bort med det samme.

De går ved siden af mig. De spreder tryghed. De vil ikke slippe mig. Jeg holder af, at de holder fast. Vi vandrer længere. Jeg går en smule hurtigere. Det er kun splitsekunder.

Men det er den rigtige retning. Bygningerne står majestætiske og venter på at blive lukket op af sarte sjæle. Der er noget smukt på vej, kan jeg føle. Jeg kan føle. Der var et strejf.

Dag 30Min krop er låst. De har taget nøglen, gemt den og sendt den bort til andre tider. Væk fra mig. Langt borte ligger jeg. Engang tror jeg, at jeg var levende. Nu er jeg døende i tankerne.

Minutterne går fysisk i stå. De standser på en streg, holder vejret indtil næste minut har vundet over tiden. Verden føles så langsom.

Jeg går i frø. Jeg slår rødder. Gror grene ud og samler mos. Jeg står, hvor de stillede mig i går.

Jeg sætter mig i stolen. Min stol. Den blå stol. Jeg rejser mig og sætter mig. Jeg rejser mig, går rundt, går frem og tilbage ad gangen. Jeg sætter mig i stolen. Det er blevet min plads. Min pause.

Men så er det at de får mig ud at gå. Hvor himlen knaser, og jeg bliver sprød om hjertet. Så vækker det minder. Gode minder. Tror jeg nok.

Dag 40Men jeg falder tilbage. Jeg føler ikke at føle. Der er ingenting derinde. Helt derinde bag huden, musklerne, ribben. Helt derinde i hjertet er der kun kulde. Jeg sørger over ingenting.

Jeg sørger over ikke at kunne sørge. Jeg er for syg til at savne. Det er sådan, jeg er skabt. De siger, det ikke passer. Jeg siger, de tager fejl. Jeg har altid været kold. Jeg er tømt for følelse. Der er kun et hul. Jeg er gennemsigtig. Jeg er ingenting. Jeg er. Bødlen i mig. Fanden over mig. Så tag jer i agt.

Jeg splitter sindet ad med min kolde klinge af mangel på følelse. Så fattig jeg har været. Så fattige kan I blive, hvis I lytter til mit hjertes tomme slag. Jeg bukker, og I klapper hesten en omgang til. Så rider vi til helvede

Dag 60Der ligger sne overalt. Jeg har fået udgang uden følge og går en tur. Jeg strider mig igennem store driver. Det er en kold og våd vind. Mine kinder næsten bløder. Igennem vinden spejder jeg mod havet. Jeg ser overgangen, banelegemet, havet på den anden side. Jeg ser og undres og så pludselig, er det klart. Jeg har en indre elastik. En indbygget elastik der gør, at når mine tanker når ned i hullet, så springer de automatisk op igen. Jeg kan ikke dvæle ved de tanker. Det løfter mig. Det løfter mig der op, hvor sneen lyser, og dagen begynder, og jeg bliver glad. Jeg føler, jeg har vundet eller er det genvundet et liv. Men jeg har stadig mange liv at redde.

Så begynder dagene at løbe lidt stærkere og mine skridt går hurtigere. Jeg rejser hovedet op. Ser træernes kroner, himlens virvar. Ser indimellem mennesker i øjnene. Møder mine gæster. De bliver lidt længere end før.

Der er mennesker omkring mig, der vil mig det godt. Der er hænder, der trøster, ord der lindrer. Der er medicin, der virker. En natur der drager. En historie der synger i væggene. Og der er en seng. Og så kan man føle sig privilegeret. For der er mange, der også burde have en seng. Men der er bare ikke plads mere.

Der er ikke mere tiden til at komme sig. Tiden er en anden. Tiden er de andres. Vores tid er gået. Asylet er borte. Naturen er strøget. Murstenen knækket. Nu er det psykiatrisk lukketid for alvor

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage