Ånden flyver lavt på landets kulturredaktioner – men anmelderne forstår at dukke sig! Udsagnet er selvfølgelig ikke 100 procent retvisende – men det er heller ikke helt forkert. Der er talt og skrevet en del om den afgrundsdybe kløft mellem ’den almindelige tilskuer’ og de finkulturelle anmeldere, der skuer ned fra det intellektuelle parnas og kun lader sig formilde af svært tilgængeligt tankegods og snørklede sætningskonstruktioner. At publikum falder for det enkelt tænkte, men at de professionelle anmeldere qua en større indsigt stiller større krav. Min erfaring er, at det forbavsende ofte forholder sig omvendt. Og jeg ved ikke hvorfor. Jeg har i årevis stået rundt om på de danske scener, lige siden mine børnebørn kun var et svedent smil om munden på min ekshustru. Og jeg har i forskellig udstrækning læst de skriftlige reaktioner på egne og kollegers anstrengelser. Sommetider bli’r vi kaldt fornøjelige – og andre gange forskrækkelige. Sådan må det være. Ved den største fiasko sidder der alligevel altid et par stykker, der har haft et brag af en aften – og ved den største succes vil der altid være én, der synes, at det er det værste, han har oplevet, siden det sidste anfald af urinsyregigt. Derfor svarer vi ikke på anmeldelser. Folk har ret til ikke at synes om maden. Men når man gang på gang kan iagttage kritikkens voksende besvær med at kende forskel på maden og serveringen – så må vi altså lige stoppe op og sludre lidt om sagerne. For det er jo disse professionelle iagttagere, der får lov til at definere, hvad der er godt og dårligt. Det gør de så godt, de kan – men når der engang i fremtiden sidder en ulykkelig journalistelev og skal skrive min nekrolog – måske først om mange måneder – så vil han selvfølgelig først lede efter stof i Ribers. Men når han er færdig med det, vil han kaste sig over, hvad der i årenes løb er skrevet. Ikke hvad der er skabt. Han vil notere sig, at den bedste tv-julekalender, jeg har haft en finger med i, er den værste – og han vil kunne læse, at ’Spindelvæv’ på Det Kongelige var noget dramaturgisk klamp. Og han vil ikke have en chance for at vide, at det ikke passer. Det får så være. Hellere mæle end eftermæle. Hvad værre er, at det faktisk er alle disse skriftlige udmærkelser, nedrakninger, priser og klummer, som kulturlivet umærkeligt pejler efter. For de er det artikulerede udtryk for, hvad der vinder gehør i tiden. Og vore kulturpolitikere må nødvendigvis læne sig op ad dem. Jeg er ikke ude på at generalisere. Man skal ikke skære alle over én kam – og intet her i livet er kun sort-hvidt. Ikke engang pastor Krarup i uniform. – Men så lad os kalde det en tendens. Jeg ved godt, at kulturskribenterne er vores venner. At vi trækker på samme hammel. At det gennemgående er godartede folk, hvis hjerter banker for det samme som mit. Jeg vil dem ikke til livs, og jeg synes ikke, at de er overflødige. Men jeg vil i dette kommenteringssamfund meget gerne pille ved respekten omkring deres vurderinger – det tror jeg er vigtigt. Lad os se på sådan noget som humor. Vi roser os jo ofte af den særlige danske humor, hvoraf en stor del p.t. synes at spænde hele vejen fra pruttepuder til opkast. Hvordan ser man i anmelderkredse på den? Med velvilje. Og med en forunderlig modvilje mod substans! Ovationerne vil ingen ende tage, hvis man kan være morsom bare ved at læse op af en telefonbog. Eller foretage sig noget visuelt af komisk art. Det er også fint – der er ikke noget galt i det – jeg forsøger selv i ny og næ at dyrke det. Efter evne, selvfølgelig. Men det, der undrer mig, er foragten for, at man søger at tilføje substans. »Nu bli’r det lidt tungt og klodset, er jeg bange for!«. – Og endnu værre – og faktisk ganske almindeligt: Vore skrivende venner opdager ikke engang, hvor man vil hen! De har på forhånd stillet ind på en primitiv, humoristisk frekvens, der ikke rummer mulighed for iagttagelse af meningen med det hele. Fordi forventningen om det ikke eksisterer. Den danske revy har lidt under det. Jeg havde i en halv snes år holdt mig væk fra revyscenen, fordi jeg havde haft vanskeligheder med at stille sigtet ind, så jeg ramte lydhørheden. En god ven fik mig overtalt til at forsøge igen, og vi var så nogle, der smøgede ærmerne op og lavede en Hjørringrevy. Igen. Og denne gang havde vi sat os for, at den virkelig skulle handle om noget. Der skulle kød på bordet. Stor succes. Lutter røde lygter. Og anmeldelserne var generelt i top med hovedudsagnet: »Pallesen og Jensen ved, hvad der skal til: ikke noget at tænke over – sjov og humør – en bekymringsfri, glad aften. Hurra!«. Det var satans! Aldrig har jeg været med i en revy med så mange skarpe udfald. Men det opdagede anmelderne ikke. Opdagede publikum det? Ja. Jeg har oplevet det for tit, til at det kan være en tilfældighed. Eksemplerne hober sig op – men her må vi nøjes med eksempler på eksempler. På Nørrebros Teater legede vi forrige år med genrerne. I et – i øvrigt meget let – forsøg på at dokumentere urimeligheder og tåbeligheder i den danske indvandrerlovgivning lod vi i forestillingen ’Dronningen af Malmø’ alvoren pible frem gennem lystigheden – for sådan er tilværelsen. En tilsyneladende farce skiftede umærkeligt genre til en dybt tragisk kærlighedshistorie. Det skabte utryghed hos kassetænkende mennesker. Og her oplevede vi en anmeldende sjæl, der gik så vidt i sin substansforskrækkelse, at hun bevægede sig helt væk fra det, der foregik på scenen, og lod sin bedømmelse af forestillingen forankre i en fornærmethed over publikums art. Det var ganske vist ikke en ’autoriseret’ anmeldelse, men en af deltagerne i DR 2’s spøg og skæmt-program ’Smagsdommerne’, der lod høre fra sig. Vedkommende er litteraturanmelder her på avisen, og hun brød sig ikke om forestillingen. Studieværten foreholdt hende, at publikum syntes at have den modsatte opfattelse. Hvilket hun tog som en klar bekræftelse. For når man iagttog de umådeligt uheldige typer, der sad i det teater ...! Vorherre bevares! Pinlig pøbel! Hun var ikke klar over, at netop den aften var forestillingen solgt til Politiken Plus. Så det var hendes egne læsere, der var genstand for foragten – der lige havde cementeret hendes syn på forestillingen. Som hun ikke havde forstået. Forestillingen var et forsøg på en både dokumenteret og følelsesmæssigt involverende tilgang til, hvordan vi kommer til at behandle de tragiske menneskeskæbner, der af verden er lagt i vore hænder. Jeg sad i salen aften efter aften og kunne mærke, at det virkede. Vi flyttede noget og skabte grobund for samtale. I aviserne drejede det sig primært om graden af morsomhed. Forestillingen er genoptaget og har nu spillet hele dette efterår, hvor en anden af dette blads anmeldere – ganske vist i anden sammenhæng – fortæller os, at teateret nu er begyndt at være gennemresearchet, gold politik uden en sanselig og følelsesmæssig indfaldsvinkel! Samtidig med at vi på Det Kongelige Teater netop lige nu står og fokuserer på, at også i politik vinder menneskelige følelser over selv den skarpeste smartness. Man aner tilsyneladende ikke, hvad der foregår. Og hvis man opdager det, forstår man det ikke. Ikke så godt, vel? Når en meddelelse ikke synes at nå uantastet fra afsender til modtager, er der noget galt. Og for folk som mig bør udgangspunktet selvfølgelig altid være, at man griber i egen barm. Og det bliver jo lettere og lettere med årene. Så når de skriver »øv« i avisen, er punkt 1: selvransagelse. Der er også lige nødt til at gå et stykke tid, for det er en del af en kreativ arbejdsproces at forelske sig i produktet. Så man er ikke uhildet. Selv en Mogens Camre ved, at den, der bringer en smagløs beskrivelse af andre mennesker til torvs, ikke nødvendigvis er den, der er bedst til at afgøre, om beskrivelsen er smagløs. Men man kan lytte til andre mennesker – fornemme salen aften efter aften og slå en sludder af med kloge, professionelle folk, der ikke har som udgangspunkt at stryge en med hårene. Og derigennem nå frem til en tilnærmet objektivitet. Og her er det så, at anmelderreaktionen på forestillingen ’Spindelvæv’ fik 30 års tålmodighed til at briste. Nu måtte potten revne! Der er grænser for, hvor ubehjælpsomt et niveau man skal lade sig underkaste. Og lade stå uantastet. De syntes ikke, at det var så godt. Og de havde ret. Men det uheldige ligger i, at de ikke anede hvorfor. Og at de ikke anede, at problemet var forbigående. Fordi evnen til at skelne mellem servering og substans åbenbart er så ringe. Sagen var, at der på premiereaftenen – og to dage frem, i øvrigt – stod en lidt rund mand fra Næstvedegnen og var mere eller mindre fastlåst i benovelse over for første gang at stå på nationalscenen. Serveringen var forkrampet – lad os bare sige dårlig. Så graden af manglende begejstring må jeg acceptere. Man stiller sig frem til skue og har selv været med til at vælge tid og sted. Men når man så ser analysen, må man tage sig til hovedet. Og sige fra. Fordi den i sig bærer en negativ indflydelse på dansk teater. Det var nemlig ikke uvigtigt, hvordan det hele spændte af. Der var fra Det Kongelige Teaters side satset på at være med til at flytte noget – og det var væsentligt, at det lykkedes. Jeg har i de senere år rodet lidt rundt i en lille niche af ny dansk dramatik. Som ved mange andre udtryk har udgangspunktet været vore tanker om etik og moral, sandhed og usandhed, hvad vi bør, og hvad vi gør. Den slags. Jeg har i aviserne oftest set det rubriceret som ’politisk teater’ – og er egentlig ikke enig. Men pyt! Hvis man vil kalde det sådan, så gør det. Det er nemmere at rubricere end at skabe. Og vist også finere. Det var en modig ting, da skuespilchef Mikkel Harder bad mig skrive en forestilling til Det Kongelige. Og jeg var en hund efter at leve op til tilliden. Her skulle ikke sjuskes! Jeg gjorde mig umage og skrev min vel nok hidtil mest bevidst opbyggede forestilling. Konstruktionen blev finpudset sammen med det erfarne og professionelle dramaturgiat, stykket blev minutiøst gennemtrawlet sammen med min mere end kloge, unge instruktør – og bagefter vendte mine medspillere hver en sten i hver enkelt replik. Og så leverede vi varen. Faktisk. Bemærk venligst fraværet af idioter i tilblivelsesprocessen! Det hele kunne have haft stor effekt – men det fik det ikke. Fordi det kom til at hedde det modsatte! Jeg kunne læse, at jeg var blevet svigtet af dramaturgiatet, og at alt det, jeg siden har erfaret fungerer, ikke fungerede. Nu er jeg så lige kommet hjem fra London, hvor manuskriptet med henblik på den engelske udgave har været under lup af nogle ret rå typer, som jeg nødigt ville møde en sen aften på en skummel biblioteksgang. De syntes ikke ret dårligt om manuskriptet ... ja, lad os sige det ligeud: Den stod på ros. Som et led i overvejelserne refererede jeg loyalt hovedtendensen i den danske presses modtagelse. Den gav anledning til lidt forbigående forvirring – og så gik vi videre. Misforstå mig nu ikke! Jeg har ikke brokket mig offentligt over anmeldelser i 30 år, og jeg er åben for, at det kan være mig, der er et skvadderhoved. Jeg har voksne børn, og muligheden er ofte oppe at vende. Men som jeg ser det, er det igen humoren, der forvirrer. Det, der for mig er et plus, bliver for andre et minus. Vi står nu med en forestilling, der er blevet, som alle gode kræfter ville have den – og med en stabel anmeldelser, hvoraf det generelt fremgår, at anmelderen hverken har forstået forestillingens ærinde eller dens præmis. Og rent faktisk: ikke engang handlingen. Selv om det ikke er så svært. Men man har på forhånd stillet skarpt på det, man troede, man skulle se – og derved gjort alt uden for sigtefeltet uskarpt. Det er ikke så godt! Fordi det betyder, at det, der er lykkedes, ikke bliver registreret. Og derved ikke får betydning. Og jeg kan sparke mig selv, fordi jeg ved, at det var skuespilleren, der svigtede ved serveringen, så der nu bliver skældt ud på kokken. Og på alle dem i køkkenet. Men det var aldrig sket, hvis der havde været større fokus på substans. Større indsigt. Jeg har gennem årene konstateret en stigende, rystende analytisk usikkerhed. Det kan sådan set godt gå an – men så lad dog for himmelens skyld være med at analysere! Tag stilling til, hvad der rent faktisk står på bordet. Ikke til, hvad man hellere havde set og forventet. I radioen hørte jeg forleden en filmanmelder. Det kan faktisk godt lade sig gøre – endnu – hvis man venter til meget sent og vælger en kanal med små lyttertal. Manden kunne ikke lide den film, han havde set. Ingen tvivl om det! Det må man sige! Men han var nu ret længe om at sige det, fordi han skulle opsummere, hvordan filmen burde have været skruet sammen. Hvor var det dog en skam, at moderen i filmen ikke var fraskilt, så kunne hun have bevæget sig ind i et andet miljø, og her var der jo en oplagt mulighed for, at moderens datter kunne være røget ind i en krise, der havde givet en spændende dramaturgisk mulighed for at ... Jeg burde nok have ringet til geniet: Hvis du ved, hvordan en film skal laves, så lav en! Hvad vil jeg så med dette her? Er jeg sur og fornærmet? Lidt – men det er egentlig ikke det. Jeg ved godt, at anledningen er en aktuelt betinget irritation, men ærindet udspringer af en generel bekymring. Og dér tillader jeg mig at være efter de gode mennesker, der har accepteret at få lidt formelt styr på at sætte ord på, hvad der er godt og dårligt i det offentlige udtryk. Og som på den måde får afgørende indflydelse på, hvad vi beslutter at satse på. Kulturpolitisk og kunstnerisk. Det er ikke noget ringe ansvar. Og på samme måde som kritikerne forsøger at holde os vildbasser i ørerne, tillader jeg mig i al venlighed at løfte stemmen og advare mod kassetænkning, tunnelsyn og tendens til at gøre det at skue hunden på hårene til en nationalsport. Jeg er ikke hidsig og rasende – jeg vil fred her til lands. Og jeg stiller mig ikke op og påstår, at der ikke forefindes intelligens på de danske kulturredaktioner. Jeg ser den bare gerne anvendt.