0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kritik af kritikken

Manglen på substans er ulykkeligvis ved at blive et kvalitetskriterium for kritikere.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ånden flyver lavt på landets kulturredaktioner – men anmelderne forstår at dukke sig!

Udsagnet er selvfølgelig ikke 100 procent retvisende – men det er heller ikke helt forkert.

Der er talt og skrevet en del om den afgrundsdybe kløft mellem ’den almindelige tilskuer’ og de finkulturelle anmeldere, der skuer ned fra det intellektuelle parnas og kun lader sig formilde af svært tilgængeligt tankegods og snørklede sætningskonstruktioner. At publikum falder for det enkelt tænkte, men at de professionelle anmeldere qua en større indsigt stiller større krav.

Min erfaring er, at det forbavsende ofte forholder sig omvendt.

Og jeg ved ikke hvorfor.

Jeg har i årevis stået rundt om på de danske scener, lige siden mine børnebørn kun var et svedent smil om munden på min ekshustru. Og jeg har i forskellig udstrækning læst de skriftlige reaktioner på egne og kollegers anstrengelser. Sommetider bli’r vi kaldt fornøjelige – og andre gange forskrækkelige.

Sådan må det være.

Ved den største fiasko sidder der alligevel altid et par stykker, der har haft et brag af en aften – og ved den største succes vil der altid være én, der synes, at det er det værste, han har oplevet, siden det sidste anfald af urinsyregigt.

Derfor svarer vi ikke på anmeldelser. Folk har ret til ikke at synes om maden.

Men når man gang på gang kan iagttage kritikkens voksende besvær med at kende forskel på maden og serveringen – så må vi altså lige stoppe op og sludre lidt om sagerne.

For det er jo disse professionelle iagttagere, der får lov til at definere, hvad der er godt og dårligt. Det gør de så godt, de kan – men når der engang i fremtiden sidder en ulykkelig journalistelev og skal skrive min nekrolog – måske først om mange måneder – så vil han selvfølgelig først lede efter stof i Ribers. Men når han er færdig med det, vil han kaste sig over, hvad der i årenes løb er skrevet. Ikke hvad der er skabt. Han vil notere sig, at den bedste tv-julekalender, jeg har haft en finger med i, er den værste – og han vil kunne læse, at ’Spindelvæv’ på Det Kongelige var noget dramaturgisk klamp.

Og han vil ikke have en chance for at vide, at det ikke passer.

Det får så være. Hellere mæle end eftermæle.

Hvad værre er, at det faktisk er alle disse skriftlige udmærkelser, nedrakninger, priser og klummer, som kulturlivet umærkeligt pejler efter. For de er det artikulerede udtryk for, hvad der vinder gehør i tiden. Og vore kulturpolitikere må nødvendigvis læne sig op ad dem.

Jeg er ikke ude på at generalisere. Man skal ikke skære alle over én kam – og intet her i livet er kun sort-hvidt. Ikke engang pastor Krarup i uniform. – Men så lad os kalde det en tendens.

Jeg ved godt, at kulturskribenterne er vores venner. At vi trækker på samme hammel. At det gennemgående er godartede folk, hvis hjerter banker for det samme som mit. Jeg vil dem ikke til livs, og jeg synes ikke, at de er overflødige.

Men jeg vil i dette kommenteringssamfund meget gerne pille ved respekten omkring deres vurderinger – det tror jeg er vigtigt.

Lad os se på sådan noget som humor. Vi roser os jo ofte af den særlige danske humor, hvoraf en stor del p.t. synes at spænde hele vejen fra pruttepuder til opkast. Hvordan ser man i anmelderkredse på den?

Med velvilje.

Og med en forunderlig modvilje mod substans! Ovationerne vil ingen ende tage, hvis man kan være morsom bare ved at læse op af en telefonbog. Eller foretage sig noget visuelt af komisk art. Det er også fint – der er ikke noget galt i det – jeg forsøger selv i ny og næ at dyrke det. Efter evne, selvfølgelig.

Men det, der undrer mig, er foragten for, at man søger at tilføje substans. »Nu bli’r det lidt tungt og klodset, er jeg bange for!«. – Og endnu værre – og faktisk ganske almindeligt: Vore skrivende venner opdager ikke engang, hvor man vil hen! De har på forhånd stillet ind på en primitiv, humoristisk frekvens, der ikke rummer mulighed for iagttagelse af meningen med det hele. Fordi forventningen om det ikke eksisterer.

Den danske revy har lidt under det. Jeg havde i en halv snes år holdt mig væk fra revyscenen, fordi jeg havde haft vanskeligheder med at stille sigtet ind, så jeg ramte lydhørheden. En god ven fik mig overtalt til at forsøge igen, og vi var så nogle, der smøgede ærmerne op og lavede en Hjørringrevy. Igen. Og denne gang havde vi sat os for, at den virkelig skulle handle om noget. Der skulle kød på bordet.

Stor succes. Lutter røde lygter. Og anmeldelserne var generelt i top med hovedudsagnet: »Pallesen og Jensen ved, hvad der skal til: ikke noget at tænke over – sjov og humør – en bekymringsfri, glad aften. Hurra!«.

Det var satans! Aldrig har jeg været med i en revy med så mange skarpe udfald. Men det opdagede anmelderne ikke.

Opdagede publikum det? Ja.

Jeg har oplevet det for tit, til at det kan være en tilfældighed.

Eksemplerne hober sig op – men her må vi nøjes med eksempler på eksempler.

På Nørrebros Teater legede vi forrige år med genrerne. I et – i øvrigt meget let – forsøg på at dokumentere urimeligheder og tåbeligheder i den danske indvandrerlovgivning lod vi i forestillingen ’Dronningen af Malmø’ alvoren pible frem gennem lystigheden – for sådan er tilværelsen. En tilsyneladende farce skiftede umærkeligt genre til en dybt tragisk kærlighedshistorie. Det skabte utryghed hos kassetænkende mennesker. Og her oplevede vi en anmeldende sjæl, der gik så vidt i sin substansforskrækkelse, at hun bevægede sig helt væk fra det, der foregik på scenen, og lod sin bedømmelse af forestillingen forankre i en fornærmethed over publikums art.

Det var ganske vist ikke en ’autoriseret’ anmeldelse, men en af deltagerne i DR 2’s spøg og skæmt-program ’Smagsdommerne’, der lod høre fra sig. Vedkommende er litteraturanmelder her på avisen, og hun brød sig ikke om forestillingen. Studieværten foreholdt hende, at publikum syntes at have den modsatte opfattelse. Hvilket hun tog som en klar bekræftelse. For når man iagttog de umådeligt uheldige typer, der sad i det teater ...! Vorherre bevares! Pinlig pøbel!

Hun var ikke klar over, at netop den aften var forestillingen solgt til Politiken Plus. Så det var hendes egne læsere, der var genstand for foragten – der lige havde cementeret hendes syn på forestillingen. Som hun ikke havde forstået.

Forestillingen var et forsøg på en både dokumenteret og følelsesmæssigt involverende tilgang til, hvordan vi kommer til at behandle de tragiske menneskeskæbner, der af verden er lagt i vore hænder. Jeg sad i salen aften efter aften og kunne mærke, at det virkede. Vi flyttede noget og skabte grobund for samtale.

I aviserne drejede det sig primært om graden af morsomhed.

Forestillingen er genoptaget og har nu spillet hele dette efterår, hvor en anden af dette blads anmeldere – ganske vist i anden sammen