Med ikke færre end 36 klare anbefalinger fra Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI) var der lagt i kakkelovnen til en dansk fremmedfjendtlig folkestemning. Som det er blevet set ved tidligere rapporter af denne karakter fra internationale organer, valgte regeringen at afvise rapporten blankt. Det var ikke bedre under en socialdemokratisk regering, der også leflede for de fremmedangste stemmer. Som det eneste land i Europa vil vi fortsat ikke erkende, at vi har en udfordring omkring flertallets diskrimination af og racisme mod minoriteter i vores samfund. Da demokratier ifølge et af menneskehedens lysende eksempler, Gandhi, skal måles på, hvordan minoriteter behandles, viser underskuddet sig allerede her. Det demokratiske underskud mangedobles imidlertid, hvis man inddrager regeringens strategi i forhold til denne rapport. Flere uger før rapporten 16. maj blev offentliggjort for befolkningen, var regeringen i medierne for at underminere rapportens troværdighed. Uden mulighed for en oplyst offentlig debat kunne regeringen spalte op og spalte ned uden blusel anfægte rapportens troværdighed. En undergravning, der kulminerede på dagen for offentliggørelsen, hvor statsministeren kunne indkalde til pressemøde for alvorligt at erklære, at rapporten indeholdt ikke mindre end tyve fejl, hvorfor den måtte afvises blankt. Magen til hovmod er sjældent set. Regeringen indtager en stik modsat holdning, når menneskeretsrapporter afvises af andre stater. Regeringen har endog kastet Danmark ud i en krig baseret på særdeles mangelfulde rapporter. Det er et interessant fænomen, at når 'udlændinge' formaster sig til at kritisere danske forhold, går vi i pubertetsagtig benægtelse: »De forstår ikke den særlige danske situation«, »de tager fejl«, »deres metode holder ikke«, »de har ikke lyttet til os«, »de var her kun i kort tid« - undskyldningerne har været talrige gennem årene. Når konstruktivt kritiske rapporter sendes til Danmark gennem systemer, som vi selv har været fortalere for, er det vores pligt at forholde os åbne til dem. Med reaktionerne sender vi et signal ud i verden om, at sådanne internationale institutioner ikke bør opretholdes, og underminerer årtiers arbejde. Hvad værre er, vi underminerer fortsat vores efterhånden slidte ry og troværdighed som et af de lande, der aktivt kæmper for menneskerettighederne; interessant, at regeringen oven på vores dybe skrammer fra Muhammedkrisen vælger at fortsætte så arrogant en attitude. ECRI er stiftet af Europarådet som et uafhængigt organ til overvågning af krænkelser af menneskerettigheder, især i relation til racisme og intolerance. ECRI's medlemmer er uafhængige og objektive og udpeges på grundlag af deres moralske indsigt og anerkendte ekspertise inden for områderne racisme, fremmedhad, antisemitisme og intolerance. ECRI gennemgår forholdene omkring racisme og intolerance i hver af Europarådets medlemsstater og fremsætter anbefalinger til håndtering af de problemer, der afdækkes. Der er sket fremskridt siden offentliggørelsen af ECRI's anden rapport om Danmark 3. april 2001 på en række af de områder, som blev fremhævet i den rapport. Danmark vedtog således i 2003 en lov om etnisk ligebehandling og oprettede Klagekomiteen for Etnisk Ligebehandling med beføjelse til at behandle klager om diskrimination inden for alle områder, herunder beskæftigelse. Herudover vil et racistisk motiv til en almindelig strafbar handling nu kunne tillægges betydning i skærpende retning i forbindelse med strafudmålingen. Det skal i forbifarten nævnes, at det første lovinitiativ blev vedtaget under pres fra EU, der havde udstukket direktiver, og at regeringen valgte den mindst indgribende regulering under direktivet. Skærpelsen i straffeloven har Danmark haft som forpligtelse fra racismekonventionen i årtier, uden at den tidligere har givet sig udslag i lovgivning. Størstedelen af henstillingerne fra ECRI's anden rapport er imidlertid endnu ikke blevet gennemført eller kun delvist gennemført. Hertil peger den nye rapport på en række bekymrende forhold. Nye ændringer i lov om dansk indfødsret, integrationsloven og udlændingeloven lægger uforholdsmæssigt store hindringer i vejen for, at medlemmer af mindretalsgrupper kan opnå dansk statsborgerskab, blive forenet med deres ægtefælle, opnå familiesammenføring og få adgang til det sociale sikringssystem på lige fod med resten af befolkningen. Klimaet i Danmark er generelt blevet forværret. Visse politikere og dele af medierne fremmaner uophørligt et negativt billede af mindretalsgrupper i almindelighed og muslimer i særdeleshed. Lovgivningen om forbud mod ansporing til racediskrimination bringes sjældent i anvendelse over for personer, der fremsætter ytringer imod disse grupper. Der skabes herved en opfattelse af, at adfærden er straffri, og det offentlige klima forværres yderligere. Der mangler stadig en klar og sammenhængende politik til at sikre mindretalsgrupper lige adgang til beskæftigelse, boliger og uddannelse. Endelig har mange ngo'er fået beskåret eller helt fjernet deres offentlige bevillinger, og det har gjort det endnu vanskeligere for minoriteter at pege på forhold, som er af særlig betydning for dem, og som de ønsker debatteret i den brede offentlighed. Problemerne leder til, at ECRI henstiller til regeringen, at der træffes yderligere foranstaltninger inden for en række områder. Med de 36 konkrete anbefalinger henstilles det blandt andet, - at Danmark ratificerer protokol nr. 12 til den europæiske menneskerettighedskonvention; protokollen forbyder diskrimination, et forbud, der ikke er eksisterer selvstændigt under den europæiske menneskeretskonvention. Ratifikation vil betyde, at sager om diskrimination kan refereres til Menneskeretsdomstolen, - at Danmark sørger for at inkorporere andre menneskeretskonventioner, - at lovændringer, som f.eks. ændringerne i lov om dansk indfødsret, udlændingeloven og integrationsloven, ikke i praksis fører til diskrimination af mindretalsgrupper, - at Danmark foranstalter en mere effektiv gennemførelse af lov om etnisk ligebehandling, - at klagekomiteen for etnisk ligebehandling får udvidet sine beføjelser, således at den kan foretage en mere effektiv behandling af klager over racediskrimination og tilbyde ofre rimelige løsninger, - at den danske regering bevilger tilstrækkelige midler såvel til klagekomiteen som til andre organisationer, der beskæftiger sig med racisme og racediskrimination, - at medierne og politikerne bør forholde sig mere ansvarligt til den måde, hvorpå de fremstiller minoritetsgrupper i almindelighed og muslimer i særdeleshed, - at foretage en grundig revision af dansk lovgivning om ansporing til racediskrimination, - at Danmark vedtager og gennemfører en klar og langsigtet politik for integration af mindretalsgrupper på arbejdsmarkedet, i uddannelsessektoren og på boligmarkedet. Regeringen gav tidligt svar på rapportens fund og anbefalinger. Svaret er offentliggjort med rapporten. Ud over den sædvanlige oplistning af minimale og paternalistiske tiltag fra regeringens side og af farvede statistikker og undersøgelser angribes rapporten med argumenter, der i bedste fald er meningsløse og enkelte steder direkte forkerte. En af de 'fejl', statsministeren henviste til, udgøres af et eksempel fra juraens verden: ECRI bemærker, at racismekonventionen (og andre FN-konventioner) ikke er inkorporeret i dansk lovgivning, sådan som det er sket med den europæiske menneskeretskonvention, og på trods af anbefalinger fra det udvalg, der i 1999 blev nedsat til at vurdere betimeligheden heraf. ECRI anbefaler en sådan inkorporering. Den manglende inkorporering betyder, at jeg som advokat ikke kan påberåbe mig konventionerne ved en dansk domstol som retsgrundlag for en mulig krænkelse. Denne juridiske børnelærdom drages i tvivl af regeringens embedsmænd, der - oversat - svarer: »De menneskeretskonventioner, som Danmark har ratificeret, kan og bliver faktisk påberåbt og anvendt ved de danske domstole og andre nationale institutioner. Dette blev også fremhævet af inkorporeringsudvalget, som blev etableret i 1999 for at undersøge fordele og ulemper ved at inkorporere de generelle menneskeretskonventioner i national lovgivning. Dette betyder, at også ikke inkorporerede konventioner er relevante retskilder i dansk ret«. Herefter fremhæver embedsmændene ikke færre end fire eksempler fra de sidste syv år, hvor domme nævner sådanne konventioner. Hermed søges opmærksomheden ledt væk fra det faktum, at internationale konventioner, der ikke er direkte inkorporeret ved en dansk lov, eventuelt i form af en henvisningslov, ikke udgør et selvstændigt retsgrundlag for en sag. Man kan kun bruge de internationale konventioner som fortolkningsbidrag i en given sag, der vedrører national lovgivning. Det vil sige, at domstolene bruger en fortolkningsregel - den såkaldte formodningsregel, der tilsiger, at det må antages, at lovgiver ikke har villet lovgive i strid med vores internationale forpligtelser. En sådan fortolkningsregel bringes imidlertid kun i anvendelse, hvis der opstår tvivl om, hvordan den nationale regel skal forstås. Er der ikke tvivl herom, fordi reglen eller dens forarbejder er meget klare, kan domstolen ikke bringe internationale konventioner i anvendelse. I de fire nævnte sager er det netop til en sådan oplysning af fortolkningstvivl, at konventionerne inddrages. I tilfældet Danmark, hvor ECRI fastslår, at nyere lovgivning direkte strider mod menneskeretsforpligtelserne i konventioner, som vi har ratificeret, kan domstolene intet gøre. Rapporten tegner et billede af et xenofobisk Danmark, hvor medierne og politikerne går i front med at tegne et negativt billede af minoriteter. Dette er blandt andet muligt, fordi der ikke er effektiv lovgivning mod udbredelse af sådanne racistiske ytringer. Vi så det i forbindelse med Muhammedsagen, hvor Rigsadvokaten på et tyndt grundlag valgte ikke at rejse tiltale over for avisen, der sammenlignede muslimer med terrorister; vi har for nylig set det i forbindelse med anklagemyndighedens afvisning af at rejse sag mod en folketingspolitiker, en afvisning, der meget lignede den, som medførte kritik af Danmark fra FN's racismekomité tidligere på året. Regeringen klynger sig fortsat til ytringsfrihedens strå, som den hårdnakket har gjort, hver gang racistiske ytringer retfærdiggøres. Medierne har videre grænser, og minsandten om man ikke fastslår, at politikere også har videre grænser. Ved overtrædelser af anden lovgivning argumenteres det ellers ofte, at særligt folketingspolitikere må være ekstra påpasselige - de skal jo foregå med et godt eksempel! Men ikke for racistiske ytringer; den lovgivning tager vi åbenbart ikke alvorligt. Så hvis du skal af med din indre svinehund, skal du blot blive politisk engageret. Uhyggeligt. En stat i underskud. Vi har aldrig været økonomisk mere velstillede. Olien har afbetalt vores gæld, arbejdsløsheden er på historisk lavt niveau, og erhvervslivet kan ikke finde medarbejdere. Er det sådan, at 'gniere' mister deres menneskelighed? Er det angsten for at miste, der gør det så svært at dele? Er minoriteter blot blevet syndebukke for de konstante sociale udfordringer, ethvert samfund til enhver tid vil stå over for? Fremelskes fremmedangsten, så taburetterne kan holdes fast, når fingrene ikke lige peger på dem med en anden hudfarve? Skal vores identitet etableres på bekostning af andre? Er moderne lederskab kendetegnet ved evnen til at lytte? Tør vi se vores egne begrænsninger i øjnene og handle derefter? Med rapporten får Danmark et vink med en vognstang. Herudover indeholder rapporten en lang række konkrete anbefalinger til, hvordan situationen kan forbedres; anbefalinger, der uanset den bagvedliggende analyse giver regeringen gode konkrete råd til at blive et samfund, der ikke er præget af racisme og diskrimination. Da mine skatteyderkroner også går til ECRI, og da jeg ved, at eksperterne ved, hvad de taler om, vil jeg mindeligt indstille til regeringen at tage anbefalingerne alvorligt. Det demokratiske underskud kan vendes til sorte tal på demokratibundlinjen, når blot mulighederne og ikke angsten styrer.