Det er en smuk septembermorgen med skyfri himmel.

Chuck Allan sidder ved sit skrivebord på 83. etage. Hans kontor ligger i Nordtårnet af de to tvillingtårne i World Trade Center. Med 110 etager rager de to tårne højt over New Yorks skyline. Chuck Allan kikker et øjeblik ned over Hudson-floden. Langt ude i det fjerne ser han en lille prik på himlen. Det må være et fly. Han bemærker, at det flyver usædvanlig lavt, måske er det under indflyvning til lufthavnen i Newark. Han vender blikket mod computerskærmen og skriver videre. Imens breder panikken fra kontroltårnet i Boston Lufthavn sig til New Yorks lufthavnsmyndigheder. To passagerfly er blevet kapret. En stewardesse på American Airlines 11 griber en telefon i ryglænet og ringer til sin chef i Boston. »Vort fly er bortført«, hvisker hun lavmælt i telefonen. Hun tilføjer, at to af hendes kolleger ligger hårdt såret på flygulvet, stukket ned med kniv. En passager har fået struben skåret over. I cockpittet sidder flykapreren Mohammed Atta ved styrepinden. Han kan nu forude se de berømte tvillingtårne på World Trade Center. For sit indre øre hører han instruksen: »Det sidste, du skal gøre, er at tænke på Gud. Dine ord skal være: Der er ingen anden Gud end Allah, og Muhammed er hans profet. Dette er timen, hvor du vil træffe Gud. Du vil høre engle, der råber dit navn«. To minutter senere løfter Chuck Allan igen blikket fra computeren. Han får et chok, da han kikker ud ad vinduet. For lige imod ham kommer et kæmpe fly, der har kurs ind i bygningen, hvor han sidder. »Jeg kunne se at landingshjulene var slået ned«, fortæller han bagefter, »og jeg kunne se folk bevæge sig i cockpittet. Så slog flyet med et øredøvende brag ind i vores bygning et par etager over os«. Med 34.000 liter brændstof i tankene hamrer flyet lige igennem højhusets glasfacade med en fart på 630 km i timen. Som et kæmpe projektil borer flyet sig ind i Nordtårnets kerne, hvor benzinen eksploderer og forvandler etagerne ovenover og nedenunder til et flammehav. Beton og glas rasler ned forbi Chuck Allans vindue, da han springer op og iler ud til nødtrappen. Han stormer de 83 etager ned uden at vente på en elevator. Det var hans held, for der kom aldrig en. Nede på gaden standser Allan og glor som andre op ad facaden. På øverste etage, på tagrestaurantens balkon, ser han tjenere, der vifter ud over gelænderet med store duge for at tilkalde hjælp. Så ser han pludselig kokken i hvidt kokketøj springe ud. Han sejler blidt gennem luften. Lidt efter svæver en dame ned mod gaden knugende sin håndtaske. De har valgt at springe i døden frem for at blive brændt levende. I det øjeblik begyndte Chuck Allan at løbe, så hurtigt benene kunne bære ham. Angrebet kom som lyn fra en klar himmel. Uden skydevåben og bomber var 19 arabiske terrorister gået om bord i fire amerikanske passagerfly, kun bevæbnet med hobbyknive. De forvandlede flyene til gigantiske molotovcocktails, og kun en time senere var World Trade Center styrtet sammen. Den globale terrorisme var nået til USA. Ikke siden det japanske luftangreb mod den amerikanske flådebase Pearl Harbor i 1941 havde USA oplevet et direkte angreb mod sit eget territorium. Teknikken med selvmordspiloter var i 2001 den samme, men effekten rystede verden langt stærkere, fordi vi alle via tv-skærmene personligt oplevede de skrækindjagende indtryk, da New Yorks to skyskrabere sank i grus. Otte år tidligere havde en gruppe arabiske terrorister første gang forsøgt at smadre WTC med et terrorangreb. De kørte en lastbil fyldt med sprængstof ned i garagen under tvillingtårnene. Heldigvis var sprængstofladningen ikke stor nok til at vælte højhusene. Den egyptiske præst Sheikh Omar Abdul Rahman fik en dom på livstid ved en amerikansk domstol for at have inspireret terroristerne. Fra sin fængselscelle sendte den blinde præst denne bandbulle mod amerikanerne: »Bryd alle forbindelser med deres land. Udryd dem fuldstændig og fjern dem fra Jordens overflade. Bring deres økonomi i ruiner, sæt ild til deres forretninger, forvandl deres sammensværgelser til pulver og støv. Sænk deres skibe, spræng deres fly. Tilintetgør dem i luften, på jorden, på vandet ...«. I dag, fem år efter WTC, er vi på det rene med, at det er et globalt opgør, der er i gang. Præsident Bush og hans nykonservative tilhængere taler i dag om, at USA er i krig med en islamisk-fascistisk front, og som republikaneren Newt Gingrich ser det, så er opgøret med Hizbollah i Libanon og styret i Iran begyndelsen på en tredje verdenskrig. Denne front skal tilintetgøres, kræver højrefløjen. De terrorisme-kyndige, der følger al-Qaeda-netværket indgående, er uenige om, hvorvidt Osama bin Ladens organisation er blevet stærkere eller svagere siden 2001. Organisationen har skiftet karakter, og derfor er spørgsmålet til dels irrelevant. Spørgsmålet er måske snarere, om krigen mod terrorismen har fremgang, eller om terroristerne taber terræn. Al-Qaeda er gået fra at være en topstyret, hierarkisk organisation til at være en idé, der samler mange og vidt forskellige grupper under sig. Vigtigst er, at de hundredvis af terroristiske celler i den vestlige verden ikke består af mellemøstlige ’jihadis’, islamiske krigere, der er rejst til deres terrormål fra Afghanistan eller Irak. Den nye generation af terroraktivister består af anden- eller tredjegenerations muslimer, der er borgere i et europæisk land, har fået en uddannelse dér, taler sproget som enhver anden indfødt. De har i nogle tilfælde stiftet familie og har fået børn. De behøver ikke nødvendigvis at have besøgt Pakistan eller Afghanistan for at få militær træning eller indsigt i at bruge sprængstoffer. De nødvendige oplysninger henter de på internettet. Det kan give dem andre problemer, som med de to libanesere i Tyskland, der for nylig blev fanget, efter at de ville sprænge bomber i et tog. Bomberne fungerede ikke, fordi de to havde misforstået nettets instruks om, hvordan bomberne skulle konstrueres. Men bortset fra et par undtagelser, så er den nye generation af terrorister smartere og mere integreret i det europæiske land, hvor de bor. De er ’hjemmedyrkede’, fordi de ikke uddannes og styres af al-Qaedas centralorganisation. I visse tilfælde fungerer de som selvigangsættende grupper, der ikke behøver hjælp eller tilskyndelse udefra. Det adskiller dem fra f.eks. Mohammed Atta og hans 18 arabiske kammerater, der gennemførte angrebet på USA 11. september 2001, under nøje styring fra al-Qaeda. Al-Qaeda betyder på arabisk ’basen’, den er skabt af Osama bin Laden i Afghanistan-krigen i 1980’erne. Han skabte det første elektroniske arkiv, der omfattede alle de frivillige arabiske aktivister, der kæmpede mod den sovjetiske besættelsesmagt i Afghanistan. Da russerne trak sig ud i 1989, blev det fremhævet som en stor sejr for Osama bin Laden. De arabiske frivillige rejste hjem til deres lande og blev i 1990’erne en ny femtekolonne, styret af al-Qaeda-ledelsen. Ingen kender det nøjagtige antal af al-Qaeda-krigere i dag. Et gæt er mellem 5.000 og 10.000 medlemmer. De danner et netværk med mange celler, som har det fælles formål at udrydde den vestlige indflydelse i den muslimske verden, danne en islamisk gudsstat og sætte en dagsorden for islamistisk indflydelse i den vestlige verden. Saudi-Arabien står øverst på Osama bin Ladens personlige liste over terrormål. Han er selv saudiaraber, rundet af den saudiske religiøse gren af islam, der er kendt som wahhabismen. En asketisk og krigerisk religionsopfattelse. Osama bin Laden mistede i begyndelsen af 1990’erne sit saudiske statsborgerskab og er i dag stærkt eftersøgt af den saudiske og andre arabiske efterretningstjenester. Han betragtes med rette som statsfjende, da han mener, at den saudiske kongefamilie har mistet sin legitimitet ved at tillade amerikanske tropper på saudisk jord op til og under den første Golfkrig i 1991. Kongefamilien er den formelle beskytter af de to islamiske helligsteder, Mekka og Medina. Men denne tillid har kongehuset Saud forbrudt sig imod, mener Osama bin Laden, og dermed tabt retten til at regere i det hellige land Saudi-Arabien. Fremtidsmålet er derfor at fjerne kongefamilien fra magten ved en al-Qaeda-inspireret revolution. Derefter vil den islamiske gudsstat, baseret på shariaen, kunne udråbes. Den skal være kernelandet i den store tilbageføring af den islamiske verden til udgangspunktet i perioden efter profeten Muhameds død. Al-Qaedas primære mål er altså at erobre magten i Saudi-Arabien og omstøde alle mellemøstlige regeringer, der har amerikanske baser eller militærstyrker på deres jord. Nogle vil her på 5-års dagen for angrebet mod New York måske tro, at USA er al-Qaedas fjende nr. 1, men den amerikanske regering kommer i Osama bin Ladens forestilling i anden række, efter Saudi-Arabien. Men da USA og andre vestlige lande fører krig i Afghanistan og Irak og beskytter kongehuset Saud, så er disse ’korsfarerlande’ dog alligevel kommet på listen over primære fjender. Men kampen mod USA handler om at true den amerikanske regering til at svigte Saudi-Arabien og indstille samarbejdet. Derfor blev terrorangrebet mod USA i 2001 set som den mest effektive måde at ramme de saudiske magthavere på indirekte. Al-Qaeda forsøger så godt som muligt at holde sig uden for opgøret i den muslimske verden mellem shiitter og sunnier. Al-Qaeda er en sunni-baseret organisation. Men da den er stærkt religiøst motiveret, så har den fra begyndelsen haft et anstrengt forhold til verdslige regimer som Assad-styret i Syrien og Saddam Husseins styre i Irak og Mubarak-styret i Egypten. Netop derfor var den amerikanske regerings påstand før og efter krigen mod Irak i 2003 om samarbejde mellem Saddam Hussein og Osama bin Laden utroværdig. Washington kunne dårligt havde fundet på et mere vidtløftigt postulat, hvilket folk med indsigt i de mellemøstlige alliancer hurtigt gennemskuede. Men Irak blev efter krigen en voldsomt blodig slagmark, hvor al-Qaeda har set sin interesse i at placere sig centralt i opgøret. Primært, fordi man her kan føre krig direkte mod korsfarernationen USA’s soldater. Men også fordi al-Qaeda har en væsentlig rolle i det interne opgør. Man står i sagens natur ikke på den shiitiske side, men tager sunniernes parti, og har lært sig at samarbejde med de tidligere Baath-folk, der er den styrende elite i det sunni-drevne opgør mod shiitterne. Den tidligere al-Qaeda-leder i Irak, Abu Musab al-Zarkawi, fik af Osama bin Laden allerede for to år siden bemyndigelse til som hemirh at lede oprøret i Mesopotamien. Det har betydet en målrettet kampagne for at sætte mest muligt ondt blod mellem sunni-lederne og shiitterne. Formålet hermed er at svække shiitternes mulighed for at vinde kontrollen over det fremtidige Irak. Det har naturligvis ikke gjort al-Qaeda mere populær hos iranerne og Iraks shiitter. Derfor hilste de irakiske shiitter det også mere end velkommen, da det lykkedes den amerikanske hær at dræbe Zarkawi i juni, ligesom sidste lørdags arrestation af en række ledende al-Qaeda-folk. Her blev ikke mindst lederen, Abu Hamam, set som direkte ansvarlig for terrorangrebet mod den shiitiske gyldne moské i byen Samarra tidligere i år, der satte ekstra sving i borgerkrigen mellem sunnier og shiitter. Hvad så i dag, fem år efter at World Trade Center styrtede i grus? Er al-Qaeda en større trussel mod den vestlige verden, eller er organisationen ved at miste fodfæstet? Det nye al-Qaeda med den flade struktur og de mange løst forbundne celler er helt sikkert en større trussel i dag. Det er et smagsspørgsmål, hvorvidt al-Qaeda mest ligner Odins 8-benede hest Slejpner i Valhalla, der bragte ham rundt med lynets hast på jorden, i luften og i vandet, eller om sammenligningen bedre passer på Særimner, Odins gris, hvor kødet voksede ud, lige så hurtigt som kokken skar det af til kødgryderne. For det er jo åbenlyst, at al-Qaeda – ligesom Slejpner – både er allestedsnærværende, og som grisen Særimner fremtryller nye terrorister, lige så hurtigt som politiet fængsler de afslørede al-Qaeda-medlemmer. Rækken af unge mennesker, der er villige til at ofre deres liv som selvmordsbombere er uden ende. Dertil kommer, at de hjemmedyrkede, moderne terrorister er farligere og især vanskeligere at identificere end de ’gammeldags’ trænede terrorister, der blev fløjet ind fra Mellemøsten. Men terroristerne er oppe imod politi og vestlige efterretningstjenester, der har fået styr på deres modoffensiv. Den nylige afsløring i Storbritannien af den muligvis største terroroperation siden 2001, der skulle bombe 10 fly på vej over Atlanterhavet til USA, er det seneste eksempel på, at det er blevet vanskeligere for terroristerne at undgå politiets skarpe overvågning. Ligesom tysk politis arrestation forleden af de to togbombere. Set med de briller er USA og Europa måske i færd med at vinde krigen mod al-Qaeda. Men det er vigtigt at huske, at Osama bin Ladens elever arbejder ligesom mesteren med det lange sigt for øje. De opfatter korsfarertiden i middelalderen, som var det i forgårs, og 9/11 på Manhattan, som var det i går. Det næste succesfulde angreb kommer, når tiden er inde engang i dette århundrede. Set med de briller, står det klart, at vi ikke bliver denne pest kvit hverken i vore børns eller børnebørns tid. Terrortidsalderen – eller ’the long war’, som den amerikanske regering kalder den, er blevet en del af livet i Vesten. Det er ikke den beregnelige terror, vi behøver at frygte mest. Det er den uventede katastrofe, som en kemisk bombe kastet over London City eller København vil forårsage med tusinder dræbte, eller et drab, som en moderne parallel til attentatet i Sarajevo i 1914, der udløste Første Verdenskrig. Uanset om vi vil det eller ej, er vi blevet tvunget i en spændetrøje. Vi er henvist til at spille skak om vor egen skæbne, som Døden gør det på strandbredden over for Max von Sydows korsridder i Bergmans apokalyptiske film ’Det syvende segl’. Men her kunne korsridderen dog i det mindste forhandle sig til en udsættelse af Dødens isnende greb. Det privilegium har vi ikke.