0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Terrortidsalderen

Det er ikke den beregnelige terror, vi behøver at frygte mest. Det er den uventede katastrofe. Fem år efter 9/11 må vi spille skak om vores skæbne.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er en smuk septembermorgen med skyfri himmel.

Chuck Allan sidder ved sit skrivebord på 83. etage. Hans kontor ligger i Nordtårnet af de to tvillingtårne i World Trade Center. Med 110 etager rager de to tårne højt over New Yorks skyline.

Chuck Allan kikker et øjeblik ned over Hudson-floden. Langt ude i det fjerne ser han en lille prik på himlen. Det må være et fly. Han bemærker, at det flyver usædvanlig lavt, måske er det under indflyvning til lufthavnen i Newark. Han vender blikket mod computerskærmen og skriver videre.

Imens breder panikken fra kontroltårnet i Boston Lufthavn sig til New Yorks lufthavnsmyndigheder. To passagerfly er blevet kapret. En stewardesse på American Airlines 11 griber en telefon i ryglænet og ringer til sin chef i Boston. »Vort fly er bortført«, hvisker hun lavmælt i telefonen. Hun tilføjer, at to af hendes kolleger ligger hårdt såret på flygulvet, stukket ned med kniv. En passager har fået struben skåret over.

I cockpittet sidder flykapreren Mohammed Atta ved styrepinden. Han kan nu forude se de berømte tvillingtårne på World Trade Center. For sit indre øre hører han instruksen: »Det sidste, du skal gøre, er at tænke på Gud. Dine ord skal være: Der er ingen anden Gud end Allah, og Muhammed er hans profet. Dette er timen, hvor du vil træffe Gud. Du vil høre engle, der råber dit navn«.

To minutter senere løfter Chuck Allan igen blikket fra computeren. Han får et chok, da han kikker ud ad vinduet. For lige imod ham kommer et kæmpe fly, der har kurs ind i bygningen, hvor han sidder. »Jeg kunne se at landingshjulene var slået ned«, fortæller han bagefter, »og jeg kunne se folk bevæge sig i cockpittet. Så slog flyet med et øredøvende brag ind i vores bygning et par etager over os«.

Med 34.000 liter brændstof i tankene hamrer flyet lige igennem højhusets glasfacade med en fart på 630 km i timen. Som et kæmpe projektil borer flyet sig ind i Nordtårnets kerne, hvor benzinen eksploderer og forvandler etagerne ovenover og nedenunder til et flammehav.

Beton og glas rasler ned forbi Chuck Allans vindue, da han springer op og iler ud til nødtrappen. Han stormer de 83 etager ned uden at vente på en elevator. Det var hans held, for der kom aldrig en.

Nede på gaden standser Allan og glor som andre op ad facaden. På øverste etage, på tagrestaurantens balkon, ser han tjenere, der vifter ud over gelænderet med store duge for at tilkalde hjælp. Så ser han pludselig kokken i hvidt kokketøj springe ud. Han sejler blidt gennem luften. Lidt efter svæver en dame ned mod gaden knugende sin håndtaske. De har valgt at springe i døden frem for at blive brændt levende.

I det øjeblik begyndte Chuck Allan at løbe, så hurtigt benene kunne bære ham.

Angrebet kom som lyn fra en klar himmel. Uden skydevåben og bomber var 19 arabiske terrorister gået om bord i fire amerikanske passagerfly, kun bevæbnet med hobbyknive. De forvandlede flyene til gigantiske molotovcocktails, og kun en time senere var World Trade Center styrtet sammen. Den globale terrorisme var nået til USA.

Ikke siden det japanske luftangreb mod den amerikanske flådebase Pearl Harbor i 1941 havde USA oplevet et direkte angreb mod sit eget territorium. Teknikken med selvmordspiloter var i 2001 den samme, men effekten rystede verden langt stærkere, fordi vi alle via tv-skærmene personligt oplevede de skrækindjagende indtryk, da New Yorks to skyskrabere sank i grus.

Otte år tidligere havde en gruppe arabiske terrorister første gang forsøgt at smadre WTC med et terrorangreb. De kørte en lastbil fyldt med sprængstof ned i garagen under tvillingtårnene. Heldigvis var sprængstofladningen ikke stor nok til at vælte højhusene. Den egyptiske præst Sheikh Omar Abdul Rahman fik en dom på livstid ved en amerikansk domstol for at have inspireret terroristerne. Fra sin fængselscelle sendte den blinde præst denne bandbulle mod amerikanerne:

»Bryd alle forbindelser med deres land. Udryd dem fuldstændig og fjern dem fra Jordens overflade. Bring deres økonomi i ruiner, sæt ild til deres forretninger, forvandl deres sammensværgelser til pulver og støv. Sænk deres skibe, spræng deres fly. Tilintetgør dem i luften, på jorden, på vandet ...«.

I dag, fem år efter WTC, er vi på det rene med, at det er et globalt opgør, der er i gang. Præsident Bush og hans nykonservative tilhængere taler i dag om, at USA er i krig med en islamisk-fascistisk front, og som republikaneren Newt Gingrich ser det, så er opgøret med Hizbollah i Libanon og styret i Iran begyndelsen på en tredje verdenskrig. Denne front skal tilintetgøres, kræver højrefløjen.

De terrorisme-kyndige, der følger al-Qaeda-netværket indgående, er uenige om, hvorvidt Osama bin Ladens organisation er blevet stærkere eller svagere siden 2001. Organisationen har skiftet karakter, og derfor er spørgsmålet til dels irrelevant. Spørgsmålet er måske snarere, om krigen mod terrorismen har fremgang, eller om terroristerne taber terræn.

Al-Qaeda er gået fra at være en topstyret, hierarkisk organisation til at være en idé, der samler mange og vidt forskellige grupper under sig. Vigtigst er, at de hundredvis af terroristiske celler i den vestlige verden ikke består af mellemøstlige ’jihadis’, islamiske krigere, der er rejst til deres terrormål fra Afghanistan eller Irak.

Den nye generation af terroraktivister består af anden- eller tredjegenerations muslimer, der er borgere i et europæisk land, har fået en uddannelse dér, taler sproget som enhver anden indfødt. De har i nogle tilfælde stiftet familie og har fået børn. De behøver ikke nødvendigvis at have besøgt Pakistan eller Afghanistan for at få militær træning eller indsigt i at bruge sprængstoffer. De nødvendige oplysninger henter de på internettet. Det kan give dem andre problemer, som med de to libanesere i Tyskland, der for nylig blev fanget, efter at de ville sprænge bomber i et tog. Bomberne fungerede ikke, fordi de to havde misforstået nettets instruks om, hvordan bomberne skulle konstrueres.

Men bortset fra et par undtagelser, så er den nye generation af terrorister smartere og mere integreret i det europæiske land, hvor de bor. De er ’hjemmedyrkede’, fordi de ikke uddannes og styres af al-Qaedas centralorganisation. I visse tilfælde fungerer de som selvigangsættende grupper, der ikke behøver hjælp eller tilskyndelse udefra. Det adskiller dem fra f.eks. Mohammed Atta og hans 18 arabiske kammerater, der gennemførte angrebet på USA 11. september 2001, under nøje styring fra al-Qaeda.

Al-Qaeda betyder på arabisk ’basen’, den er skabt af Osama bin Laden i Afghanistan-krigen i 1980’erne. Han skabte det første elektroniske arkiv, der omfattede alle de frivillige arabiske aktivister, der kæmpede mod den sovjetiske besættelsesmagt i Afghanistan.

Da russerne trak sig ud i 1989, blev det fremhævet som en stor sejr for Osama bin Laden. De arabiske frivillige rejste hjem til deres lande og blev i 1990’erne en ny femtekolonne, styret af al-Qaeda-ledelsen.

Ingen kender det nøjagtige antal af al-Qaeda-krigere i dag. Et gæt er mellem 5.000 og 10.000 medlemmer. De danner et netværk med mange celler, som har det fælles formål at udrydde den vestlige indflydelse i d