De danske og internationale medier har indgående beskrevet årsagerne til de problemer, som i disse dage udspiller sig i Kenya, og som pt. har krævet over 1.000 dødsfald og flere end 300.000 internt fordrevne, og hvor kombattanterne står på hver deres side af etniske skillelinjer, stærkt opildnet af manipulerende politikere. Den humanitære katastrofe har efterhånden nået et omfang som uvilkårligt hiver minderne frem fra bl.a. Katanga, Biafra og Rwanda, hvor det etniske kort også blev dygtigt spillet af opportunistiske politikere, og hvor selve planlægningen af massakrerne, de svingende macheter, de barbariske nedslagtninger af sagesløse medborgere og floderne af blod også viste sig at være koreograferet ned til mindste detalje af folkets mere eller mindre selvbestaltede talsmænd. På trods af bestræbelserne på at dæmpe volden i Kenya, så fortsætter urolighederne og antallet af døde og fordrevne stiger, og volden har desuden kostet mindst et, muligvis to, parlamentsmedlemmer livet. De makabre drab og den meningsløse fordrivelse af familier fra hus og hjem påvirker alle sektorer i landet, således er f.eks. hotellerne og souvenirboderne tomme, og turisterne er flygtet, og skolerne står også øde hen, fordi lærerne er drevet på flugt, og forældrene ikke tør sende deres børn hjemmefra. Hospitalerne kan derimod dårligt klare presset, og det samme gælder de interimistiske flygtningelejre, som huser de fordrevne familier. Situationen er så kritisk lige nu, at mange observatører i og uden for Kenya frygter, at landet snart når the point of no return, hvor uroen får sit helt eget liv og momentum, og hvor volden ikke længere kan bremses, endsige styres af de to kamphaner, præsidenten Kibaki og oppositionslederen Odinga. Det internationale samfund har gjort sit til at forkludre en løsning på de umiddelbare problemer. USA og EU har bl.a. gjort sig til talsmænd for dannelsen af en koalitionsregering, også selv om de udmærket ved, at præsidentvalget skete på et uacceptabelt grundlag og dermed i juridisk forstand er ulovligt, og at valget af Kibaki er en påfaldende krænkelse af retsbevidstheden – ikke blot i Kenya, men i hele verden. Så hvorfor kom vi med dette tåbelige forslag, og hvorfor bliver vi ved med at klynge os til det, selv om udviklingen har vist, at kenyanerne ikke køber det? Skyldes det vores manglende forståelse af de politiske og sociale forhold i Kenya, eller er det endnu et eksempel på realpolitik, at USA og EU i virkeligheden hellere vil have Kibaki som præsident end Odinga og derfor vender det blinde øje til den skrigende valgsvindel? På cd’en ’I Danmark er jeg født’ karakteriserer Natasja den slags poseren på følgende måde: … det er top retorik det er ikke politik det er pis og polemik Der er ingen tvivl om, at Vesten hellere ser Kibaki end Odinga på præsidentposten, for Kibaki har gennem en menneskealder i politik haft et politisk ståsted til højre for midten, han har været en klar fortaler for økonomisk liberalisme og frihandel, og han har altid været i den pro-vestlige lejr som Kenyatta og til dels Moi før ham, hvilket naturligvis har givet ham og Kenya mange venner i Vesten. Odinga er derimod en helt anden cup of tea, han står til venstre for midten i politik, fik sin uddannelse i det totalitære kommunistiske Østtyskland, sad med jævne mellemrum bag tremmer under Moi’s styre i tilsammen otte år, primært som politisk fange, og uden at Vesten gjorde sig de store anstrengelser for at tale hans sag, og han er bl.a. derfor særdeles kritisk over for Vesten. Odinga er således en hund i et spil kegler, vi ved ikke, hvor vi har ham. Der er mange andre vigtige forskelle på Kibaki og Odinga, ja d’herrer er i mange henseender som dag og nat, Kibaki er f.eks. den stille, eftertænksomme og analytiske type, hvor Odinga er den umiddelbare, populistiske og intuitive type; Kibaki er bureaukraten og systemets mand, hvor Odinga er selvpromoverende og manipulerende; og Kibaki har (i hvert fald indtil 27. december!) været den moderate og tilbageholdende stemme, i modsætning til Odinga, som uden at blinke slipper sin private hær af voldsmænd løs på sine modstandere, med køller og piske, og i værste fald panga’er (= swahili for machete). At oppositionen på et tidligt stade i urolighederne blev beskyldt for organiseret etnisk udrensning, kommer derfor ikke som den store overraskelse. Et yderligere træk ved Kibaki er, at han gerne lader sig styre af de stærke mænd og kvinder, som han omgiver sig med, og af samme grund hersker der stor tvivl om omfanget af hans kendskab til de politiske svinestreger under valget. Odinga er derimod altid i fuld kontrol over situationen, han leder showet og koreografien, han er det personificerede magtmenneske par excellence. Men han er uden diskussion også den forsmåede part i dette valgdrama. Denne karakteristik ’light’ af Kibaki og Odinga forklarer muligvis en del af årsagen til Vestens subjektive, men samtidig håbløst inkompetente, reaktion på valgsvindelen i december. Men vi må ikke ofre den langsigtede stabilitet i Kenya til fordel for kortsigtede politiske mål. Har vi mon spurgt os selv, hvorfor Odinga ikke vil gå med til at danne en koalitionsregering? Det har vi nok ikke – men det er da indlysende! En regering i en traditionelt afrikansk, og i særdeleshed kenyansk, sammenhæng er et pyramideformet oneman-show, hvor lederen regerer ene og alene i toppen af pyramiden, bestemmer alt og tager alle beslutninger. Og i princippet er urørlig. Om en koalitionspartner forlader Kibakis regering har heller ingen som helst konsekvenser, for ifølge forfatningen er det præsidenten, der danner regeringen, uanset om præsidentens eget parti er i mindretal i selve parlamentet – hvilket netop er tilfældet i Kenya. Og historien siden Kenyas uafhængighed i 1963 har netop vist, at en stærk, nærmest enerådende leder kan skalte og valte, som om han ejede landet og embedsmændene personligt. Odinga er derfor fuldt ud klar over, at hans indflydelse i en koalitionsregering er lig nul, ja, han har prøvet det før med Kibaki, hvor han da også blev kørt ud på et sidespor. Det er derfor på høje tide, at vi andre også indser det og dropper vores visionsløse forslag og i stedet kigger alvorligt på nogle konstruktive løsninger. Kenyanerne er så politisk bevidste, at de, som blev snydt ved valget, ikke lader sig feje til side, ligesom det er sket ved tidligere valg, men forlanger retfærdighed. Og man opnår ikke retfærdighed ved at acceptere eller på anden måde sminke et manipuleret valgresultat og en ulovlig regering. Et interessant træk ved konflikten er desuden, at en del af de vælgere, der stemte på den siddende regering også kan se fornuften i et nyt valg, uanset at de frygter, at de ville tabe stort. Og de er så politisk modne, at de indser, at det haster med både en politisk løsning og en national forsoning, og at den eneste måde at komme i gang med denne proces og dermed få stoppet volden og fordrivelserne er, at regeringen træder af og der udskrives et nyt valg. At starte på en frisk. Et sådant krav fra Vestens side skulle have været fremsat lige efter det kontroversielle valg, men lad os så gøre det, inden det er for sent, inden vi når til det ovenfor omtalte point of no return. Vi kan stadigvæk nå at genoprette Vestens tyndslidte troværdighed hos kenyanerne og globalt ved at vise, at vi tager de demokratiske idealer alvorligt ved at insistere på, at demokrati er demokrati, at det får konsekvenser at manipulere med befolkningens ønsker i demokratiets navn, og at de demokratiske idealer ikke kan bøjes efter magthaverens forgodtbefindende som i december 2007. Det skylder vi kenyanerne og vores egen troværdighed. Og en ting er sikkert: Langt de fleste kenyanere vil respektere, at vi står fast på de demokratiske principper, og på den måde kan vi også sikre, at Kenya i det lange løb fortsat vil være en stærk og trofast allieret. Lad os derfor fremsætte kravet om et nyt valg så skarpt og utvetydigt som muligt, inden de voksende uroligheder spinner fuldstændigt ud af kontrol som et førerløst fly, og inden militæret, som ifølge forlydender allerede rører på sig, føler sig foranlediget til at kuppe sig til regeringsmagten i et forsøg på at undgå anarki og landets totale opløsning. Det bliver ikke let at overtale den siddende regering til at træde tilbage. Men vi kan få den til at gøre det med en kombination af gulerod og pisk. På den ene side har vi guleroden: Vi kan appellere til Kibakis retfærdighedssans, politiske tæft og forfængelighed, for Kibaki har i sin regeringsperiode 2002-2007 opnået nogle særdeles imponerende økonomiske resultater, som han skal roses for, og han skal vide, at vi stadigvæk vil støtte Kenya økonomisk og måske i endnu højere grad lige nu, hvor de umiddelbare behov pga. urolighederne er så meget større end før. Han skal samtidig gøres opmærksom på, at vi ikke holder ham personligt ansvarlig for det politiske valgfusk i december, ej heller for myrderierne, men at vi vil støtte en national forsoningsproces, som bl.a. skal undersøge omfanget og bagmændene til valgfusket i december og omfanget, årsagerne og bagmændene til myrderierne og fordrivelserne. Og så kan vi passende minde ham om, at det ukurante valg og de fortsatte uroligheder ikke blot er i færd med at udviske de betydelige økonomiske fremskridt, men også vil koste ham et værdigt politisk eftermæle. Et eftermæle, som udelukkende kan reddes, hvis han går af og udskriver et nyt valg, og det skal være nu! På den anden side har vi pisken: Vi kan true ham med bl.a. handelsboykot, indefrysning af ulandsbistand, indefrysning af udenlandske konti og internationalt rejseforbud for alle nuværende regeringsmedlemmer. Og med politiske boykot, f.eks. ved at arbejde for, at Kenya meldes ud af Commonwealth og bliver sat på is af bl.a. Den afrikanske Union, FN, USA og EU. Truslerne kunne implementeres i etaper, og presset kunne øges med jævne mellemrum, hvis han ikke tog truslerne alvorligt. Det ville under alle omstændigheder blive ubehageligt, og den menige kenyaner måtte nødvendigvis bære de umiddelbare konsekvenser. Men jeg er overbevist om, at det nuværende pres på Kibaki er så stort, både fra ind - og udland, at en kombination af gulerod og pisk fra vores side faktisk vil virke, og at det derfor ikke bliver nødvendigt at udføre truslerne, i hvert fald ikke alle sammen, før han gav efter og udskrev et nyt valg. Men vi skal være indstillet på at gå hele vejen, om nødvendigt. Der skal etableres et forretningsministerium, indtil det nye valg finder sted, hvor Kibaki får til opgave at lede den midlertidige regering, i hvilken partierne repræsenteres proportionalt i forhold til deres indbyrdes styrke i parlamentet. Det midlertidige forretningsministerium og dets leder får kun begrænsede beføjelser og skal opløses efter afholdelsen af det nye præsidentvalg, der kunne finde sted inden for f.eks. fire til seks måneder. Valgprocessen i forbindelse med et nyt valg måtte nødvendigvis styres udefra f.eks. af FN for at virke troværdigt. Men det bliver bestemt ikke let at planlægge og udføre valget under de herskende uroligheder, for de organiserede myrderier og fordrivelser har nu fremkaldt en så tilpas hadsk stemning mellem de stridende parter, at en periode op til et nyt præsidentvalg vil være præget af uroligheder og mord. Og selve valgprocessen ville også være omgærdet af mistro og mistanke, også selv om FN stod med det fulde ansvar for den. Samtidig med valgprocessen skal der startes en national forsoningsproces med udgangspunkt i det fejlbefængte valg og de etniske udrensninger. At få Kibaki til at træde af, danne et forretningsministerium, planlægge et nyt valg og starte forsoningsprocessen bliver ikke let. Men det kan lade sig gøre! Det sker heller ikke af sig selv, så hvem skal styre processen på vegne af verdenssamfundet? FN’s udsendte mægler, den utvivlsomt velmenende, men i øvrigt tandløse, Kofi Annan, er alt for diplomatisk og kan ikke slå i bordet, og hans omdømme i Østafrika er i forvejen temmelig blakket pga. hans katastrofale håndtering af, nogle vil sige medskyld i, Rwanda-folkemordet i 1994. At han har fået parterne til at sidde i samme stue for en kort stund til foto-ops og håndtryk forekommer at være det rene spil for galleriet. Der er tværtimod brug for en udsending med format og gennemslagskraft, udpeget af FN’s Sikkerhedsråd med et klart og utvetydigt mandat, og som ikke er bange for at bruge det. Vi gjorde ikke nok i Rwanda i 1994 – og se, hvad der skete. Skal det gentage sig i Kenya? Hvor længe skal vi vente, før det står klart, at vores nuværende plan ikke kører mange kilometer på literen? Og hvordan råber man i det hele taget myndighederne i Vesten op, hvordan får man USA, EU og FN til at engagere sig konstruktivt? Natasja kunne have udtrykt det på denne måde: vi vil ha’ Kenya tilbage ligesom i de gamle dage … kom nu, for fanden!