Hæren er hårdt spændt for.
Det er den, fordi vi i øjeblikket bruger mange kræfter i vores internationale engagement, samtidig med at vores struktur er under opbygning. Den aktuelle indsats er karakteriseret ved en række større og mindre geografisk adskilte styrkebidrag. Det tærer på kræfterne. Men hæren løser opgaven, som politikerne har pålagt os, og jeg er stolt af den indsats, der leveres af hærens enheder. Færre – men større – styrkebidrag ville give mere effekt og medvirke til, at hæren bedre kan opretholde sine missioner uden – specielt i den nuværende situation – at trække for hårdt på personellet. Den intensiverede indsats internationalt skyldes, at Danmark har en aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det blev bl.a. understreget ved indgåelse af det nuværende forsvarsforlig. Det indebærer en stor omstilling af forsvaret fra en struktur, der først og fremmest var dimensioneret til at imødegå et direkte angreb på Danmark. Vi er ved at opbygge en ny struktur, der har som sin alt afgørende fokus at levere relevante militære bidrag til såvel national som international opgaveløsning. Det sidste fylder meget i især hærens dagligdag. Når omlægningen af hæren er gennemført ved udgangen af 2009, skal vi i hæren – ud af det samlede politiske krav til forsvaret om op til 2.000 mand i internationale missioner – være i stand til at opretholde cirka 1.500 soldater udsendt til løsningen af de internationale opgaver. Hæren har på nuværende tidspunkt udsendt godt 1.250 soldater fordelt på hovedsagelig missionerne i Kosovo, Irak og Afghanistan. I to af disse lande opretholder hæren to henholdsvis fire geografisk adskilte styrkebidrag. Hæren har i øjeblikket således ikke færre end syv geografisk adskilte indsættelsesområder. Hertil kommer mindre bidrag i en række andre lande. Den krævende og flotte indsats er ikke uden omkostninger. Det er tabet af danske soldater og soldater, der på grund af kamphandlinger eller på anden vis er kommet til skade under hærens udsendelser, et klart vidnesbyrd om. Der er imidlertid også andre omkostninger forbundet med det høje internationale engagement, hvad jeg skal argumentere for i det følgende. Som anført tidligere er det politiske mål med den nye hær, at der kan opretholdes 1.500 soldater udsendt i hærens internationale opgaveløsning. Det har i den forbindelse været dimensionerende for den struktur, som politikerne godkendte tilbage i 2004, at udsendelsen af cirka 1.400 soldater sker fordelt på to store missioner, mens cirka 100 soldater planlægges anvendt som enkeltpersoner i en bred vifte af opgaver i regi af for eksempel FN og NATO. Med syv geografisk adskilte indsættelsesområder og en række mindre bidrag er denne dimensionerende forudsætning for hærens struktur endnu ikke opfyldt. De mange geografisk adskilte indsættelsesområder, som i dag karakteriserer hærens internationale opgaveløsning, stiller store krav til især logistik og kommunikation. Der skal ved alle styrkebidrag – uanset styrkens størrelse – etableres nødvendige kommunikationsforbindelser til bl.a. de hjemlige myndigheder, internet- og telefonforbindelser til pårørende, og der skal etableres lægetjeneste. De udsendte soldater skal tillige – uanset styrkens størrelse – kunne genforsynes med alt lige fra vand og fødevarer til køretøjer, våben og ammunition, ligesom enhederne skal være i stand til at vedligeholde og reparere det materiel og de køretøjer, som enhederne anvender i opgaveløsningen. Disse opgaver kræver specialister i form af mekanikere, it-folk m.v., som er tids- og ressourcekrævende at uddanne og ajourføre. Hæren er endnu ikke halvvejs gennem omstillingen til den nye hær og råder derfor endnu ikke over den fulde og rigtigt sammensatte personelstyrke. Kombineret med de mange geografisk adskilte indsættelsesområder medfører det, at de omtalte specialister oplever at blive udsendt langt hyppigere end forudset. Det er ikke holdbart på lidt længere sigt, da de mange udsendelser helt naturligt opleves som en stor belastning for disse soldater og deres familier. Fastholdelse af dette personel er derfor en særlig udfordring. Det har derfor været nødvendigt at iværksætte en række løn- og ansættelsesmæssige justeringer, der ikke oprindeligt var forudset. Der er ligeledes iværksat en række supplerende tiltag til den generelle rekruttering af nye soldater for at få sat ekstra skub i opbygningen af den nye hær. Vi vidste, at 2005 og 2006 ville blive vanskelige år. Et stigende internationalt engagement og en opbygning af den nye hær, der først er planlagt til for alvor at tage fart i den sidste del af forligsperioden, ville helt naturligt give særlige udfordringer. Men selv om hæren i øjeblikket er hårdt spændt for bl.a. som følge af den pågående opbygning og de mange geografisk adskilte indsættelsesområder, er der grund til forsigtig optimisme på baggrund af de foreløbige resultater af de iværksatte justeringer. Vi oplever, at en stor andel af de soldater, der efter udsendelse i en international opgave var planlagt at skulle hjemsendes, i stedet ønsker at indgå kontrakt om fortsat ansættelse i hæren, ligesom interessen blandt allerede hjemsendte soldater for at genoptage ansættelsen i forsvaret har været stor. Det kan vi godt være lidt stolte over, selv om der er tale om et langt sejt træk. Det er helt afgørende for hæren, at vi formår at rekruttere og fastholde de soldater, der skaber hærens fine resultater. De økonomiske vilkår for soldater og familier, når vi udsender soldater til verdens brændpunkter, bør i den forbindelse undersøges og eventuelt harmoniseres med andre styrelsers vilkår for udsendelse af medarbejdere til internationale opgaver. Et andet element i opbygningen af den nye hær er investering i nyt og tidssvarende materiel. Dette forløber planmæssigt. Materielsituationen har alligevel givet anledning til en del berettiget kritik fra soldater i de enheder, der uddanner og gør klar til udsendelse. Berettiget, fordi den nuværende materielsituation ikke er optimal, bl.a. fordi vi heller ikke her er færdige med at bygge den nye hær op. Prioriteringen på materielområdet er imidlertid helt klar. De udsendte enheder tilgodeses med det nyeste materiel før de hjemlige enheder. Det skyldes, at sikkerheden for vore udsendte soldater og en effektiv opgaveløsning går frem for alle øvrige hensyn. Prioriteringen medfører selvsagt, at der er visse materielmangler ved de enheder, der herhjemme gør klar til at afløse de udsendte enheder. Oftest vil klargøringen herhjemme kunne gennemføres på noget andet tilsvarende materiel, men der vil være situationer, hvor den sidste klargøring kun kan finde sted i selve missionsområdet. Det er der i princippet ikke noget problem i, da soldaterne ikke bliver indsat i selve opgaveløsningen, før de har opnået et tilfredsstillende uddannelsesniveau på alle elementer af den samlede uddannelse. Om uddannelsen gennemføres i Oksbøl eller i Afghanistans ørken har som sådan ikke afgørende betydning. Der vil alligevel ofte være en indledende periode, hvor enheden tilvænnes klima og geografi. Men det påvirker tidsforløbet og er selvfølgelig ikke optimalt. Derfor har jeg også fuld forståelse for den fremførte kritik, da manglerne skaber en række uhensigtsmæssigheder i den hjemlige uddannelse, hvor der indimellem skal improviseres og ’trylles’ for at få tingene til at hænge sammen, ligesom tiden til klargøring inden udsendelse kunne være anvendt bedre med en optimeret materielsituation. Det er dog vigtigt for mig at understrege, at der generelt er stor tilfredshed hos de udsendte soldater med den uddannelse, der er gennemført, og det materiel, de udsendte enheder råder over til opgaveløsningen. Jeg har ved selvsyn og gennem mine mange samtaler med de udsendte soldater konstateret, at soldaterne føler sig godt rustet til opgaverne, hvilket bekræftes af de tilfredshedsundersøgelser, der løbende gennemføres med soldaterne. Det er også de tilbagemeldinger, jeg modtager fra andre besøgende ved de udsendte danske styrker, heriblandt danske politikere. Materielsituationen ved de hjemlige enheder vil i løbet af meget kort tid blive bedret, da meget af det materiel, der er omfattet af den fremførte kritik, er på vej ind i hæren. Men der vil nok stadig være huller. Dem skal vi se at få lukket, når vi får mulighed for det, men også her spiller antallet og spredningen af styrkebidrag ind. Materielområdet er imidlertid også et område, hvor det ikke alene handler om købekraft. Her er vi i høj grad afhængige af leverandørernes muligheder for at efterkomme vore ønsker og behov i konkurrence med bl.a. større lande, der handler med større volumen. Dertil kommer, at den teknologiske udvikling på de områder, der har betydning for bl.a. soldaternes sikkerhed, sker i rivende hast, hvilket gør det til en stor udfordring at inddække alle enheder med det mest moderne materiel. Så vi bliver aldrig færdige. Her må vi imidlertid ikke gå på kompromis. Der skal fortsat afsættes tilstrækkelige midler til indkøb af materiel, der optimerer sikkerheden for vore udsendte soldater. Ved siden af de igangværende operationer skal hæren bidrage med enheder i beredskab for FN og til den såkaldte NATO Response Force (NRF). NRF er en slagkraftig udrykkestyrke, der som et politisk instrument med ganske kort varsel kan udsendes til i princippet et hvilket som helst sted i verden for bl.a. at imødegå en nyopstået væbnet konflikt. NRF er desuden et vigtigt element i udvikling af alliancens væbnede styrker, ikke blot på teknologiområdet, men også i tankemåde og i de taktiske procedurer, der anvendes af de militære enheder. Alle lande forventes at bidrage. Det er derfor afgørende, at Danmark deltager og bidrager helhjertet til NRF, således at vi herigennem bliver i stand til at samarbejde på et ligeværdigt niveau med vore allierede og derved opnår den ønskede indflydelse og effekt. Denne udvikling er godt i gang. Hæren er i øjeblikket i færd med at uddanne en bataljon på op mod 750 soldater, der i første halvår af 2008 skal være klar til at blive udsendt med NRF, hvis der tages politisk beslutning herom. På en lidt længere bane planlægger hæren at opstille et hovedkvarter med tilhørende kommunikation og logistik, som i første halvår af 2010 skal stå i spidsen for alle NRF-landstyrker. Dette er et ambitiøst projekt og første gang i NRF-sammenhæng, at en lille nation som Danmark – sammen med flere af de mindre og mellemstore nationer – løfter så stor en opgave. Vi har i den forbindelse kun mødt velvilje blandt vore allierede, bl.a. fordi hæren i forbindelse med vores løbende internationale missioner har demonstreret, at vi kan løfte også tunge opgaver. Hertil kommer, at hæren i sin ’værktøjskasse’ råder over et divisionshovedkvarter, der netop kan operere på det niveau, der gør hæren relevant også i denne vigtige sammenhæng. Det er min opfattelse, at hæren på dette tidlige tidspunkt i forligsperioden allerede til fulde indfrier de forventninger, der stilles til den færdigt opbyggede struktur, men det sker som beskrevet ikke uden sværdslag. Men selv om strukturen er presset, og buen er spændt, leverer vi fortsat varen. NRF bør fortsat stå højt på hærens dagsorden, så vi bl.a. herigennem bevarer evnen til at udvikle, levere og indsætte relevante landstyrker, der vil vinde.
