Sommeren 2004 tilbringer jeg i Paris.
Planen er at færdiggøre en roman. Lejligheden har jeg fået stillet til rådighed af en fond, der støtter kulturelle formål. Den ligger i rue Roi de Sicile i det 4. arrondissement på femte sal helt oppe under taget. Solen, der den sommer hver eneste dag bager ned over byen, forvandler i slutningen af juli måned studielejligheden til et drivhus. Selv om natten er det så hedt, at jeg har problemer med åndedrættet. Det hjælper kun lidt at sove uden dyne og nattøj. Det hjælper ikke at tage et karbad, end ikke et, der er koldt. Fem minutter efter er jeg alligevel igen drivvåd af sved. Det er ikke til at finde en stilling i sengen, der gør, at jeg kan falde i søvn, også selv om alle vinduer er slået op på vid gab. Bedre bliver det ikke, når man om morgenen bevæger sig udenfor. På gader og boulevarder er der fra tidligt på dagen til sent om aftenen et sydende mylder af trafik og mennesker. Biler og busser forurener i en grad, at den ophedede luft, man indånder, ikke blot lugter, men også smager af benzin og bly. Fra den ene dag til den anden forekommer de plagede storbymennesker og de arbejdsløse og de hjemløse anæmiske og gråblege indtil det sygelige. Jeg forsøger at undgå dem, men alligevel støder jeg ind i dem overalt, hvor jeg færdes. Selv i parkerne, som ellers udgør de åndehuller, der bevirker, at det centrale Paris er til at holde ud at opholde sig i om sommeren, er luften hed, støvet og beskidt. De første tre uger jeg har været i Paris, har jeg ikke fået udrettet noget nævneværdigt arbejde. Det er, som om romanen, der længe har været min eneste lidenskab, ikke længere kan fange min interesse. Som dagene går, stiger temperaturen. Solen bliver ved med at brage ned. Nætterne bliver så uudholdelige, at jeg indimellem frygter for min forstand. Noget skal der ske, og det med det samme. Jeg har den samme trang som Antoine Doinel i ’Ung flugt’. Jeg må ud og stå ansigt til ansigt med havet. Det kan ikke gå hurtigt nok. Mine skriverier er der ingen, der efterspørger. De kan sagtens vente. Lige nu har jeg ikke lyst til at bestille andet end at opholde mig på en strand. Jeg er desperat, jeg er i stand til at trodse alle lægers og sundhedsapostles råd. Det øjeblik jeg kommer derud, vil jeg lægge mig ud i solen. Jeg vil udsætte min krop for de for huden så skadelige og kræftfremkaldende UVA-stråler. Det næste spørgsmål, der melder sig, er: Hvor skal man flygte hen? Jeg er godt klar over, at jeg risikerer at miste både liv og førlighed, hvis jeg, som den urutinerede bilist jeg er, begiver mig ned gennem Frankrig ad motorvejene i bil. Særlig slemt skal det blive, hvis jeg når så langt som syd for Lyon. Derfra og ned til Middelhavet er bilisterne kendt for at være særlig hensynsløse. Og trafikken i Provence og i området langs Cote d’Azur er på dette tidspunkt af året lige så tæt som i Paris. Hver aften kan meteorologerne fortælle, at der nede langs Middelhavet er lige så hedt, lige så sundhedsfarligt og lige så overbefolket som i Paris. Det er grunden til, at jeg med hjælp fra det lokale rejsebureau vælger Baule les Pins i det sydlige Bretagne som destination. Kvinden i rejsebureauet på Quai des Celestins mener, at det er rekreationsstedet, der skal gøre mig i stand til at gøre det, de færreste kan: overleve denne sommer i Paris. Et par dage efter tager jeg TGV’en fra Gare Montparnasse. Tre timer senere befinder jeg mig ved atlanterhavskysten. Jeg bliver installeret i en beskeden lejlighed i et trist, men funktionelt lejlighedskompleks på den nordlige del af stranden i La Baule på grænsen af en lille fiskerby, der bærer navnet le Pouliquen. Hver morgen og hver aften går jeg en lang tur langs stranden. Øjnene har brug for at indstille sig på lange afstande. Det gør de ved at afsøge kimingen. Der, hvor himmel og hav mødes, er der intet andet end en lyseblå varmedis. Kroppen har brug for motionen, og det er netop den salte atlanterhavsluft, jeg er rejst så langt for at få mulighed for at indånde. På det tidlige tidspunkt på dagen har tidevandet trukket sig tilbage. I sandbunden, som for få timer siden har været dækket af havvand, kan man nu gå på jagt. Krabber skjuler sig i sandet, og muslinger kæmper for deres liv i de små vandpytter. På vej tilbage fra den del af stranden, hvor det centrale La Baule og luksushotellerne ligger, bliver min opmærksomhed hver dag fanget af en høj slank ung mørkhåret kvinde. Den unge kvinde adskiller sig fra de øvrige kvindelige badegæster. I modsætning til alle andre er det tydeligt, at hun ikke føler sig tilpas på stranden. De andre kvinder er iført mere eller mindre diminutive badedragter. De vil være solbrændte i en fart. Den unge kvinde derimod er fuldt påklædt. Kun sko og strømper har hun kunnet få sig selv til at tage af. Hver morgen slår hun sig ned i sandet det samme sted med håndklæder og et stort udbud af sandsager i alle farver. Tre lyshårede børn i alderen seks og nedefter kredser omkring hende, som er hun den livgivende kilde i universet. Det er op ad formiddagen. Solen står højere på himlen. På lang afstand kan jeg høre børnenes stemmer. Frem for alt deres klare lyse overgivne latter, som der ikke skal noget til for at udløse. Snart er børnene i gang med at spille bold. Øjeblikket efter leger de tagfat. De sopper i strandkanten eller graver underjordiske tunneler i sandet med deres røde skovle. Hver dag præsterer de at opføre fæstninger og ridderborge. De sidder timer på stranden, mens de konfererer med hinanden, om de skal udstyre bygningsværkerne med tårne eller med mure med skydeskår. Den mindste, en pige, er udset til at være arbejdsmanden. Indimellem får hun ordre til at hente vand i havet med sin blå plastikspand. Så snart hun kommer tilbage, bliver indholdet hældt i voldgravene, hvor det lidt efter lidt bliver opsuget af sandet. Og når det er sket, bliver den lille sendt af sted efter en ny spandfuld. Synet af mor og børn på stranden intimt forenet under solen giver et stik i hjertekulen. Det tænder for en længsel så stærk, at den minder om sult. Jeg har for længst affundet mig med, at hvad angår alt det sjove og dejlige i livet, er jeg sat udenfor. Det gælder også de fester og selskaber, som de fleste mennesker bliver inviteret til hver weekend. Følelsen af at være anderledes bliver ved synet af denne kvinde og hendes lyshårede børn vækket til live igen. Endnu en gang bliver mine særheder, navnlig min manglende evne til at komme i kontakt med andre mennesker, udstillet og sat i relief. For den smukke kvinde og hendes endnu kønnere børn udstråler både harmoni og varme og en samhørighed, der er så stærk, at den må være biologisk bestemt. Så sker det forunderlige. Synet af kvinde og børn på den menneskeøde strand, som hver morgen møder mig, viser sig ved nærmere eftersyn at være et narrebillede. Det forholder sig ganske modsat. Jeg er ikke længere den mand, jeg har været engang. Jeg er ikke længere den verdensfjerne, mareridtsplagede og følelsesamputerede mand, jeg har været i så mange år. Eller i hvert fald ikke kun det. I dag består døgnet ikke kun af nat, men af nat og dag. Der er andet i min tilværelse end en ubærlig fortid og studier af støvede bøger. Alligevel går der hver formiddag flere minutter, inden det endnu en gang går op for mig, at mit liv ikke er, som det har været engang. Også denne morgen tør jeg tro på mit held: Den unge pige, der dag efter dag sidder i sandet og leger med sine børn, er identisk med den kvinde, der ved et mirakel har sagt ja til at gifte sig med mig. De lyshårede unger er børn, jeg selv er far til. Det er min egen søn, mine egne døtre, der sidder der i sandet og leger med hinanden. Synet af Madonna med en kreds af basunengle omkring sig fylder mig med taknemmelighed, med lettelse, er en følelse så stærk, at jeg frygter, det vil få mit hjerte til at sprænges. Jeg befinder mig i en tilstand af smerte og fryd. Nøjagtig som de tre gange, jeg har set nyfødte kroppe indsmurt i fedt, blod og afføring, kæmpe sig vej ud af deres mors liv.
