Til trods for den rolle, som Tyskland spillede i Europas historie i det tyvende århundrede, eller måske netop på grund heraf, er landet nu i det nye århundrede måske det mest solidt funderede demokrati i Europa.

Det er allerede på grund af sin størrelse og placering bestemt til at indtage den toneangivende rolle i den udvidede Europæiske Union. Ved nytår overtog landet formandskabet i unionen. Det er derfor blevet mødt med særlige forventninger med hensyn til svaret på de to mest presserende og afgørende spørgsmål: Vil forbundskansler Angela Merkel formå at løse op for den kriseagtige situation, som er opstået i forhold til Tyrkiets medlemskab, og vil hun kunne bringe unionen ud af den lammende krise med hensyn til EU’s fremtid, som har hersket, siden franskmænd og hollændere forkastede forslaget til en forfatningstraktat i forsommeren 2005? De to opgaver er nært forbundne, allerede fordi spørgsmålet om Tyrkiets optagelse tilsyneladende spillede en ganske afgørende rolle i debatten forud for folkeafstemningerne i både Frankrig og Holland. Men sammenhængen mellem dem stikker langt dybere end frygten for indvandrende billig arbejdskraft, hvad enten det drejer sig om polske blikkenslagere eller bønder fra Anatolien. De to spørgsmål afslører i virkeligheden, at Den Europæiske Union er i en identitetskrise. Det viser sig ved, at man kan omformulere dem ved at spørge: Hvordan definerer unionen sig selv i forhold til omverdenen, og hvordan legitimerer den sig i forhold til sine borgere? Det første spørgsmål var ret let at svare på indtil 1989, for ’Europa’ var klart afgrænset af jerntæppe, Middelhav, Atlanterhav og Nordhav. Fællesskabet, som det dengang hed, var legitimeret over for borgerne ved, at det sikrede peace and prosperity, fred og fremgang, inden for sine grænser. De lande inden for afgrænsningen, som valgte ikke at være med, mente for det første, at deres fred var sikret tilstrækkeligt enten gennem NATO eller ved neutralitet, og for det andet at økonomisk fremgang kunne opnås uden at være med i Fællesmarkedet. Disse svar blev i stigende grad uholdbare op gennem 1990’erne. Europa havde ikke længere nogen klar grænse hverken mod øst eller syd; freden blev truet på helt nye fronter både internt og i det nære ’udland’; der opstod borgerkrig i det ’nye’ Europa, og nye, skræmmende trusselsbilleder tog form i Mellemøsten; den økonomiske fremgang var særdeles beskeden i den største del af unionen, og arbejdsløsheden forblev høj, mens globaliseringen blev stadig mere truende. Kort sagt kan man hævde, at det europæiske projekt mistede sin uskyld i 1990’erne. Det viste sig ude af stand til at sikre den europæiske fred, og det kom til at sidde fast i et økonomisk hængedynd, som det endnu ikke har kunnet slippe fri af. Set i det perspektiv er det ikke sært, at unionsprojektet tabte legitimitet. Den dybtgående brudlinje, som viste sig mellem medlemslandene, da spørgsmålet om deltagelse i USA’s koalitionskrig mod Irak blev rejst i 2003, var afslørende. Og det forhold, at unionen først i 2004 var rede til at acceptere, at (nogle af) de fortabte eller bortførte lande mod øst og sydøst var del af det historiske Europa, uden at man havde kunnet tilpasse det ’økonomiske’ Europa til denne realitet, gjorde kun sagen værre. Forfatningstraktaten var ude af stand til at rette op på dette legitimitetstab; i hvert fald i to af kernelandene, og det havde sandsynligvis vist sig i flere, hvis ratifikationsprocessen var løbet til ende. Tysklands ansvar for at bringe det europæiske projekt ud af den dybtgående krise, det nu befinder sig i, bliver ikke mindre af, at man med god grund kan hævde, at landet bærer en væsentlig del af skylden for, at forløbet i 1990’erne blev, som det blev. De helt dominerende skikkelser i tysk Europapolitik i disse år var selvfølgelig forbundskansler Helmut Kohl og udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher. De er begge blevet udråbt som store europæere, som målbevidst forankrede Tyskland i det europæiske projekt for dermed at realisere drømmen om an ever closer union. Men de var begge dybt præget af at være repræsentanter for et land, som havde bragt Europa tættere til et Armageddon end nogensinde tidligere i historien. Derfor var deres Europapolitik bestemt af deres bestræbelser på at gøre Tyskland til et europæisk Tyskland og undgå enhver mistanke om at ville gøre Europa til et tysk Europa. Men disse prisværdige bestræbelser bragte deres politik i et dilemma, fordi Tyskland i løbet af 1970’erne og 1980’erne var blevet den stærkeste økonomiske magt i Europa, mens det samtidig måtte spille en rolle som politisk dværg. Dette dilemma blev klart afsløret, da Berlinmuren brød sammen i oktober 1989. Kohl erkendte og erklærede hurtigt, at de to Tysklande måtte forenes, og han spillede et dygtigt og dristigt spil, som førte til Østtysklands optagelse i Forbundsrepublikken, og dermed i EF og NATO, et år senere. Alle, såvel tyskere som andre europæere, så det potentiale, som Tyskland hermed fik som politisk magt i tillæg til sin økonomiske magt. Men den politik, som Kohl førte op gennem 1990’erne, og som svækkede det europæiske projekt alvorligt, afslørede hans mangel på forståelse for det komplicerede samspil og den gensidige afhængighed, der er mellem økonomi og politik. Der var tale om tre alvorlige fejlvurderinger. Den måde, hvorpå den økonomiske forening mellem Øst- og Vesttyskland skete, viste sig at være fatal. Ved at gøre en DDR-mark lig med en D-mark blev der skabt en voldsom forøgelse af købekraften i Østtyskland, samtidig med at den østtyske industri brød sammen, fordi den ikke havde en produktivitet, som på nogen måde kunne stå mål med den vesttyske. De »blomstrende haver«, som Kohl havde lovet, fik ikke en chance, men arbejdsløsheden eksploderede til mere end 20 procent i de nye delstater. Det forhold, at Kohl tøvede længe med at stramme finanspolitikken i Vesttyskland for at finansiere de store pengeoverførsler til øst, som viste sig nødvendige, bragte den økonomiske politik ud af kontrol. Da inflationen kom over 5 procent i 1992, strammede Bundesbank kraftigt i pengepolitikken med det resultat, at hele Europa blev kastet ud i en recession i det følgende år. Den anden økonomiske fejlvurdering, som Kohl foretog, var at han i december 1989 gav efter for præsident Mitterrands krav om, at Tyskland skulle bindes ind i en monetær union som betingelse for, at Frankrig ville acceptere en forening af de to Tysklande. Det førte til Maastricht-traktaten i 1992, som forpligtede EU-landene til at etablere en økonomisk og monetær union inden 1999. Men for at opfylde betingelserne herfor blev landene nødt til at føre en restriktiv politik i resten af årtiet, så den økonomiske vækst ikke kom i gang, og arbejdsløsheden nåede op over 10 procent de fleste steder. Den tredje fejlvurdering var, at Kohl helt havde overvurderet Tysklands økonomiske styrke og derfor ikke var opmærksom på i tide at reformere den særlige tyske Rheinland-model af markedsøkonomi, som havde betinget landets økonomiske magtposition i 1970’erne og 1980’erne. Dens berømmede tilpasningsevne viste sig helt utilstrækkelig i forhold til den enorme økonomiske byrde, som genopretningen af den kollapsede østtyske økonomi medførte, og landet havde vanskeligt ved at leve op til de strenge konvergenskrav for ØMU, som dets regering havde været ivrig efter at kræve. Kohls efterfølger, Gerhard Schröder, søgte at rette op på forsømmelserne med reformer i arbejdsmarkeds- og socialpolitik, men uden større held, og den store opgave for Angela Merkel er nu at genplacere Tyskland som økonomisk stabilisator og motor i Europa. Tysklands politik i 1990’erne blev på grund af disse fejlvurderinger en belastning for det europæiske projekt, hvis man skal vurdere det ud fra målsætningen om at sikre velstand, prosperity. Men Genschers udenrigspolitik blev medvirkende til, at projektets anden målsætning – sikring af den europæiske fred – på dybt tragisk vis gik tabt. Det Europæiske Fællesskab vendte i bogstavelig forstand ryggen til de frigjorte lande i 1990 og nægtede at anerkende deres fødselsret til at »vende tilbage til Europa«. De fik tilbudt nogle ’Europa-aftaler’, som direkte forværrede den dybtgående økonomiske krise, som ramte dem med sammenbruddet af de socialistiske økonomier. Den sociale elendighed, som de blev kastet ud i, var en frodig grobund for nationalistiske og højrepopulistiske kræfter. Den intellektuelle elite, som havde skabt den politiske gæring, der havde revet jerntæppet ned, blev ret hurtigt fejet til side af systemkommunister, der forvandledes til nationalister. I flere af landene var situationen overordentlig labil, og i Jugoslavien gik det helt galt. Den føderative republik, som Tito med hård hånd, men med respekt for nationale mindretal, havde holdt sammen på til sin død i 1980, gik mere og mere i opløsning i 1980’erne, specielt da truslen fra Øst lettede, efter at Gorbatjov kom til magten i Sovjetunionen. Men EF-landene blev så stærkt optaget af deres egen ’uddybning’ efter 1989, at der herfra ikke kunne udgå nogen påvirkning, der kunne fastholde respekt for nationale mindretal, så Slobodan Milosevic’ aggressive serbiske nationalisme fik frit spil. Den blev mødt med en nationalistisk bølge af tilsvarende karat i Kroatien og Slovenien, hvilket førte til åben krig i 1991, alt imens ’europæerne’ fordybede sig i planer om en monetær union. Det træk, som væltede den skrøbelige jugoslaviske bygning, var Hans-Dietrich Genschers ensidige erklæring 16. december 1991 – en uge efter Maastricht-mødet – om, at Tyskland ville anerkende Kroatiens og Sloveniens selvstændighed til trods for, at der få måneder forinden havde været enighed om, at man skulle nå frem til en fælles europæisk holdning. Herefter faldt dominobrikkerne hastigt, først med anerkendelse af Bosnien, hvilket øjeblikkeligt udløste et angreb på Sarajevo fra de bosniske serbere og derefter i de følgende år en række af nationalistiske krigshandlinger, som har efterladt Vestbalkan i noget, der ligner en affaldsbunke for det europæiske projekt, som skulle opretholde freden i Europa. Men hvad kan forbundskansler Merkel og udenrigsminister Steinmeier gøre for at bringe det europæiske projekt ud af den nuværende dybtgående krise, som i betydelig grad skyldes, at deres forgængere for seksten år siden misrøgtede deres ansvar for Europa? De kan søge at drage lære af fortidens fejltagelser og dermed tilføre det europæiske projekt den legitimitet, det nødvendigvis må have både internt og eksternt, hvis det skal overleve. Og det sker ikke ved at lægge afstand til Tyrkiet eller ved at genoplive den afdøde forfatningstraktat. Det må ske ved klart at definere Europa som en politisk union i stedet for at bruge geografiske eller kulturelle kriterier for at finde Europas grænser. Det tyske formandskab planlægger en fejring 25. marts af 50-års dagen for underskrivelsen af Romtraktaten. Denne fejring burde ske ved, at stats- og regeringscheferne fra de nu 27 medlemslande mødes og i fællesskab redefinerer det europæiske projekt Den Europæiske Union må af befolkningen og af omverdenen opfattes som et pluralistisk sikkerhedsfællesskab af lande, som tilstræber og er rede til at forsvare et politisk system karakteriseret ved et sekulært, demokratisk demokrati. Et sådant system er ganske vist et ideal, som intet land i Europa fuldt ud opfylder. Tænk blot på Berlusconis Italien, for ikke at nævne mange andre lande, herunder vort eget. Men det er den idé, som må ligge bag det politiske Europa. Den blev søgt beskrevet med de såkaldte Københavnskriterier fra 1993, men med deres forenklede fremhævelse af demokrati og markedsøkonomi mindede de mere om amerikanernes idé om USA. Tyskerne har de bedste forudsætninger for at formulere en kortfattet ’Højtidelig erklæring’, som beskriver den forestilling, det ideal, vi har om en europæisk politisk kultur, og Angela Merkel kunne på dette grundlag åbent erklære, at alle de lande, som ærligt tilslutter sig dette ideal og klart søger at realisere og forsvare det, dermed definerer sig selv som en del af Europa. Hermed ville der blive sendt et tydeligt signal til de kræfter på Balkan, i Tyrkiet, i Ukraine, i Georgien og i andre lande, som længes efter at komme med i fællesskabet, at vi opfatter dem som europæere. Selvfølgelig kan disse lande ikke straks blive indfattet helt og fuldt i det økonomiske Europa, vi har i dag. Det vil tage tid, lang tid, for dem at skabe en økonomisk kultur, som gør dette muligt. Men hvis vi udgrænser disse lande fra Europa, løber vi givetvis en stor risiko for, at deres politiske kultur vil fjerne sig fra idealet. I stedet vil der blive rejst fjendebilleder inden for det ’store’ Europa, som vil indebære en alvorlig trussel mod den europæiske fred. Med hensyn til det økonomiske Europa burde Angela Merkel glemme den uheldige forfatningstraktat og med en ny fransk præsident søge at få gennemført de mest nødvendige ændringer i procedurer og afstemningsregler i Bruxelles, så institutionerne kan fungere med 27 eller flere medlemmer. Og så bør hun i øvrigt koncentrere sig om at få den tyske økonomi til at fungere som både anker og motor for Europas økonomi.