Franskmændene stemte sidste år på en præsident og fik et altdominerende samtaleemne. Det har været meget underholdende, men begynder alligevel at virke noget trættende. For at sige det mildt. Debatten om Nicolas Sarkozys person og manerer optager megen plads. Røgslør, siger oppositionen. Hvor bliver den politiske fornyelse af? Ny stil, åbenhed og dynamik, svarer hans svorne tilhængere. Men det kan ikke nægtes, glansen er gået af Sankt Gertrud. Den store happening på Élysée’et er knap så cosy mere – som amerikanerne ellers lader forstå med deres udtale af navnet Sarkozy. Reformerne er vedtaget, de skal bare lige føres ud i livet, siger præsidenten og hans mænd. I mellemtiden stiger mad og husleje, skatter og benzin (foruden præsidentens løn), og både statsgælden og underskuddet på handelsbalancen vokser støt. Den økonomiske vækst skranter, inflationen truer, arbejdsløsheden ligger trods regeringens talfiduser fast, de små lønninger er fortsat i bund og pensionisterne suger på labben. Folket begynder at murre. Værst af alt, præsidenten synes at være mere optaget af sit image og sit familieliv end af Frankrig. Det er som om, Sarkozy først nu opdager, at han vandt præsidentvalget i maj 2007 og faktisk nu er Frankrigs præsident. Efter sit giftermål med den velhavende tidligere mannequin og sangerinde, den italienskfødte Carla Bruni, har han forsøgt at lægge stilen om. Mens ind- og udland underkaster sig en hysterisk carlamania, er han langt om længe krøbet i præsidentuniformen. Den, der for 50 år siden blev skræddersyet til Charles de Gaulle ( le grand Charles) – og som har været rigelig stor til alle generalens efterfølgere. Nu er Sarkozy begyndt at holde floromvundne, patriotiske taler og agere ansvarlig politiker på verdensplan. Under statsbesøget i England skulle dronning Elizabeth, guldkareten, hestegarden, Windsor Castle og Carlas professionelle elegance, via medierne, hjælpe Sarko til at fremstå med større værdighed. Ved gallamiddagen sagde han ikke, som den blinde franskmand på restaurant i London: »Hvis det er koldt, er det suppe, hvis det er varmt, er det øl« ... Men selv om den impulsive mand stiller sig på tåspidserne og lægger stemmen i de dybe, patetiske folder, virker hans seneste hamskifte ikke overbevisende. De nervøse skuldertræk og ansigtstic afslører, hvor meget det koster ham at spille præsident, faire le président, som han selv har kaldt det. Sarkozy er først og fremmest en kommunikator. Det er derfor alt, hvad der vedrører ham, bliver til et spørgsmål om troværdighed. Blandt Sarkozys vælgere er det navnlig de ældre borgere, der er begyndt at få sure opstød. De ordentlige og fornuftige, katolske samfundsstøtter lod sig sidste år forføre af hans friskfyragtige charme og påståede viljestyrke. Hans løfter om sikkerhed, indvandrerstop og hårdere straffe til voldsmænd gik lige i dem. De troede fuldt og fast på, at Sarkozy var den jernnæve, som det ryggesløse, folkeblandede, forstadsforgiftede, afkristnede, aborterende, dovne og slappe Frankrig trængte til. »Bestil mere og tjen mere!« var det slagord, han blev valgt på. Stå tidligt op, folkens! Men så fik samfundsstøtterne problemer med deres bling-bling præsident! Udtrykket bruges om de amerikanske rappere i Sydstaterne, der elsker iøjnefaldende glimmerstads, tunge guldhalskæder og armlænker (ægte eller ej), diamantbesatte armbåndsure og dyre solbriller. Enhver form for dyrt eller tarveligt blikfang. Sarkozys smag i den retning, lagt til hans omtumlede privatliv, endte med at blive for meget for det lodenklædte og/eller plisserede, under alle omstændigheder velmenende, franske borgerskab – med dets mange små aktionærer og store reaktionære. Selv inden for præsidentens eget parti lyder der nu kritiske røster. Mange har samtidig svært ved at sluge hans såkaldte politiske åbning, der består i at hale folk fra venstrefløjen ind i en højreregering for at give Sarkorepublikken et skær af nybrud og tolerance. Udenrigsminister Bernard Kouchner, tidligere socialist, læge, ngo-helt og UN’s guvernør i Kosovo, er blevet kritikernes foretrukne skydeskive. Opfinderen af retten til international indblanding står til at blive olympisk mester i tvetunget tale, nu da kineserne vil hjælpe de tibetanske munke hurtigere ind i reinkarnationen. Man kommer til at tænke på, om Sarkozy ikke allerede er blevet en topfigur på en halvfordærvet kransekage? Er han i virkeligheden politisk knækket? lyder det grusomme spørgsmål i dele af pressen. Holder han til 2012? Den folkevalgte præsident bliver principielt alle franskmænds præsident – og forsøger så at leve op til idealet. Han inkarnerer folket og taler i 64 millioner menneskers navn. Det er naturligvis en illusion, men indimellem har borgerne behov for at tro på den slags. Det styrker sammenhængskraften, som man siger. Men ved at føre sig frem som sin egen hofnar har Sarkozy ikke moderniseret det franske leadership, hvad han ellers lovede. Han har foreløbig bare væltet det ned fra piedestalen og går nu og vader i stumperne, så det knaser. Man kalder det at desakralisere præsidentembedet. Hensigten er god nok, det var en tiltrængt operation. Men foreløbig har Sarkozy både stødt den 5. republiks traditionsbundne tilhængere fra sig og gjort forventningerne om en reel fornyelse af de politiske institutioner til skamme. Han er manden med den gode vilje, måske, men har ikke format til at omstøbe den franske stat og det politiske liv til noget nutidigt og velfungerende. Mest af alt, ingen tror mere på, hvad han siger. Han skifter ustandselig mening og nedsætter alt for mange udvalg, der bare skal kaste sand på. Mitterrand havde måske nok formatet til at modernisere det franske demokrati, men da han først var blevet præsident, kunne heller ikke han modstå magtens fristende smådjævle. Han blev på sin vis mere ’monarkisk’ end den store Charles havde været. Parodiens hvide knogler begyndte allerede dengang at stikke frem. Sarkozy vil for enhver pris være moderne, men vil samtidig være kraftcentret. Han skamroser den britiske parlamentarisme, når han er London, og holder det franske parlament nede eller i uvidenhed i Paris. Hvis han endnu en gang ændrer stil og slår sig mindre i tøjret, vil Frankrig uden tvivl bare forblive det tohovedede uhyre, man kalder det republikanske monarki. Men vil franskmændene nu i 40-året for maj 68 and all that holde sig til historien og minderne, eller vil nogen forsøge at smadre porcelænet igen? I vore dage går hverken studenter eller fagforeninger på barrikaderne, vel? Sarkozy har selv slået til lyd for definitivt at kvæle arven fra 68. En berømt lederskribent skrev i sin ikke mindre berømte avis i april 1968, at Frankrig kedede sig noget så grusomt. Kan Sarkozys kvælertag gå hen og blive en granat, der eksploderer i hånden på ham? Hidtil har den 5. republiks præsident brugt sin premierminister som lynafleder. Gik det skidt, røg regeringens leder bare ud, præsidenten gav ham skylden og tog en frisk. Men hvad skal man stille op, når premierministeren er dobbelt så populær som sin boss, præsidenten himself? Paradokset hedder lige nu en svækket, men ifølge forfatningen og praksis almægtig præsident og hans magtesløse, men ifølge opinionen styrkede premierminister. Situationen kan delvis forklares med den forfatningsændring, socialisten Lionel Jospin for nogle år siden fik vedtaget med daværende præsident Chiracs velsignelse (eller distraktion). Præsidentens embedsperiode blev forkortet fra syv til fem år, hvorved hans og Nationalforsamlingens mandat blev af samme varighed. Af de to i princippet ligevægtige repræsentanter for folkeviljen har præsidenten derfor ikke længere noget tidsforspring eller i den anden ende nogen forlængelse i forhold til parlamentarikerne. Han har ikke længere den samme mulighed for at gennemføre et politisk attentat på parlamentets førstekammer (opløsning og nyvalg). Ej heller til at rette op på kalamiteterne, når han bliver siddende to år efter et regulært parlamentsvalg og måske et nyt flertal fra den modsatte lejr. Hvor Chirac opløste parlamentet, har Sarkozy kun den mulighed at opløse selve det politiske spil. Det er det, han gør ved at opføre cirkusrevyen hele året. Præsidentens stil og manglen på mærkbare økonomiske og sociale forbedringer forklarer resten af opinionsændringen til premierministerens fordel. Den stakkels François Fillon smiler stort over sin personlige succes, men ryster samtidig i bukserne for følgerne af sin popularitet. Hvor længe vil præsidenten finde sig i at stå i skyggen af sin »medarbejder«, som han en dag kaldte regeringslederen? Den velopdragne, diskrete og flittige premierminister François Fillon er i et og alt Sarkozys modsætning. Han skyr det, præsidenten vælter sig i. Han viser aldrig sin walisiske kone frem, han tager ikke på luksusferie betalt af milliardærvenner, kysser ikke Gaddafi bag øret, går ikke med armlænke og Ray-Ban solbriller, holder ikke lyriske taler om det formidable broderskab med englænderne, gør ikke Fogh Rasmussen rangen stridig som krigsherren Bushs bedste ven og allierede, han svælger ikke i løfter om fagre nye tider – med andre ord, Fillon virker sober og tillidsvækkende. Han er klassens duksedreng. Han er derfor også den politiker, som en respektabel højrevælger uden at tabe ansigt kan holde fast ved, når han forarget og skuffet må vende opkomlingen Sarkozy ryggen! Sådan fungerer for tiden den forbløffende mentale mekanik hos en stigende del af præsidentens vælgere fra sidste år. Lokalvalgene for nylig gav oppositionen en bred sejr. Et flertal af de franske kommuner, departementer og regioner har nu socialister (dét hedder socialdemokraterne i Frankrig), kommunister eller grønne ved roret. Man kan sige, at landet styres af oppositionen, hvor nationen er i hænderne på højre. Den kommunale socialisme har ansvaret for franskmændenes hverdag, mens statsoverhovedet giver den som Frankrig. Franskmændene er vant til at opfatte deres land som delt i to, nord og syd for Loirefloden, den kolde og den varme del, den keltisk-germanske og den latinske, øl og vin. Nu har de så også nationen og det virkelige land. Nicolas Sarkozy ser hen til, at han som EU’s præsident fra juli og i hele seks måneder skal vise europæerne og verden, hvad han kan. De, der tror, han vil forsøge at gelejde englænderne længere ind i Europa, tager fejl. Han er ved at kappe den fransk-tyske motor fra og forankre Frankrig i den vestlige lejr. Med ham har en ny form for atlantisme generobret Paris. For en præsident, der inden for den 5. republiks rammer skulle svæve bare en smule over vandene og navnlig symbolisere en vis national enhed – i et land befolket af 64 millioner brokkehoveder – er Sarkozys præstation ikke overbevisende klog. Han er i sig selv en permanent krise og fremkalder derfor uro omkring sin person. Nogle sætter nu deres lid til, at Carla Bruni kan berolige ham med sine silkebløde sange, blandt andet, andre anbefaler en psykoanalyse. Le Monde har bragt en helside om parisiske psykoanalytikeres kurser og studiekredse i tilfældet Sarkozy. Men hans måde at være præsident på afslører især selve styreformens iboende svaghed. Sarko er blot en karikatur af den ledertype, som den 5. republik lægger op til at give Frankrig. Magtkoncentrationen og dens tendens til at forandre selv den mest velstrukturerede og karakterfaste personlighed til en ny solkonge er systemets akilleshæl. Hvor den amerikanske præsident trods alt har både Kongressen og højesteret som bremseklodser, er den franske præsident nærmest alene på banen. Parlamentets to kamre basker i realiteternes hårde verden og trods forfatningens ordlyd med stækkede vinger over for den folkevalgte præsident. Det kræver selvkontrol og selvkritik at være udstyret med al den magt. Måske også en portion selvironi og bare en anelse kulturel fernis. Det er en post, der helst skal bestrides af en person, man kan se op til, måske endda respektere. Men magten synes for tid og evighed forbeholdt højre, selv under ledelse af en Sarkozy. Det er nærmest blevet en lov. Nogle få blegnæb i PS tager bladet fra munden, taler om behovet for at skifte til en 6. republik. De vil forsyne deres parti med et ægte demokratisk idegrundlag, etc. Men ellers synger pingerne med efter de nu en gang omdelte noder. De er utilpasse ved det, men tør ikke andet. Så længe partiets ledere slås indbyrdes for en dag at rykke ind på Elyséepalæet, kommer partiet ikke ud af stedet. Så kan man nok så meget råbe på fornyelse. Når kompasnålen viser hen til den 5. republiks antidemokratiske præsidentsystem, vil den lave ravage i et parti, der ellers har nok af politiske mærkesager at filosofere over og projekter at fremlægge for vælgerne. Der skal selvfølgelig mod til at frasige sig muligheden for at komme i spidsen for det valgmonarki, der dølger sig bag sine republikanske lader. Men det er det mod, der ene kan overbevise de franske borgere om, at et socialistparti har nogen som helst berettigelse i et moderne samfund. Til venstre for PS lister den eks-revolutionære Olivier Besancenot sig frem med en ny og mindre fantasifuld partidannelse. Hvis PS ikke vågner op til demokratisk dåd, kan det håbefulde postbud blive den, der tilbyder Oplysningstiden og 1789 en ny ombæring. I mellemtiden kan vi så more os over Sarkozy som fransk klovn.