Midti snakken om EU’s mange problemer glemmes ofte, at den store udvidelse er en bedrift af historiske dimensioner. Det er faktisk lykkedes at indfase en række lande, som for ikke særlig længe siden var brutale diktaturer, i et demokratisk fællesskab, uden at det har skabt rystelser af betydning. Vist har der været gnidninger og vanskeligheder, men de er begrænsede i forhold til den enorme opgave, der har ligget i at udvikle postkommunistiske stater til demokratiske samfund. I den forstand er EU udtryk for moderne, forebyggende sikkerhedspolitik. Det er tidligere lykkedes at civilisere tidligere fascistiske stater: Tyskland, Italien, Grækenland, Spanien, Portugal. Nu gentages projektet med en række tidligere kommunistiske stater. Og dét i en ramme, hvor EU på det europæiske kontinent er blevet den helt afgørende faktor, når der skal skabes sikkerhed. EU blev i 90’erne – med rette – kritiseret for at være passiv i forhold til Balkankonflikterne. Den kritik er forstummet i dag. Når Kosovos selvstændighed ikke har medført en genopblussen af barbariet, skyldes det entydigt EU. For Serbien er et fremtidigt EU-medlemskab trods alt vigtigere end militære eventyr som reaktion på det smertelige tab. Den afgørende krumtap i denne nye europæiske civilisation er evnen til lave politiske kompromiser. EU er blevet langt vanskeligere at håndtere og mere uoverskueligt. De økonomiske og sociale forskelle er vokset. Der skal tages hensyn til flere nationale særegenheder. Alene af den grund er tanken om EU som en ny strømlinet statsdannelse død og borte. Dette faktum afspejler sig også i den Lissabontraktat, som netop er blevet ratificeret i Danmark, ligesom det gjorde det i den skibbrudne forfatningstraktat. Det nærmer sig det latterlige, når modstanderne hævder, at der er tale om et kvantespring imod et Europas forenede stater. Der er i stedet tale om et gigantisk europæisk kompromis, hvor et utal af interesser er bøjet imod hinanden. Et sådant kompromis er ikke altid et kønt syn. Mange har kritiseret Lissabontraktaten for at være uoverskuelig og ulæselig. De har ret, men reelle politisk skridt er vigtigere end fine, sammenhængende formuleringer. Andre har kritiseret, at der er givet for mange indrømmelser til nationale særinteresser. Også de har en pointe. Eksempelvis var de polske tvillingers retorik og afpresningsforsøg under traktatforhandlingerne på mange måder en skændsel, og ud fra de fleste betragtninger burde de ikke have fået indrømmelser. Men ét hensyn vejede imidlertid tungere: Med Europas blodige historie in mente er det vigtigere at få Polen med i et positivt europæisk samarbejde end at holde fast i en stædig insisteren på stringensen i en traktat. Det så ikke mindst den tyske kansler. Nej, der er ikke tale om nogen smuk traktat. Og heri ligger præcis styrken. Det uskønne kompromis afspejler den realitet, at EU i dag er et kludetæppe med en mangfoldighed af nationale kulturer, politiske traditioner, økonomiske forudsætninger og sociale strukturer. Men det er vel at mærke et kludetæppe, som er årsag til, at Europa er et bedre sted at leve i end for ikke særlig mange år siden. Med det forandrede EU er det naturligt at revurdere de undtagelser, der blev et resultat af folkeafstemningen i 1992. Regeringen forbereder en folkeafstemning senere på året, hvad undertegnede, der havde en væsentlig andel i deres tilblivelse, til fulde hilser velkommen. For vi står i dag med helt andre forudsætninger, end vi gjorde i 1992. Undtagelserne har været et fast omdrejningspunkt i den danske europadebat siden 1993. Mange har hadet dem – andre har haft de modsatte følelser. Det paradoksale er imidlertid, at holdningerne er svinget 180 grader siden 1993, hvor de blev konfirmeret ved en folkeafstemning. Dengang stod alle de EU-positive partier bag dem, og det er ret besynderligt, når de selv samme partier siden har betegnet undtagelserne som det mest skadelige, der er hændt under det danske EU-medlemskab. Omvendt forsvarer EU-modstanderne i dag undtagelserne, ligesom en mor forsvarer sit spædbarn. Men i 1993 betegnede de selv samme mennesker undtagelserne som et nationalt forræderi af dimensioner. Sådan er politik så omskiftelig! Alt det havde vi ingen anelse om, da vi i SF’s ledelse sad og arbejdede med undtagelserne i foråret 1992. Baggrunden dengang var forholdsvis pragmatisk. Efter et klart ja til Maastrichttraktaten i de første meningsmålinger begyndte billedet at vende i starten af marts. Et nej blev pludselig en realistisk mulighed, hvilket stillede nejsiden over for nye udfordringer. Folkeafstemningen ville blive afgjort på marginaler, og det blev helt afgørende, at vælgerne kunne stemme nej til traktaten, uden at det var et nej til medlemskabet af EF (i så fald havde vi ikke en chance). Med andre ord: Det var vigtigt med moderation, så folk kunne stemme nej uden voldsomme økonomiske og politiske konsekvenser. I forlængelse af dét måtte vi have en plan for, hvad der efterfølgende skulle ske efter et nej. Vi nærlæste Maastrichttraktaten endnu en gang og fik bekræftet, at der var tale om et helt mærkværdigt sammensurium af hård jura og politiske målsætninger. Den hårde jura havde vi ikke de store problemer med. Det var derimod en anden sag med de politiske målsætninger. Her blev skitseret retningen for det fremtidige EU med fælles forsvar, fælles mønt, fælles politi, fælles statsborgerskab m.v. Med andre ord: en føderal udvikling imod det Europas forenede stater, vi ikke ønskede. Vi begyndte herefter at arbejde med en model, hvor Danmark kunne stå uden for de føderale politiske målsætninger, men samtidig forblive i det samarbejde, der var defineret af traktatens hårde jura. Dette resulterede i en vedtagelse fra SF’s forretningsudvalg 11. maj 1992, hvor undtagelsesstrategien første gang blev skitseret. Vi havde tætte konsultationer med de andre nejbevægelser, som på samme tidspunkt offentliggjorde et udspil med en tilsvarende plan for, hvad der skulle ske efter et dansk nej ved folkeafstemningen. Der har gennem årene været megen kritik imod denne strategi. For folkeafstemningen i 1992 handlede ret beset om hele traktaten. Og hvorfor var det lige præcis de fire områder, som blev valgt ud, når nu traktaten omhandlede langt mere? Op til folkeafstemningen i 1993, hvor undtagelserne blev bekræftet, blev der skabt en myte om, at SF gik ud og anbefalede et ja, fordi vi havde fået løfte om at komme med i den Nyrupregering, som efterfulgte Schlüters fald i tamilskandalen. Det er alt sammen forkert. Undtagelserne blev fremlagt for vælgerne før folkeafstemningen i 1992 og spillede en store rolle i nejsidens argumentation op til 2. juni. Og det er hævet over enhver tvivl, at moderationen på nejsiden var den væsentligste årsag til, at det lykkedes at skaffe det minimale nejflertal. For SF lå der imidlertid også nogle mere principielle europapolitiske overvejelser bag. Maastrichttraktaten var det første forsøg på at skitsere det nye Europa efter Murens fald. Men denne skitse var i alt for høj grad domineret af en gammel unionsdagsorden, hvor målet var det, forskerne kalder ’integration i dybden’ – dvs. en intensivering af det eksisterende samarbejde. Det var imidlertid blevet langt vigtigere at sætte fokus på EF’s udvidelse, dvs. ’integration i bredden’. På det tidspunkt bestod EF af 12 medlemslande, og det var helt usikkert, om udvidelsen kunne blive en realitet. Et EU med 27 medlemslande, som vi kender det i dag, var i starten af 90’erne en urealistisk drøm. Også det viser, hvor meget Europa har forandret sig på få år. For SF blev udvidelsen et kernepunkt. De andre nordiske lande burde blive medlemmer for at styrke ’den nordiske model’ i det europæiske samarbejde. De øst- og centraleuropæiske lande burde komme med for at stabilisere demokratiet og styrke sikkerheden i det nye Europa. Problemet var imidlertid, at integrationen af de øst- og centraleuropæiske lande vanskeliggjordes af deres økonomiske tilbageståenhed og korte demokratiske erfaring. Disse vanskeligheder kan overvindes, hvis der er tale om et løsere samarbejde, men det er ikke nemt, hvis de skal ind i et tæt og fast forankret samarbejde, som har karakter af en føderation. Det ville i givet fald forudsætte langt mere fleksibilitet end det, EF hidtil havde haft erfaring med. SF så i den forbindelse undtagelserne som en murbrækker for en sådan fleksibilitet. Hvis der kunne udvises fleksibilitet i forhold til Danmarks særlige behov, måtte det også være muligt i forhold til andre lande. Vi formulerede det som et ’Europa i flere rum’, der skulle være model for et europæisk samarbejde, som tager større hensyn til nationale særegenheder og forskellige forudsætninger. Mange vil hævde, at ’Europa i flere rum’ er en fantasifuld tanke, som ikke har haft nogen politisk betydning. Det er rigtigt, at politikere og embedsmænd har slået syv kors for sig, hver gang forslaget er fremført. Det er også rigtigt, at udvidelsesforhandlingerne ikke kørte efter dette koncept. Ikke desto mindre afspejler den faktiske udvikling, at ideen har slået rod. Af den enkle grund, at et mere fleksibelt samarbejde er en nødvendighed i et EU med 27 medlemslande. Derfor er der nu traktatbestemmelser om såkaldt forstærket samarbejde. Det anses derfor for naturligt, at en række lande ikke er med i ØMU’en. Der kan være murren i krogene, men ingen antaster for alvor, at der må tages hensyn til de mange nationale særheder, som er en del af det europæiske kludetæppe. Ved siden af bestræbelserne for at skabe et mere fleksibelt Europa ønskede vi også en ny front i den danske europadebat. Siden 1972 havde der eksisteret en skyttegravskrig mellem ja- og nejsiden, som med de nye muligheder efter Murens fald forekom udsigtsløs. Nejsiden følte – med rette – at det danske ja til EF i 1972 blev vundet på løgnagtige og manipulatoriske løfter om store økonomiske fordele ved et medlemskab. Det viste sig hurtigt ikke at holde stik. Men der er en grænse for, hvor længe man kan fastholde en vrede over en tabt folkeafstemning, når medlemskabet bliver en del af hverdagens realitet. Og der er også en grænse for, hvor klogt det er at kigge bagud, når nye udfordringer stiller krav om at se fremad. Med det nationale kompromis opstod der en unik mulighed for også at skabe et folkeligt kompromis, hvor der blev sagt ja til medlemskabet og nej til et Europas forenede stater. Med den konsekvens, at EU-politikken kunne blive ’normalpolitik’ – med EU som en politisk kampplads, hvor man deler sig efter politiske anskuelser og ikke efter, at man på forhånd siger ja eller nej, fordi det har at gøre med EU. Dette projekt var vanskeligt. Der var for mange, der havde en interesse i at holde fast i den gamle modsætning. De fanatiske modstandere levede af de fanatiske tilhængere – og omvendt. Ikke desto mindre har udviklingen – specielt de seneste år – været opmuntrende. Det er blevet muligt at se kritisk på dele af samarbejdet uden at blive mistænkt for skjulte modstandersympatier. Det er også blevet muligt for skeptikere at se de positive muligheder i dele af samarbejdet, uden at de af den grund beskyldes for at være ’flommeeuropæere’. Der er opstået en nationalkonservativ EU-modstand, som er logisk ud fra disse kræfters grundlæggende synspunkter. Omvendt er en stor del af venstrefløjen blevet mere positiv, fordi EU anses som en mulighed og en del af løsningen i forhold til en liberalistisk globalisering og amerikansk dominans. Jeg er med andre ord ganske godt tilfreds med udviklingen. Jeg hævder ikke, at den skyldes de overvejelser, vi gjorde os i SF i denne tid for 16 år siden. Det er mere korrekt at sætte den i forbindelse med en europæisk og global udvikling, som de danske undtagelser kom til at spille ind i. Men vi tog på et tidligt tidspunkt højde for en udvikling, vi anså for en nødvendighed, hvis det brede europæiske samarbejde skulle fungere. Det bliver så imidlertid logisk at anskue undtagelserne ud fra deres fremtidige betydning i denne nye virkelighed. Eksempelvis har den europæiske forsvarsdimension i dag et uhyre begrænset omfang. Der er langt fra dagens virkelighed til datidens frygt for et militariseret EU med en stor hær. Irakkrigen blev gennemført af en transatlantisk alliance under stor modstand fra det, Donald Rumsfeld kaldte ’det gamle Europa’. De militære opgaver er afgrænset til fredsbevarelse og krisestyring med militære styrkemål og en infrastruktur, som på ingen måde er imponerende. Den militariserede sikkerhedspolitik ligger primært i Pentagon og i mindre omfang i Nato. EU er en militær dværg. Denne udvikling passer fint ind i Anders Foghs alliance med Dansk Folkeparti, men vi er også nogle, som finder det utåleligt, at den globale sikkerhed skal styres efter, hvad der passer ind i amerikanske interesser. EU skal ikke være nogen militær stormagt, men skal spille en større politisk rolle i Europa og på den globale scene. Det forudsætter, at man også er villig til og i stand til at påtage sig krisestyringsopgaver, som omfatter militær magt. Massakren i Srebrenica er et tragisk eksempel på, at Europa svigtede. Stabiliseringen af Kosovo kan blive et eksempel på, hvordan Europa tager sit ansvar alvorligt. Det skal Danmark naturligvis deltage i. EU er fortsat udtryk for et eksperiment, der forsøger at skabe en fredelig orden på et kontinent, som i århundreder har været plaget af krige og blodsudgydelser. Forhåbentlig kan hele Balkan og Tyrkiet blive optaget inden for en overskuelig årrække. Ingen kan i dag vide, hvordan den endelige konstruktion udvikler sig. Alene af den grund vil der fortsat være diskussioner om den fremtidige indretning, og kun de mest naive kan tro, at der ikke vil komme nye traktater efter Lissabontraktaten. Præcis i denne dynamik ligger styrken – og svagheden, hvis udviklingen bliver indadvendt og ude af stand til at håndtere de grænseoverskridende problemer, som skal løses på europæisk niveau. Jeg er jævnlig blevet spurgt, om jeg elsker EU. Mit svar har været, at et sådant spørgsmål afslører en mangel på forståelse af, hvad kærlighed er. Man skal være ualmindelig mærkeligt skruet sammen i hovedet, hvis man på det følelsesmæssige plan kan elske noget så ufolkeligt som EU. Bruger man imidlertid sin fornuft, er det ikke svært at se, at dette mærkværdige kludetæppe af et samarbejde i øjeblikket er dynamo i skabelsen af en ny europæisk orden.