I mine yngre dage, som ikke ligger mange år tilbage, var det politiske liv præget af et bredt folkeligt engagement i samfundsdebatten og en betydelig deltagelse i ’udenomsparlamentariske’ aktiviteter, der satte fokus på politiske spørgsmål, hvis løsning var af stor betydning for samfundsudviklingen.

Som markante udtryk for det folkelige engagement og dets betydning nævner jeg: fredsbevægelser, atommarcher, miljøaktiviteter, faglige aktioner, for ikke at tale om det såkaldte ’ungdomsoprør’ i 1960’erne, herunder et bredt funderet ’studenteroprør’, der fik afgørende betydning for demokratisering af universiteternes forhold i begyndelsen af 1970’erne. Disse få eksempler fortæller, at demokratiet var levende. I dag er det forfærdende at konstatere, at det politiske engagement har været udsat for en gigantisk nedtur. Der har bredt sig en folkelig ligegyldighed over for den politiske elites aktiviteter. Seriøse analyser af regeringsbeslutninger (baggrund, sammenhæng og konsekvenser) er lige så sjældne som brede debatter om Folketingets forhandlinger og vedtagelser. Markante folkelige aktioner er i alt væsentligt forsvundet fra det politiske billede. Nedturen kan konstateres af enhver med minimal demokratisk bevidsthed. Personligt har jeg oplevet det demokratiske forfald i min egenskab af mangeårigt medlem af EU’s parlament, et medlemskab, som har afstedkommet en årelang deltagelse i politiske debatter og andre aktiviteter overalt i landet. Særlig én observation er nedslående: Fraværet af demokratisk aktivitet er særlig markant hos ungdommen. Det er værd at huske på, at ligegyldighed over for politiske mål og midler kan efterlade en afmagtsfølelse. Afmagt kan opleves som et tab, der efterlader håbløshed eller desperation. Og desperationen giver sig i stigende omfang udslag i aggressivitet og voldelig aktivitet, der i dag præger samfundslivet som ingensinde før. Denne desperation, der sandsynligvis har sammenhæng med en generel oplevelse af overflødighed, vender jeg tilbage til i anden sammenhæng. Det kan ikke betones stærkt nok, at et levende folkestyre kræver, at vi (folket) er aktivt engageret i – og dermed direkte medbestemmende i udmøntningen af – den samlede politik. Folkestyre (som er en fordanskning af det oprindeligt græske ’demokrati’) betyder, bogstaveligt talt, at ’folket styrer’. I denne betydning kan folkestyret ikke overleve, hvis befolkningen lader sig reducere til statister, der i det højeste forsøger at ’følge med’ i regeringens og Folketingets virksomhed for at kunne sætte et kryds på en stemmeseddel ved næste folketingsvalg. Med en sådan praksis vendes folkestyret på hovedet: Den politiske elite og de økonomiske magthavere styrer folket – ikke omvendt. Dagens politiske praksis er tæt på en virkeliggørelse af et omvendt folkestyre. Det er ikke for meget sagt, at folkestyret skranter. Hvis det drejede sig om et levende væsen, ville diagnosen være simpel at stille: Der er tale om en iltmangel, der efterhånden er så mærkbar, at folkestyret nærmest gisper efter luft. Hvad er forklaringen på den demokratiske åndenød? Mine erfaringer rummer adskillige vidnesbyrd om de mange regeringsdiktater, som jeg vender tilbage til. I modsætning hertil deler mange den opfattelse af den politiske situation, som tidligere statsminister Poul Schlüter udtrykte med sin populistiske retorik: »Det går ufatteligt godt«. Med den opfattelse kan man tillade sig at tage et midlertidigt demokratisk hvil i lyset af det politiske velbefindende. Nogle vil muligvis mene, at Schlüter ikke blot havde ret, men at tiden desuden har arbejdet for ham: De vestlige samfund – herunder Danmark – har aldrig været rigere end i disse år. Men det kræver ikke nogen dyb indsigt i samfundsforhold at konstatere, at den økonomiske velstand stiller os over for politiske udfordringer, der betyder, at der i de kommende år stilles uhørte (’ufattelige’) krav til os. Aldrig har det været vigtigere at skaffe folkestyret luft. For at perspektivere udfordringerne er det oplysende at fokusere på et af de højest prioriterede temaer på regeringens politiske dagsorden, et tema, der samtidig demonstrerer, at de politiske magthavere – regeringen Fogh Rasmussen – konsekvent har tømt det demokratiske rum for luft. Temaet er den USA-dominerede krig mod terror (Global War On Terror). Denne ’kamp mod terrorisme’ gennemføres – også herhjemme – under udfoldelse af en enestående magtarrogance, der særlig indebærer (1) suspension af elementære demokratiske rettigheder, ikke mindst retten til indsigt på basis af offentlighedsloven (alle vigtige emner holdes hermetisk lukket), (2) udhuling af retssikkerheden i kraft af politiovervågning og -kontrol, vilkårlige ’terrorlister’, der frit kommunikeres til såvel Europol som USA’s berygtede CIA, (3) systematisk virkelighedsforvanskning, der indbefatter både løgnagtighed og fortielser. Hertil har Mogens Lykketoft føjet Anders Fogh Rasmussens villighed til at »påtage sig snart sagt enhver forklædning for at bevare magten« (Politikens kronik 15. august). Disse punkter indgår i regeringens endeløse række af tiltag i ’kampen mod terrorisme’. Her har statsminister Fogh Rasmussen slet og ret erstattet virkelighedens vidnesbyrd med sine fordomme. Dette karaktertræk blev diagnosticeret af en fagmand, professor Per Schultz Jørgensen, i Politikens kronik 26. juli. Schultz Jørgensen viser, at Foghs ord om den danske deltagelse i den amerikanske krigsførelse mod Irak er uden forbindelse med den indlysende virkelighed. Foghs ord om krigen udgør ifølge Schultz Jørgensen en »pseudokommunikation«, der indebærer en direkte undertrykkelse af krigens virkelighed. Fogh Rasmussen savner mentalt rum til at kapere de veldokumenterede kendsgerninger omkring det amerikanske overfald, en af verdenshistoriens mest horrible krigsforbrydelser, der indbefatter mere end 600.000 civile dødsofre og et totalt ødelagt irakisk samfund med millioner af hjemløse, fordrevne og lemlæstede. Der synes at være en bred folkelig accept af, at ’kampen mod terrorisme’ føres af kyniske politikere uden elementær indsigt (endsige empatisk forståelse). Jeg må med beskæmmelse konstatere, at USA’s og allieredes uhyrlige overgreb mod det irakiske civilsamfund i alt væsentligt er ude af den folkelige debat – ganske som tilsvarende uhyrligheder i ’kampen mod terrorismen’. I dagens mellemøstlige konflikter har USA, Israel og EU ansvaret for systematiske ødelæggelser og utallige civile ofre. Det samme gælder NATO’s bombardementer og andre krigshandlinger i Afghanistan. I kraft af dansk deltagelse/støtte har regeringen selvsagt et medansvar. I det demokratiske tomrum lader det sig ikke gøre at skabe nogen kritisk debat om brutaliteten, de klare folkeretsbrud og den veldokumenterede kendsgerning, at de krige, vestmagterne fører ’mod terrorismen’, i særdeleshed den islamiske, virker i stik modstrid med krigsførelsens erklærede hensigter: Vestmagternes brutalitet stimulerer de ramte områders modstandsberedskab og udgør dermed det ideelle grundlag for at rekruttere ’terrorister’. Den vestlige (særlig USA’s) brutalitet cementerer opfattelsen af USA med allierede som fjender. Terrorisme og krigen mod terrorisme er to sider af samme sag. Jeg har beskrevet ’krigen mod terrorisme’ for at illustrere, at selv elementære udfordringer er uden folkelig bevågenhed, og for at demonstrere, at de politiske magthavere – regeringen Fogh Rasmussen – har skabt basis for det demokratiske tomrum. Hvad viser denne sag? Mange vil utvivlsomt betvivle illustrationsværdien og fastholde, at kampen mod terrorisme ikke demonstrerer noget demokratisk tomrum, eftersom den folkelige bevågenhed over for udenrigs- og militærpolitiske beslutninger altid har været mindre end opmærksomheden over for vedtagelser, der har direkte betydning for os danske. En sådan indvending er ikke overbevisende. Det afgørende er, at den såkaldte terrortrussel udgives for vores centrale sikkerhedsproblem: Samtlige vedtagelser i tilknytning til ’kampen mod terrorisme’ har som erklæret formål at beskytte danske medborgere mod overgreb. Terrorisme bedømmes som farlig for danskerne, og det er derfor et basalt demokratisk problem, at regeringens håndtering af en så central (og bekostelig!) problematik foregår i et tomrum. Hertil kommer, at ’kampen’ (i særdeleshed krigen mod terror) føres på juridisk problematisk grundlag og med en brutalitet, der er helt ude af proportioner med de erklærede mål. Og endelig er der, som tidligere beskrevet, gode grund til at antage, at kampen og de anvendte midler (særlig krigen mod terror) kan have den virkning, at terrortruslen øges. Ikke mindst dette kunne inspirere til en kritisk debat. Hvordan er det muligt? Hvor langt rækker befolkningens overbærenhed over for en surrealistisk politisk verden? Er demokratiet afløst af folkelig apati? Og gælder apatien også andre sider af det politiske liv? Man kan – med Schultz Jørgensen – spørge, om regeringslederens pseudokommunikation (eller, som den også betegnes, »letfærdige omgang med sandheden«) kun gælder Irakkrigen? Og i tilslutning hertil: Hvad betyder pseudokommunikation for det skrantende folkestyre? Svaret er, at folkestyrets ringe tilstand lader sig belyse med en lang række vigtige politikområder. Der er ikke blot tale om løgn, bedrag og fortielser. Der er tale om aktive antidemokratiske manøvrer – efter opskriften: Jo mere betydningsfuldt et område er, des mere pseudokommunikation. Med den virkning, at den demokratiske debat afskæres på flere og flere områder. Den politiske apati breder sig. Jeg nøjes med få illustrerende eksempler på det manglende folkelige medansvar. Vi ser det inden for et så centralt felt som håndteringen af klimaproblemerne, særlig drivhuseffekten. Uanset Bjørn Lomborgs fantasier anser den kompetente videnskab den menneskelige adfærds betydning med hensyn til klimakatastrofer som klart dokumenteret. Ikke des mindre støtter de politiske magthavere uanfægtet den bilisme (og de industrielle bagmænd), der fylder mere og mere blandt drivhuseffektens årsager: nye og bredere motorveje, skattefradrag, bilisme i byplanlægning – alt sammen uden den fjerneste folkelige debat. På andre felter har regeringens uhæmmede liberalisme klare negative effekter inden for et så vedkommende felt som de offentlige serviceydelser. Ikke mindst inden for hospitals- og sundhedsområdet. Personalemangel (med øgede ventetider og forringet service) har nøje sammenhæng med, at dygtige overlæger skærer ned på arbejdsindsatsen, for siden at forlade jobbet for at gøre sundhedsydelser til handelsvare ved at starte et privathospital. De klare forringelser finder sted, uden at de implicerede på nogen måde inddrages. Folkelig debat, for ikke at tale om protestaktioner, forekommer ikke. Næste regeringsskridt er sandsynligvis en privatisering af DONG. På andre områder fungerer magtapparatet (regering og folketing) som politisk diktatur. Det gælder ikke mindst socialvæsen og uddannelse, herunder universiteternes forhold. Fusioner, sammenlægninger, personalestramninger gennemføres – igen uden den fjerneste inddragelse af de berørte. Det samme gælder de dikterede ’besparelser’ i Danmarks Radio, vores traditionsrige og kvalificerede public service (hvis kritiske – men altid velunderbyggede – indslag har givet den virkelighedsdistante statsminister mental gåsehud). Ingen af disse nedture har givet sig udslag i offentlig debat, endsige protestaktioner. Hvorfor har den folkelige inaktivitet over for regering og folketing bredt sig så vidt, at størsteparten af befolkningen i dag nærmest lider af politisk apati? Hvis folkestyret skal kunne vækkes til live, må vi kende årsagerne til det demokratiske iltsvind. Det er folkestyrets idé, at regeringens og Folketingets adfærd er under uophørlig – intensiv – kritisk debat, og et velfungerende demokrati har sjældent været så påkrævet som i dag. Aldrig har vi været udsat for så voldsomme udfordringer – ja, trusler – som nu! Hertil kommer, at klasseskellene stadig vokser. Økonomiske opgørelser viser, at de rige er blevet rigere og de fattige fattigere i løbet af denne regerings levetid. En del af forklaringen har utvivlsomt sammenhæng med, at regeringens (i særdeleshed regeringschefens) konsekvent antidemokratiske magtarrogance befordrer en oplevelse af afmagt, der fungerer som en effektiv bremse på ethvert politisk engagement. I lyset af en almen afmagt over for magthaverne har befolkningen i alt væsentligt givet op over for politikkens essens. Politik har i dagens forbrugersamfund kun interesse som folkelig underholdning, hvis afgørende bestanddele er den udvortes fremførelse og personspillet. Denne pointe fik vi smagsprøver på i dette forårs politiske show. Forårets altoverskyggende politiske begivenhed i medieverdenen var Naser Khaders nye parti. Hvis omfanget af og intensiteten i pressens dækning var en målestok for begivenhedens politiske betydning, skulle stiftelsen af Khader-trioens parti være udtryk for den mest betydningsfulde ændring i dansk politik, vi har oplevet i mange år. At artikulere et politisk program lå uden for Khader-partiets ambitioner. På dette væsentlige punkt var det nye parti absolut betydningsløst, og dermed var den enorme pressebevågenhed en gigantisk proportionsforvrængning, der fortæller, at politik alene har folkelig interesse, når politik fungerer som et spil om personer. Det senere præsenterede politiske program er kamæleonpolitik, der alene tjener til at indfri stifternes ambition om at fungere i rollen som ’tungen på vægtskålen’. Partinavnet fortæller alt. Partiet hedder ikke ’Ny Politik’. Det hedder ’Ny Alliance’. Partiets afgørende funktion er at tilbyde sig som samarbejdspartner. I den forstand er partiet fornyelse af dansk politik. At NA er enestående i dansk politisk historie, er indlysende. Demokratisk funderede incitamenter til partidannelse har altid ligget i det politiske indhold, dvs. en ambition om at ændre samfundets politiske retning på baggrund af en overbevisning om, at intet eksisterende parti kan artikulere den nødvendige politiske kursændring.