Transitionen fremstilles altid som en positiv bevægelse: Man bevæger sig fra noget dårligt hen mod noget godt. At det ikke helt er sådan, vil enhver transitionsramt borger kunne fortælle. Og udenforstående vil kunne lære det af Metamorfoser, hvor ydre form forandres, mens essensen forbliver den samme. »Jeg vil tale om kroppe forandret til nye former. I, guder, da I er dem, som forandrer dem, som alle andre ting, beånd mit forsøg og spind en ubrudt tråd af ord fra verdens første begyndelser til min egen tid«. Sådan begyndte den romerske digter Ovid Metamorfoser, som han skrev i år 8, dvs. for netop 2000 år siden. På trods af tidsafstanden er det episke langdigt i dag frisk, morsomt og banalt spændende at læse – hvilket allerede viser, at Ovid havde ret i en af sine hovedpointer: Alting ændrer til stadighed form – men kernen, indholdet forbliver det samme. Ellers ville ’Metamorfoser’s fortællinger ikke virke, som var de sket i går. Samtidig er det interessant, at Ovid efter at have skrevet sit femten bøger lange digt blev sendt til netop Constantsa. Tomis – som romerne kaldte byen – ligger i dagens Rumænien, dvs. i den del af Europa, som i disse år gennemgår den såkaldte transition. Som man også kunne have kaldt metamorfose. Måske er sammenfaldet tilfældigt, men det er ikke eneste forbindelse mellem Ovid, den selvtilfredse kejser Augustus og Vor Tid. Ovid var endnu, mens han levede, Romerrigets mest berømte, hædrede og beundrede digter. Derfor kan det undre, at han de sidste ti år af sit liv måtte sidde i Constantsa og skrive. Nok anser man også i dag i det vestlige Europa Rumænien og dermed badebyen ved Sortehavet for en ret betydningsløs udkant (selv om den er Europas fjerdestørste havn) – men trods alt er det et sted, mange har været på solferie, så de ved selvsyn (og i Ovids ånd måske også vha. andre sanser) har konstateret, at også dér på kanten er man mennesker. For romerne, derimod, lå Tomis langt borte i (rejse)tid og rum. De havde besat området så sent som 29 f.v.t. og kaldte det Limes Scythicus. Skytherne var et folk, som modsatte sig romerne og altså var barbarer - og det er lidt et mysterium, hvorfor den højkultiverede Ovid endte med dem som naboer. Da kejser Augustus forviste imperiets fremmeste digter, var det officielt pga. utilbørligheder i Ars Amatoria, hvor Ovid giver råd om, hvordan man forfører kvinder og har udenomsægteskabelige affærer. Dét stred mod kejser Augustus’ love og moralkodeks – men andre bemærker, at Ovid netop blev forvist samme år, ’Metamorfoser’ blev offentliggjort. De mener, digteren faldt i unåde, fordi ’Metamorfoser’s (obligatoriske) hyldest til kejseren virkede ironisk, og hans ideologiske retorik blev fremstillet som floskler. Hvorom alting er, måtte Ovid forlade Rom, og selv om han overlevede Augustus, fik han – trods bønneskrivelser – ikke lov at vende tilbage. Han tilbragte det sidste tiår af sit liv i Tomis, som han afskyede, men i Constantsa har man rejst en statue af digteren, som man hævder »besang byen«. Også en art metamorfose. Metamorfoser fortæller verdens historie via græske og romerske myter – om Daphne, der bliver til et laurbærtræ (for at undslippe Jupiter, der vil »tage hende«); om Ikarus, hvis vinger smelter, da han flyver for tæt på solen osv. osv. Hyppigt bliver unge møer uskyldigt ofre for gudernes begær, hvorefter de bliver lige så uskyldige ofre for andre guders hævnbegær. Retfærdigt er det ikke, men guderne er hinsides retfærdighed. De er ikke amoralske, men simpelthen fritaget for den slags vurderinger, fordi de er almægtige. Så sådan er det bare. På den måde viste Ovid, hvilket universelt princip, verden også dengang byggede på. Ovid havde fra sin barndom suget myterne til sig og sluttet, at deres eneste fællesnævner var forandring, omdannelse – altså metamorfose. Han konkluderede også, at myterne udtrykker en essens af verdens og menneskehedens historie – som altså kan koges ned til dét ene ord: ’forandring’. Og det en forandring af form, mens indholdet, tingenes kerne forbliver den samme. Og netop her begynder det at give mening, at Ovid blev forvist til det, som senere skulle blive et af transitionslandene. De såkaldte transitionslande er lande – fra Centraleuropa til Asien – som frem til 1989 (hhv. ’91) var styret af deres respektive kommunistpartier, og som i dag befinder sig forskellige steder på vejen fra etpartistyre med planøkonomi til flerpartistyre med markedsøkonomi. Denne ’transition’ fremstilles altid som en positiv bevægelse: Landene bevæger sig fra noget dårligt hen mod noget godt. At det ikke helt er sådan, vil enhver transitionsramt borger kunne fortælle – og udenforstående vil kunne lære det af ’Metamorfoser’. Her forbliver essensen nok den samme, selv om den ydre form forandres – men læseren lades ikke i tvivl om, at den nye form tit er en mere ulykkelig løsning. Om end uundgåelig. Som da Jupiter – for at hans med al grund jaloux kone ikke skal opdage hans utroskab – forvandler sin (ufrivillige og altså uskyldige) elskerinde, Io, til en ko. Inden i sin kohud er Io den samme og vil så gerne tale med sin familie – men kan ikke udstøde andet end en melankolsk muh’en, og end ikke hendes far genkender hende. Lo må altså siges at have tabt ved denne metamorfose. Og sådanne transitionens tabere er transitionslandene netop fulde af. OK: ’fulde’ af tabere er de ikke, for der er også vindere. I de lande, der i dag er medlem af EU, er vinderne endda i stort overtal – i det mindste materielt set (mens der er mindre interesse for og færre penge til f.eks. ’seriøs kultur’). I andre lande er transitionens tabere også materielt set flere end vinderne – som til gengæld tit har vundet rigtig meget. Der er nemlig blevet stor ulighed i en del af de førhen så lige samfund øst for Jerntæppet. Siden man har tilnærmet sig en markedsøkonomi, og staten er holdt op at garantere job til alle, mens tilskud til basale madvarer og f.eks. strøm, vand og varme er forsvundet – ja, så er ikke bare ulighed, men hidtil ukendt fattigdom blevet udbredt: »Hovedårsagen til fattigdom er lave lønninger, som udbetales uregelmæssigt, og høje niveauer af officiel og skjult arbejdsløshed, hvilket er forårsaget af en økonomisk nedtur, som afspejles i dramatisk højere ulighed«, hedder det i en omfattende rapport fra Warwick Universitet. ’Ulighed’ er et så abstrakt begreb, at ledende danske politikere ligefrem kan promovere det som ønskværdigt. Men nogle tal giver et tydeligere billede af de konkrete følger af den metamorfose, som har fundet sted i de ekskommunistiske lande. Siden 1993 er Ukraines befolkning f.eks. blevet mere end 10 procent mindre – faldet fra 52,2 mio. til 46,7 mio. Mange er emigreret – især unge og veluddannede – men den vigtigste grund til de færre indbyggere er, at der fødes færre børn og især, at folk de seneste 15 år er døde unge. På Balkan og i eks-USSR lever mellem hver fjerde og hver tredje i en fattigdom, de ikke selv kan hjælpe sig ud af. Omkring 10 procent lever »til stadighed i en ekstrem fattigdom, som indebærer fejlernæring«, lyder det videre fra Warwick. Mange mennesker har siden ’89 fået meget sværere adgang til sundhedsvæsen, uddannelse, ferie og anden rekreation – hvilket alt sammen har gjort dem mere stressede, syge og tilbøjelige til forskelligt misbrug og voldelig adfærd. Endnu flere i hele Østeuropa redder sig igennem ved at dyrke deres egne grøntsager. Tag ét konkret eksempel, en personlig beretning, som for nylig stod i en makedonsk avis: »Min familie tæller seks medlemmer, hvoraf to har en højere uddannelse. Vi lever af min 70-årige mors pension, som udgør 8.000 denarer (ca. 1000 kroner). Jeg blev fyret fra jernbanen pga. rationalisering. I sommer arbejdede jeg som murer for at skaffe penge til skoleårets begyndelse for mine to børn«, begynder den jobløse. Hele familien står uden indtægt, så myndighederne har lukket for både strøm og vand, som derfor hentes i en gammel brønd, familien mistænker for at være forurenet af en nærliggende septiktank. EU skal have givet området milliarder, men alligevel har unionen haft en ødelæggende virkning på manges liv. Den fælles landbrugspolitik har udkonkurreret bønder i transitionslandene, og det samme er sket med f.eks. tekstilproduktionen, hvor de har været underlagt kvoter, mens EU frit har kunnet eksportere til dem. Mange tager derfor den store beslutning at forlade deres land. Selv fra Rumænien, der blev medlem af EU i 2007, skal 2,5 mio. være taget til andre dele af unionen for at arbejde. Dét er hver niende indbygger, men da folk især er rejst fra ’udkantsområder’, er nogle landsbyer stort set beboet af børn og gamle. 350.000 børn skal være forladt af mindst én forælder og 126.000 af begge. Dét har givet mange af dem psykiske problemer og forårsaget en stribe selvmordsforsøg, hvoraf flere desværre er ’lykkedes’. Samtidig flyder rumænske aviser over med beretninger fra emigranterne i vest, hvor mange nærmest lever som slaver. Så jo: Øst for Jerntæppet ser alting helt anderledes ud end før ’89. Retfærdighed er der ikke – men ingen kan kæmpe mod markedets almægtige, usynlige hånd, der som upartisk er hævet over moraliseren. Så sådan er det bare. For nogle mennesker er forandringen altså til det værre – men andre gange lader intet, ud over den ydre form, til at være forandret. Et næsten symbolsk eksempel på dét er Pavol Mihal. Pavol Mihal stod til for nylig i spidsen for Tjekkiets Interpol, men blev forflyttet, da det efter det meste af to årtier kom frem, at han før ’89 arbejdede for det hemmelige politi. I 1991 blev det i Tjekkiet forbudt at ansætte eks-agenter i vigtige statsstillinger – men Mihal var kommet uden om loven ved at ændre en anelse på sit navn. Mange andre forandringer, som siden ’89 er sket i transitionslandene, har været rent kosmetiske – metamorfoser. Næsten samtlige lokale kommunistpartier tog f.eks. straks navneforandring til Socialistpartiet – men som regel bestod de af samme mennesker som før. Lederen af dagens ungarske Socialistparti var før ’89 f.eks. ledende ungkommunist, men var hurtig til at gøre samfundets metamorfose med og blive styrtende rig på den netop indførte kapitalisme. I skrivende stund er ekskommmunisten premierminister, men det er han måske ikke i læsende, for regeringen er sprængt efter at have tabt en overraskende folkeafstemning: Socialistlederen ville redde landets vaklende økonomi ved bl.a. at indføre brugerbetaling på sundheds- og uddannelsesområdet – men landets store borgerlige oppositionsparti (hvis leder også er eks ungkommunist) krævede en folkeafstemning for at standse denne yderst borgerlige politik (mens nogle af partiets topfolk tjener godt på privatiserede hospitaler). ’Finansieringsreformen’ blev faktisk forhindret, og ingen tør spå om, hvad der nu sker i Ungarn, hvor alt og alle lader til at gennemgå uforudsigelige metamorfoser med dén ene konstante stræben at få magt og penge. Derfor vil nok de færreste ungarere være enige med kommentatoren i nabolandet mod syd, Serbien, som skriver, at »transitionen er færdig, og konsolideringsfasen begynder, når de samme (totalitære) partier og måske ligefrem de samme mennesker igen kommer til magten, men ikke mere ønsker at genindføre det gamle system – og heller ikke kan genindføre det«. Efter dén logik skulle det stå fint til i f.eks. Ungarn og Bulgarien, hvor ekskommunister fører ærke-borgerlig politik. Og mønstereksemplet på velgennemført transition ville være Montenegro, hvor Milo Djukanovic har været ved magten siden 1991 – længere end nogen anden i Europa. Djukanovic stod til og med 1997 last og brast med Serbiens Slobodan Milosevic (også i krigsførelse), men gennemgik lige netop i rette tid en metamorfose, der bragte ham over på ’fjendens side’, dvs. Vestens. Vesten havde brug for at drive en kile ind i Milosevic’ regime, så man dyssede Djukanovic’ rolle som storsmugler af bl.a. cigaretter ned. Dvs.: Den rolle er netop takket være international beskyttelse aldrig officielt bevist ved domstolene – siger man på Balkan, hvor det også er en offentlig hemmelighed, at Djukanovic kun brød med Milosevic for at få mere ud af den smugling, de to drev i fællesskab. En tilsvarende metamorfose har den tidligere magtelite i Bulgarien gennemgået. De er blevet den nye magtelite ved dels at overtage landets værdier for en slik, dels ved (nogle af dem) at alliere sig med den organiserede kriminalitet, som transitionen også her har bragt. Netop i Bulgarien er den legering særligt stærk og har – ud over korruption på højt plan – siden 2001 ført til over 100 kontraktmord, som alle er uopklarede. Det må virke kvalmende, når ’kommunister’, som i årtier har hersket over ens liv, undergår en pludselig metamorfose og bliver ’demokrater’ – når alle véd, at de aldrig har været hverken det ene eller andet, men bare har forstået at sno sig. Omvendt kan også tidligere demokrater fremkalde kvalme – hvis de efter ’89 har fået magt og via metamorfose er blevet spejlbilleder af dem, de før bekæmpede. Jugoslavien gav masser af eksempler på folk, der i årtier bekæmpede etpartistyret – men så i 90’erne selv blev del af en totalitær magt, nu bare med nationalistisk fortegn. Noget lignende foregår mindre åbenlyst i mange transitionslande. Polakkerne åbnede f.eks. i 2000 Institut for National Erindring, som skulle hjælpe landet til at forlige sig med, at millioner havde samarbejdet med Kommunistpartiet. Men Kaczinsky-brødrene – der i 2005 blev hhv. præsident og premierminister, og som i 80’erne begge var med i Solidaritet, der væltede det totalitære styre – gjorde instituttet, som skulle læge et nationalt traume, til redskab for deres egen totalitære magt. Osv. osv. Ovids fortællinger viser metamorfosen som et universelt princip og en verdensforklaring: Troja falder, mens Rom rejser sig. I dag ville digteren beskrive, hvordan kommunismen falder, mens (neo)liberalismen rejser sig. Men selv ikke kapitalismen er en konstant, og end ikke med dens ’sejr over kommunismen’ er historien slut – som det ellers er blevet hævdet. Historien vil selvfølgelig aldrig slutte, og derfor vil transitionen heller aldrig få en ende. Og alt imens står kernen fra ’kommunismens tid’ – og fra en hvilken som helst anden tid, f.eks. Ovids – uforandret. Som en rumænsk avis skrev for et par måneder siden, da landets premierminister gjorde sig uheldigt bemærket: Han »har igen bevist, at han kun repræsenterer det oligarki, som under transitionen er opstået ved at blive rig på tvivlsom vis, og som er imod fremskridt og reformer«. Før ’89 var fremskridt vel nok politikernes mest yndede ord og løfte. Det tilsvarende ord i dag er reformer. Men hidtil har folk mest været afmægtige vidner til oligarkiets endeløse metamorfoser.