Forleden mødte jeg til en koncert en bekendt.

Hun præsenterede mig som gymnasielærer over for sin ledsager. Om hun virkelig ikke vidste bedre, eller om hun prøvede at pynte lidt på virkeligheden, skal være usagt. Men jeg undrer mig i disse tider. Hvad er der blevet af respekten for verdens vigtigste, men også vanskeligste job? Lad mig begynde på topniveau. Den siddende regering har gjort, hvad den kunne for at undergrave tilliden til vore evner. Først med nedladende udtalelser som ’rundkredspædagogik’, ’halvdagsjob’ m.m., senere ved at insinuere, at vore ringe faglige kompetencer er årsagen til det postuleret sørgelige resultat en bloc. Det nyeste tiltag – nationale test og elevplaner – er et utvetydigt signal om, at nu må lærerne altså tage sig sammen og se at få lært børnene noget! Måske er det ikke ment helt så enøjet, men sådan opfattes budskabet desværre af mange. Nu er det sådan, at vi lærere overlever på at blive respekteret og godkendt af de mange, og derfor er det meget betænkeligt, når der fra øverste politiske niveau spilles ud med generel mistillid til folkeskolens lærere. Næste niveau er det kommunalpolitiske. Her er vi nede på jorden, hvor alle skal tro, de får så meget som muligt for pengene. Ud med visioner, ud med sund fornuft, ind med økonomitænkning og dobbeltmoralsk fidusmanipulering. Nogle kalder det også rummelighed! »Vi skal spare penge, men det indrømmer vi ikke, så vi kalder det bare noget andet. Det opdager de nok ikke!«. Nu er vi omsider nede på virkelighedens ubønhørlige niveau. Hver morgen igennem ca. 40 år mødes vi af det udsnit af befolkningen, som kaldes ’alle børn’ – fraregnet de elever, som forældrene har sendt i privatskole. Her er mangfoldigheden, og den stiller krav til os. Og kravet er succeshistorier! På dette virkelighedsniveau befinder sig også en stor variation af lærerprofiler. Nogle er fagligt meget dygtige, nogle er stærke på det pædagogisk-psykologiske område, nogle har stor personlig gennemslagskraft osv. Nogle få gudbenådede er stærke på alle områder, medens vi andre pudser formen af, så godt vi kan. De fleste af os ender med at være ganske hæderlige, når vi nærmer os pensionsalderen. Summa summarum: En folkeskolelærer knokler et helt liv med at blive god nok til et stort set umuligt job. Måske er det derfor, I griner ad os! NU er det jo sådan, at vi menige lærere godt kan se, der er visse problemer i den danske folkeskole, men da vi generelt regnes for uintelligente, dovne og utroværdige, bliver vi sjældent eller aldrig inddraget i debatten. Helt uopfordret vil jeg tillade mig et forsøg på en analyse. Det ligger i jobbets natur, at vi har valget mellem at solidarisere os med hinanden eller omvendt konkurrere med hinanden og profilere os på hinandens bekostning. Vil vi være ’gode forældre’, der trækker på samme hammel, eller vil vi fungere som en dysfunktionel familie? Hvis ikke vi selv eller ledelsen griber ind og forhindrer en i mange tilfælde utilsigtet og ubevidst konkurrence, kan vi komme til at slide os halvt ihjel på et oplagt ressourcespild, oven i købet til stor skade for eleverne. Et andet problemområde er de selvstyrende team. Endnu et modefænomen, som er vanskeligt at forholde sig til. Her har vi en helt ny organisationsform, som selvfølgelig kan bruges som et redskab til mange formål. Problemet er bare, at dette formål fortoner sig i det uvisse. Er det ledelsen, som i afmagt fralægger sig ethvert ansvar, eller er der tale om, at den menige lærer hægter ledelsen af og tager førertrøjen på? Hvilke spilleregler gælder inden for teamet, hvem bestemmer disse regler, og hvem holder øje med, at de ikke overtrædes? Er der tale om et kynisk udskilningsløb, hvor en bestemt lærerprofil – den samarbejdsvillige og måske den manipulerende – favoriseres? Skal alle i teamet spille den samme rolle? Er princippet ligeværd trods forskellighed? Hvis alt dette ikke er klart defineret fra ledelsens side, kommer de selvstyrende team nemt til at fungere som kilde til usikkerhed med hensyn til ansvars- og kompetencefordeling. Med andre ord, ressourcespild. Som så ofte før i den danske folkeskole er der her tale om to modsatrettede politiske ideologier. De selvstyrende team kan ses som et udtryk for decentralisering – jeg kommer til at tænke på græsrodsbevægelsen i 70’erne – medens de nationale test, fælles mål og elevplaner helt klart er udtryk for et ønske om central styring. Hver gang to modsatrettede kræfter kæmper mod hinanden, forekommer der et enormt energispild. Med andre ord, vi – de menige lærere – har kæmpet så godt, vi kunne! I 70’erne forsøgte vi os med solidariteten, den klassiske fagforeningspolitik, stramme arbejdstidsaftaler, strejker m.m. Dette medførte kun en proletarisering af hele standen. Ingen respekt, ingen lønforbedring! I dag er alle enige om, at en tilfreds lærer er en professionel lærer. Her finder vi respekten og selvrespekten og bliver glade og stolte. Man løser sin opgave uden at skele til hverken tidsforbruget eller lønnen. Problemet er bare, hvem orker det i 40 år? The Answer is Blowing in the Wind. I en almindelig dansk folkeskole er der mange aktører: politikerne centralt og lokalt, skolebestyrelsen, ledelsen, forældrene, eleverne og lærerne, herunder fagforeningen. Rækkefølgen er ikke prioriteret! I øjeblikket er der mest fokus på lærerne. Hvis vi ikke skal ende i den rene forfølgelse, bør vi nok kaste et blik på de øvrige aktører også. Som helt ung lærer i 70’erne blev jeg inden for den samme forældregruppe beskyldt for at være dels højreorienteret, dels venstreorienteret, dels fantasiforladt! Det sidste var nok det værste, men fantasien blomstrer altså ikke, når man sidder i en skruestik som den ovenfor nævnte. Til gengæld bliver man en udmærket linedanser! Folkeskolen bør ikke være en politisk slagmark, hvor alle politiske partier kæmper om magten samtidig. Det er opslidende og ufrugtbart. Måske skulle vi oprette skoler, som var klart politisk profilerede. I dag har alle skoler en målsætning, også kaldet værdier. Desværre er disse værdier så lidet konkrete, at de ikke kan bruges til noget. Når alt er et fortolkningsspørgsmål, når alt er lige gyldigt, bliver det nemt ligegyldigt! Skolebestyrelserne. Ja, det er spændende. De fleste skolebestyrelsesmedlemmer (alle dem, jeg kender) udfører et stort, uegennyttigt og ulønnet arbejde til gavn for helheden. Disse mennesker er uvurderlige som vagthunde, mæglere og ressourcepersoner. Det kræver stor menneskelig kapacitet at udføre dette hverv. Man må håbe, at de ca. 12 pct., der traditionelt stemmer ved valgene, forstår at skelne skidt fra kanel. Ellers lurer katastrofen! Ledelsen har det vist hårdt i disse år. Fem forskellige ledere inden for ti år blot på min arbejdsplads fortæller lidt om jobbets karakter. Jeg har jo ikke prøvet det selv, men jeg tror, det på mange måder svarer til at være ung lærer i 70’erne. Modsatrettede krav om stort og småt fra alle sider på en gang. Det er i høj grad op til den enkelte leder at vælge, hvad der er vigtigt at satse på. Disse valg må nødvendigvis blive lidt tilfældige. Hvem er det, der stresser lederne? Det er politikerne, skolebestyrelsen, forældrene, lærerne, eleverne – kort sagt alle! »Vi skal have tydelig ledelse!«. »Lederne skal ikke blande sig for meget!«. »Eleven skal i centrum!«. »Læreren skal træde i karakter!«. »Hvorfor er der ikke ordentlig vikardækning?«. »Hvorfor er lærerne syge?«. »Er trivselen på skolen dårlig?«. »Er du en dårlig leder?«. Oven i alt dette forsøger man fra politisk hold at drukne lederne i administrative rapporteringsopgaver som for eksempel en undersøgelse af, om lærerne nu også har dokumenteret faglig kompetence i de fag, de faktisk underviser i. Hvad skal lederne gøre, hvis billedet ikke viser sig at være tilfredsstillende? Fyre nogle lærere og ansætte nogle andre? Det kan de jo ikke. Tjenestemænd kan ikke afskediges, og der er ingen nye lærere at få. Det er fuldt forståeligt, hvis lederne en gang imellem går ind på deres kontorer og lukker døren ud mod verden. Forældrene er generelt fantastisk gode samarbejdspartnere. Det ville da også være temmelig naturstridigt andet, eftersom vi har de samme mål, nemlig at gøre eleverne dygtige og glade. Blot vil jeg minde nogle få utilfredse forældre om, at vi ikke har skolepligt i Danmark. Folkeskolen er et gratis tilbud. Eleverne er inspirerende, kloge, flittige, ærlige, ja helt vidunderlige, når blot de ikke udsættes for alt for mange dobbelte budskaber. Dette er et fælles ansvar, som vi øvrige aktører i skolen deler med hinanden. OG nu kommer vi til os selv. Vor egen fagforening har ganske enkelt ikke løst opgaven godt nok. Det er der flere gode grunde til. For det første er lærergruppen delt op i to helt forskellige ansættelsesformer, tjenestemændene og de overenskomstansatte. Tjenestemændene, for nu at sige det lidt groft, er næsten umulige for kommunerne at komme af med. Til gengæld må tjenestemænd ikke strejke. Tryghed i ansættelsen modsvares af loyalitet over for systemet. De overenskomstansatte er noget nemmere og billigere at komme af med, hvis de ikke lige passer ind i konceptet. Til gengæld har vi strejkeretten. Denne ret bliver desværre ikke brugt særlig ofte på nuværende tidspunkt, men engang i fremtiden, hvor der ikke længere vil være tjenestemandsansatte lærere, vil vi måske igen kunne enes om solidariske tiltag. En anden væsentlig hindring for en regulær arbejdskamp er jobbets specielle karakter. Vi ønsker ikke at tage elever og forældre som gidsler i en eventuel arbejdskamp. Dette er vore arbejdsgivere tilsyneladende fuldt bevidste om og handler derefter. Den tredje og nok væsentligste årsag til fagforeningens handlingslammelse er det faktum, at lærere er så forskellige og konkurrerer så kraftigt indbyrdes. Skal alle lærere have det samme i løn? Skal de såkaldte ildsjæle, som i en periode arbejder lidt mere, bremses af fagforeningen som gemene skruebrækkere, eller skal de have mere i løn? Skal lærerne have lov til at tage imod ’gratis’ computerudstyr mod en lille modregning i pensionen? Sådanne ubehagelige spørgsmål er vi som faggruppe nødt til at turde se på og forholde os til, ellers vil andre aktører overtage debatten og træffe de nødvendige beslutninger hen over hovedet på os. Det er bestemt ikke nemt at være solidarisk, når gruppen er så stor og uhomogen, som den er. Men netop heri ligger den store udfordring for lærerne i dag og i morgen. Hvordan ser den så ud, fremtidens skole? Det havde vi faktisk et seminar om i vor kommune for nogen tid siden. Her kunne vi selv for en gangs skyld give vort besyv med, men desværre var meningerne så delte, at de på det nærmeste ophævede hinanden. Lad os se på et par af de mest sandsynlige kernekrav til fremtidens skole. Vi skal skabe flere mønsterbrydere. Dette er et ret klart formuleret krav til os. Indvandrerbørn og børn af socialt udsatte forældre skal i folkeskolen have det løft, som sætter dem i stand til som voksne at konkurrere på lige fod med andre om livets goder. Det lyder fornuftigt og rimeligt. Jeg er selv en mønsterbryder. Som barn i en fattig landarbejderfamilie på Vestlolland var det et enormt brud med traditionen at få studentereksamen og senere lærereksamen. Hvad var det, der gjorde udslaget, og hvorfor kan vi ikke i dag? For det første var vi en nogenlunde homogen gruppe. Nogle var lidt rigere end andre, men vi var alle landbobørn med fælles referenceramme. Vi levede af jorden og satte pris på roernes vækst. Først mange år senere på seminariet fandt jeg ud af, at jeg tilhørte socialgruppe fem og dermed var en mønsterbryder. Jeg var så vidt vides den eneste af slagsen på den årgang. I hvert fald blev jeg på det nærmeste udråbt til maskot af samme grund. Ikke særlig flatterende eller relevant! Men det startede da en tankerække. Hvad var forudsætningerne dengang i forhold til i dag? For det andetvar læreren den person på egnen, som havde den højeste uddannelse næst efter præsten. Altså ingen bedrevidende forældre, kun beundrere, som stolede blindt på lærernes gode viljer og gode evner. For det tredje kunne skolen tilbyde rammer, som det var de færreste forundt at opleve på anden måde. Der var lige bygget centralskoler overalt med alle moderne faciliteter, blandt andet gymnastiksal med brusebad. Efter den første oplevelse med disse fantastiske ting sad vi helt stille i omklædningsrummet og talte om, at vi var blevet genfødt. Vi havde ikke brusebad hjemme, og mange af os havde aldrig oplevet noget lignende. Hvis vi skal anvende de samme virkemidler i dag, skal læreruddannelsen have noget af et løft, og der skal investeres astronomiske summer i bygninger, materiel og materialer. På det lidt mere realistiske plan kan vi forsøge os med at servere god, gedigen åndelig føde og håbe på, at det værdsættes i lige så høj grad som de varme brusebade i fordums tid. Skolen skal være mere effektiv. Samfundet skal have noget mere for pengene. Her ligger helt klart en anden udviklingsmulighed. Skolen som shopping center! Lad os forestille os, at skolen hvert år, inden skoleåret begynder, udsender et katalog med kursustilbud, som elever og forældre så frit kan booke sig ind på. Hermed tager man den sociale dimension ud af skolen og lægger det fulde ansvar for elevernes indlæring over på brugerne. Vi løser mange problemer ved en sådan model. Utilfredse elever og forældre vil vælge et andet kursus uden de store sammenstød med læreren. Undervisningsdifferentieringen, som er så vanskelig at få til at fungere, vil eleverne selv tage højde for ved at vælge et passende niveau. De socialt udsatte får en ærlig chance for at finde passende undervisning uden at blive stigmatiserede osv. Jeg ved ikke, om jeg kan lide den vision, men jeg tror, udviklingen går den vej. Folkeskolen af i dag er en utidssvarende kolos på lerfødder, som kun holdes sammen af sine egne indre modsætninger. Folkeskolelæreren er højst sandsynligt en uddøende race, som vil blive erstattet af kursusudbydere på et marked, der er styret af udbud og efterspørgsel. Sådan ser fremtiden formentlig ud. Men kunne vi ikke lige få lidt respekt, medens vi afvikler os selv?