Er MODSTANDEN mod Irans atomprogram udtryk for bekymring over spredningen af kernevåben eller et ønske om verdensherredømme? Under pres fra visse vestlige stater indbragte Det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA, sagen om Irans atomprogram for FN’s Sikkerhedsråd med den begrundelse, at der var behov for at undersøge nogle uafklarede forhold vedrørende uranberigelsens omfang og natur, før det ville være i stand til at erklære programmet fredeligt. IAEA gik i gang med en lang og grundig inspektionsplan, der varede næsten 3.000 arbejdsdage, og i den forbindelse udviste Iran åbenhed og samarbejdsvilje. Inspektionsplanen indebar interview med embedsmænd, kontrolbesøg på anlæggene, nærlæsning af dokumenter og verificering af udtalelser og indsamling af oplysninger fra lande, man formodede havde forsynet Iran med materialer. Til sidst, i efteråret 2007, meddelte IAEA, at det kun manglede afklaring af seks spørgsmål for at være i stand til at erklære atomprogrammet fredeligt. I november 2007 blev IAEA og Iran så enige om en såkaldt ’arbejdsplan’ for netop at tage fat om de sidste uafklarede forhold vedrørende Irans tidligere atomaktiviteter. Iran samarbejdede igen, og forholdene blev afklaret væsentlig hurtigere end beregnet i arbejdsplanen. IAEA’s chef skriver følgende i sin rapport fra februar 2008: »Iran har svaret på spørgsmål og redegjort for og uddybet de uafklarede forhold, man ville have svar på i forbindelse med arbejdsplanen, med undtagelse af de forskningsprojekter, Iran angiveligt gennemfører, og som muligvis har våbenproduktion for øje. Disse formodede projekter er en del af det, Sikkerhedsrådet har anmodet IAEA om at undersøge«. I en rapport fra maj 2008 skriver IAEA-chefen følgende om Irans formodede projekter: »Jeg vil gøre opmærksom på, at mange af de informationer, som IAEA fik om de formodede forskningsprojekter, kun kom i elektronisk form, og at IAEA desværre ikke var bemyndiget til at sende kopier videre til Iran«. I tilknytning til det skriver chefen videre: »For at sætte tingene i den rette sammenhæng vil jeg understrege, at IAEA i øjeblikket ikke har nogen oplysninger om Irans faktiske design eller produktion af atommateriale eller andre nøglekomponenter til fremstilling af et atomvåben. Ligeledes er IAEA ikke stødt på noget, der indikerer egentlig brug af atommateriale i relation til de formodede projekter. IAEA vil fortsætte med at undersøge, hvor pålidelige de dokumenter, der relateres til de formodede projekter og de vigtigste forhold i den sammenhæng, er«. Iran har hele tiden fastholdt, at dokumenterne, som IAEA fik fra USA om det formodede forskningsprojekt, var forfalskede eller opdigtede. USA har tidligere sendt falske dokumenter til IAEA (om Niger, som angiveligt skulle forsyne Irak med uran). IAEA skriver videre: »Det bør noteres, at IAEA i øjeblikket ikke har nogen oplysninger – ud over det såkaldte ’uranmetaldokument’ – om Irans faktiske design eller fremstilling af atommateriale til atomvåben eller af andre nøglekomponenter som detonatorer eller om relateret atomfysisk forskning. Hvad angår ’uranmetaldokumentet’, som man fandt i Iran, har Pakistan som svar på IAEA’s spørgsmål (GOV/2007/58 par. 25), bekræftet, at der findes et identisk dokument i Pakistan«. I lyset af de ovenstående udsagn er det klart, at man kan sætte et stort spørgsmålstegn ved pålideligheden af de såkaldte dokumenter relateret til de formodede forskningsprojekter. Iran har aldrig haft et atomvåbenprogram, og da IAEA langt om længe var i stand til at erklære Irans atomprogram fredeligt, sendte visse vestlige stater IAEA ud på en forgæves jagt for at holde sagen åben og derigennem retfærdiggøre deres aggressive og fjendtlige politik over for Iran. Iran har samarbejdet velvilligt med IAEA for at få afklaret alle berettigede bekymringer om spredningen af kernevåben. Men visse stater bruger deres indflydelse i de internationale organer til at lægge et uretfærdigt pres på Iran og nægte det dets grundlæggende rettigheder. Et kort blik på det følgende viser, hvor villig Iran har været til at samarbejde, og hvor imødekommende landet har været i forhold til at afklare misforståelser: – Efter næsten fem års omfattende inspektioner har IAEA fået afklaring af alle de forhold, der blev brugt som undskyldning for at indbringe sagen om Irans atomprogram for FN’s Sikkerhedsråd. – Irans nuværende atomaktiviteter, herunder også dets uranberigelse, sker under en implementering af FN’s ikkespredningstraktat (NPT), og alle aktiviteter foregår under IAEA’s kontrol og overvågning. – Iran eksperimenterer med uranberigelse på et niveau, der ligger under 4 procent, hvilket anvendes i atomreaktorer til fremstilling af elektricitet. Hvis man derimod vil lave atombomber, kræver det en uranberigelse på mere end 90 procent. Iran har sagt, at det vil tillade en kontrolmekanisme, der sikrer, at berigelsen forbliver under de 4 procent. – Iran samarbejder fortsat med IAEA. Alene i perioden fra marts til maj 2008 kom IAEA-inspektører på 14 uanmeldte kontrolbesøg på iranske atomanlæg. – Iran har givet IAEA adgang til det erklærede atommateriale og leveret de rapporter om landets atommaterialer og aktiviteter, som IAEA forlangte. – I maj rapporterede IAEA for 12. gang i træk, at det kan verificere, at det erklærede atommateriale er blevet brugt til erklæret hensigt. – Samtlige uafklarede forhold er blevet afklaret, og sagerne er blevet lukket. – Der bliver nu lagt vægt på de formodede forskningsprojekter, der dateres til 1980’erne. Ud over at man kan så tvivl om pålideligheden af dokumenterne, der påpeger de formodede projekter, er IAEA heller ikke stødt på noget, der indikerer brug af atommateriale i forbindelse med de formodede forskningsprojekter. – En konsensusrapport fra 16 grene af den amerikanske efterretningstjeneste fra december 2007 påpeger, at man formoder, at Teheran indstillede sit atomvåbenprogram i 2003. Så HVORFOR alt det postyr om Irans atomaktiviteter? Fra et iransk perspektiv er det visse staters forsøg på at fastholde monopolet på atomteknologien og underkue andre staters opposition til verdensherredømmet. En formodning om tidligere projekter, som ikke siden er blevet udviklet, og om mulige fremtidige intentioner er næppe holdbare argumenter for at frarøve en nation dens legitime rettigheder. FN’s Sikkerhedsråds indblanding er uberettiget, fordi IAEA har været i stand til at efterprøve alle de uafklarede forhold, der blev fremført som argument for at indbringe sagen i første omgang. Tonen i kravene til Iran afslører den politiske bevæggrund for Sikkerhedsrådets resolutioner. Der er dem, der argumenterer for, at Iran burde indstille sin uranberigelse, fordi det forlanges i en resolution fra FN’s Sikkerhedsråd. Men prøv at spørge en hvilken som helst mand eller kvinde i Iran om, hvorvidt dette internationale organ, der skulle opretholde fred i verden, har nogen som helst troværdighed. Der findes et iransk ordsprog, der kort fortalt lyder: ’Salt bruges til at forhindre ting i at rådne. Gud forbyde, at salt rådner’. Iranere HÆVDER med rette, at Sikkerhedsrådet er blevet et redskab, der ikke opretholder verdensfreden. Men at det i stedet sørger for at holde dem ved magten, der er venligsindede over for Sikkerhedsrådets permanente medlemmer, og at det i stedet lægger pres på andre, der beskrives som »slyngler«. I 1982 rejste Donald Rumsfeld som sendebud for præsident Ronald Reagan til Bagdad for at mødes med Saddam Hussein og give ham grønt lys til et angreb mod Iran. Få dage efter rev Saddam Hussein et fredsforlig fra 1975 mellem Iran og Irak i stykker på tv, og derefter indledte han fra luft, land og hav en massiv invasion af Iran. Der var stadig uro i Iran efter den islamiske revolution, og hæren var i uorden. Saddam Hussein offentliggjorde, at krigen ville være overstået på seks dage. Det var den tid, han havde skønnet, det ville tage hans hær at tilbagelægge distancen fra grænseområdet til Teheran. Han regnede ikke med, at den iranske hær ville gøre modstand. Men stik mod forventning begyndte iranerne at kæmpe imod invasionsstyrkerne, og efter seks dage stod det klart, at Saddam Hussein havde taget for store ord i sin mund. Da først mødtes FN’s Sikkerhedsråd. Hvilket tilfælde. Et selvstændigt medlemsland var blevet invaderet, alene den første dag angreb 140 fly hovedstaden. Og alligevel gjorde Sikkerhedsrådet sig ikke den ulejlighed at mødes, før det gik op for dem, at nogle af medlemmernes ønsker ikke gik i opfyldelse så let. En hurtig undersøgelse af forholdet mellem Saddam Hussein og den tids fem permanente medlemmer kan give en forklaring. Frankrig havde altid været en af Saddams store støtter og storleverandør af våben til Irak. Vi hørte alle Frankrigs modstand mod den amerikansk ledede invasion af Irak. Det tidligere Sovjetunionen var den største leverandør af våben til Irak og en vigtig handelspartner. Rusland prøver den dag i dag at indkræve den håbløse gæld, Saddam fik stiftet de år gennem køb af våben. Storbritannien og USA havde lige mistet en kæmpe kunde i den iranske shah, og landene ønskede intet mindre end undergang for det nyligt etablerede system i Iran. Kina var ikke nogen vigtig aktør dengang. Uanset hvad der lå til grund for, at Sikkerhedsrådet mødtes så sent, giver resultatet af det første møde om emnet stof til eftertanke. Se lige på den beslutning, rådet kom frem til efter sit første møde. Det blev blot til en udtalelse, der opfordrede begge sider til at udvise tilbageholdenhed, og det var Sikkerhedsrådets eneste reaktion på et så åbenlyst angreb på Iran. Prøv at sælge dén til en iraner, hvis land er blevet forvandlet til en stor motorvej for lige så mange kampvogne og pansrede mandskabsvogne, som Saddam var i stand til at sende over grænsen. Hvor megen tilbageholdenhed kunne man forvente sig af et Iran, der var i den fremadstormende irakiske hærs vold? Faktisk kom den første resolution fra Sikkerhedsrådet omtrent 13 måneder efter invasionen, da situationen var vendt, og iranerne var i gang med at jage irakerne ud af landet. Sammenlign derefter med det samme land – Irak – under Saddam Hussein, der invaderer et andet land, som det hævder er en af dets provinser – Kuwait. En midnat i august 1990 rullede irakiske kampvogne over grænsen til Kuwait, og bare få timer efter, klokken 4.00, holdt FN’s Sikkerhedsråd sit første møde (med rette), og inden for nogle minutter havde rådet udstedt det første af en hel række resolutioner, som opfordrede den angribende part til at trække sig tilbage (med rette). Hvad kan man læse ud af disse dobbeltstandarder? Kom resolutionen for at sikre fred eller for at holde den kuwaitiske leder, som var den første til at flygte ud af landet i en sand konvoj af Mercedes Benz og Rolls-Royce, ved magten? Iranerne FORHOLDER sig til disse kendsgerninger og siger til sig selv, at sådanne FN-resolutioner, som både er uretfærdige og politisk motiverede, medfører, at man må give afkald på rettigheder, som man har fået gennem medlemskabet af NPT, traktaten om ikkespredning af atomvåben. IAEA, som udfører den dybdegående inspektionsplan, har lige for 12. gang i træk meddelt, at det erklærede atommateriale bliver brugt efter erklæret hensigt, så atomprogrammet må være fredeligt – og ikke en trussel for verdensfreden. Men Sikkerhedsrådets krav om en indstilling af alle atomaktiviteter ser ikke blot bort fra IAEA’s rapporter og underminerer den eneste væsentlige autoritet på atomområdet – det er tydeligvis også i uoverensstemmelse med NPT’s artikel IV, som lyder: 1. Intet i denne traktat skal fortolkes på en sådan måde, at det påvirker traktatparternes umistelige rettigheder til at udvikle forskning, produktion og brug af kernekraft med fredelige formål uden diskrimination og i overensstemmelse med artikel I og II i denne traktat. Iran har skrevet under på denne traktat, og det eneste, landet ønsker, er at kunne benytte sig af disse rettigheder uden at være fuldstændig afhængige af andre. Desuden har Iran behov for atomteknologi for at sprede sine kilder til energi og for være i stand til at producere elektricitet nok til at imødegå den voksende efterspørgsel. Landet har også et stærkt ønske om at eksportere så meget olie som muligt for at opnå udenlandsk valutaindtjening og for at minimere landets afhængighed af fossilt brændstof, en forsyningskilde, der ikke er uudtømmelig. Det er nok også interessant at tage med i betragtning, at en amerikansk undersøgelse, fra før den islamiske revolution, proklamerede, at Iran ville få brug for tyve 1.000-MWe (megawatt elektricitet) atomkraftværker inden år 2030. Dengang var Irans befolkning den halve af, hvad den er i dag, og det vurderes nu, at en øget produktionskapacitet til 4.000 MWe er påkrævet hvert år for at være i stand til at imødekomme efterspørgslen. For at imødekomme det meste af det ekstra behov bliver man nødt til at trække på vedvarende energi såvel som atomkraft. USA har ført an i modstanden mod Irans atomprogram og skrevet under på atomaftaler med lande, også ikke-medlemmer af NPT, der vil føre en afhængighed af USA med sig. Den lektie, man har lært de seneste 40 år, og de konstante forsinkelser i forhold til atomkraftværket i Bushehr er levende eksempler på og påmindelser om, at iranerne ikke kan stole på, at andre overholder de internationale bestemmelser på atomområdet og lever op til det, de lover, medmindre Iran også har indflydelse. Iran ser sig selv som forfulgt og uretfærdigt behandlet gennem 30 års sanktioner og politisk pres. I den seneste tilskyndelse til Iran med henblik på at få det til at demontere sit atomprogram (først afbryde det og derefter demontere det), er der et tilbud om salg af reservedele til civilfly. Hvorfor er der ikke nogen, der har sat spørgsmålstegn ved det amoralske i at risikere menneskeliv ved en sådan restriktion? En anden såkaldt gulerod vil give Iran grønt lys til forhandlinger om et medlemskab af verdenshandelsorganisationen WTO. Har jeg ikke læst et sted, at et medlemskab af en international organisation er en rettighed, der tilfalder enhver nation, der opfylder visse betingelser, snarere end et privilegium, der kan bruges som forhandlingsredskab? Afghanistan er lige blevet medlem af WTO, men man har blokeret for Irans forsøg på at opnå medlemskab de seneste 15 år. En simpel sammenligning af de to landes økonomier, ressourcer og situation viser, at man enten skal være lige så magtfuld som Rusland eller fuldstændig afhængig af andre som Afghanistan for at blive inkluderet og respekteret. Intet midt imellem tolereres, og man respekteres ikke, hvis man prøver på ikke at være hverken det ene eller det andet. På trods af alt dette pres er Iran fortsat med at handle ansvarligt og med at leve op til sine internationale forpligtelser. Mens der bliver samarbejdet med IAEA for at mane alle reelle bekymringer i jorden om landets fredelige atomprogram, fortsætter Iran med sin forskning inden for atomaktiviteter med fredelige formål, som også inkluderer uranberigelse på det niveau, der kræves, for at et atomkraftværk kan udvinde elektricitet. Man burde derfor lægge mere vægt på at sikre, at Iran lever op til, hvad det lover, og hvad det har af forpligtelser, og ikke på at fastfryse alle de atomaktiviteter, som iranerne har grundlagt gennem hårdt arbejde. Oversættelse: Mikkel Faurholt