At få landet styret af en andengenerations indvandrer med en ungarsk fader og en græsk jødisk moder ville de fleste danskere nok betakke sig for. Det har derimod været situationen i Frankrig siden præsidentvalget i fjor. Nicolas Sarkozy blev tilmed valgt med stemmer fra Dansk Folkepartis modstykke Front National, der ikke bryder sig om indvandrere. Det afskar ham ikke fra at gøre en andengenerations indvandrer Rachida Dati til justitsminister. Hun er datter af en marokkansk fader og en algerisk moder, er vokset op i en børneflok på 12, blev tvangsgift, men fik ægteskabet ophævet og skaffede sig en juridisk uddannelse. En tredje andengenerations indvandrer, Fadela Amara, blev optaget i regeringen til at tage sig af indvandrerghettoernes problemer. Hun stammede selv herfra, var af kabylsk herkomst og kunne snakke med de unge skrighalse på deres egne sprog og sociodialekt. Hun havde gjort sig bemærket som leder af de muslimske kvinders forsvarsorganisation. Ni pute, ni soumise, Hverken luder eller underdanig. Udenrigsministeriet blev udstyret med en særlig statssekretær for menneskerettigheder, den statelige, sorte senegalesiske dame Rama Yade. Efter et halvt år anskaffede præsidenten sig derpå en italiensk gemalinde med en fortid som mannequin hos Yves Saint-Laurent og en karriere som visesanger med den betagende Barbara som – ganske uopnået – forbillede. Il pleut sur Nantes. Dybest set hænger forskellen mellem franske og danske holdninger vel sammen med, at Frankrig har en lang historie som indvandrerland. Det afspejler sig i, at der optræder omkring en million forskellige familienavne igennem tiderne, mens Danmark har været et udvandrerland. Selv nu om stunder har vi en statsminister, der synes at lide af et Rebild-kompleks. Han stammer fra den egn, hvor danske ’bindestregsamerikanere’, som man kaldte dem, holder til. Så hvad Fatter gør, er altid det rigtige. Hvor længe Frankrig har været et indvandrerland, fik vi for nylig et forbløffende vidnesbyrd om, da vi gik ind på hjemmesiden genealogie, hvor man for en billig penge kan få opklaret sin slægts oprindelse. Takket være den omstændighed, at kristendommen blev indført, da kong Klodevig tilskyndet af sin dronning Clotilde i 490’erne lod sig døbe i Reims, kan man komme et godt stykke tilbage i tiden. Mens man selv kun kan skue tilbage på endeløse geledder af Jensen, Nielsen, Pedersen og Christensen, viste det sig, at ens kone nedstammede fra en dame med det drabelige navn Sighil, der var kommet ind i landet med frankerne for 1.500 år siden. Slægten havde åbenbart siden holdt til på den samme egn. Det er usædvanligt, at et efternavn afledes af et pigenavn. Men damerne havde en del at skulle have sagt på merovingernes tid. Da der for 100 år siden blev for mange Jensen’er blandt DSB-personalet i Holbæk, blev det af hensyn til statsbanernes driftssikkerhed henstillet til nogle af dem at erhverve et andet navn. Det fik den uforudsete konsekvens, at jeg i Norge er blevet anset for nordmand, at jeg blev bedt om at skrive en lærebog til det norske gymnasium, og at en af mine andre bøger nåede et drømmeoplag på 100.000. Ganske anderledes kom Christensen-grenen af min mormors familie – efter at have valgt det mere nærliggende navn Bramsnæs – til at gøre sig gældende på dansk grund blandt andet ved at få Nationalbankens guld ud af landet, inden tyskerne kom. Efter Frankerne kom normannerne. Samtidig med, at de fra Grønland fandt frem til New Foundland, gik der en strøm af udvandrere til England og Normandiet, der blev opkaldt efter dem. Det vrimler da også med stednavne af nordisk oprindelse i denne del af Frankrig. Også talrige franske slægtsnavne er af nordisk afstamning, selv om de kan være svære at gennemskue. Som når både Fouque, Fouques, Fouché, Fouchet, Fouqier og Fouqué er blevet afledt af ’folke’. At nordiske fornavne blev til franske efternavne hænger sammen med, at indvandrerne skulle have et kristent fornavn, når de blev døbt, hvad deres franske koner ligesom Clotilde lagde vægt på. At de også fik familierne med til at fejre i hvert fald en hedensk fest, kan man måske slutte af, at det franske ord for smuk, ’joli’, skal nedstamme fra vores ’jul’. Modsat engelsk, hvori nogle af de mest uundværlige gloser har dansk rod, er kun meget få nordiske ord smuttet ind i fransk. Ifølge normannerhøvdingen Rolfs spindoktor Dudo var det efter et par generationer kun omkring Bayeux, der endnu blev talt noget dansk. Åbenbart har udvandrerne været mere indstillet på at gifte sig med indfødte i Frankrig end i England. De var dog ikke uden videre parate til at overtage frankernes skikke. Skal man tro Dudo, nægtede Rolf således at kysse den franske konges fod, da han aflagde lensed til ham i Epte. Men »da han nu nødedes af frankernes bønner, bad han en af sine soldater at kysse kongens fod. Krigsmanden tog straks fat om foden, førte den til sin mund og kyssede den uden at bøje sig ned, så kongen faldt bagover på ryggen. Der opstod nu en umådelig munterhed«. Men af normannerne lærte frankerne siden en del om organisation, statsbyggeri og skatteopkrævning, måske endda om vindmøller. En ny indvandringsbølge satte ind efter nederlaget til Tyskland i 1870, mest af italienere, polakker, spaniere og portugisere. Frankrig stod over for et samlet Tyskland med en voksende befolkning, mens dets egen befolkningsvækst gik i stå som følge af eftervirkninger af den store Revolution i 1789. Den katolske kirkes indflydelse var blevet svækket, dens godser beslaglagt, for en stor del faldet i hænderne på bønder, hvis interesse i store børneflokke var blevet svækket af den nye arvelovgivning. Hvortil kom ekkovirkninger af de store tab under Napoleonskrigene i form af hule årgange. Den seneste indvandring har været muslimerne. Det er dog noget misvisende at tale om dem som en særlig ensartet indvandrergruppe. Det er blevet yderligere understreget af de lige afholdte valg til det muslimske kultusråd Conseil Francais du Culte Musulman (CFCM). Det blev oprettet af Sarkozy, da han var indenrigsminister. Ganske vist regner man med, at der nu er mellem fem og seks millioner muslimer i Frankrig. Der er også 1.890 registrerede moskeer. Men det skønnes, at kun 20 pct. af muslimerne kommer i dem. (Le Monde, 9.6.2008). Desuden er de muslimske indvandrere delt i flere forskellige indbyrdes rivaliserende organisationer efter nationalitet og retning. Der er 1,5 million algierere, 1 million marokkanere, 400.000 tunesere, 340.000 afrikanere og 320.000 tyrkere. Marokkanerne holder fortrinsvis til i Rassemblement des Musulmans de France (RMF), der er knyttet til det Muslimske Broderskab. Valget blev organiseret gennem moskeerne. Da marokkanerne er de frommeste, fik RMF 43 pct. af stemmerne. Men der er også en generationskløft. Lederen af den ældste muslimske organisation Federation Nationale de la Grande Mosquée de Paris (FNGMP), Dalil Boubakeur, der hidtil har været formand for Kultusrådet, har boykottet valget. Han nedstammer fra profeten Muhammed himself, men står for et moderat, »voltairiensk islam« (Le Monde, 10.6 2008). Han er af algiersk oprindelse. Han er overhoved for den store moské i Paris, der blev rejst efter Første Verdenskrig som tak for de fortrinsvis algeriske soldaters indsats. 100.000 af dem faldt. Egentlig var det den mosaiske model, Sarkozy havde i tankerne, da han som indenrigsminister fik oprettet det muslimske Kultusråd. Men den halter. For det første har jøderne været meget længere i Frankrig. Jøder har der været i Rhin-egnene siden Cæsars tid. De blev retligt ligestillede på revolutionstiden. Men dertil kommer, at der i Det Gamle Testamente er belæg for, at de skal søge at gavne det land, de bor i »og lad det lands vel, til hvilket jeg har ført eder, ligge eder på sinde, og bed for det til HERREN; thi når det går det godt, går det også Eder godt«. (Jeremias, 29,7). Noget tilsvarende findes ifølge min mest skriftkloge muslimske ven ikke i Koranen. Dog henviser den lærde professor Majid Khaduri til, at muslimer, der lever i ikke-muslimske lande, Dar al-Haharb, ikke bør skade det land, de bor i. Det synes dog ikke at være den fortolkning, der er blevet anlagt af de folk, der tog til Mellemøsten for at sladre om Jyllandspostens ulyksalige tegninger af Profeten. Der skal ikke så mange til at lave rav i den. Islam er til forskel fra jødedommen en missionerende religion. Når ikke desto mindre ikke-semitiske folkeslag som en del berberstammer i Nordafrika og Khazarerne i Østeuropa har antaget den mosaiske tro, er det, fordi de selv har fået lyst til det. Selv de folk, der har fremstillet dronningens gobeliner, synes dog at tro, at jøder er en særlig race med krum næse. Da Østeuropæiske jøder på flugt fra russiske pogromer kom til at spille en stor rolle i grundlæggelsen af staten Israel, blev der, som Marc Ferro påpeger i Les tabous de l’historie (2002), ikke talt højt om, at de egentlig ikke stammede fra den del af verden, men var i slægt med tyrkere og finner. Da deres fyrst Bulan først i 861 var gået over til jødedommen, kunne man også dårligt anse deres forfædre for medansvarlige for Kristi korsfæstelse. Ideen om en jødisk nationalstat opstod da også i Vesteuropa. Den udsprang ligesom cykelløbet Tour de France af Dreyfus-affæren. Da den østrig-ungarske journalist Theodor Herzl, som dækkede sagen, konstaterede, at jøderne ikke engang i den franske republik var i sikkerhed, skrev han i 1896 ’Den jødiske Stat’, der blev zionismens programskrift. Han nåede ikke at opleve, at Dreyfus blev rehabiliteret. Forinden opnåede anti-dreyfusarderne dog en slags sejr, da de ved at lancere Tour de France fik taget livet af det førende sportsblad, der var gået ind for den uskyldigt dømte jødiske officer. Men deres store chance fik antidreyfusarderne efter Frankrigs sammenbrud i 1940. Halvandet år inden tyskerne indledte jødeforfølgerne i Frankrig, indførte marskal Pétains Vichy-regering sine egne Nürnberg-love. Blandt dem, som var imod jødestjernen og deportationerne i sommeren 1942, var den berømte tyske forfatter Ernst Jünger, der var udstationeret som officer i Paris. Han havde tilbage i Weimar-republikken givet den unge Werner Best en håndsrækning, og de mødtes nu jævnligt i Paris. Desværre ved vi ikke meget om deres samtaler, bortset fra at han rådede Best til at tage imod tilbuddet om at blive rigsstatholder i Danmark. De første deportationer udløste en omfattende hjælpeindsats. De fleste jøder blev skjult eller udstyret med falske papirer. I spidsen gik protestanterne, der selv i sin tid havde måttet søge tilflugt i utilgængelige bjergegne som f.eks. omkring Chambon-sur-Lignon i Auvergne og Cevennerne. Men snart trådte også den katolske kirke med sit store netværk til under ledelse af ærkebiskoppen i Toulouse. Resultatet blev, at der nu lever dobbelt så mange jøder i Frankrig – omkring 600.000 – som før krigen. De har genoptaget deres fremtrædende indsats inden for erhvervsliv, videnskab, kultur og politik, enten de kender Jeremias 29,7 eller ej. Den politiker i den fjerde Republik, der huskes bedst for sit fremsyn, er Pierre Mendes France. Simone Veil, mirakuløst undsluppet fra Auschwitz, blev en af de førende reformpolitikere i den Femte Republik. Under præsidentvalget sidste år gik hun ind for Nicolas Sarkozy. Det skyldes næppe hans græsk-jødiske mor, som han er så nært knyttet til, at han tager hende med på statsbesøg. Simone Veil har siden kritiseret den almagt, den franske forfatning giver præsidenten. En af præsidentens kongstanker under det franske formandskab i EU har været at prøve på at få araberne til at være i stue med israelere og tyrkere i en Middelhavsunion med EU. Tanken har ikke vakt begejstring i Tyskland, som han har haft sværere ved at komme på bølgelængde med end sine ’galliske’ forgængere Chirac, Mitterand, Giscard og de Gaulle. Men i det mindste er en anden af Sarkozy’s kongstanker under formandskabet i det kommende halvår at få gjort noget ved det europæiske forsvarssamarbejde. Man skal ikke forundres, hvis han vil lægge endnu mere vægt på fransk prestigepolitik end gallerne. Hans to muslimske ministre har opført sig noget forskelligt. Fadela Amara, der skulle tage sig af ghettoforstæderne, er blevet boende i den verden og har afvist at flytte til sin embedsbolig. Hun arbejder energisk for at skaffe arbejdspladser til sine bysbørn. Justitsminister Rachida Dati har som præsidenten selv haft sværere ved at stå for det søde liv på toppen, men vist sig så handlekraftig, at hun har lagt sig ud med en del af dommer- og advokatstanden ved at indlede en hårdt tiltrængt omlægning af retskredsene. Men hun er blevet noget af en rollemodel for piger i ghettoerne, der lider under ’storebrodertyranniet’. Drengenes rollemodel er Zinédine Zidane. Fodboldstjerner er som bekendt blevet tv-alderens nationalhelte. En af indvendingerne mod at gøre H.C. Andersens ’I Danmark er jeg født’ til nationalsang er således, at den er for svær at synge for fodboldspillerne. Måske ved de også, hvad ’Frejas sal’ er , som digteren tyede til for at finde et rim på ’dal’. Han har som bekendt noget så dansk et navn som Oehlenschläger. Men heldigvis har vi da Isam B’s version af ’I Danmark er jeg født’. Selv om han er outlandish.