0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En 58’er

Eftertanke. Det er 50 år siden, vi fik vores studenterhue. Og hvordan gik det så – for os, for verden? Giv din kommentar til dagens kronik nederst på siden.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er halvtreds år siden, jeg som den første i min familie fik sat en studenterhue på hovedet.

Kun ganske få af denne årgang på Odense Katedralskole sagde nej til dette symbol på det borgerlige konkurrencesamfund

For mig var huen realiseringen af alle de håb, som stræbsomme forældre og bedsteforældre havde investeret i mig – ud fra troen på, at kun uddannelse kunne bringe økonomisk fremgang og højere status.

Efter en endeløs række af studentergilder, hvor vi skrålede med på sommerens hit med Four Jacks ’Så bare, bare tage det roligt og giv dig god tid, vi når det nok’, var det stik imod sangens refræn prompte videre opad til næste trin på stigen, det statsvidenskabelige studium i København.

Der var ingen tanke om et eller flere fjumreår – ja, vi kendte slet ikke det begreb. Ungdommens Uddannelsesfond var knap nok eksisterende, og det krævede store økonomiske ofre af forældre, som ikke selv havde for meget. Derfor blev den sorgløse sommer hurtigt afløst af voldsomme bekymringer med hensyn til, om et ungt menneske uden læsetraditioner kunne leve op til familiens forventninger eller ville ende som en sørgelig skæbne i det københavnske natteliv, som studenten fra provinsen selvfølgelig måtte afprøve. På ’Kannibalen’, Universitetets spisestue i Nørregade, fik jeg til skræk og advarsel udpeget eksempler på en sådan deroute.

Nej, det skulle lykkes. Der var ikke tid til for mange tømmermænd. For der var en fast tro på, at det hårde slid med bøgerne ville blive belønnet. Verden gik jo hele tiden fremad. Det handlede om at holde sig til.

Den samme målrettethed gjaldt, når det drejede sig om at finde en partner og stifte familie. Det var forelskelse ved første blik på kollegiets køkken. Tre år efter blev Gitte og jeg gift. To år senere ventede hun vores første barn. Og det samme mønster fulgte alle andre, vi kendte, fra samme årgang.

Når jeg kigger tilbage her 50 år efter, bliver jeg slået af vores ønske om meget tidligt at lægge en tryg kurs.

Vi var født lige før eller under besættelsen. Gennem forældre og bedsteforældre havde vi oplevet tredivernes skræmmende arbejdsløshed, besættelsestidens utryghed, efterkrigsårenes vareknaphed og så den pludselige tro på, at det kunne lade sig gøre at få det bedre.

Nogle af mine kammeraters forældre havde bil og fik meget hurtigt installeret fjernsyn. Vi andre stod uden for tv-forhandlernes vinduer og fulgte de vigtigste sportskampe eller krigen i Algeriet, mens vi indvendig bandede og svor på, at vi en dag selv skulle have del i den materielle fremgang. Samtidig med at mange af os blev politisk engageret i kampen for en mere retfærdig verden, hvor arbejdsmanden og direktøren fik det samme i løn.

Under det hele lå frygten for det store atombrag, som ville gøre en ende på alle forhåbninger og gøre det totalt ligegyldigt, om man sled sig til en fin eksamen. I 1958 begyndte de første atommarcher fra Holbæk til København, og i oktober 1962 kulminerede vores frygt med de tretten dage, da USA’s John F. Kennedy og Sovjetunionens Nikita Khrusjtjov udkæmpede pokerspillet om raketterne på Cuba.

22. oktober kommer Gitte hjem til den nyerhvervede étværelses lejlighed i Århus. Hun fortæller glad om den brudekjole, som hun har prøvet hos ’Lilly’ på Strøget. Vi lukker op for fjernsynet og hører præsident Kennedy sige: »30’erne har lært os én ting. Hvis aggressiv adfærd ikke standses, fører den til sidst til krig. Vi vil ikke løbe nogen utidig risiko for en verdensomspændende atomkrig, hvori sejrens frugter kunne bliver aske i vores mund. Men vi vil heller ikke vige tilbage for denne risiko, når den må tages«.

Det var derefter umuligt at koncentrere sig om brudekjole og andre forberedelser af det bryllup, som for alvor skulle konfirmere vores private lykke. Indtil John F. Kennedy et par uger senere afslørede modpartens bluff.

Vi var imponeret over præsidentens mod og evne til at kalkulere risikoen, men da vi 8. december blev gift i Hadsund Kirke, sad frygten stadig i os, og ordene ’til døden os skiller’ havde fået en helt konkret betydning.

Pludselig kan jeg huske, hvor bange vi var dengang – og jeg spekulerer over, hvad det har betydet at have haft denne angst som grundvilkår i de unge år. Jeg opbyggede i hvert fald en indædt vilje til at kæmpe imod magthavere, der ensidigt bygger deres politik på masseødelæggelsesvåbnenes afskrækkende virkning. Og en stærk skepsis over for det i dag så fremtrædende dogme om, at det alene var den vestlige oprustning, som fik kommunismen til at bryde sammen.

Vi stod i oktober 1961 i Berlin og betragtede den Mur, som det østtyske Ulbricht-styre havde opført for at hindre deres borgere i at flygte til Vesten. Vi kigger over mod husene i Bernauerstrasse, hvor beboerne holder flyttedag, mens myndighederne murer deres vinduer til for at hindre, at de forsøger at springe ned i friheden. Vi ser de små blomsterarrangementer, hvor andre har mistet livet, og gyser ved tanken om at leve i sådant et samfund.

Vi mødes med byens overborgmester, Willy Brandt, et menneske, som får stor betydning for mine egne holdninger under den kolde krig. Et menneske, som kæmpede for friheden, som kunne stå fast, når det gjaldt, men også turde vise den fleksibilitet og tillid over for modparten, der kunne ændre en fastlåst situation, og som aldrig lod sig narre af den totale dæmonisering af fjenden eller af en naiv tro på egen fortræffelighed.

Da Vietnamkrigen begyndte i efteråret 1964, fik jeg som ung udenrigsredaktør på det hedengangne ’Demokraten’ rig lejlighed til at forholde mig til spørgsmålet om, hvor loyal man skulle være over for den allierede, som havde kæmpet for vores frihed under den sidste krig, men som nu bandt sig til et korrupt styre og forsøgte at tæppebombe vietnameserne på plads.

Misforholdet mellem supermagtens strategiske interesser og det fattige folks lidelser skreg til himlen. Derfor blev det en krig, som vakte voldsomme følelser, og som delte familier. Gittes forældre, der ellers var særdeles tålmodige og tolerante, blev efterhånden noget trætte af vores nærmest krigeriske afstandtagen fra den amerikanske politik, og Vietnam blev tabu ved middagsbordet.

Det var vores første opgør med den forrige generation, der havde lagt så mange spor ud for os, som vi så villigt havde fulgt. Vi kunne ikke længere acceptere, at Far – hverken ham derhjemme eller supermagten USA – altid havde ret. Bare fordi han var Far.

Det blev tydeligt i 1968 og årene efter. Det var folk, der var yngre end os, der satte gang i ungdomsoprør, studenteroprør, kvindebevægelse og blomsterbørn. Men det påvirkede også os, der – det kunne vi pludselig se – havde levet så regelret. Var vi i virkeligheden blevet snydt for noget? Havde vi i vores søgen efter den optimale tryghed forskertset nogle muligheder? Behøvede vi at være hårdtarbejdende borgerdyr? Behøvede ligusterhækken at være helt så høj? Og kærlighedslivet så forudsigeligt?

Vi dannede ’Gruppen’, en kreds af familier, der mødtes til diskussioner og til fester, hvor vi flirtede med hinanden og med tanker om andre måder at leve på. Måske et stort kollektiv i Thy, så børnene kunne få mange forældre og udvikle sig på en anden og mindre selvisk måde end deres forældre. Da det kom til stykket, fortsatte de fleste af os ad den lige vej, vi var begyndt på, privat som karrieremæssigt.

Men en skepsis over for kursen blev hængende. Troen på fremtiden som en uendelig række af fremskridt, skabt af dygtige videnskabsmænd og oplyste borgere, ja, den var knap så stålsat længere. For der opstod let en tom fornemmelse, når de attråede materielle ting endelig var erhvervet, og savnet efter en mening med tilværelsen sneg sig ind på én. Var det det, man ville med sit liv? Var der ikke noget mere end villa, vovse og Volvo?

Samtidig blev det tydeligt, at vi var ved at udmarve kloden. Vi forbrugte og forurenede, som var vi den sidste generation. Med større og større risiko for at blive det. Og tilliden til, at videnskabsmændene optrådte etisk med henblik på en bedømmelse af, hvad der gavnede kloden og ikke bare dem selv, var jo himmelråbende naiv.

Der var brug for politik. For korrektiver til forbrugerismen og markedet. Ulykkerne Bhopal, Seveso og Three Mile Island blev symboler på, hvad der kunne ske, når vi troede for meget på eksperterne og overså den menneskelige faktor – herunder kapitalens manglende evne til selv at sætte grænser for grådigheden.

Alligevel trængte det ikke rigtigt igennem. Og da Berlinmuren smuldrede i 1989, og Sovjetunionen faldt fra hinanden, blev det signal til et opgør med de politiske Kloge-Åger. Nu skulle der tværtimod liberaliseres og privatiseres. Markedet havde fået ret. Et marked, der var større end nogen sinde. Det var globalt. Og der var dækket op til de anonyme bosser og bisser i spidsen for hedge- og kapitalfonde. At spekulere var helt i orden. Bare det gik godt. Folk måtte tilpasse sig, være effektive, tage ansvar og forsøge at leve op til Adam Smiths ’økonomiske mennesker’, der altid handlede rationelt for at optimere deres egen lykke.

For nogle ulande betød det bemærkelsesværdige vækstrater. For andre betød det større fattigdom. I vores – den rige del af verden – steg uligheden. I toppen af det multinationale erhvervsliv tildelte man hinanden astronomiske beløb – undertiden for at slippe af med en fiasko – og samtidig kunne man registrere flere og flere fattige, flere og flere sultende.

Mange af os, som havde talt for en stærk politik over for kapitalkræfterne, var en overgang relativt mundlamme. Alt, hvad vi tænkte og sagde, var nærmest på forhånd stemplet som old hat.

Jeg følte mig kørt over af en superliberal damptromle på den eneste vej, som fandtes.

Samtidig var der sket noget andet. Krig og fattigdom havde sammen med vores behov for arbejdskraft skabt en folkevandring.

Da jeg blev immatrikuleret i 1958, var der ikke en eneste afvigende hudfarve under studenterhuerne på Odense Katedralskole.

I dag vil der på rigtig mange af landets gymnasier være klasser med et flertal af danskere af anden etnisk herkomst. Og nationen stander ustandselig i våde ved tanken om, hvordan gamle danske værdier kan blive eroderet af tørklæder og accepten af, at der kan findes flere kulturer ved siden af hinanden.

Jeg indrømmer blankt, at nogle af os i begyndelsen nok tog for let på problemerne med at integrere de fremmede. Vi betragtede det som en selvklar moralsk forpligtelse at tage imod flygtninge og deres familier.

Vores mangel på betænkelighed kan forklares med, at vi selv gennem vores privilegier med hensyn til job og bolig var fjernet fra integrationens daglige udfordringer. Der var utvivlsomt en vis selvfedme i denne måde at være god på. På andres bekostning.

Hvad har jeg lært af det?

Ikke, at det er i orden at trykke på et mindretal gennem diskriminering af alle de kulturelle værdier, som ikke lige passer ind i den danske skabelon. Og her taler jeg ikke bare om moral og anstændighed, selv om det efter min mening er en væsentlig del af politikken – var der ikke nogen, som sagde værdidebat? Jeg taler faktisk også om et forsøg på at løse vores problemer, at skabe et godt samfund for både flertal og mindretal.

Alle erfaringer fra lande, som er vant til indvandring, viser, at integration tager tid, og tendensen til at forblive i parallelsamfund i lang tid forstærkes, hvis flertallet meget bastant tager afstand fra mindretallets kultur.

Den ufrugtbare offertænkning forstærkes, når man mødes med foragt og mangel på respekt for det, som i generationer har været værdsat. Der svares igen med en lignende mangel på respekt for det samfund, der hele tiden taler om tolerance, men praktiserer snæversyn.

Her plantes spiren til det oprør, som nogle gange er dumme gadeoptøjer og andre gange er farlige planer om terror.

Det er logik for perlehøns, og jeg kan kun tænke ilde om dem, som bevidst politisk udnytter denne logik til selvopfyldende profetier om terrorisme og kalifater.

Nogle – sidst var det præsident George W. Bush i sin tale i det israelske parlament – sammenligner dagens verdenspolitiske udfordring med situationen i 30’erne, da appeacement over for Hitler slog fejl. Det er en fristende parallel, når man hører repræsentanter for det iranske præstestyre, Osama bin Laden eller andre islamister, som vil påtvinge os deres religion og sammenblanding med verdsligt styre. Det er selvfølgelig vigtigt at bekæmpe tendenserne til anslag mod den ytringsfrihed, som er en kerneværdi i ethvert demokrati.

Men samtidig er der en stor fare for at falde i den fælde, som de rabiate har opstillet for os. De ønsker, at vi skal reagere forudsigeligt og hårdt, så de kan overbevise deres tilhængere om, at sådan er Vesten.

Da tvillingetårnene sank i grus 11. september 2001, lykkedes det ikke alene Osama bin Laden at slå tre tusind mennesker ihjel, men også vores egen tro på nogle af de mest basale værdier, vi har kæmpet for siden holocaust og Anden Verdenskrig.

Den erklæring om universelle menneskerettigheder, der blev vedtaget i FN for 60 år siden, presses nu fra begge sider. Af de religiøse fundamentalister og af de demokratiske lande, som i krigen mod terror finder undskyldningen for at gradbøje principperne.

Mest slående er det, at det absolutte forbud mod tortur er kommet til debat, og at det amerikanske demokrati – der skulle fungere som model for alle andre – har udviklet et lederskab, som tilsidesætter en række af de internationale konventioner og anvender afhøringsmetoder, der af alle eksperter betegnes som tortur.

Hvad nytter det, at vi besejrer ’fjenden’, hvis vi undervejs kommer til at ligne ham til forveksling?

Her 50 år efter min egen immatrikulering henter jeg optimisme i mødet med en ung kvindelig student fra Yale Universitet i USA. Hun havde fået et stipendium fra præsidenten og var sammen med andre legatmodtagere blevet inviteret til Det Hvide Hus.

Aftenen før receptionen samlede hun underskrifter ind til et brev, som protesterede mod den amerikanske regerings hemmelige fængsler og anvendelse af tortur.

Næste dag, da de blev fotograferet sammen på plænen foran Det Hvide Hus, gav hun det til præsident Bush og sagde: »Vi har foretaget et valg. Vi ønsker ikke at USA skal stå for tortur«.

Jeg ville ønske, at jeg i samme alder havde haft den samme civilcourage. Men det er vel aldrig for sent at mobilisere den? Heller ikke for en 58’er.