Jeg er så træt af konstant at skulle forsvare, hvad jeg ikke kan, i stedet for at skulle bevise, hvad jeg kan. Hvorfor er det sådan en svaghed at være sprogligt begavet i stedet for matematisk? En humanist bliver set som værende mindre værd end en bio- eller naturvidenskabelig. Humanisterne får 12 procent af forskningsresurserne fra regeringen, imens de to førnævnte får 27 procent hver, erfarede jeg i foredraget ’Humaniora i det 21. århundrede’. Det er jo så en ting, men samtidig blev der refereret til en analyse lavet året før, som viser, at hvis befolkningen kunne bestemme, så fik humanisterne kun 4 procent af de offentlige forskningsresurser. Jeg må indrømme, at jeg også var overrasket over at høre, at der fandtes en forening, der skulle »redde humaniora«. Er humaniora virkelig så langt ude, at faget bliver sat i bås med truede dyrearter og børn i den tredje verden? Hvordan skete det? Jeg burde ikke være overrasket. Selv om jeg er ung, naiv og idealistisk, har jeg gennem hele mit korte liv set tegn på, at jeg tilhørte en truet art. Langt fra sjælden, men truet! Det at blive smidt ud på arbejdsmarkedet er skræmmende nok for mig. Hvis jeg tager Haarder-modellen og flyver direkte igennem mit studie, så har jeg en kandidatuddannelse, når jeg er 23. Det er de fleste, der starter på mit studie. Men at jeg samtidig mindst hver uge skal konfronteres med, at jeg ingen chance har for at få et studierelevant fuldtidsjob, fordi jeg ikke brænder for at blive ingeniør, gør det ikke lettere! Jeg begyndte i børnehaveklassen som en af de yngste – fem år gammel, født sidst på året, og nu går jeg på Københavns Universitet som den vistnok absolut yngste. Det vil sige, at jeg ikke har taget en 10. klasse, ikke har gået på efterskole, eller højskole, sprogskole eller taget enkeltfag. Jeg har ikke engang holdt et sabbatår, som mange af de unge i Danmark gør. Tro mig, det er ikke, fordi jeg vil prædike, heller ikke fordi jeg begræder mine valg. Jeg har gjort dét, der føltes rigtigt for mig, hvilket tilfældigvis er, hvad den siddende regering helst vil have os unge til at gøre, bare ind og ud hurtigst muligt. Men alligevel adskiller jeg mig radikalt fra den ideale student – jeg er nemlig humanist. Ikke alene læser jeg humaniora, jeg lever for mit fag: litteraturvidenskab og kunst og kulturformidling. For mig er det ikke en pligt at skrive opgaver og læse flere hundrede sider om ugen foruden at gå til forelæsninger og seminarer. Tværtimod kan jeg finde på i min fritid at læse mere om mit fag, der var min hobby, før det blev mit studie, og jeg går glædeligt til ekstra forelæsninger og foredrag på universitetet. Der er andet i mit liv, naturligvis, masser! Men jeg har kunnet forene min hobby med min – forhåbentlig – fremtidige levevej, og det lille år jeg har tilbragt på Københavns Universitet har gjort mig helt euforisk. Jeg burde jo rende rundt i en evig lykkerus, men det kan være svært at bevare begejstringen, når man konstant får at vide, at det er en drøm, der ikke varer ved. Jeg er familiens mønsterbryder: Jeg vil blive den første, der tager en kandidatuddannelse, hvis jeg afslutter mit studie. Alle har været utrolig søde og støttende og ønsker bare, at jeg skal følge min drøm og blive lykkelig. Men overalt møder jeg folk, der har en anden holdning. Det startede jo allerede i folkeskolen. Mange andre har nok oplevet at få smidt lignende udtalelser i hovedet: »Hvorfor vælger du sproglig? Du har jo også høje karakterer i matematik og fysik/kemi. Hvorfor vælger du så ikke matematisk linje, når nu du kan?«. Sandt, jeg klarede mig ganske udmærket igennem de matematiske fag, men jeg hadede det. Kun min gode hukommelse hjalp mig igennem. Jeg besidder ingen matematisk logisk sans og har ingen tålmodighed overhovedet, når det kommer til udregninger. Hvis noget driller, vil jeg allerhelst give op med det samme og spørge en anden. Ikke lige det stof, kernefysikere er lavet af. Heldigvis huskede jeg altid, hvad jeg så, når jeg fik hjælp, og fik derfor tocifrede karakterer, selv i mine hade-fag. Men den dag i dag kan jeg stadig gå kold over at skulle efterregne min lønseddel. Så jeg blev altså sproglig. Endda på god gammeldags maner med latin og græsk på højniveau. Jeg tog såmænd et højniveaufag til, engelsk, og havde både tysk og fransk i løbet af min gymnasietid. Ikke alene sugede jeg alle mulige sprog til mig, jeg valgte også at have tre højniveaufag. Havde jeg været matematiker, havde Bertel Haarder jo brugt mig som eliteeksemplet! Efter tre år med at argumentere for hvorfor jeg var blevet sproglig, og især hvorfor jeg var gammelsproglig, fik jeg et godt gennemsnit og kom ind på drømmefaget, hvor jeg nu befinder mig i dag. Jeg læser det, Øhlenschlæger selv kaldte »æstetik«. Jeg mænger mig med de intellektuelle. Jeg har dage, hvor jeg føler mig helt høj pga. alle de kyndige mennesker, der omgiver mig, og er da slet ikke til at slå ud nu, hvor jeg næsten har afsluttet mit første år og rent faktisk begynder at forstå, hvad de kloge siger. Nu troede jeg, at jeg havde fået min belønning – men nej. Jeg glemte jo helt »Hvis du er humanist, kan du blive arbejdsløs eller gymnasielærer – eller begge dele«-diskussionen. Til folks store undren har jeg endda valgt et fag, hvor jeg ikke kan blive gymnasielærer. Katastrofe, jeg er jo fortabt!!! Men hvorfor skal jeg stadig overbevise folk om, at jeg ved, hvad jeg gør? Jeg er jo langtfra den eneste? Min lektor havde annonceret et foredrag med navnet ’Humanioras betydning i det 21. århundrede’. Jeg tog glad derhen i håbet om at få det værktøj, der en gang for alle ville vinde over alle de argumenter imod humaniora, jeg har hørt på de sidste fire år. Men nej! Først hører jeg en mand i ramme alvor sige, at studerende skal have lov til at »shoppe rundt« i fagene. Det lyder jo meget godt, lige indtil han senere spørger mig direkte, om ikke jeg ville være glad, hvis jeg ville kunne læse litteraturvidenskab i morgentimerne og så studere fysik om eftermiddagen. Nej! Så havde jeg jo nok valgt fysik, hvis det var det, jeg ville læse. Ellers er det ingen skam at vælge om, og bachelortilvalgene er mange og alsidige – så hvis det var mit ønske, kunne jeg sagtens opsøge det. Han ville udrydde humanisten i mine øjne. Gøre det forkasteligt udelukkende at læse humanistiske fag – i håb om, at folk ville føle sig pressede til at tage noget mere ’brugbart’ ved siden af. Det er helt fint for mig, at folk er tværfaglige. Rent faktisk beundrer jeg folk, der kan jonglere med både ligninger og versefødder. Men der er sgu’ da ikke nogen, der tager ud på DTU og spørger, om ikke de har lyst til at tage et filosofikursus ved siden af, vel? Og det er jo heller ikke første gang, man møder den slags. I gymnasiet, da folk fra universiteterne var ude og fortælle om deres faglige område, oplevede jeg en kvinde i ramme alvor sige til sit kursus om sprog, at man jo bare skulle tage et fag, man kunne holde ud i fem år på universitetet og så efteruddanne sig. Så kunne man jo kalde sig akademiker, ligegyldig hvad man havnede i. Hvad er det dog for en slags vejledning at modtage? Tilbage til mødet: Næste foredragsholder fortalte, at vi skulle læse for at tilegne os viden. Viden for videns skyld, kaldte han det. Det var jo en smuk tanke, men hvordan får jeg råd til bare spaghetti og ketchup, hvilket jeg trods alt får i min studerende-situation, hvis jeg bare ved noget for at vide det? Var det virkelig alt, hvad han syntes, at humaniora kunne bruges til? Tredje mand, eller nærmere kvinde, nævnte tre slags humanister: Humanisten, der skaber en grundviden, andre i samfundet kan bygge ovenpå. Eksperten, der løser opgaver på bestilling. Og det hun kaldte hofnarren. Hofnarren er den humanist, der betragter, kommenterer og kritiserer det samfund, vi alle befinder os i. Hun mente, at der ikke længere var plads til den sidste form for humanist i vores samfund. Men hvad er det så, adskillige skribenter f.eks. laver? Titlen hofnar var jeg heller ikke videre begejstret for, men det er selvfølgelig en misforstået titel, ligesom humanist er det i dag. Desuden kan jeg ikke se, hvorfor humanisten kun kan have tre roller. Sidste mand på talerstolen var jeg svært begejstret for: Han talte om ledelsen af det humanistiske fakultet, og hvilke ændringer der burde indføres. Det vil jeg dog ikke komme nærmere ind på, da dette skal ses som et frustreret råb efter forståelse og accept, ikke et mødereferat. Til sidst åbnedes for diskussion, og det var desværre først det sidste kvarter, en anden, sjovt nok fra litteraturvidenskab, var modig nok til at indvende noget blandt alle journalisterne og eksperterne: Hvor er pladsen til de studerende i alt det her? Hvornår spørger I dem? Det skal lige indvendes, at eleverne på humaniora er meget engageret i politik. De går til fagmøder som aldrig før, kæmper for deres studie og deres medmennesker, prøver at sprede nye idéer om os humanister osv. Mit indtryk er, at humanioras elever går mere op i den slags end f.eks. i deres caferåd og festarrangementer o. lign. Den slags er der selvfølgelig også plads til, men man ser meget mere ildhu i de andre førnævnte foretagender. Alligevel blev deres forsøg på at forny humaniora og udbrede et bedre image for humanisterne slet ikke nævnt. Det satte gang i mig. Jeg har en mening om næsten alt, skal det siges. Om det er godt eller skidt, er jeg ligeglad med, hellere det end ikke at gå op i noget. Mit spørgsmål var ganske enkelt: Hvorfor stod de her eksperter og beskrev nye idéer om, hvad humanisten skulle være og blive, i stedet for at sætte fokus på, hvad en humanist er? Hvorfor klynkede voksende intellektuelle over, at samfundet ikke havde skaffet nok arbejdspladser og alt for få forskningsposter til dem og deres, i stedet for at give de studerende værktøjerne til at sælge sig selv? Man får mange andre kompetencer end at analysere Kafka på originalsproget på mit fag. Man lærer at formidle et kompliceret budskab, man tilegner sig et akademisk sprog, man lærer at bestemme en målgruppe, man får et historisk overblik over Europa og Europas kulturer, man tilegner sig store kompetencer inden for brugen af det danske sprog, man lærer at mestre samtlige skandinaviske sprog, tysk, fransk og naturligvis engelsk osv. osv. Og jeg er ikke engang færdig med første år! Hvis bare vi humanister kunne få lov til at sælge os selv i stedet for at forsvare os selv, så ville der måske komme flere humanister i arbejde – og endda i job, som de rent faktisk kunne lide. Ikke alle humanister drømmer om at blive anmeldere eller økonomer – nogle ønsker bare at udnytte de egenskaber, de har tilegnet sig, på en fornuftig måde, der kan brødføde deres kommende familier. Humaniora har et forfærdeligt ry, og som jeg erfarede i dag, så har det sågar spredt sig til vores egne rækker. Selvfølgelig mener jeg ikke, at hele verden er imod os, men hvis man ser på arbejdsmarkedet, er vi ikke de typer, de fleste ledere headhunter. De mennesker, jeg hørte tale ved mødet om humaniora, var intellektuelle af højeste karat. De havde brugt år på forskning og/eller brugt store dele af deres liv inden for faget. Jeg var enig i meget af, hvad der blev fremlagt, men de holdninger, jeg her har forelagt, ikke alene skræmmer mig, men ophidser mig. Jeg bliver vred på mine egne og mine studiekammeraters vegne. Hvordan kan jeg overhovedet håbe på en chance, når det bliver min tur, hvis generationen før mig allerede har givet op? Heldigvis har jeg en masse vidunderlige og dygtige mennesker i ryggen, der lige som jeg tror på humaniora. Mange på mit studie snakker allerede om efteruddannelser for at få et fast job, men vi er nogle få med håb og kampgejst. Og der er garanteret flere på hver årgang og i hvert fag, som spenderer tiden på humaniora med at forfølge en drøm. Der skal være plads til tværfaglige, til medicinstuderende, biovidenskabelige, naturfaglige, håndværkere, bagere og alle de andre. Men så må humanisterne vel også være her? Humanisten er trods alt den, der stiller spørgsmålene hvornår, hvorfor og hvorhen? Humanisten er den, der minder folk om tidligere fejltagelser og advarer om fremtidens komme. Humanisten kæmper for sin drøm, en drøm, der handler om hele menneskeheden, deraf navnet humanist! Drømmen handler om et samfund, hvor vi alle har en større forståelse for hinanden i verden, og hvor vi lærer af tidligere fejl. Hvor vi kan forstå andre kulturer, og derved ikke frygter og betvivler deres metoder, men oplever empati med ellers fremmede kulturer og minoriteter. Drømmen handler om det smukke i kulturen, i æstetikken – dét, der skiller os fra dyrene. I kan ikke bilde mig ind, at samfundet vil droppe det fuldstændigt? Humaniora har brug for en veluddannet spindoktor og en ny generation, der ikke længere vil forsvare sine evner, men sælge dem til højeste bydende. Jeg ved, at det blev meget humanistisk, frelst og drømmende, men jeg nægter at forsvare min holdning. Jeg vælger i stedet at stå fast på den. Derfor beder jeg folk om at tænke sig om en ekstra gang. Lad lederne se de kompetencer, ansøgerne har, ikke hvilken titel, der står på deres visitkort. Brug de resurser, der ikke alene er tilgængelige, men ivrige efter at blive brugt. »Gør en god gerning: Red en humanist«.