Da jeg for nylig gik en aftentur i kvarteret, hvor jeg for tiden bor, faldt mit blik på et skilt på en dør: ’Tiggere frabedes’. Der er vel at mærke ikke tale om et meget fattigt område af landet – og heller ikke om et udpræget overklassekvarter. Under alle omstændigheder en overraskende markering af grænser. Der bliver flere og flere af dem, og har man et Mr. Bean-gen, kan det hele godt efterhånden tage sig lidt besværligt ud. Jeg hører til dem, der kan huske landevejsridderne og ’subjekterne’, som man kaldte de lidt særprægede typer på landet. Uden at ville romantisere disse menneskers liv satte de ofte kolorit på en tilværelse, som ellers for de fleste var meget regelbunden. Gårdmandskoner modtog dem som en selvfølgelighed ved døren; bød som regel på en kaffetår og sendte dem af sted med en madpakke. Som oftest overnattede de i laden på gården. En og anden landstryger forsøgte sig vel også som stryger ved fruens dør og viste sig næste dag lidt vanskelig at få sendt ud på vejen igen. Men problemet synes at have været til at overskue. Hvad disse mennesker tænkte og følte, ved vi i sagens natur ikke så meget om: Som regel holdt de deres hemmeligheder for sig selv. Friheden var dem hellig, og de ville meget have sig frabedt at blive interviewet eller diagnosticeret. Der var en del handikappede iblandt samt mennesker med særprægede psyker eller begrænsede åndsevner. Man bedes erindre sig konteksten: Indtil 1950’erne endeløse arbejdsdage, især på landet, hvor den store gårdmand bestemte uhyre meget i det daglige. Og sindssygeanstalter, hvor patienter blot blev opmagasineret. Der er flere grunde til, at fænomenet Vandreren nu er næsten forsvundet. Der er de velkendte: Velstanden og urbaniseringen; så er der terroren og tempoet. Terroren, hvis sideeffekt har været en kedelig tendens til angst og forskansning. Det hysteriske tempo i det moderne liv, som for alvor gør Vandreren til fremmed. Institutionaliseringen, som har udvidet definitionen af begrebet psykisk sygdom og sænket samfundets tolerancetærskel, hvad angår usædvanlig eller særpræget adfærd. Det er, som om det er blevet majoriteten, der skal afgøre, hvad den vil tåle at se på, hvor det burde være op til ’den lidende’ at afgøre, hvad han eller hun kan leve med. Et godt eksempel er skeløjethed. Mange betragter i dag den skeløjede som et æstetisk miljøproblem, hvor man for 50 år siden affandt sig med det, hvis man ikke ligefrem fandt det sjovt. Vandreren er ikke kun et sociologisk men også et filosofisk-kulturelt fænomen. Vandreren er f.eks. en kendt og agtet figur i russisk og indisk tradition. I Rusland taler man med respekt om de ’hellige fjolser’ og ’hellige vandrere’, mennesker, som på et tidspunkt har lagt fællesskabet bag sig og har begivet sig ud på en eksistentiel søgen. Tolstoj gjorde det på sine gamle dage. Stik modsat antisemitismen, som altid har søgt at gøre rastløsheden og Vandreren som sådan til et problem. Kulturer med sans for det spirituelle som den russiskortodokse og indiske har formentlig lettere ved at kapere vandrerfænomenet end de mere rationalistiske kulturer. Og ja – hvorfor egentlig gøre denne vandren til et problem? I andre sammenhænge – ekspeditionen f.eks. – ses trangen til at afsøge nye horisonter som bekendt ikke som et problem. Og i liberal økonomi plejer man at betragte mobilitet som noget godt. Men hvis man vandrer ud, skal man åbenbart helst komme ind igen inden alt for længe. Ellers er man jo heller ikke så nem at styre. Vesteuropa har også haft sine ’vandrere’ og excentrikere om end i en lidt anden udgave og ikke omgærdet af den samme respekt som i Østeuropa. Middelalderen kendte ikke kun til omvandrende tiggermunke, men også til små, vandrende universiteter og til omkringrejsende riddere – nogle røverriddere, andre romantiske sjæle, som opsøgte kvinder, de kunne forsvare med sværd og lanse. Senere blev kunstneren og outsideren den store Vandrer, men som regel i overført betydning – han eller hun var på vej i eksistentiel forstand. At leve er at rejse, mente også H.C. Andersen (som i øvrigt ifølge bl.a. Dickens blev hængende alt for længe, når han gjorde holdt). Udviklingsromanen blev det store hit. Vi har for længst lagt romantikken bag os, måske lidt forhastet, for der gemmer sig også i romantikken en bred og nuanceret forståelse af mennesket, som kan bane vejen for tolerance. Set i et større perspektiv fremstår Europa som lidt mere åben over for Vandreren og excentrikeren. Kina har ikke noget ord for individualitet, og såvel kinesisk som japansk kultur har meget lidt tilovers for den, der står uden for fællesskabet – især familien og lokalfællesskabet. I Japan er man noget i kraft af den gruppe, man indgår i. Under Anden Verdenskrig skulle Winston Churchill på et tidspunkt tage stilling til, om Bernard Montgomery skulle forfremmes eller ej. Flere af hans rådgivere gjorde opmærksom på, at Montgomery notorisk var ubehagelig for sine omgivelser – hans ego var til at få øje på; han var opfarende, irritabel osv. Churchills kloge svar er værd at notere sig: ... »Hvis han er ubehagelig for sine omgivelser, er han også ubehagelig for fjenden«. Og han havde jo ret. Churchill selv blev som bekendt af mange spidser i det Konservative Parti betragtet som en »eventyrer« og måtte af samme grund igennem en lang ørkenvandring, før han nåede til tops. Der var det rigtige i karakteristikken, at Churchill ofte handlede impulsivt og kunne finde på at vælge utraditionelle metoder. Hans spildprocent var ganske høj. Men han var også uhyre opfindsom, beslutsom og vedholdende, og med sin sprudlende manér indføjer han sig i en lang og i og for sig glorværdig række af excentriske, britiske aristokrater, hvis storhedsperiode var 1700-tallet. Hvis man lytter til bånd med nogle af hans store krigstaler udsendt over radioen i 1940-41, kan man ikke undgå at bemærke en vis snøvlen. Den skyldtes utvivlsomt det faktum, at Churchill dagligt konsumerede indtil flere flasker champagne eller vin. Det var nu ikke noget, som i nævneværdig grad svækkede hans evne til at lede nationen. Ligesom for Dylan Thomas var alkohol for Churchill en livsstil og en sideeffekt – dog med den forskel, at drikkeriet for Dylan Thomas også blev et alvorligt lægeligt problem og det i en i en grad, så han endte sine dage som 39-årig. Man kan alligevel ikke lade være med at spørge sig selv, om d’herrer Churchill og Thomas ville have fået lov til at udfolde deres talent, hvis de havde levet i dag anno 2008? Jeg tvivler på det. Churchill ville formentlig på et tidligt tidspunkt i sin karriere være blevet fældet af en serie bladskriverier om hans »alkoholisme« og deraf følgende »uligevægtighed« og »voldelighed«. Behjertede personer ville have indledt en omhyggelig graven i hans psyke, for vi ved jo alle, at store alkoholkonsumenter trækkes med psykiske lig i lasten. Det er dog muligt, at han var blevet reddet af sin titel og sin kone – Clementine var et jern til at bringe ham på banen igen og dryppe lidt sund fornuft i Churchills impulsive gemyt. Dylan Thomas ville heller ikke være nået langt. Hans stormfulde forhold til den irske skønhed Caitlin Macnamara ville have bragt ham retssager for hustruvold og omsorgssvigt på halsen – og kunsten ville være gået til bunds i den sump. Hvad man i den forbindelse ofte overser, er, at Caitlin var mindst lige så vild og voldelig – og fysisk stærk – som Dylan. Hun præsterede i de sidste år af deres ægteskab bl.a. at slå ham oven i hovedet med en lysestage for øjnene af et chokeret selskab – men på det tidspunkt var deres forhold allerede i en sørgelig forfatning. I øvrigt var en af Thomas’ få, rosende bemærkninger om hans kone : »Hun er virkelig skør!!« (efter sigende udtalt med noget, der nærmede sig ærefrygt). Som så ofte var problemet, at excentrikeren fylder meget. Caitlin havde også talent, om end det er uklart, hvor stort det var, og dette mindre, men næppe ubetydelige talent var der ikke rigtig plads til, når barometret i Dylans liv sådan omtrent dagligt stod på ’kaos’. Der skulle også vaskes op og passes børn. Dylan Thomas’ liv blev en farlig, alt for kort og nogle gange rystende sejlads, hvor forliset nærmest var fast punkt i kalenderen. Han opsøgte det, skabte på det, brugte det vel også til at slette sider i hukommelsen, som begyndte at fylde for meget. Aftaler blev ofte brudt – eller han mødte op en time for sent. Hvis han mødte op til et aftalt foredrag, var han som regel fuld. Og så kunne han alligevel pludselig vende på en tallerken, træde ind på scenen og levere en storartet præstation. Hans talent var ikke kun poetisk i snæver forstand, men også i høj grad scenisk. Måske kan man sige, at Dylan Thomas var en af det 20. århundredes første store, kunstneriske showmen. Amerikanerne elskede ham. Et interessant kapitel i hans liv er forholdet til faderen kaldet D.J. Der var meget lidt DJ over den lærde, korrekte og noget rugende fader, som ladede Dylans batterier op i hans unge år, så de bragte ham hen, hvor han skulle, i hans voksne år. Det overraskende er, at denne fader, som blandt meget andet også var meget ambitiøs, valgte at se igennem fingre med sønnens bohemeagtige adfærd i skolen. Han vendte det blinde øje til fravær og gaben og provokationer og pubture. Formentlig fordi han havde den tillid til sønnens evner, der skulle til for at give slip. Og fordi han måske forstod, at sønnens gemyt krævede, at livet blev omdannet til teater. Uden dette teater ingen kilde til skaben. Man har om briterne sagt, at de i stedet for revolutionære har excentrikere. Traditionelt har der været et betydeligt frirum for individet, og dette frirum har måske fungeret som lynafleder for de store, politiske passioner. Påstanden rummer en generel pointe. Af ræsonnementet følger, at det er i de til enhver tid siddende magthaveres og lederes interesse at tillade adfærd, som ved første øjekast måske forekommer påfaldende, usædvanlig og asocial. Danmark har vel stadigvæk en relativt stærk frihedstradition gående tilbage til Grundtvig og hans vildskab. Bagsiden af medaljen er en tendens til populisme og forfladigelse. Og dog: Det danske demokrati er – om end formelt givet af kongen – på mange måder vokset frem fra neden lidt på linje med det britiske, hollandske og tjekkiske, og det er grundlæggende en god ting. Men der er faresignaler. Den siddende regering synes i overdreven grad optaget af kontrol, overvågning og promovering af effektiv og nyttig livsførelse. Christiania har længe været jaget vildt, og Foghregeringens universitetspolitik har bl.a. haft til formål at lukke munden på en stor del af de akademiske fritænkere, som tidligere livede op i avisernes spalter. Man kan så tilføje, at det er udtryk for en vis ærlighed, at statsministeren trods alt åbent har sagt, at det var det, han ville. Nutidens Storbritannien har ligeledes på mange punkter fjernet sig fra den frihedsarv, jeg har beskrevet, og det er næppe alt sammen Thatchers skyld. Forbud og overvågning florerer som aldrig før. Brownregeringen har nyligt barslet med et lovforslag, der indebærer, at terrormistænkte kan tilbageholdes i 42 dage uden at blive stillet for en dommer. Det er meget længere end i de fleste andre, vestlige lande. Nye ildevarslende begreber som ’anti-social adfærd’ og ’lykkekurser’ har gjort deres entré i det britiske samfund. Selvbestaltede, moralske vagtværn hakker på de ukonventionelle og de nytilkomne. Man er begyndt »at sende folk hjem«, hvad det så end indebærer af mentale mellemstationer. På den baggrund er det måske ikke kun et problem, at en tredjedel af alle briter hver dag (hele ugen!) møder på arbejde med tømmermænd. Egentlig burde det ikke være så svært. Erhvervslivet ved godt, at nytænkning kræver lang snor og god tid. I hvert fald de bedste selskaber ved, at trial and error faktisk betyder, at der også – koldblodigt – skal leves med error i betydningen mindre omsættelige ideer. Hvordan kan det så være, at entreprenørånden i dens sande fylde er blevet gennet ud i et lille hjørne af samfundet og har fået forbud mod at vise sig på de brede strøg? Et frit samfund i ordets dybe og sande betydning har brug for excentrikere, originaler og kulturentreprenører, og ligemagerne må forstå, at kulturel ulighed er lige så naturlig som social lighed.