FOR HALVANDET år siden havde jeg min første arbejdsdag på Outgames-sekretariatet i København.

På det tidspunkt var vi et medarbejder-team på seks personer, der netop var blevet ansat til at løbe World Outgames 2009 i gang. En arbejdsopgave, der fra den allerførste dag opgavemæssigt spændte fra at skrue Ikea-skriveborde sammen til at finde 30 millioner og udvikle et kvalitetsprogram. Mange tusinde potentielle deltagere fra alle hjørner af verden skulle gerne beslutte sig for at tage til København næste sommer, hvor byen i den sidste uge af juli lægger asfalt og hjerterum til den stort anlagte sports-, kultur- og menneskerettighedsbegivenhed. Ni dage, hvor byen og københavnerne får et ordentligt internationalt smækkys fra tusindvis af homoseksuelle sportsudøvere, kunstnere, musikere, DJ’s, menneskerettighedsaktivister og politiske meningsdannere. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har sagt ja til jobbet som direktør for Outgames, fordi jeg mener, at der er behov for, at der bliver produceret andre historier om Danmark og København end dem, der de sidste par år har trukket de store overskrifter i de internationale medier (med Monocles juli/august nummer som selvfølgelig undtagelse). Outgames er et godt bud på en ny positiv Københavner-begivenhed. Ikke mindst fordi Outgames handler om fire helt centrale menneskelige værdier og (livs)holdninger: International solidaritet, kulturel mangfoldighed, folkelig tolerance og respekten for individets personlige frihed. Outgames er en både unik og relevant begivenhed. Unik fordi arrangementet rummer ikke bare et stort sports- og kulturprogram, men også en tredages international menneskerettigheds-konference. Det er en begivenhed, der taler til både hovedet, hjertet og kroppen. Hovedet i kraft af konferencen, hjertet i kraft af kulturen og kroppen i kraft af sporten. Og relevant – der er tale om en international begivenhed, som hylder og beskytter den personlige frihed og menneskelivets mangfoldige udtryksformer og facetter. Outgames bliver derfor i sig selv en understregning af, hvor vigtigt det er at skabe samfund, hvor der er frihed til både at give udtryk for og ikke mindst leve i overensstemmelse med ens inderste følelser – også hvis disse er rettet mod en af eget køn og dermed måske udfordrer den gængse opfattelse af, hvordan de kønskulturelle byggeklodser til et ’rigtigt familieliv’ ser ud. På SEKRETARIATET for Outgames har vi aldrig troet, at projektet ville blive en ’walk in the park’-oplevelse. Dertil rummer projektet alt for mange indbyggede paradokser og udfordringskanter – positivt ment. For ikke nok med at arrangementet i sig selv er en udfordring, når det gælder den gængse opfattelse af køn, identitet og nye familieformer. Det er også et indholdsmæssigt og organisatorisk komplekst internationalt arrangement i en meget lokal dansk kontekst. Endelig er det en begivenhed, hvor en række vigtige aktører i byen har vidt forskellige – helt legitime – forventninger til projektet. Lige fra politikerne i Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus over det lokale homo-miljø til den danske turistbranche. Det er netop disse indbyggede organisatoriske, kulturelle og politiske udfordringer, der gør Outgames til et vigtigt (kultur)politisk projekt. Ikke bare for dem, der om et år aktivt skal deltage i det omfattende program, men også for den by, der er vært for arrangementet. Samt ikke mindst alle københavnerne, der i løbet af de ni dage vil opleve Outgames i større eller mindre bidder til og fra arbejde, på indkøbsturen ned ad strøget eller ved de mange gratis kulturarrangementer på byens torve. Men inden vi når så langt, skal der bygges en solid og ikke mindst nuanceret forståelsesbro til byens borgere. For allerede nu oplever medarbejderne på sekretariatet en række meget konkrete og forståelige spørgsmål til projektet fra nysgerrige københavnere. Disse spørgsmål har selvfølgelig mange nuancer og forskellige niveauer. Men der er tre spørgsmål, der bliver stillet igen og igen. Hvad skal et homo-OL i København overhovedet gøre godt for? Kan I homoseksuelle ikke bare deltage i det rigtige OL? For det første er Outgames ikke et homo-OL. Der er nemlig kun ét rigtigt OL i verden. Og det er det, der bliver afviklet i Beijing om få uger. Outgames er derimod hvad gælder sportsprogrammet mere at betragte som en international udgave af DGI’s landsstævne. Det vil sige, at deltagerne i de 38 forskellige sportsdiscipliner er med, både fordi de elsker sporten, men ikke mindst fordi det er en god social ramme for at mødes med mennesker, der har de samme fritids- og livsinteresser. Der er nemlig stadigvæk – specielt indenfor for mændenes holdsport – en udbredt homofobi i sportens verden. Hvilket blandt andet betyder, at mange homoseksuelle, der holder af at dyrke sport – enten som amatører eller på professionelt niveau – dagligt føler sig udsat for mobning og social marginalisering af såvel holdkammerater som modstandere. Derfor er det ofte en stor lettelse for den homoseksuelle sportsudøver at opleve, at han eller hun kan tage hele sin personlighed og identitet med ind på idrætsarenaen, uden frygt for dumsmarte eller direkte hadefulde bemærkninger, i en situation hvor man netop gerne vil præstere sit bedste. Jamen – går det egentlig ikke meget godt i Danmark, når det gælder homoseksuelles rettigheder? Det er vigtigt at slå fast, at World Outgames er en international begivenhed, der ’tilfældigvis’ finder sted i Danmark. På samme måde som Danmark er vært for klimakonferencen næste år. Det vil sige, at fokus for Outgames – specielt hvad gælder menneskerettighedskonferencen – ikke primært er på de problemer og udfordringer, vi har i Danmark hvad gælder homoseksuelles rettigheder og muligheder. Derimod er fokus på verdens generelle ’LGBT-tilstand’ (LGBT står for Lesbian, Gay, Bisexual and Transgender). Og hvor den største opmærksomhed naturligt nok vil være rettet mod de daglige krænkelser af homoseksuelles rettigheder i de lande i verden, hvor kærlighed mellem mennesker af samme køn stadig enten er ensbetydende med lange fængselsstraffe, social udstødelse af samfundet eller egentlige dødsdomme. Hvilket desværre stadig er tilfældet i op til en tredjedel af alle lande i verden. Selv om levevilkårene for danske homoseksuelle er så langt bedre end i de fleste andre lande i verden, er Danmark desværre ikke længere i front, hvad gælder ligeberettigelse for homoseksuelle. Siden Danmark i 1989 som det første land i verden gjorde det muligt at indgå registreret partnerskab, er ligestillings- og lovarbejdet her i landet stort set gået i stå, hvorimod lande som Sverige, Norge, Holland, Spanien og England er rykket helt frem i forreste række med ligestilling for homoseksuelle. Ikke mindst har de nævnte lande en langt mere aktiv opfølgning af, om lovgivningen rent faktisk bliver efterlevet. Hvorfor er homoseksuelles rettigheder overhovedet noget, man som heteroseksuel københavner bør forholde sig til? Forestil dig et øjeblik, at du, hver gang du skulle kysse din kæreste eller blot tage hende eller ham i hånden uden for hjemmets fire vægge, skulle overveje, om det nu også var forsvarligt i forhold til, om det evt. kunne udløse mishagsytringer eller egentlig vold mod jer. Forestil dig, at du ikke turde fortælle på din arbejdsplads, hvem din kæreste var eller hvem du var forelsket i. Eller at du konsekvent undlod at fortælle om din familiestatus i jobinterview eller første gang, du møder nye mennesker. Ovennævnte små eksempler på ’livs-censur’ og dermed tilbageholdt ’livsenergi’ ønsker du givet ikke at skulle leve under. Du ønsker det næppe heller for dine børn eller børnebørn. Men de nævnte sociale situationer kender de fleste homoseksuelle i Danmark desværre alt for godt. Med den konsekvens, at vedkommende ofte holder sine erfaringer, talenter og kreative energi tilbage i sociale eller professionelle sammenhænge. Om det er i familien, på uddannelsesinstitutionen eller på arbejdet – resultatet er det samme. Nemlig at det fælles liv bliver fattigere. Socialt, økonomisk og kulturelt. Også for de ikke-homoseksuelle. For som IBM så rigtigt har formuleret deres mangfoldighedsstrategi i virksomheden: Mangfoldighed = innovation = vækst. De ved nemlig godt i IBM, at en mangfoldig organisationskultur er mere dynamisk end ensrettet homogen organisationskultur. For de bedste ideer og forslag opstår nu engang ofte i mødet mellem forskellige faglige, kulturelle og sociale (livs)erfaringer. Så ikke nok med, at det er tab af socialt og talentfuldt liv for den homoseksuelle selv, når vedkommende fryser sit indre følelsesliv ned til under nulpunktet. Det er det også for den familie, den uddannelsesinstitution eller det arbejdsteam, som han eller hun er en del af. Kort sagt: Tab af livsenergi for den enkelte som for fællesskabet. Som det FORHÅBENTLIG fremgår, bliver værdien – den økonomiske, mediemæssige og politiske – af et arrangement som Outgames ikke blot skabt i løbet af de dage, hvor begivenheden finder sted. Nej, værdien af den investering, som Outgames er, bliver både skabt før, under og efter, at arrangementet er afviklet. For Outgames vil forhåbentlig ikke blot skubbe venligt til fastlåste holdninger og synspunkter om Danmark ude i den internationale offentlighed, men også til lige så fastlåste holdninger og værdier indenfor Danmarks grænser. Ikke mindst hvad gælder den danske befolknings indsigt i og forhåbentlig på sigt også respekt og forståelse for den kreative livskraft, som LGBT-miljøet repræsenterer for Danmark – som for alle andre lande i verden. Der er et ordsprog på engelsk, der lyder »You don’t get respect – You earn it«. Dette er vi på sekretariatet ganske bevidste om. Derfor er hver dag frem til Outgames’ åbning på Rådhuspladsen 25. juli næste år i sig selv en lille generalprøve på, hvordan deltagerne og byen skal opleve arrangementet. Det vil sige, at de mennesker, vi i hverdagen kommer i kontakt med, gerne efterfølgende skal kunne forstå værdien og betydningen af, at København har valgt at være vært for World Outgames 2009. Nogle dage lykkes vi med generalprøven på det kommende Outgames. Andre dage gør vi selvfølgelig ikke. Men der er heldigvis flest af den første slags dage. For Outgames oplever allerede flot opbakning i og uden for Danmark. Lige fra det lokale homo-miljø over Amnesty International, Institut for Menneskerettigheder og Dansk Industri til Kulturminister Brian Mikkelsen og overborgmester Ritt Bjerregaard. Men som sagt oplever vi også dage, hvor generalprøven går mindre heldigt. Hvor man går ud fra et fonds- eller sponsormøde, hvor stemningen var mere end høfligt reserveret over for begivenheden. Sådan er spillets regler nu engang. Ikke mindst for et så identitets- og værdistærkt arrangement som Outgames. Det er derfor både forventeligt, forståeligt og ikke mindst fuldstændig i orden, at nogen synes, det er en mindre god idé, at Outgames finder sted i København. Men modstanden og kritikken kan nogle gange kamme helt over, som sekretariatet til overmål oplevede, da en af landets gratisaviser gennem flere uger i foråret forsøgte at miskreditere ikke bare undertegnede, men hele den politiske beslutning om, at København og Danmark skulle være vært for arrangementet. En kampagne, der kulminerede med en nærmest homofobisk leder skrevet af den pågældende gratisavis’ chefredaktør under overskriften »Stop al den homo snak«. Det sidste skal kun nævnes som et eksempel på de politiske og kulturelle konfliktlinjer, der potentielt ligger under en begivenhed som Outgames. For der er desværre stadig politiske og religiøse kræfter – også i Danmark – som har et udtalt intolerant syn på det at være homoseksuel. En ulyst og modvilje over for bøsser og lesbiske, som her i landet heldigvis stadig bliver formuleret inden for de demokratiske spilleregler, i modsætning til inden for deres fætter og kusine-organisationer i de tidligere østeuropæiske lande, hvor man igennem de seneste måneder igen og igen med vold har forsøgt at stoppe helt lovligt anmeldte Pride-arrangementer. Det er som SAGT halvandet år siden, at planlægningsarbejdet med Outgames gik i gang. Den gang var vi seks medarbejdere på sekretariatet, i dag er vi 22. Og selv om der endnu er et år til, at arrangementet løber af stablen, er de fleste af kerne-samarbejdspartnerne allerede på plads. Økonomisk mangler vi nu kun ni millioner, før budgettet hænger sammen. Så også med den udfordring skal vi nok nå i mål. Allermest glædeligt er det dog, at der i dette øjeblik står tæt ved 500 navne på frivillige aktivister i vor database, hvoraf de 150 allerede er dybt involveret i den programmæssige og organisatoriske planlægning. Et arbejde, der foregår under behørig respekt for den fælles overskrift for hele projektet: ’Love of Freedom – Freedom to Love’. En dybtfølt kærlighed til det demokratiske samfund, som gør det muligt at elske den man elsker – uanset om det er en af ens eget køn.