En, to, tre … vi er nødt til at gøre det – igen. Vi er nødt til at råbe det ud fra hustagene: Red Darfur! Hjælp Sudan! Vi må råbe det ud – sådan som nødhjælpsarbejdere, diplomater, mediefolk og andre har gjort det siden foråret 2004. Og som vi selv er fortsat med at gøre det, mens FN’s Sikkerhedsråd og verdens mægtigste nationer over de sidste fire år har udstedt en endeløs række af udtalelser og resolutioner rettet mod at standse mordene, voldtægterne og de øvrige overgreb mod civilbefolkningen i Darfur i det vestlige Sudan. Men som tingene udvikler sig i Darfur og i andre dele af Sudan, må vi råbe endnu højere, fordi hele Sudan er på vej ned ad en glidebane, der kan føre til en omfattende konflikt med konsekvenser for hele regionen. FN’s Sikkerhedsråd vedtog sin første resolution om Darfur i august 2004. Næsten fire år og små ti resolutioner senere kan FN’s humanitære chef i sin seneste rapport konkludere: »I dag synes fred i Darfur at være længere væk end nogensinde før«. Menneskerettighedskrænkelser fortsætter i stor stil, og FN’s John Holmes er specielt bekymret for »beviserne for et stort antal seksuelle overgreb«. FN’s humanitære chef konstaterer videre, at »i dag er Darfur karakteriseret ved usikkerhed og total lovløshed«. Mange eksempler kan illustrere FN’s frustrationer og magtesløshed i Darfur og Sudan. I august 2006 vedtog FN’s Sikkerhedsråd at sende en fredsstyrke på 20.000 mand til Darfur, men det skulle ske i samarbejde med den sudanske regering. Ikke overraskende sagde Khartoum nej til udstationeringen, og der gik et helt år, inden man enedes om et kompromis og endnu en FN-resolution om en fredsstyrke i Darfur. Ifølge den nye resolution skulle en såkaldt hybridstyrke (Unamid) fra FN og den Afrikanske Union (AU) overtage ansvaret for at overvåge fredsaftalen i Darfur. I et begrænset omfang skulle Unamid også beskytte civilbefolkningen. Men næsten to år efter den oprindelige resolution er Unamid stadig meget langt fra at nå op på Sikkerhedsrådets målsætning om ca. 26.000 mand. Det er foreløbig kun blevet til 9.000 soldater og politifolk. Samtidig kniber det voldsomt med at få helt afgørende militært udstyr som f.eks. helikoptere stillet til rådighed af FN’s medlemslande. Den sudanske regering har også igen og igen nægtet eller forsinket udstationeringen af fredsstyrker fra lande, som den ikke bryder sig om, som f.eks. de nordiske lande. Mens det er lykkedes Khartoum at forkludre og forsinke udstationeringen af Unamid, er fredsaftalen i Darfur faldet fuldstændig fra hinanden, og alle forsøg på at genoplive den er slået fejl. Det faktum gør Unamid’s opgave endnu sværere, for hvordan overvåger man en fredsaftale, der ikke eksisterer? I et forsøg på at sikre retsforfølgelsen for mulige krigsforbrydelser har FN’s Sikkerhedsråd bedt Den Internationale Straffedomstol (ICC) om at gennemføre undersøgelser i Darfur. For godt et år siden førte disse undersøgelser til internationale arrestordrer mod bl.a. en berygtet militsleder og en minister i den sudanske regering, Ahmed Haroun, der er viceminister for humanitære anliggender. Regeringen i Khartoum har nægtet at udlevere de sigtede og har sat trumf på ved at udnævne samme Ahmed Haroun til leder af en national komite, der undersøger, om der er begået menneskerettighedskrænkelser i Darfur. ICC anklager selvsamme Ahmed Haroun for i alt 42 tilfælde af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden – inklusive mord og voldtægter. Fire, fem … »Ikke på min vagt«, sagde George Bush for flere år siden, mens hans egen daværende udenrigsminister, Colin Powell, kaldte begivenhederne i Darfur folkemord. »Vi kan ikke se passivt til, mens denne tragedie udspiller sig. Vi er vidner til en menneskelig katastrofe«, sagde den danske udenrigsminister Per Stig Møller til Politiken tilbage i 2006. Flere år efter at alverdens toppolitikere har talt, fordømt og truet med bål og brand, rapporterer humanitære kolleger i Darfur, at tusindvis af mænd, kvinder og børn i februar i år måtte flygte, da deres landsbyer blev angrebet og brændt ned. De måtte (igen) flygte med skrigene fra deres døende, sårede og voldtagne pårørende rungende i ørerne. Flygte fra de berygtede militsgrupper, de opsplittede oprørsgrupper og den sudanske regerings kamphelikoptere og bombefly og deres dødbringende ildkraft. I øvrigt (igen) i åbenlys modstrid med en anden FN-resolutions forbud mod offensive militære flyvninger i Darfur. Unamid-styrkens frustrerede soldater kunne ikke gøre meget andet end at gå i dækning (igen) og vente, til kamphandlingerne sluttede, og siden tage ud og tælle de døde (igen). Da en oprørsgruppe fra Darfur i begyndelse af april rettede et dramatisk angreb mod Khartoum, kom det ikke bare bag på den sudanske regering. Hele FN-apparatet i Khartoum kunne ikke gøre andet end at krybe i skjul og kom først frem igen, da den sudanske hær havde slået oprørerne tilbage og indledt en større hævnaktion inklusive en uhæmmet klapjagt på formodede oprørssympatisører. FN’s nedtur i Darfur og Sudan begyndte for alvor i 2006, da FN’s daværende udsending Jan Pronk blev smidt ud af Darfur og Sudan, uden at det udløste meget andet end et kvæk fra FN-systemet. Siden den episode – og specielt siden Kofi Annans afgang – har opbakningen fra Sikkerhedsrådet, medlemslandene og fra FN’s hovedkontor til missionen i Darfur været en mildt sagt slatten affære. I de seneste måneder er det blevet tydeligt, at FN ikke kun er svækket i Darfur, men i stigende grad er reduceret til en passiv tilskuer i hele Sudan. Situationen i Darfur er slem nok i sig selv, men over de sidste måneder er Sudans anden store konflikt eskaleret igen, nemlig den mellem det nordlige og det sydlige Sudan. Efter mere end 20 års borgerkrig blev den konflikt ellers bilagt med en omfattende fredsaftale i 2005. Aftalen dikterer bl.a., at Sudan – på papiret i det mindste – ledes af en samlingsregering bestående af det herskende militærregime fra Khartoum i nord og de tidligere oprørere fra syden. Siden aftalens underskrift har det været så som så med samarbejdet, men man har dog undgået større væbnede konflikter mellem de to parter – bl.a. takket været en 10.000 mand stor FN-mission, som overvåger fredsaftalen. Et af fredsaftalens sværeste og svageste punkter er grænsedragningen i nogle omstridte områder mellem nord og syd, hvor der også er store olieforekomster. Over de sidste uger er de to parter (og regeringspartnere) tørnet sammen i det omstridte Abyei-område. Grænseforhandlinger, bredde-/længdegrader og tydningen af streger på historiske kort blev på få timer erstattet af tanks og udveksling af tunge artillerigranater. Igen måtte titusinder af civile flygte ud af (endnu) en nedbrændt by. FN-styrken i Abyei kunne ikke gøre meget andet end at grave sig ned og vente på at blive evakueret. Kampene om Abyei er blot det sidste og mest dramatiske eksempel på, at fredsaftalen mellem nord og syd er ved at gå op i limningen. Bryder nord-syd-fredsaftalen først sammen, så forsvinder den bedste mulighed for en holdbar fred og gradvis demokratisering i Sudan, og store dele af landet risikerer at synke ned i det samme helvede af borgerkrig, etnisk fordrivelse og massive krigsforbrydelser, som vi har været vidner til i over fire år i Darfur. Seks, syv … Stop. Stop lige et øjeblik ... og brug hovedet. Måske skal vi netop ikke råbe og skrige fra hustagene om alt det, vi allerede ved, at FN ikke kan udrette. Måske skulle vi i stedet tale ganske, ganske sagte. Tale nøgternt og kedeligt og lettere desillusioneret om nogle sørgelige, men grundlæggende vilkår. Ingen kan i øjeblikket gøre sig håb om at standse krigen i Darfur. FN-missionen i Sudan alene kan ikke sikre, at fredsaftalen mellem nord og syd overlever året ud. Sudans største problem er ikke konflikterne i Darfur og udsigten til fornyet konflikt i Abyei eller andre områder. Sudans største problem er – og har i flere årtier været – en magtsyg og umådeligt grådig elite i Khartoum. Gruppen omkring Sudans præsident, Omar el Beshir, hans topministre, rådgivere og ledere af sikkerhedsstyrkerne som Nafi ali Nafi og Salah Gosh har igen og igen brugt etnisk fordrivelse, religiøs fanatisme, politisk manipulation, massemord, voldtægter og knægtelse af alle grundlæggende rettigheder for at holde sig ved magten. Denne gruppe, samlet omkring partiet National Congres Party (tidligere National Islamic Front), er Sudans største problem. De fleste nuværende og tidligere oprørsgrupper i Sudan har deres eget begsorte synderegister, men ingen af dem har så systematisk og massivt splittet Sudans flere hundrede forskellige etniske grupper og spillet dem ud mod hinanden, som Omar el Beshir og hans håndgangne mænd har gjort det, siden de kuppede sig til magten i 1989. Denne gruppes skruppelløse ’del og hersk’-politik har hovedansvaret for, at hele landet – hvis ånden først slipper ud af flasken – mere og mere ligner et potentielt nyt Somalia. Siden 1997 har magteliten omkring Omar el Beshir ydermere tilranet sig en enorm økonomisk magt takket været udvindingen af Sudans olieressourcer. Den største udenlandske aktør i det eventyr er det statslige kinesiske olieselskab, og på den baggrund kan det næppe undre, at Kina med sin faste plads i FN’s Sikkerhedsråd i realiteten har givet regimet i Khartoum politisk og økonomisk immunitet over for FN og alskens resolutioner og trusler. Det forhold kan FN og resten af verden kun gøre meget lidt ved. Det kan – til syvende og sidst – kun sudanerne selv. Otte, ni … og hva’ så? Træk på skuldrene, ryst på hovedet, eller slå ud med armene i afmagt. Kan man overhovedet stadig komme med meningsfulde bud på, hvad lande som Danmark og EU kan gøre i forhold til en situation som den i Darfur og Sudan, hvis man virkelig vil gøre en forskel? Ja – det mener vi. Men der skal tænkes realistisk og langsigtet, og der skal være konsekvens i handlingerne. Her følger et par muligheder, der ligger inden for det, Danmark sammen med EU og andre ligesindede nationer realistisk kan arbejde for at gennemføre, hvis den nødvendige politiske vilje er til stede: – Støt FN og AU i at udbygge Unamid’s tilstedeværelse i Darfur, og fokuser samtidig på at støtte de humanitære organisationers indsats. Trods meget vanskelige vilkår har hjælpearbejdet faktisk gjort en kæmpe forskel for ofrene for konflikten. – FN’s topmøde i 2005 bekræftede et fælles internationalt ansvar for at beskytte civile mod overgreb, og fra 2004 og frem til 2006 var det en hovedopgave for missionen i Darfur. Men med Kofi Annans afgang blev beskyttelse af civile kraftigt nedtonet. EU-landene bør derfor arbejde med generalsekretær Ban Ki-moon for igen at gøre beskyttelse af civile til en topprioritet for FN’s indsats i Darfur og i andre af verdens konflikter og kriser. – Mens FN og AU fokuserer på opbygningen af Unamid, på beskyttelse og den humanitære indsats i Darfur, kan en mindre gruppe af lande overtage initiativet for at finde en langsigtet politisk løsning på konflikten. Den proces vil formodentlig tage flere år og bør stile efter først at etablere en våbenhvile og en rammeaftale for en fredsproces og må siden inddrage langt større dele af befolkningen end blot regeringen og de mange milits- og oprørsgrupper i Darfur i udformningen af en egentlig fredsaftale. – EU bør sætte alle diplomatiske og økonomiske redskaber ind for at få genoprettet og genoplivet nord-syd-fredsaftalen, herunder en afmilitarisering af Abyei-området. Det planlagte valg i 2009 er Sudans bedste chance for et gradvist og fredeligt magtskifte og bør følgelig have topprioritet for Danmark og det øvrige EU. – EU kan vælge at tage skridt til at indføre målrettede sanktioner mod de ledere i Khartoum, der nægter at udlevere de sigtede krigsforbrydere til ICC, og de, der har ansvaret for det sudanske luftvåbens gentagne krænkelser af FN’s forbud mod offensive militære flyvninger i Darfur. – EU og Danmark kan satse konsekvent på at støtte alle relevante civilsamfundsgrupper i Sudan og promovere deres bidrag til virkeliggørelsen af nord-syd-fredsaftalen og forsøget på at finde en fredelig løsning på konflikten i Darfur. Sudans myriader af problemer kan til syvende og sidst kun løses af sudanerne selv og gennem en konsekvent inddragelse af brede grupper af befolkningen. Donorer, ngo’er, FN og AU kan i bedste fald være fødselshjælpere. Ti … vi har råbt og skreget … Vi har talt nøgternt og sagte. Men vi har ikke nævnt forbindelsen mellem Darfur og de olympiske lege med et eneste ord. Men måske skulle vi slutte med et: God fornøjelse til dem, der skal til Beijing. Og et sagtmodigt sudansk »Malish« – vi beklager – til dem, der må lægge ryg til. Igen.