Thomas Winding er død. Det føles lidt unaturligt. For vel er der andre af os skriverkarle fra 30’erne, der har forladt scenen før ham. Henrik Stangerup, Chr. Kampmann, Ebbe Kløvedal. Men han var barnet af os. Stædigt fastholdt han barnets enkle, kloge undren over for livet. Vi andre oksede af sted for at læse og skrive lange bøger. Thomas gik bare rundt og så undrende på verden som Saint Exupérys Lille Prins. Og opdagede ting og sager, vi andre havde glemt i vores hvirvlen omkring. Han var selv det, som han opfordrede os alle til at blive: oprigtig og kærlig. Han kom altid én i møde med en varm, stille kluklatter. Og så var han jo kulturradikaler. Men i en så blid udgave. Som om den kulturradikale ideologi ikke eksisterede. Han anskuede livet som et smukt mysterium, ikke som et brandesiansk projekt. Den af os andre, han lignede mest, var Ebbe Kløvedal, der lod, som om han ikke var en intellektuel. Thomas Winding var det ikke. Begge var de fredens mænd. Og havde svært ved at sige nej. Det gav dem mange kvindelige bekendtskaber og formentlig ditto kærtegn. Men det nej, de ikke kunne få over deres læber, medførte også, at Ebbe Kløvedal kom til at anbefale alt andet end kærlige forbilleder fra Honecker til Mao. Det skete ikke for Thomas. Når det i Windings miljø trak op til konflikter, og det gør det jævnligt i medieverdenen, lo han lidt på sin filosofiske facon og sagde med sin bløde, rullende stemme, at det måtte vi da undersøge lidt nærmere. Hans måde at undersøge på var enkel. Den gik over barnets umiddelbare undren og nysgerrighed. Han var legemliggørelsen af Halfdan Rasmussens dansker: »Jeg vil helre slå min plæne / end slå løs på pæne folk«. Man blev opløftet og et lidt bedre menneske af at møde Thomas Winding – på tv, i hans bøger eller personligt. Han var ikke bare kulturradikal. Han var født kulturradikal. Født ind i inderkredsen. Hans far var den brillante pariserkorrespondent for Politiken, Ole Winding. Journalisten med en gallisk selvbevidsthed på højde med Sarkozys. Thomas voksede dog op hos en anden kulturradikaler, Social-Demokratens chefredaktør Preben Wilmann. Preben Wilmann var også et usædvanligt menneske. Han kaldte sig biologisk socialdemokrat. Han var barn af en af Socialdemokratiets grundlæggere, Staunings jævnaldrende, folketingsmand Johan Wilmann. Preben Wilmanns livsprojekt var at gøre Socialdemokratiet kulturradikalt. Han havde sammen med andre fortræffelige socialdemokratiske penne gjort Social-Demokratens søndagstillæg, Hjemmets Søndag, til et populært novelle- og kunsttillæg helt på højde med Politikens Magasinet. Han havde den samme opfattelse som partifællen Julius Bomholt og Stauning selv, at Socialdemokratiet var til for at højne! Intet mindre. Højne arbejderne, men i det hele taget det ganske samfund. Derfor skulle kunsten, filosofien, litteraturen udbredes. Thomas Windings stedfar var, ligesom Bomholt, meget skeptisk over for alle de økonomer, der overtog magten i Socialdemokratiet, fra Krag til Knud Heinesen. Wilmanns korstog for at gøre Socialdemokratiet kulturradikalt blev mødt med modstand. Det blev til en krig, langvarig som Trediveårskrigen. Korstoget blev støttet af Social-Demokratens charmører, tegneren og skribenten Hans Bendix, teaterkritikeren Svend Erichsen og Poul Henningsen, der skrev fast i bladet i 50’erne. Samt af andre, hvis navne nu kun erindres af os abonnenter fra gamle dage. Kulturkampen blev aldrig vundet af kulturradikalerne. Men kampen gav bladet stor spændvidde. Mere traditionelle socialdemokrater, som den enestående litteraturformidler, professor Frederik Nielsen, og K. K. Steincke, leverede veloplagte modspil. Det giver et gib i én, når man tænker på denne gamle kulturkamp på en afdød avis. For den er et varsel om den kulturkamp, der i vore dage har lammet Socialdemokraterne i indbyrdes uenighed og splittet landet. Med Politiken i spidsen for det kulturradikale kompagni, Jyllands-Posten i spidsen for det danske kompagni. For nu at sige det kortfattet. Det var i det bladmiljø i 60’erne, at Thomas Winding og jeg mødtes. Thomas var tegner og børnebogsanmelder ligesom sin kone Lulu Gauguin. Jeg var boganmelder og kronikør. Vi kom fra hver sit verdenshjørne. Han fra det kulturradikale Mekka. Omgivet i sin opvækst af kulturens stjerner og vandbærere. Jeg kom fra en kulturelt vågen, socialdemokratisk kernefamilie. Med en far, der var uddannet diskenspringer og nu var forretningsfører for en halvstor socialdemokratisk virksomhed, Arako Radio. Mine barndomsomgivelser havde været usofistikerede arbejdere, de ’jævne’ folk, der havde båret velfærdsstaten frem. Den velfærdsstat, jeg kunne takke for at have fået en god universitetsuddannelse. De kulturradikale mærkesager, kvinde- og sex-frigørelse, var ikke nogen, man løftede fanen for i mit barndomshjem. Min mor var hjemmegående. Men der var dog aldrig tvivl om, at min far og mor holdt med Leunbach og Inger Merete Nordentoft i deres kamp for frivilligt moderskab. Og at kirken var et fremmed hus, som vi gik uden om. Med det forhold, jeg i de senere år har fået til de kulturradikale, bør det nok noteres, at Thomas og jeg ingenlunde var modstandere. Tværtimod. Vi var unge, søgende mennesker, der først og fremmest ønskede, at vores avis skulle have et vitaminrigt kulturindhold, som læserne kunne suge til sig af. Thomas’ reservefar, Preben Wilmann, var lige blevet degraderet fra chefredaktør til kunstanmelder af ejerne, fagforeningerne. For de var folkets repræsentanter. Og folket har aldrig frivilligt givet sig ind under den kulturradikale overkommando. Wilmann og Co. havde mange gode retter på spisekortet. Men de mente også, det var overtjeneren, der skulle bestemme, hvad gæsterne skulle spise. Wilmann havde fået anbragt en del kulturradikale redaktører på nøgleposter på avisen. Til gengæld havde fagforeningsbosserne ansat en ny, ung chefredaktør, der foragtede kulturradikalismen af et godt hjerte. Det var den unge, intellektuelt vitale Bent Hansen, senere forfatter til flere meget læste bøger og en periode socialminister under Anker Jørgensen. Han kunne ikke døje den kulturradikale bedreviden og dens, som oftest ubegrundede, intellektuelle overmod. Begge kampfløje arbejdede på at få mig over på deres hold. Med mit intellekt hældede jeg mest til Wilmann-fløjen. Med mine følelser til den folkelige Bent Hansen-fløj. Aktuelts kulturkamp nåede et højdepunkt en sommernat i Jernbanegade hos bladets kulturredaktør Rosa Krotoschinsky. (Hun blev senere en udmærket medarbejder på Politiken). Her gerådede Bent Hansen og Preben Wilmann i en kulturkamp, der godt kunne have fået en dødelig udgang, hvis ikke de begge havde været militærnægtere. Jeg husker, hvordan Preben Wilmann råbte til Bent Hansen, så det kunne høres ud over Rådhuspladsen: »Du er for grøn til at være chef, Bent, for grøn, for grøn!« Og hvordan Bent Hansen indædt frådende fyrede Wilmann fra avisen. Aktuelts hadefulde identitetskamp legemliggjort af de to tvekæmpere fortsatte natten igennem. Til sidst forlod Bent Hansen valpladsen. Jeg havde valget imellem at blive i den kulturradikale højborg – med udsigt til Politiken! Eller følge Bent Hansen ud på gaden. Jeg følte mig som sagt knyttet til begge parter. Men gik dog sammen med Hansen. Jeg har aldrig været tilhænger af lange nattesæder. Det var nok en strømpil for min senere medieskæbne. Preben Wilmann blev genansat på bladet den næste dag. Og blev nogle år mere på avisen. Inden han blev formand for Statens Kunstfond. Men opgøret i Jernbanegade varslede Socialdemokratiets ideologiske fremtid. I 60’erne var Socialdemokratiet stadig den overlegne i spillet med kulturradikalerne. Socialdemokratiet tog det fra det kulturradikale program, partiet kunne bruge. Fri abort. Funktionalistisk boligbyggeri. Men lod sig ikke overmande af kulturradikal smartness og af de kulturradikale berømtheder. Senere gik det anderledes. Økonomen og kulturradikaleren Jens Otto Krag fik magten i partiet og fyrede kulturens fortaler og den rodfaste socialdemokrat Julius Bomholt. Anker Jørgensen prøvede at afbalancere de to socialdemokratier, men hældede selv til kulturradikalismen. Og efter ham blev dansk politiks admiralskib overtaget af ’de fabelagtige fire’. Ingen af dem har ægte socialdemokratisk blod i årerne. Den ene var fra barn af en kommunist. Den anden grundtvigianer. De to sidste er økonomer. Nogen forståelse for kulturen i Hedtofts og H.C. Hansens socialdemokrati har ingen af de fire. Jeg tror, de mener, de moderniserede partiet ved at tilføre det den kultur, som var blevet den sejrende i studenterkredse efter 1968, kulturradikalismen. Men sådan var ånden i Socialdemokratiet ikke. Og derved mistede Socialdemokratiet sin selvstændige identitet. Admiralskibet har siden drevet om for vind og vejr uden mast og ror. Stemmemæssigt er partiet blevet halveret. Thomas Winding og jeg så ikke meget til hinanden efter 60’erne. Jeg besøgte ham engang i Mønge i Nordsjælland, hvor han med sin milde latter undrede sig over, hvor musikalske hans to børn, Alberte og Kasper, var blevet. Jeg foreslog ham at søge ind ved børne- og ungdomsafdelingen i DR, som dengang nærmest blev drevet som en aflægger af FDF og KFUM. På det tidspunkt sad jeg i DR’s ungdomsudvalg og syntes, afdelingen trængte til et uborgerligt løft. Det må man jo sige, den fik. Mogens Vemmer overtog afdelingen. Og nærmest over en nat blev den gamle FDF-lejr overtaget af Thomas Windings storfamilie. Det var tidsånden. Men det var vel også noget af en bevidst kulturradikal invasion. Hele DR blev i 70’erne en kulturradikal kaserne. Erhard Jacobsen forsøgte at få kasernen afmilitariseret. Ikke som kirkestormer. Men som god, gammel socialdemokrat. Men da var Knud Heinesen blevet radiorådsformand. Det nye djøf-socialdemokrati, der ikke kendte nogen anden kultur end kulturradikalismen, havde taget magten. Men Thomas Winding fandt sin hylde i børneprogrammerne. Han forenede sit kloge, kærlige barnesind med nogle af de sunde træk ved den oprindelige kulturradikalisme, fordomsfriheden, ubundetheden, modet til fri kreativitet. Det gjorde ham til nationens fælleseje. Han blev en kulturradikaler, der kunne samle, ikke splitte. Det var et kunststykke. For Thomas et ganske naturligt et.