Jeg blev født. På Rigshospitalet. En uge efter min far og mor havde opløst deres forhold. Det betyder, at jeg aldrig har mødt min far. Man kan sige, at den manglende tilstedeværelse af en forælder påvirker et barn. Det har det gjort. Men det er ikke, hvad jeg vil sige nu: Min, for mig, ukendte far er kurder. Han er mørk. Derfor er jeg mørk, hvilket betyder: Jeg lever som dansker i Danmark med en ’dansk’ opdragelse, og alligevel er jeg ikke dansker. Jeg er andengenerationsindvandrer, etnisk, jeg føler mig som intet eller hvem som helst. Men: Det betyder faktisk ikke så meget. Det er ikke så væsentligt. Kun når der sker noget i bussen, på gaden, i supermarkedet. Man kan sige, det er tonen i debatten. Det er både danskere og danskere (= etniske danskere). Jeg talte engang med en veninde, der sagde, hun blev nervøs, når hun så grupper af mørklødede mennesker på gaden. Hun sagde det til mig i en forventning om, at jeg ville kalde hende racist. Det gjorde jeg ikke. I stedet sagde jeg: Tror du ikke også, at jeg bliver bange? Så grinede hun. Det har intet med racisme at gøre. Hvis jeg ser en køn pige, kan jeg også blive nervøs (ganske vist af andre årsager). Det er en refleks. Racisme er, hvis man behandler mennesker anderledes som følge af raceforskelle. Du kan kontrollere din handling, men ikke altid dit sind. Du kan være nervøs ved den mørkhårede, men så må du overvinde dig selv. Jeg kan være nervøs ved den kønne pige, men så må jeg overvinde mig selv. Polariseringen mellem danskere og danskere ændres ikke kun ved politiske tiltag, men i højere grad ved at hver enkelt overvinder sig selv hver eneste dag og handler med respekt over for hinanden på trods af fordomme, på trods af indre modvilje. Jeg tror, mange mennesker ønsker at have en politisk korrekt anskuelse og fortæller i den almindelige samtale: Jeg synes, vi alle skal være her. Samtidig er de angste for det ’fremmede’ og behandler ubevidst den ’fremmede’ dårligere eller bedre, end de behandler andre. Hvis blot vi alle kunne forsøge at behandle hinanden bedre uden undtagelse. Dette behøver man ikke være religiøs for at ønske. Eller forsøge i praksis. At anerkende og respektere mennesker på trods af etnisk tilhørsforhold er meget dansk, meget kurdisk, meget amerikansk, meget menneskeligt? Måske. Hver eneste dag oplever jeg folk, der ikke agerer efter det. Jeg oplever det ikke altid selv i praksis. Jeg er ikke sikker på, at det er menneskeligt at være næstekærlig. Men – vi – som danskere ynder at sige, at begrebet dansk indbefatter tolerance, ligesom kurdere ynder at sige, at det at være kurdisk er at være tolerant. Problemet opstår, når vi mødes: Det er ikke sikkert, jeg demonstrerer den næstekærlighed, jeg prædiker. Det er ikke sikkert, du gør det, selv om du også prædiker den. Måske gør du det, selv om du ikke prædiker den. Problemer opstår, når vi mødes: Det er svært at overvinde sig selv. Vi påvirkes alle af samfundet, af stemmerne i medierne, af stemmerne i hovedet. Vi skal ikke kun overvinde os selv, vi skal også overvinde samfundet. I virkeligheden er jeg kun en lille dreng. Men. Når du ser mig på gaden, har jeg sort hår, skægstubbe og ligner en, du har set i fjernsynet, eller en, du forestiller dig, når du læser i avisen. Jeg på den anden side forestiller mig, at du forestiller dig, at du har set mig i fjernsynet eller læst om mig i avisen. Problemet opstår, når vi ikke mødes: Hvor mange etniske venner har du? Du befinder dig i ghettoen. Du må ud af den ghetto. Der må kun være en ghetto per nation. Vollsmose er en ghetto. Nørrebro er en ghetto. Vesterbro er en ghetto. Er du også bange for dem inde på Østerbro? Ja. Når jeg går på gaden, forventer jeg intolerance. Måske. Det er måske en overdrivelse. Jeg forventer nok intet. For det meste. For det meste forventer jeg ingenting, indtil en person siger, at jeg skal skride hjem til mit eget land; så bliver jeg negativt stemt; eller indtil en person smiler til mig, og jeg smiler tilbage; så forventer jeg, så mærker jeg glæden. Måske skal der kun et smil til. Men jeg tror det ikke. Det er kun lige nu: Efter at terroren er udråbt til århundredets problem, efter at etniske personer fra Vollsmose er blevet sigtet for terrorhensigter. I øjeblikket skal der kun et smil til for mig: Blot et lille tegn på, at alle i denne bus ikke mistænker indvandreren for at være terrorist. Kommunikationen. Jeg er ikke terrorist. Jeg smiler tilbage: Jeg er venlig. Jeg vil begynde forfra: Jeg føler mig som udgangspunkt som dansker, eftersom jeg er dansk. Min far er kurder; men: Jeg har aldrig kendt ham. Havde det gjort mig mindre dansk, hvis jeg havde? Jeg har intet personligt forhold til islam. Kun intellektuelt. Betyder det noget? Jeg har intet personligt forhold til Mellemøsten. Men jeg repræsenter en befolkningsgruppe, en etnisk minoritet. Og alle, der ligner mig, repræsenterer denne gruppe. Jeg er ikke mig selv. Jeg er en etnisk minoritet. Jeg er for længst forsvundet fra det danske udgangspunkt og har påtaget mig at være indvandrer hver eneste dag, jeg går på gaden. Måske er det ikke nødvendigt. Men det er skabt af min skoletid i 1990’erne, hvor jeg husker overskrifterne i Ekstra Bladet, debatterne, hvor tonen i sproget skærpedes, og i dag hvor Dansk Folkepartis medlemstal er stigende. Det er svært at forklare, hvorledes man mærker det i dagligdagen: Men der eksisterer en forventning om, at jeg siger undskyld. Derfor: undskyld. Første gang folk møder mig: Hvilket land er du fra? Har du nogen uddannelse? Det er en positiv overraskelse, at du taler dansk – så godt. Tak. Smiler jeg. Jeg tror, vi forventer for meget: Vi ønsker utopien indfriet med det samme: Vi har det nu godt. Problemet er, at vi intet foretager os: Vi lader stå til. Det skal nok gå. Ellers går vi i den modsatte grøft. Det går ikke. De skal ud. Men hvem er de? Jeg ved det ikke. Jeg tør ikke sige det. Ellers: Tør vi godt sige det: Det er dem, der ikke ligner os. Og så kommer problemet: polariseringen. Der er dem og os, lyder det fra begge sider. Jeg hader Danmark. Danmark er ikke stort nok til mig. Hvorfor tager du så ikke hjem? Det ved jeg ikke. Danmark er mit hjem. Men du hader det? Ja: Du fortæller mig hele tiden, at det ikke er mit hjem. Det er din egen skyld. En stor procentdel af dig er kriminel. Du er hele tiden i problemer. Men det er ikke mine problemer. Jo. Nej. Jo. Det er kun en del af dig, der er problemet. Men det er svært kun at skære det ene ben af. Hallo. Hvad? Det drejer sig kun om en finger. Det er ikke et ben. Det er kun en finger. Skal vi skære fingeren af? Et andet problem, en anden finger: Ingen ønsker at få skåret denne finger af. Skal etniske minoriteter assimilere sig eller integreres? For mig personligt er der ingen problemer. Jeg er integreret. Jeg har aldrig været uintegreret, eftersom jeg er dansk. Men det kan komme. Efterhånden, som tiden er gået, er jeg blevet mindre dansk, mere ingenting. Det er klart, at min præmis for at sige dette er, at jeg må definere dansk. Det kan jeg ikke. Men. At være dansk er delvist at blive anerkendt som dansk. At være dansk er delvist at ligne en dansker. I øjeblikket er en dansker lyshåret med blå øjne. Det skal en dansker stadig være. Men en dansker skal også kunne være andet. Faktisk: Jeg tror det væsentligste er anerkendelsen. Anerkendelsen af, at mennesker med dansk statsborgerskab er danske. Anerkendelsen af, at du også har ret til at leve i dette land. Du må også gerne bidrage til denne kultur, så den kan ændres og derved forblive, som den er, så den kan ændres og herved ændres og forblive. Kultur: Det er, som om der er en tendens til, at kultur kun kan være ensidig. For mig at se er kultur rummeligheden, modsætningen. Netop mangfoldighed. Kultur, dansk kultur. Vi venter på nogeni årevisi aften. Skriver Søren Ulrik Thomsen i sit digt: ’Vent’. Vi venter på nogen. Det er, som om vi venter på nogen. Det vedrører egentlig ikke os. Mig? Jeg rører det ikke. Vi taler om det. Vi hører om det. Jeg skriver om det. Vi venter stadig. Sker der noget? Lad os håbe, at vi kun venter til i aften. Lad os ikke vente i årevis. Det har vi allerede gjort. Så lad os kun vente et øjeblik. Bare et øjeblik. Et øjeblik mere. Inden vi gør noget. Hvad skal vi gøre? Jeg ved det ikke. Smil. Begynd med at smile. Og. Overvind dig selv. Og samfundet. Som en pusher sagde på DR 2: Giv indvandreren et kram. Giv din mor et kram. Bagefter indvandreren. Giv de højreorienterede og de venstreorienterede et kram. Og så den enorme mængde mennesker, der står akkurat i midten af dansk politik, i midten af bussen, i midten af togvognen. Sig, du læste det i en kronik. Sig undskyld. Sig, at du er sindssyg. Men du forsøger da i det mindste at give et kram. Selv om det kun blev et lille et. Du rørte ham faktisk ikke. Hvorfor siger du undskyld? Jeg rørte ham ikke. Ser du, ser du, ser du? Tag din bil eller tag bussen. Køb tyve poser chips i supermarkedet og en øl til dig selv. Find den gruppe af mennesker, der står afsides på et gadehjørne, der står nærmest ude på vejen. De kan have uniform på: De giver bøder. Eller de andre på gadehjørnet: De kan ligne mig. En gruppe, der ligner mig. Jeg repræsenterer dem. Selv dem, jeg ikke kender. Selv dem, jeg kender. De laver absolut intet. I store jakker og jeans. Giv dem en pose chips hver. Sig, du læste det i en kronik. Og hørte en pusher sige: Giv indvandreren et kram. Problemet opstår, når vi ikke mødes. Det er egentlig mærkeligt: at jeg skriver dette. Min forudsætning er kun, at jeg er mørk. Men min mørke hud betyder, at jeg befinder mig i en virkelighed, der også er min. I et samfund, der også er mit. I en tilværelse, der kun er min. Og dem, jeg møder. Problemet opstår, når vi ikke mødes. Man glemmer hurtigt, at vi ikke ligner hinanden af udseende. Så handler det om personlighed. Så handler det om, hvem jeg er, hvem du er, hvorfor du gav mig en pose chips og ikke den øl, du købte til dig selv. Skal vi ikke lade være med at skære fingeren af? Måske behandle såret? Måske nogen fra den procentdel, der ikke fungerer i det danske samfund, kan hjælpes på vej. Måske den store del, der fungerer, kan accepteres, anerkendes. Så behøver jeg ikke smile i bussen for at sige: Jeg er venlig. Men. Smile. Fordi. Jeg er venlig. Vi venter på nogen. Vi venter på nogeni afteni årevis. Problemet? Det opstår, når vi ikke mødes.