At have en politisk bevidsthed er en alvorlig sag. Den handler om de sociale og økonomiske muligheder for livets udfoldelse. Jeg husker, hvorledes det danske kommunistiske partis ideolog Ib Nørlund i sidste halvdel af 1940’erne korreksede os kunstnere, som endnu var medlemmer af partiet, for at vi tænkte mere som kunstnere end som kommunister. Partiets topfolk ville have kunstens og videnskabens sandhedssøgen dirigeret af politiske mål og hensigter. De byttede om på rækkefølgen, for vi var jo ikke kommunister, der var blevet kunstnere, vi var kunstnere som i kraft af vores livsholdning havde stærke socialistiske synspunkter. Dengang var det kommunisterne, der med deres partipolitiske pression tog fejl af kunstens veje, i dag er det alle politikerne – også de kapitalistiske og liberalistiske med deres markedsorienterede værdimål. Og der tages, specielt i vor tid, bekymrende administrative skridt for at indpode politiske mål og hensigter i kunsten og kunstformidlingen. I Leo Swanes tid som direktør for Statens Museum for Kunst (1931-1952) og senere Jørn Rubows (1952-1979) fastholdt museet sin integritet i det kunstsaglige. I Leo Swanes tid og i begyndelsen af Jørn Rubows var det heller ikke så svært, for dengang var politikerne mere ydmyge, end de er i dag over for sagsområder, de ikke havde eller har tilstrækkelig indsigt i. Man behøvede ikke at prale af et ’arms-længde-princip’ til beskyttelse af kunstens hjertekammer, for det praktiseredes i det store og hele som en selvfølge. Det er imidlertid ikke altid og på alle områder, tiden går mod forædling, den kan også gå mod forsimpling. I sidste halvdel af direktør Rubows funktionstid blev der skævet meget til museets og dermed kunstens ’finkulturelle’ status, og efter Rubows afgang har man skåret gode bidder af museets saglige uafhængighed ved kun at ansætte direktører på korte åremål. Man har øget politikernes magt over museets handlingsplaner, og i starten af 1990’erne gennemtvang daværende finansminister Mogens Lykketoft den ofte omtalte ’resultat-kontrakt’, der skulle sikre, at museets dispositioner førte til et besøgstal over en vis angiven størrelse. Med andre ord skulle museet have en betragtelig populistisk underholdningsværdi. Mange kunstnere og kunstelskere blev chokerede over denne uforstand; for den måde, billedkunsten gennemsyrer og befrugter samfundet på, er selvfølgelig ikke således mekanisk målelig, at den lader sig registrere ved museers besøgshyppighed, udstillingers mængde, almindeligheden af anvendte kunstneriske midler eller interessen for disse – men ved de sjældnere tilfælde, hvor de kunstneriske midler udtrykker en idé, tanke og følelsesrigdom, som i kraft af sin sandhed og livsholdning ikke lader sig glemme. Politik handler om rammerne, mens kunsten bygger på oplevelsen af livets indhold. Kunsten fortolker virkeligheden musisk og gør derved oplevelse og udtryk – det vil sige indhold og form – til en sådan ubrydelig helhed, at der ikke i udførelsen af kunstværket er plads til strategiske hensigter. I den politiske tankeverden vil det altid være svært at acceptere, at i kunsten handler alt således om intensitet og ikke om bredde, at i kunsten er det eneste budskab om samfundsnytte dette enkle: at kunsten er rigdom for sindet. At forlade det musiske er at forlade kunsten. Man kan godt uddrage spændende filosofiske tanker af et billedkunstnerisk værk, men man kan ikke skabe et ved tankens hjælp alene. Dertil behøves både vitalitet og stoflighed fra den synlige konkrete virkelighed. Det er svært, for ikke at sige umuligt, at finde en sammenfattende tidsånd i det moderne samfund. Men enhver kan se, at den ganske åndløse markedsorientering brugt netop på åndsværdier og netop også på kunsten har fået en overvældende og dirigerende magt både globalt og nationalt. Den har ført til en konkurrencemani og pengefiksering, som har stjålet kvalitetssansen i så bizar en grad, at man godt kan hævde, at firmaer samt offentlige og private institutioner og fonde kun yderst sjældent køber god kunst billigt, hvis de kan komme til at betale dyrt for modekunst. Nej, det er selvfølgelig ikke kun politikere, der lader sig besnære af den politiske tankeverdens logik, men politikerne kunne have holdt sig fra, hvad de ikke har sans for. Nu skader de kunsten, hver gang de vil gavne den. Alle ved jo, at det giver succes og politisk medvind at tækkes markedet og at forbinde kunsten med erhvervslivets interesser. Derfor tror Kulturministeriet mere på gallerierne end på kunstnersammenslutningerne, mere på magistrene end på kunstnerne og mere på kuratorernes arrangementer end på de kunstværkers indhold, som arrangementerne udnytter og ofte forvansker. Det alvorligste er, at succesen hales bedst i land, hvis man negligerer, manipulerer med eller helt glemmer kunstens eget hjertekammer: dens faglige kultur. Og så er dét, som får succesen, jo kun kunst af navn. Nogle mennesker lever sig dybt ind i kunsten og oplever den som en livsforklaring, de ikke kan undvære; for andre handler kunsten om et mere køligt artisteri; de kan forholde sig overvejende intellektuelt til og nyde den avancerede kappestrid om at sprænge kunstens grænser. Medierne regner denne disciplin for vor tids tidsånd, for den giver gode journalistiske historier; og så er medierne mærkeligt nok blinde for, at så længe man bruger betegnelsen kunst, så må man nødvendigvis også anerkende et eller andet skel mellem kunst og ikke-kunst. Ellers står man tilbage med et underligt let fordampeligt fluidum, som man kan smøre på en hvilken som helst foreteelse eller en hvilken som helst genstand. Er det den moderne tids værdinihilistiske kunstsnobberi, dens ringeagtende forgudelse af det ’kunstneriske’, som forhindrer, at tingene bliver kaldt ved deres rette navn? Intet duer, hvis ikke det hedder kunst og frembringes ved en luftig ’skabelsesproces’ i stedet for ved regulært og åndsbefrugtet håndværk. Først kalder man alt eller næsten alt for kunst, og derpå hævder man, at nu har kunsten flyttet sine grænser eller helt opløst dem. Man forsøger at udslette begrebet kunst med ordet og betegnelsen kunst. Det minder grangiveligt om barnet, som midt i uenigheden om legens regler pludselig råber til kammeraten: »Du skal ikke bestemme, hvad der er højre eller venstre«. Tiden pjatter med begrebet kunst og med den faglige kultur, som har skabt begrebet. Og dog er det en meget jordnær kultur. Den har lært af naturen at gøre de konkrete farver og former talende uden ord, at give dem lethed og tyngde, varme og kølighed, indbyrdes spændthedsforhold, intensitet og nerve – kort sagt levende struktur. Det er en kultur, eller man kunne måske godt kalde det et håndværk, som ikke er født i dag eller i går, og som heller ikke bliver noget andet i morgen, men som har været og er kunstens identitet i hele menneskeartens historie overalt på kloden. Til og med første halvdel af det forgangne århundrede kunne kunstnerne trods alle forskelligheder i de kunstneriske bestræbelser stadigvæk sige og føle, at nok har kunsten mange boliger og mange sprog, men alligevel er der kun én kunst. Den opfattelse er det svært at få forståelse for i dag, hvor betegnelsen kunst er blevet skamredet ganske uhæmmet. Der er ikke længere samstemmighed blandt de producerende eller blandt de formidlende om, hvad kunst egentlig er; for alt for mange har forladt det musiske. De stræber ikke efter at give formen sind og gøre den til det umiddelbart oplevelige udtryk, men kun at have den som fortolkningsmiddel til et tankesæt af større eller mindre lødighed. Og det er jo sagen, hvad beror på udregning og hvad på oplevelse? For kunsten lever ikke af opfindelser, men af opdagelser. Kunsten fortæller om virkeligheden på en anden måde og ud fra andre sjælelige ressourcer, end videnskab, teknik og psykologi gør det. Derfor er det ikke nogen entydig vej til fremdrift ustandselig at sprænge kunstens grænser. Vi ser da også nu, at midt i begejstringen over den populistiske avantgardisme, hvor alt og ingenting kan være kunst, da slår tiden pludselig bak, så der ud af samme avantgardisme er vokset et akademi frem, som er endnu mere lærestolsorienteret og desværre endnu mere dominerende i kunstverdenen, end min generation har kendt til det. De, der af ideologiske grunde ville sprænge kunstens grænser, har fået gjort det så grundigt, at de nu befinder sig i et selvskabt tomrum uden kriterier for noget som helst – for godt eller dårligt – hvor de så i stedet søger en platform ved at institutionalisere kunsten. Enten er man inde, dvs. integreret i kunstinstitutionernes verden, eller også er man ude. Tidligere i min tid var der ikke mange kunstnere, og slet ikke af de væsentlige, der tog det kgl. danske kunstakademi alvorligt. Vi vidste godt, at uddannelse i en skabende kunstart er en absurditet; at kunsten er et dybt personligt anliggende, hvor man ud fra egne oplevelser selv må slås for at finde sit sprog. Også det gamle akademi kunne dræbe både poesi og nerve for den vågnende kunstsans ved sin belæring og sine formalistiske doktriner; og doktriner var det jo, men de fokuserede dog på det jordiske værk og dets konkrete udarbejdelser: på komposition, balance, rytme osv. I dag er en udbredt tendens for akademismen – eller lad os kalde den intellektualismen – ganske anderledes avanceret og teoretisk; for den handler næsten ikke om formen, om det konkrete, men først og fremmest om et tankespind, hvori formen kun indgår som statist. Glemmer man tankespindet, og det vil en nær fremtid uvægerligt gøre, for det føles kun meningsfuldt i et miljø af gensidig forståelse, så er der ikke noget varigt at se noget indhold i. Vi kan ikke ad intellektuel vej definere, hvad kunst er, men vi kender meget godt kunsten igen i vor oplevelse af arbejder fra både nære og fjerne og endog helt fremmede kulturer kloden over. Hvad der griber os, er kunstens vilje til indsigt i sammenhængen mellem natur og menneske eller mellem menneskene indbyrdes – eller af trangen til kontakt i et sådant indre plan, at den rækker ud over tid og miljø. Ja, måske er kunsten båret frem af menneskets stærkeste og mest oprindelige sociale drift, for i kunsten har dét bevaret sin helhed, som forstanden kun kan fange ved at dele og splitte; i kunsten eksisterer nutidighed og tidløshed, det nærværende og det almene i udelelig forbundethed. I vor tid har mange officielle og halvofficielle producenter og kunstformidlere svært ved at se kunsttraditionen som en rigdom, der befrugter virkelighedsoplevelsen. De ser hellere traditionen som fuld af forhindringer og fordomme, der skal bekæmpes. Og til glæde for medierne og politikerne drukner de derfor kunsten og de evigt aktuelle følelser og begreber i nutidsproblematik. Hvis det var rigtigt, at kunsten ikke er kunst mere og mennesket ikke menneske i nogen tidligere kendt forstand, så måtte vi sammen med digteren Ole Sarvig udbryde: »Vi er arveløse, vi er sået som et frø af ukendt art«. Hvorledes forholder kunsten sig så til tiden? Det ville være svært at redegøre for, hvis vi skulle godkende tidens retorik, at både ’kunst’ og ikke-kunst hedder kunst. Hellere må vi spørge, hvorledes tidens dominerende kræfter behandler kunsten, for den er jo vores trofaste følgesvend gennem både forhistorisk og historisk tid. Det er godt at huske, at der var kunstnere, som brød igennem den kunsthistoriske oplevelsesmur, og som så kunsten som den inderste kerne i værker fra fremmede tider, værker, der hidtil kun var blevet betragtet som etnografiske. Det har styrket vores bevidsthed om den egenskab ved begrebet kunst, at det indeholder kravet om, at form og farve bygges op indefra efter den organiske væksts princip. Vi har vidst det før, nu har alt for mange glemt det. Politikerne har svært ved at elske kunsten bare som kunst, som sind, ånd. Hver gang de vil argumentere for kunstens nytte, så kaster deres tanker sig ud i den vilde kamp om guldkalven; så bliver det noget med kappestriden om kundekredsens størrelse, turisteri, produktudvikling, fædrelandsreklame og konkurrence på arbejdsmarkedet. For dermed synes de, vi er ude i det virkelige liv – det globale. Alt sammen repræsenterer det forretningslivets værdinormer, der brugt som mål for kunsten og kunstformidlingen er både kyniske og destruktive; alligevel er det politikernes bevidste og åbent erklærede hensigt, at de skal føre til en samordning, vel nærmest sammensmeltning af erhvervslivet og kunsten til et ’kreativt’ miks af erhvervsøkonomisk ’kunst’ og ’kunstnerisk’ erhvervsliv. Ordet kreativ burde i grunden aldrig have haft indtog i vort sprog; det bruges som regel kun til at forflygtige det danske ord: skabende – for i stedet at give navn til lidt flygtigt og løs kunstneriskhed. Tiden har forandret sig – ganske drastisk endda. Læser man bemærkningerne til Loven om Statens Kunstfond, som de blev skrevet i begyndelsen af 1960’erne under Julius Bomholts ledelse af Kulturministeriet (1961-1964), så vil man se, at statens støtte til den skabende kunst dengang gik ud på at styrke kunstens autonomi, og at dette forventeligt ville: » ... tendere imod en højnelse af kvaliteten og samtidig betyde en udskillelse af pseudo-kunstneriske elementer ...«. Sandelig andre toner end vor tids dyrkelse af den markedsorienterede produktionseffektivitet på bekostning af kunstens egen faglige kultur.