Jeg tænker ofte på, hvad vi danskere ville sige, tænke og gøre, hvis en diktator fik magten i vores land. Vi har desværre prøvet det før, nemlig under besættelsen 1940-45, en sort periode i vores historie. Det er 68 år siden nu. Men på mærkedage, som for nylig 9. april, minder det i hvert fald mig om, at demokrati og frihed ikke er nogen selvfølge. Også selv om det for os i Danmark er dagligdag, og mange af os aldrig har kendt til andet. I andre dele af verden er det diktaturet, der er hverdag. Nedskydning af uskyldige mennesker, vilkårlige fængslinger og henrettelser – og forfølgelse af de mennesker, der insisterer på at tale magthaverne midt imod. Det gælder ikke mindst forfatterne. En af de forfattere, som forfølges, er den zimbabwiske forfatter Chenjerai Hove, som jeg mødte sidste sommer, hvor han besøgte Danmark. Han har levet i eksil siden 2001, fordi han ikke kunne affinde sig med diktatoren Robert Mugabes mishandling af hans land, og han bor i dag i USA. Han gjorde indtryk på mig både gennem sin historie og gennem det, han sagde om forholdet mellem diktatur og kunst, nemlig at diktatorer hader kunsten. De er bange for den. Sådan var det også i Nazityskland og i de gamle kommunistiske regimer. De troede, at man kunne ensrette befolkningen efter en på forhånd lagt skabelon: I Nazityskland det ariske menneske, i Mussolinis Italien den romerske legionær og Sovjet den muskuløse minearbejder eller traktorfører. Men kunsten insisterer på nuancer og kompleksitet og på at vise det grimme og det provokerende, og den findes inde i vores hoveder og i vores hjerter – hvor diktatorerne ikke kan komme til. Derfor hader de den og frygter den. Ordets kraft giver stemme til de magtesløse og sikrer den demokratiske dialog. Før ordet er frit, er der intet demokrati at forsvare. Og den triste sandhed er jo, at ytringsfriheden stadig har trange kår mange steder rundt omkring i verden. I visse gamle sovjetrepublikker, i dele af Afrika og lande i Mellemøsten samt andre steder udøves der censur og repressalier mod de forfattere, der vælger at kæmpe for retten til at ytre deres frie mening. Hvert år bliver forfattere og journalister dræbt, fordi de vælger at kritisere en regering eller modsige magtfulde interessegruppers grundholdninger. Vi kender alle til sagen om forfatteren Salman Rushdie, der måtte gå under jorden med en dødsdom hængende over hovedet, alene fordi han benyttede sig af sin kunstneriske frihed, der paradoksalt nok førte lige lukt til ufrihed og forfølgelse. Men desværre er der også mange aktuelle eksempler på den lange liste over forfulgte forfattere. For et par år siden blev den russiske journalist Anna Politkovskaja dræbt, og siden hen gik det ud over den tyrkisk-armenske journalist og redaktør Hrant Dink, der blev skudt ned i Istanbul. Forfølgelsen af forfattere har mange udtryk og ofre. Den kvindelige egyptiske forfatter og erklærede feminist Nawal Al Saadawi er et af dem. Hun har gennem mange årtier skrevet om kvinders rettigheder. Til gengæld er hun blevet mødt med chikane og censur, hun er blevet fyret fra sit job i staten, har fået forbud mod at udgive bestemte magasiner og har i mange år optrådt på en dødsliste hos ekstreme fundamentalister i Egypten. Hendes forlægger valgte at trække Nawal Al Saadawis seneste bog tilbage fra boghandlernes hylder alene med begrundelsen, »at den fornærmede folks religiøse følelser«. Om forlæggeren var underlagt et politisk pres, kan vi ikke afgøre, men resultatet er det samme: Nawal Al Saadawis ytringsfrihed er kun formel og afhænger fra sag til sag af, om myndighederne og andre magtfulde interesser i Egypten finder det belejligt, at hun bruger sin ytringsfrihed. I Danmark bør vi støtte den kamp, som mange forfattere kæmper for at tale op mod diktaturet. Det skylder vi vores eget demokrati, og det skylder vi håbet om, at verden kan blive bedre. Det kan vi blandt andet gøre ved at byde forfattere som Chenjerai Hove velkommen under fribyordningen. Fribyordningen har eksisteret i andre lande i over ti år. Det er en internationalt kendt og respekteret ordning, der er rigtig gode erfaringer med. Ordningen går ud på, at byer fra forskellige lande tilbyder sig som fristed for forfulgte forfattere i en periode på to år, sådan at forfatterne kan få et pusterum, hvor de kan føle sig sikre og få ro til at arbejde. Der har gennem historien været flere eksempler på, at netop byer har fungeret som fristed for forfattere og andre, der er blevet forfulgt på grund af, hvad de har tænkt og skrevet. Som Genève gjorde for Jean-Jacques Rousseau i 1700-tallet og Amsterdam for René Descartes tilbage i 1600-tallet. Nutidens fribyer tæller bl.a. Barcelona, Frankfurt, Stockholm, Edinburgh, Oslo, Hamburg, Hannover og Mexico City. I alt er 19 byer i dag tilsluttet det internationale netværk af fristeder, ICORN (International Cities of Refugee Network). Forhåbentlig vil kredsen af fribyer snart blive udvidet med en række danske byer. Det er i hvert fald, hvad regeringen har taget initiativ til gennem to aktuelle lovforslag, som for tiden behandles i Folketinget. På Kulturministeriets område har vi stillet et lovforslag, som skal gøre det muligt for danske kommuner at yde støtte til udenlandske forfulgte forfattere og derved blive fribyer i ICORN-regi. Samtidig har integrationsministeren fremsat et forslag, der skal gøre det muligt for fribyforfattere at få en midlertidig opholdstilladelse under fribyordningen. Til sammen skal de to lovforslag bane vejen for danske kommuner til at blive en del af den internationale fribyordning. Foreløbig ser det heldigvis ud til, at Folketingets partier har taget godt imod forslagene. Mindst lige så positivt er det, at hele 12 danske byer indtil nu har meldt sig som interesserede i at blive fribyer. Nogle helt officielt, andre mere søgende. Men fantastisk positivt og flot, at så mange danske kommuner gerne vil være med og vil byde forfulgte forfattere velkommen. Det vidner om et stort lokalt engagement og ansvarsfølelse over for kulturen og ytringsfriheden. Som reglerne er i dag, må danske kommuner – hvor gerne de end ville – ikke støtte forfulgte forfattere fra andre lande. Det forbyder kommunalfuldmagten – eller sagt på en anden måde: Det er som udgangspunkt ikke en kommunal opgave at støtte udenlandske forfattere, det skal der særlig lovhjemmel til. Derfor foreslår vi en ændring af litteraturloven, sådan at kommunerne nu får mulighed for at støtte forfattere i regi af den internationale fribyordning. Så kan man spørge, hvorfor det kun er forfattere, der må være med, og ikke også musikere og billedkunstnere, skuespillere og filmfolk? Hertil vil jeg sige, at for det første er det faktisk ikke kun forfattere i snæver forstand, der er med i ordningen. Målgruppen for fribyordningen er forfattere, journalister og andre skribenter, der selv udfører litterær virksomhed. Dvs. skønlitterære forfattere, faglitterære forfattere, oversættere, dramatikere og digtere. Men også journalister og illustratorer/satiretegnere samt andre personer, der formidler det skrevne ord og andres ytringer som f.eks. udgivere, forlæggere og redaktører. Når det er sagt, så er det rigtigt, at der også er nogle, som ikke er med. For eksempel musikere og komponister eller billedkunsterne og filmfolk. Ikke fordi jeg er blind for, at også andre kunstnergrupper end forfattere kan opleve uberettigede krænkelser af deres ytringsfrihed. Men nu er det altså som international ordning for forfattere og skribenter, at fribyordningen er kendt, gennemprøvet og respekteret i en lang række lande. Derfor synes jeg, det fornuftige vil være, at Danmark læner sig op ad de internationale erfaringer, der igennem mange år er blevet gjort med fribyerne i regi af den internationale fribyorganisation ICORN. Og det er altså et system, der netop retter sig mod forfattere og skribenter, hvor man samarbejder med den internationale forfatterorganisation PEN. Det synes jeg er en god og fornuftig afgrænsning af ordningen, som vi bør holde fast ved, sådan at vi ikke kommer til at love for mange for meget. Et andet spørgsmål, som har været fremme i debatten, er økonomien. Nærmere bestemt om kommunerne skal betale det hele, eller om staten vil gå med i finansieringen af fribyordningen. Til det vil jeg sig, at vi taler altså grundlæggende om en fri by-ordning, som hviler på et lokalt engagement. Sådan er den internationale ordning nu engang skruet sammen: som et netværk af byer, der tilbyder sig som fristeder. Det er byerne, der inviterer forfatteren – og byerne, der hermed binder sig til at afholde de udgifter, der er forbundet med forfatternes ophold. Derfor er det også en forudsætning for den danske ordning, at udgifterne til forfatternes ophold forudsættes afholdt af de kommuner, der vælger at tilslutte sig ordningen. Til gengæld er det absolut frivilligt for kommunerne, om de ønsker at tilslutte sig eller ej – og dermed om de ønsker at påtage sig de økonomiske og administrative forpligtelser, der følger med et sådant engagement. Det er også frivilligt for kommunerne, når de har meldt sig ind i ICORN, om de konkret ønsker at tilbyde et fribyophold til en bestemt forfatter efter forslag fra ICORN. Men hvis en kommune inviterer en forfatter til at bo i kommunen, så er det også kommunen, der har ansvaret for at dække udgifterne til opholdet. I den forbindelse har ICORN opstillet nogle minimumskrav, som byerne skal opfylde, hvis de ønsker at være fribyer og blive medlemmer af ICORN’s netværk. Heraf fremgår det, at hver enkelt by som udgangspunkt skal påtage sig et værtskab for den enkelte forfatter for en periode på to år. Og værtskabet indebærer, at byen skal stille en møbleret bolig til rådighed; understøtte forfatteren og dennes eventuelle familie økonomisk med et beløb på 1.100-1.500 euro om måneden, alt efter om der er familie med; bistå med at skaffe forfatteren og dennes eventuelle familie opholdstilladelse; understøtte den enkelte forfatters deltagelse i byens sociale og kulturelle liv; sikre adgang til skolegang til eventuelle børn og adgang til offentlig transport, biblioteker og sprogundervisning samt stille en kontaktperson til rådighed. Kulturministeriet har ikke foretaget egentlige beregninger på, hvad det må forventes at koste for den enkelte kommune. Det kan jo variere fra kommune til kommune, men et overslag, som kommunerne selv er kommet med, lyder på ca. 500.000 kr. pr. forfatter. Det er dog nok lidt højt sat, men der kan jo også være variationer i kommunernes udgifter, blandt andet med hensyn til boligen. Til gengæld kan staten gå ind og støtte nogle af de aktiviteter, som fribyforfatterne gerne skulle have mulighed for at kaste sig ud i, mens de er her. Det kan f.eks. være at støtte udgivelse af fribyforfatternes værker enten på dansk eller på hjemlandets sprog samt kulturelle arrangementer. Kulturministeriet vil i givet fald i en årrække bidrage til en sådan støtteordning med op til en mio. kr. årligt. Det er tanken, at vi vil bede Kunstrådet, som i forvejen fordeler midler til fremme af ytringsfriheden, om at stå for administrationen af disse midler. Selve støtteordningen bliver en ren statslig ordning, som vi forestiller os skal administreres af Kunstrådet, der i forvejen fordeler kulturelle midler til fremme af ytringsfriheden. Så må det jo være op til kommunerne og forfatterne, om de herudover vil søge konkrete projektmidler hos private fonde til de samme eller lignende aktiviteter. Så er der spørgsmålet om, hvem der skal betale for udgifter, der eventuelt måtte komme til sikkerhed for forfatteren og hans eller hendes familie. Lad mig først understrege, at det gudskelov ikke er alle forfulgte forfattere, der er i samme situation som Ayaan Hirsi Ali eller Salman Rushdie, dvs. har brug for politibeskyttelse døgnet rundt. Til dato er der ingen af forfatterne i ICORN-systemet, der har haft et sådant sikkerhedsbehov. Men det kan selvfølgelig blive aktuelt. I en sådan situation – har vi fået oplyst fra Politiets Efterretningstjeneste – er det sådan, at beskyttelse af truede personer som udgangspunkt varetages af myndighederne i det land, hvor den truede person opholder sig. I Danmark varetages opgaven med personbeskyttelse af Politiets Efterretningstjeneste, og udgifterne hertil afholdes inden for politiets bevillinger. Hvert år oplever verden, at forfattere og journalister bliver dræbt, fordi de vælger at kritisere en regering eller modsige magtfulde interessegruppers grundholdninger. Ulykkeligvis ser vi det også herhjemme, senest med de skammelige mordplaner mod tegneren Kurt Westergaard. I Danmark passer vi selvfølgelig på vores egne borgere, når de udsættes for dens slags. Men vi kan gøre endnu mere. Med en dansk fribyordning kan vi være med til at hjælpe nogle af de forfattere, journalister og skribenter fra andre lande, som forfølges i deres hjemlande. Sådan kan vi på en god måde støtte den kamp for ytringsfrihed og åbne demokratiske samfund, der foregår uden for vores lands grænser.