Hvis Einstein i dag skulle have søgt økonomisk støtte til at forske i Danmark, ville han have meget få steder at gå hen.
Hans skæve ideer ville ikke passe ind i de mange kasser, hvor de fleste forskningsmidler i dag befinder sig. Den tanke er en af standardreplikkerne, når forskere diskuterer vilkårene for deres arbejde. Og den tanke ser desværre ud til at bliver mere sand i fremtiden, hvis Einstein skulle søge et dansk forskningsråd. Vi er nemlig stærkt på vej til at forringe den fine position, dansk forskning har haft, når det gælder videnskabelig fornyelse. Forskere med nye ideer og skæve vinkler på det kendte vil typisk søge midler til deres forskning i et af de fem faglige forskningsråd under Det Frie Forskningsråd, der ledes af en bestyrelse. Rådene støtter forskningsprojekter, forskerne selv finder vigtige; de støtter alle områder; og hovedkriteriet for støtte er den videnskabelige originalitet og kvalitet. Hvis det står til regeringen, vil Det Frie Forskningsråds relative andel af forskningsmidlerne blive næsten halveret i de kommende år. I 2004 fik den frie forskning 9,9 procent af de offentlige forskningsmidler, og i 2012 viser det statslige forskningsbudget 5,7 procent. Væksten i offentlig forskningsstøtte skal gå til strategisk forskning, altså områder, som politisk vurderes at være særlig vigtige for dansk velstand og velfærd. Logikken synes at være, at Danmark har brug for stærke, strategiske satsninger på særligt udvalgte områder, hvis vi skal klare de globale udfordringer i et videnssamfund. Det er da også rigtigt, at uddannelse og forskning udgør hovedveje til fortsat samfundsmæssig vækst i et videnssamfund. Derimod lander man i en blindgyde, hvis man tror, en sådan udvikling kan ske, uden at den frie forskning danner et solidt grundlag og afsæt. Det er frem for alt den frie, forskerdrevne forskning, der sikrer, at vi fortsat kan uddanne befolkningen både i bredden og i dybden. Det er den frie forskning, der udvikler hele grundlaget, så vi forstår, hvordan verden og vi hænger sammen, og hvordan vi kan skræddersy løsninger til senere anvendelse. Det er derfor også den frie forskning, der bedst tilskynder til at gå på tværs af vante discipliner og tilgange – for man har noget at gå på tværs af. Og det er netop i mødet mellem det kendte og det ukendte, at kvalitativt nye indsigter opstår. De fleste har prøvet at komme hjem fra en rejse og så betragte de vante omgivelser med nye øjne – man synes måske, stuen er skrumpet, eller møblerne er flyttet rundt. Sådan er det også med forskning. De virkelige kvantespring i vores forståelse sker, når vi udfordres til at se det kendte med nye briller, eller når vi anvender vores indsigter på nye måder. Det var en tur i zoologisk have, der ledte de amerikanske molekylærbiologer James Watson og Francis Crick på sporet af dna’s struktur – her lå slanger snoet sammen som en dobbelt spiral. Forskerne formåede at koble solid videnskabelig indsigt med et kreativt nyt blik, og det skaffede dem ikke blot nobelprisen, men lagde også grunden til hele den moderne genteknologi. Man behøver ikke være i den tunge nobelprisklasse for at skabe viden, der ændrer på vores eksisterende forståelser. Men man behøver at stræbe mod den højeste kvalitet og være omgivet af kolleger, der har samme mål. Den kvalitet er Det Fri Forskningsråd med til at sikre og udvikle. Det skyldes, at rådet dækker et meget bredt spektrum af videnskabelige felter. Derfor er der mange forskere, der kan søge, hvilket giver stor konkurrence om midlerne og meget høj kvalitet på de projekter, der støttes. De fem faglige forskningsråd modtager omkring 3.000 ansøgninger om året, og mindre end 20 procent af de ansøgte midler bevilges. Rigtig mange rigtig gode ansøgninger kan ikke støttes med de midler, rådene har til rådighed, og det er ikke svært at forestille sig, hvordan de mest begavede forskere vil reagere, hvis det fremover bliver relativt lettere at søge midler i strategiske cigarkasser og puljer, hvor hovedparten af forskningspengene vil ligge. Vi risikerer at dræne den frie, forskerdrevne forskning for de dygtigste talenter. Og hvad der måske er værre, vi risikerer at give køb på den videnskabelige bredde og kvalitet. For ikke alle forskere kan søge strategiske midler, der jo er øremærket til bestemte områder, og det mindsker konkurrencen til de enkelte områder og gør det vanskeligere at gå på tværs af det etablerede. Vi risikerer med andre ord at styre forskningen i retning af det, som det forskningspolitiske establishment til enhver tid håber at vide vil være vigtigt, på bekostning af den erkendelse, vi endnu ikke ved kan være afgørende. Der tales i disse år meget om videnskabelig brain drain, altså at vi må sørge for at sikre, at de bedste forskere ikke forlader Danmark – eller, endnu bedre, at sikre, at de bedste udenlandske hoveder søger til landet. Det forsøg bliver klart vanskeligere, hvis man forringer mulighederne for fri forskning. For de forskere, der ikke kan eller vil søge de strategiske puljer, vil have bedre muligheder i udlandet. Internationalt har man nemlig en stigende forståelse for og prioritering af den frie, forskerdrevne forskning. Det bedste eksempel er Det Europæiske Forskningsråd, der blev søsat sidste år. Modsat EU’s strategiske rammeprogrammer er det nye forskningsråd rettet mod den enkelte forsker og mod fremragende forskning på alle områder. Den model tiltaler de bedste forskere. Næsten titusind søgte rådet i første runde, og tre hundrede får inden længe en bevilling. Det Europæiske Forskningsråds midler øges i de kommende år, og det er udtryk for, at man på europæisk plan har indset, at det videnskabelige vækstlag og den forskningsmæssige fornyelse må næres gennem den frie forskning. Den frie forskning er ikke blot med til at sikre og udvikle videnskabelig kvalitet på alle vidensområder. Den skaber også det nødvendige vidensgrundlag for strategiske satsninger. Det gør den, fordi den er det første led i forskningens fødekæde. Den frie forskning sikrer, at vi uddanner en mangfoldighed af forskere, der både har videnskabeligt udsyn og videnskabelig indsigt til at kunne bidrage til den fortsatte forskningsudvikling, også inden for de strategiske satsninger. Danske forskerstuderende er nok relativt ældre end i mange andre lande. Til gengæld ejer de en modenhed og selvstændighed, der ruster dem rigtig godt til en fremtidig forskerkarriere. Sådanne forskertyper er guld værd, også hvis man vil finde nye løsninger inden for den strategiske forskning. Som de fleste ved, blev Nokia startet af to finske brødre, der producerede gummistøvler. Det ville den ene bror fortsætte med, mens den anden ville gå nye veje. Hvis han havde fulgt de daværende finske forskningsprioriteringer, havde Nokia i dag beskæftiget sig med skovdrift; og det valg havde næppe ført til udviklingen af en verdensomspændende virksomhed. Virkelig innovation kan vanskeligt planlægges. Den kræver frem for alt selvstændige forskere med solid grundvidenskabelig indsigt, som de tør anvende på nye områder. De sidste halvtreds års internationale forskning har klart vist, at det er den frie, forskerdrevne forskning, der er drivkraft for de fleste videnskabelige landvindinger af strategisk betydning. Udviklingen af nye typer kræftbehandling bygger eksempelvis på teorier om enzymer, teorier, som er udviklet af nysgerrige fysikere og kemikere. Ligeledes er grundlæggende teorier om kreativitet afgørende for at kunne undersøge, forstå og udvikle innovation og lærende organisationer. Også hvis man følger den logik, der synes at ligge bag den øgede prioritering af strategiske bevillinger, giver det altså god mening at satse mere på den frie forskning. Det er blot ikke den indsigt, der driver de hjemlige forskningspolitiske prioriteringer i øjeblikket. For tredive år siden blev de fleste offentlige forskningsmidler delt ud til institutionerne, der så selv fordelte pengene internt. Den model dannede grundlaget for den flotte position, som dansk forskning nu har internationalt. I dag udgør disse såkaldte basismidler kun omkring halvdelen af den offentlige forskningsfinansiering. Som led i at gøre Globaliseringsrådets forslag til virkelighed skal institutionerne nu også til at konkurrere om en del af disse basismidler ud fra strategiske prioriteringer. Afhængigt af størrelse kan hvert universitet byde ind med et antal forslag til sådanne strategiske satsninger, der skal kunne fremme forskning i verdensklasse, som det hedder i orienteringen til universiteterne. Der er afsat 480 millioner til omkring fem centre, der udvælges blandt forslagene, efter at et internationalt bedømmelsesudvalg har vurderet deres kvalitet. Hver af de valgte satsninger kan altså få en bevilling på gennemsnitligt 96 millioner. Kun et fåtal af forskningsområder drives imidlertid af forskergrupper, der kan anvende så store midler med høj kvalitet. Fra udlandet ved vi også, at de virkelige videnskabelige fornyelser ofte kommer fra mindre forskergrupper eller fra enkeltforskere, der er så spændende at arbejde sammen med, at de skaber internationale forskernetværk af højeste kvalitet. Den nye model til at fordele en del af basismidlerne til universiteterne understøtter ikke fri forskning, men strategisk tænkning. Den vil kun i få tilfælde kunne fremme fremragende forskning. Derimod medvirker modellen til at mindske råderummet for frie forskningsinitiativer, der er drevet af dem, der ved mest om forskning, nemlig forskerne selv. Og den medvirker til at svække det grundlag, som dansk forsknings internationalt anerkendte position hviler på. De planlagte prioriteringer af de offentlige forskningsmidler er til ugunst for Danmarks fortsatte succes som videnssamfund; de er til ugunst for den samlede kvalitetsudvikling i dansk videnskab; og de risikerer at skade frem for at skabe virkelig strategisk innovation. Disse virkninger er ekstra bekymrende, fordi udlandet ikke står stille. Det er jo ikke blot Danmark, der har ambitioner om at komme i den videnskabelige sværvægtsklasse. Men de fleste andre ’tunge’ forskningsnationer svækker ikke den frie forskning i forhold til den strategiske forskning, ofte tværtimod. Til syvende og sidst er prioriteringerne af forskningsmidlerne derfor ikke et spørgsmål om fri forskning over for strategisk forskning. De er snarere et spørgsmål om, på hvilket grundlag Danmark fremover skal klare sig som videnssamfund i global konkurrence. For nylig var generalsekretæren for Nobelpriskomiteen, den svenske professor Gunnar Öquist, i Danmark for at give toppen af dansk forskningsledelse og forskningspolitik gode råd om, hvordan vi skal klare os i konkurrencen om den ypperste videnskabelige anerkendelse. Hans helt enkle råd var, at hvis vi ønsker at styrke den banebrydende forskning og øge chancen for, at en forsker ved en dansk forskningsinstitution får nobelprisen, ja, så skal vi satse på fri, forskerdreven forskning. Pæne ord og gode råd er imidlertid ikke nok. Der skal nye prioriteringer til.
