En irakisk betjent stormer mod vores bil og signalerer eksplosion med sine hænder. Der er ingen tvivl. Der er risiko for en bombesprængning. Gennem Bagdads tætte trafik er vi på vej over i det irakiske flygtningeministerium, så jeg kan forhandle om udsendelse af afviste irakiske asylansøgere. Men fokus skifter lynhurtig til vores overlevelse. Krigens sande hæder er at holde sig i live. Det ved de toptrænede jægersoldater, der fungerer som mine livvagter. De er plastret til med skudsikre veste, våben og ammunition. Selv er jeg iklædt slips, jakkesæt, skudsikker vest og attachetaske. Men mod kraftige vejsidebomber hjælper hverken panser, plade eller attachetasker. I stedet går det over stok og sten ad en planlagt alternativ rute tilbage mod den relative sikkerhed i Bagdads Grønne Zone. Vi når tilbage, uden at der sker os noget. Mødet bliver aflyst, men der er også en dag i morgen. Vi tager af sted igen dagen efter. I Danmark er udlændingepolitikken det eneste, der for alvor skiller vandene. Måske fordi de politiske partier på de store linjer stort set er enige om den økonomiske politik med videre. Det er regeringspartiernes og støttepartiets politik på udlændingeområdet, der har bragt regeringen til magten og holder den ved magten. Det er udlændingepolitikken, der tæller. Så kan man diskutere, om det er rimeligt i forhold til andre områder, eller om det er retfærdigt eller ej i forhold til den siddende og forhenværende regerings indsats. Udlændingeområdet er også godt stof for medierne. Os og de fremmede. Dem og os. De passer ind i mediernes fortælling bygget op omkring konflikt. De individuelle skæbner passer ind i skabelonen om ’offeret’ og ’systemet’. Det er gode historier. Dansk Folkeparti kræver aftaler om tvangsmæssige udsendelser for at indgå i forhandlinger om finansloven. Det sætter naturligvis Integrationsministeriet under pres, men det er mig, der sidder på udlændingeadministrationens farligste post. Langt fra departementet, men tæt på risikoen for pludselig død. Det er min opgave at få afviste irakiske asylansøgere, der ikke vil tage af sted, hjem til et konfliktfyldt land, der ikke vil tage imod dem. Det er noget, den danske regering ønsker. Det er baseret på de danske vælgeres ønsker. Det er bare ikke noget, de afviste irakiske asylansøgere eller den irakiske regering ønsker. Mit problem er, at jeg ikke har fået noget at forhandle med. Jeg har hverken en stok eller en gulerod. Jeg har intet at give. Jeg har intet, jeg konkret kan tilbyde i en forhandlingssituation. Og jeg har heller intet, jeg kan true med. Det er svært at opstille en troværdig trussel for nogen, der allerede dagligt er i livsfare. Jeg kan blot insistere på, at den danske regering ønsker, at de afviste irakiske asylansøgere skal forlade Danmark, og at den irakiske regering skal tage imod landets egne statsborgere. Ellers? ... Ellers ingenting! Det må kunne gøres bedre. Det er ikke kun risikoen for vejsidebomber, der lægger hindringer i vejen for indgåelsen af en aftale om hjemsendelse af afviste irakiske asylansøgere. En aftale kræver en forhandlingsduelig modpart. Det eksisterede ikke, da jeg ankom til Irak. Som en dansk-trojansk hest i koalitionens besættelsesadministration har jeg derfor som rådgiver selv været med til at opbygge det flygtningeministerium, som Integrationsministeriet ønsker at indgå en aftale med. Dagen efter at jeg begyndte på mit arbejde, blev to civile amerikanske kollegaer og deres tolk dræbt af terrorister. Senere mistede en britisk kollega og hans livvagt livet i en bombesprængning på den vej, vi benytter, når vi skal over i ministeriet. Med opbygningen af flygtningeministeriet eksisterer der efter suverænitetsoverdragelsen i juni 2004 en forhandlingspartner. Nu er det blevet september 2004. Som andre irakiske ministre tager flygtningeministeren gerne på udlandsrejser og har velvilligt taget imod en invitation til Danmark. Her vil det være nemmere at skaffe opmærksomhed og ørenlyd for danske ønsker. Så gør det ikke så meget, at ministeren også udtrykker ønske om at komme til Norge og Sverige. Det ordnes nemt, da jeg kontakter de nordiske broderlande. I København indgås en aftale om et samarbejde mellem irakiske og danske myndigheder med henblik på at identificere irakiske statsborgere og »forberede deres tilbagevenden til Irak frivilligt, eller på et senere tidspunkt som nævnt tidligere i aftalen« … hvor den irakiske flygtningeminister har anerkendt Danmarks juridiske ret til at returnere afviste irakiske asylansøgere. Men en aftale alene gør ingen hjemsendelse. Flyforbindelser og praktiske foranstaltninger skal også være på plads. Det må kunne gøres bedre. Ingen lande ønsker at modtage uønskede personer. Heller ikke hvis de er egne statsborgere. Irakerne frygter, at hjemvendende irakere vil belaste en allerede skrøbelig irakisk infrastruktur, der er ved at segne under Iraks generelle problemer. Hertil kommer modtagelsen af hundredtusinder af irakere, der er vendt tilbage fra Iraks nabolande. Irakerne vil også gerne sikre sig, at personer, der rejser ind i Irak, rent faktisk er irakiske statsborgere eller har et opholdsgrundlag i Irak. Man frygter især, at iranere i større omfang vil tage ophold i Irak, udgive sig for at være irakere og ved irakiske valg stemme efter anvisning fra Iran. Man frygter, at statsløse palæstinensere uden opholdsgrundlag vil udgive sig for at være irakiske statsborgere. Man frygter, at udenlandske terrorister fra eksempelvis Syrien, Jordan, Algeriet eller Iran kommer til Irak. Endelig FRYGTER man, at tilhængere af det tidligere regime eller andre modstandere af regeringen i Irak vil vende tilbage til Irak fra eksempelvis Europa for at bekæmpe styret. Mange ledende skikkelser i den irakiske administration har selv opholdt sig uden for Irak og ved, at der i udlandet findes irakiske miljøer, der ikke ønsker en udvikling frem mod demokrati. Det er ikke altid, ophold i demokratiske lande inspirerer til visioner om fred og demokrati. Ganske som i det 20. århundredes begyndelse, hvor revolutionære russere udtænkte store, radikale planer omkring cafébordene i Paris, Wien, København og Berlin, så sidder der også personer i de irakiske eksilmiljøer i Europa, som har helt andre tanker om Iraks fremtid end demokrati. Dem vil de irakiske myndigheder helst være fri for. Det er derfor vigtigt for irakerne at få identificeret, hvem der rejser ud og ind af Irak, og om de faktisk er irakiske statsborgere. En del af de irakiske arkiver er blevet ødelagt i forbindelse med krigen mod Saddam Hussein og de efterfølgende begivenheder. Det gør det vanskeligt for de irakiske myndigheder at identificere personer som irakiske statsborgere. Der arbejdes på at rekonstruere arkiverne, men der er lang vej endnu. Jeg får arrangeret et møde med viceindenrigsministeren. Han er også generalmajor og leder indenrigsministeriets nationalitets- og pasdirektorat, der er ansvarligt for identificering af irakiske statsborgere. Indenrigsministeriet er også ansvarligt for opretholdelsen af sikkerhed i Irak og er derfor et oplagt mål for terroristerne, der flere gange har udsat det for voldsomme angreb. Viceministeren er også afvisende og fortæller, at irakere i udlandet er usikre i forhold til at vende tilbage til Irak. Jeg fortæller, at Danmark har været stolt af at kunne modtage ofrene for Saddam Husseins regime og yde dem beskyttelse og hjælp, men at der er forskel på irakere med flygtningestatus, irakere uden opholdstilladelse og irakere, der har begået kriminalitet og derfor står til udvisning. Under hensyntagen til de internationale konventioner er det Danmarks ret at bestemme, hvilke personer der har lov til at opholde sig i landet. Han kender til forskellen. Som et lille intermezzo i vores samtale fortæller han, at han har en søn i Danmark. Han har ikke set ham i 20 år, men han ved, at sønnen har det godt. Generalmajoren var aktiv i kampen mod Saddam Hussein. Han frygtede for diktatorens hævn og måtte derfor sende sin familie til udlandet. Han måtte helt afbryde kontakten for at sikre sig, at regimet ikke kunne opspore hans familie og ramme dem. En utrolig høj pris at betale for sin deltagelse i kampen mod diktatoren. Han er Danmark taknemlig. Irak behøver dokumenter som irakisk identitetskort og nationalitetsbevis, fulde navn, bopæl, hjemby, hjemegn, adresse på tidligere arbejdsplads samt en lille beskrivelse af personen og et kort CV. Det kan være obstruktion fra irakisk side for at besværliggøre processen. Men det virker, som om viceministeren er oprigtig, og som om det ligger ham på sinde, at personer ikke bliver returneret til et liv på gaden. Danmark er parat til at samarbejde omkring identifikation af irakere, der ønskes udsendt. Efter endnu nogle kopper te og drøftelser erklærer viceministeren sig mundtligt villig til at samarbejde om sagen. Men med et oprør i lys lue uden for døren har han nok også andre prioriteringer. Mødet er gået godt. Bortset fra en enkelt detalje. Da min livvagt er sunket dybt ned i den bløde sofa, er han ganske uforvarende kommet til at lægge det ene ben over det andet, så han sidder med kampstøvlens fodsål pegende mod vores irakiske vært. Det er meget fornærmende i den arabiske verden. Det må vi gøre bedre næste gang. Da vi kommer tilbage til ambassaden, giver vores tolk os et lille kursus i, hvordan man sidder til et møde. Begge fødder i gulvet. Jeg har aftaler om endnu et møde med viceindenrigsministeren. Det bliver afholdt med fødderne på jorden. Jeg har fra Integrationsministeriet fået oplyst, at man fra dansk side gerne vil assistere irakerne med uddannelse og udstyr til at ægthedsvurdere dokumenter, der kan bevise hjemvendte irakeres identitet. Jeg vil også bede om, at en embedsmand fra det irakiske indenrigsministerium kommer til Danmark. Det er hensigten at afholde informationsmøder for irakere på de danske asylcentre. Det vil være godt med en irakisk embedsmand, der kan informere dem om mulighederne i Irak og procedurer ved tilbagevenden. Jeg oplyser, at man fra dansk side vil være interesseret i at etablere et samarbejde med de irakiske myndigheder om ægthedsvurdering af irakiske dokumenter og samarbejde om identifikation af irakere, der skal hjemsendes. Generalmajoren oplyser, at det irakiske politi har brug for udstyr til afsløring af falske dokumenter og uddannelse i anvendelse af dette udstyr. Og fortsætter høfligt med at forklare, at i den nuværende situation har det irakiske politi dog større behov for uddannelse i bykamp, teknisk udstyr til at undersøge personer og biler for sprængstof, uddannelse i indhentning af efterretning, identificering og nedkæmpelse af mindre væbnede grupperinger. Han tilføjer, at det irakiske politi mangler basale ting som våben, skudsikre veste og pansrede køretøjer. Jeg må lige så høfligt oplyse ham om, at jeg vil viderebringe informationerne, men at jeg umiddelbart ikke ser assistance på disse områder som en mulighed. Det må kunne gøres bedre. Han gør opmærksom på, at sikkerhed og udvikling går hånd i hånd. Han oplyser, at irakiske ledere såsom ministre, viceministre, borgmestre med videre har brug for uddannelse i civil ledelse og administration. Jeg ved, at det er et område, hvor Danmark vil være i stand til at levere uddannelse og træning, og lover at lade også disse oplysninger gå videre. Han påpeger, at der er mangel på boliger i Irak. Han opfordrer til, at den danske regering bruger midler på et lille boligkompleks til 200-300 personer. Det ville resultere i arbejde og boliger til de tilbagevendte og ville Danmark en positiv profil i Irak. Et sådant byggeri vil være et oplagt mål for terrorister. Jeg fortæller ham, at på grund af sikkerhedssituationen i Irak er det i øjeblikket vanskeligt at gennemføre og overvåge projekter inde i Irak, men at jeg vil viderebringe synspunktet og ønsket om uddannelse i ledelse og administration. Ønsket glæder mig, da det giver Danmark en chance for at hjælpe, men også for at skabe værdifulde kontakter med nøglepersoner i den irakiske administration. Desuden kan sådan en uddannelse og træning foregå uden for Irak og derfor uden risiko for danske rådgivere. Viceministeren mener, at irakiske og udenlandske medier udelukkende informerer om de voldelige og negative begivenheder i Irak. Han er positivt indstillet over for forslaget om at sende en person fra det irakiske indenrigsministerium til Danmark for at informere afviste asylansøgere om specielt mulighederne og procedurerne for udstedelse af dokumenter ved tilbagevenden til Irak. Han inviterer på genbesøg i indenrigsministeriet. Livvagterne har allerede informeret mig om, at området omkring indenrigsministeriet nu er blevet for farligt, til at vi kan holde møder i ministeriet. Jeg takker. Det er ikke ligeværdigt, at han med fare for sit liv bevæger sig ud for at møde mig, mens jeg ikke kan tage på besøg i hans ministerium. Det ærgrer mig også, fordi møderne giver mig gode informationer. Men der er også en dag i morgen. Det ville være dumt at blive dræbt, fordi man vil imødekomme den irakiske gæstfrihed. Jeg beder livvagterne holde øje med situationen og sige til, hvis det bliver muligt at aflægge det irakiske indenrigsministerium et besøg. Det gør det ikke. Jeg får heller intet svar tilbage, da jeg følger de sædvanlige diplomatiske kanaler og gennem det irakiske udenrigsministerium fremsender det irakiske indenrigsministerium en note, hvor jeg følger op på forespørgslen om, at en embedsmand fra det irakiske indenrigsministerium kan deltage i informationsmøderne i Danmark. Det nye buzzword er samtænkning. Samtænkning af civil og militær indsats, samtænkning af udviklings- og integrationspolitik. Jeg laver min egen lille samtænkning. Hvorfor ikke involvere hjemsendte irakiske asylansøgere i danske genopbygningsprojekter i det sydlige Irak. De afviste irakiske asylansøgere er ofte uden job ved tilbagevenden. Hvorfor ikke opslå en jobbørs på asylcentrene. Under forudsætning af, at de har de rigtige kvalifikationer, kunne afviste irakiske asylansøgere herefter blive tilbudt et job at vende hjem til. Jeg sender i starten af 2005 en mail til Danmark. Svaret kommer efter et par timer. Det er Udenrigsministeriet, der tager sig af genopbygning. Det er Integrationsministeriet, der ønsker de afviste asylansøgere udsendt. Her er man enige om, at et sådant møde bør afholdes af Udenrigsministeriet, som så kan invitere relevante personer fra Integrationsministeriet. Interessen for at få afviste asylansøgere til at vende hjem ligger hos Integrationsministeriet, Udenrigsministeriet har ingen selvstændig interesse i at arbejde for en ordning, der involverer afviste irakiske asylansøgere. Der døde den idé. Det må kunne gøres bedre. Men jeg er slidt op og tager hjem til Danmark, da min kontrakt kort tid efter udløber.