Uden at være medlem af Socialdemokratiet, men med en grundlæggende sympati for især dets socialpolitiske linje, var jeg – off and on – i en periode fra efter Poul Nyrups valgnederlag i 2001 til det socialdemokratiske formandsvalg i 2005 først uofficiel og dernæst officiel rådgiver for Frank Jensen. Vi mødtes med større og ujævne mellemrum på hans kontor på Christiansborg, hvor jeg havde lejlighed til bl.a. at præsentere ham for holdninger, analyser og synspunkter i den engelske samfundsforsker Anthony Giddens’ og den tyske sociolog Uwe Becks nyeste værker og diskutere relevansen af dem for den danske politiske scene. Emner som den israelsk-palæstinensiske konflikt, som vi begge var meget optaget af, og den førte ’stramme’ udlændingepolitik, som vi så noget forskelligt på, var på vores ’samtalemøder’ altid present på den ene eller anden måde. For mig at se var Frank Jensen med sit stærke socialpolitiske engagement, sit ønske om – især i oppositionsperioden – at placere partiet til ’venstre for midten’ og sin minister- og folketingserfaring og sin åbenhed over for nye ideer, som f.eks. hos Uwe Beck, om tværpolitiske platforme, hvorfor man førte politik ’på en ny måde’, en oplagt kommende formandskandidat for et parti, der politisk set stod i stampe og med hensyn til vælgertilslutning var i tilbagegang. En af de vigtigste politiske og værdimæssige hurdler både for Frank Jensen og Socialdemokraterne i deres forsøg på både at etablere en slagkraftig oppositionspolitik og i sidste ende genvinde regeringsmagten var dog for mig at se, at man blandt ledende socialdemokrater – i denne periode havde Mogens Lykketoft overtaget formandskabet – var tilbøjelig til at betragte udlændingepolitikken som et ’taberspørgsmål’, eller med Frank Jensens ord: »Udlændingepolitikken er ikke en vindersag«. Min holdning var, at hvis det ikke var en vindersag, så måtte man politisk og kulturelt set sætte alt ind på at gøre det til en vindersag i en periode med opposition, hvor det – med Mogens Lykketofts og socialdemokraternes valgnederlag i 2005 igen ligesom ved valget i 2001 – var tydeligt, at placeringen af regeringsansvaret i Danmark især netop blev afgjort på udlændingepolitikken og de holdnings- og værdispørgsmål, der knyttede sig til den. Allerede på vores første møde var Frank Jensen meget tydeligt frustreret over Nyrups valgnederlag til Fogh-Rasmussen og over DF’s stigende indflydelse på den politiske scene. Han overraskede mig ved at erklære, at man ved folketingsvalget i 2001 havde valgt en forkert strategi ved at forsøge at kapre stemmer fra Dansk Folkeparti og at gå DF politisk i bedene i udlændingespørgsmålet. Det gav mig en fornemmelse af, at partiet var modent til at overveje andre og mere liberale og regerings- og DF-kritiske holdninger i udlændingespørgsmålet, en fornemmelse, der desværre ikke holdt stik for partiets vedkommende som helhed, men nok for Frank Jensen selv. I al fald for en tid. Op til formandsvalget i 2005 skrev vi således sammen en kronik, ’Et fornyet Danmark’, offentliggjort i Politiken november 2004, som ikke alene indeholdt nogle visioner for en reform af hele arbejdsmarkedssystemet og for en større binding af dansk udenrigspolitik til EU og Europa, men også en ganske skarp kritik af den hidtidig førte ’stramme’ udlændingepolitik, som i flere henseender bevægede sig på kanten af de menneskerettigheder, der er indeholdt i det europæiske menneskerettighedscharter. I sin tale på den ekstraordinære kongres i Socialdemokratiet (2005), der var Frank Jensens oplagte chance for at markere sin politiske platform i dysten med ’opkomlingen’, ’overraskelsen’ og ’det ubeskrevne blad’ Helle Thorning-Schmidt om formandsposten, undlod han desværre at følge Kronikens kritik af den ’stramme’ udlændingepolitik op og plædere for et kvalitativt skift i udlændingepolitikken, mens hans modkandidat på sin side slet ikke havde fokus på udlændingepolitikken. I modsætning til Frank Jensen i øvrigt plæderede hun med present energi og effektive ’overskrifter’ for ind over midten at forhandle Anders Fogh Rasmussen ud af regeringskontorerne kulminerende med et selvsikkert afgivet løfte om at slå ham ved det næste valg. Hendes energifyldte retorik og løfte om sejr gav, som bekendt, umiddelbart pote og skaffede hende formandsposten i et parti, der allerede på det tidspunkt havde to valgnederlag bag sig og længtes efter igen at komme til, ja, frustreret ledte efter nøglen til den politiske magt uden virkelig at turde ransage sit eget politiske idékatalog og sin strategi. Med valget af Helle Thorning-Schmidt troede man i første omgang, at fornyelsen lå i det at være bogstaveligt ny – ikke en fra ’den gamle garde’ på Christiansborg – og kvinde og pragmatisk ikke-venstredrejet og i at præsentere sig selvsikkert, dynamisk og med et stort øre ud til et bredt vælgersegments skiftende holdninger. Måske svigtede modet Frank Jensen, måske vurderede han i sidste øjeblik, at udlændingespørgsmålet netop ikke var et ’vinderanliggende’ i en forholdsvis uforberedt socialdemokratisk forsamling og blandt de mange socialdemokratiske medlemmer ved tv-skærmene, der efterfølgende skulle vælge ny formand ved en historisk urafstemning i partiet. Under alle omstændigheder undervurderede han ligesom mange andre ledende socialdemokrater før og efter ham atter en gang, hvor væsentlig omkalfatringen af det udlændingepolitiske spørgsmål er, hvis man ønsker at være en på én gang skarp, kritisk og visionær opposition og rykke udlændingespørgsmålet ud af regeringens og især DF’s favntag. Med det historisk dårligste valgresultat for socialdemokraterne i en menneskealder og det tredje valgnederlag i træk for Socialdemokratiet ved folketingsvalget 2007 blev det tydeligt også for socialdemokraterne selv, at Helle Thorning-Smidts midtsøgende og i mange værdispørgsmål uprofilerede linje ikke holdt. Hvor var eksempelvis Helle Thorning-Schmidt under Muhammedkrisen, den største udenrigspolitiske krise for Danmark efter Anden Verdenskrig? Mens statsministeren, når det passede ham, undsagde den politiske borgfred, som Christiansborgspartierne so oder so var blevet enige om, og for hårdt frem imod kritikerne af Jyllands-Postens tegningsaktion, blev Thorning-Schmidt ofte pressen svar skyldig, når den udfordrede hende til at tage stilling, og nøjedes i mange tilfælde med at henvise til den for hende mere hjemmebaneinteressante velfærdsdiskussion. Man havde fornemmelsen af, at hun og socialdemokraterne enten ikke vidste deres levende råd eller var bange for at støde endnu flere vælgere fra sig med en ikke opportun stillingtagen til Jyllands-Postens tegninger og regeringens håndtering af krisen. Energisk og alligevel med både livrem og seler forsøgte Thorning-Schmidt dog i de to tv-debatter med Anders Fogh Rasmussen op til valget at udfordre den stramme udlændingepolitik i spørgsmålet om de afviste asylansøgeres vilkår. Men da partikonstellationen efter folketingsvalget imod alle forventninger alligevel ikke var til en større ændring af disse vilkår, og da socialdemokraterne samtidig var gået tilbage, så drog de socialdemokratiske valganalytikere og politikere igen den fejlagtige konklusion, at alle forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved eller at ændre på den førte udlændingepolitik var og er en tabersag for socialdemokraterne. I endnu et forsøg på at få den politiske lykke på sin side og sætte sejlene mod en bedre fremtid for partiet har man nu i stedet besluttet at opruste på velfærdsstrategien hen imod den position ’til venstre for midten’, som netop Frank Jensen og hans tilhængere indtog før formandsvalget i partiet. En stor omvej for at nå så langt! I alt tre år har det altså taget for den siddende ledelse af partiet at klargøre en strategi, som på væsentlige punkter er forskellig fra den nu afprøvede, men uholdbare linje, Helle Thorning-Schmidt blev valgt på som formand. Tilbage står så udlændingespørgsmålet, som man på en særlig nervøs måde kun vil røre ved for straks at putte det i en sort sæk og smide det ind i et politisk pulterkammer. Endog SF har man fået med på berøringsangsten, så den tidligere mere tætknyttede samarbejdspartner, Margrethe Vestager og hendes parti, nu – sammen med Enhedslisten – står alene og flager højt for en mere human, liberal og fremtidsorienteret udlændingepolitik, der er i overensstemmelse med den EU-ret, som Danmark for længst har forpligtet sig på. På grund af socialdemokraternes angiveligt vælgeropportune berøringsangst over for ændringer af den ’stramme’ udlændingepolitik og deres samtidige insisteren på at være oppositionens ledende parti har oppositionen reelt i mange år været tandløs og uden reelle alternativer i netop de udlændingepolitiske spørgsmål, der afgør den politiske magtfordeling i landet. Ofte har det for vælgerne været svært at se og høre forskel på udmeldingerne og retorikken på udlændingeområdet fra venstre- og højresiden i Folketinget, og de vælgere, der i forvejen er stemt for en stram udlændingepolitik, har ikke haft nogen grund til at vælge den kun i små nuancer lidt blødere kopi hos socialdemokraterne til fordel for den vaskeægte original hos Dansk Folkeparti og Venstre. På det seneste er så også de konservative med formandsskiftet stødt til med opgradering af en både tough on crime- og tough on emigrant-profil, der ikke mindst for borgerlige eller lønarbejdervælgere med hang til skepsis over for flygtninge og herboende indvandrere får socialdemokraterne til at fremstå som et blegt second best choice. For de mange vælgere, der ikke er enige i den stramme udlændingepolitik og muligvis kunne tænkes at ville stemme på socialdemokraterne, selv om det ikke ville være deres første valg, er ikke alene socialdemokraternes akkord med den stramme udlændingepolitik et problem. Der er også et problem i den politiske handlingslammelse, som rammer socialdemokraterne, når den stramme danske udlændingepolitik bliver anfægtet, senest af domme i EF-domstolen, der helt markant illustrerer, at afgørende elementer i den danske udlændingepolitik er i modstrid med EU-retten. I stedet for at gå ud og tale EU-rettens sag – og det vil sige for individets helt elementære ret til inden for EU-området at bevæge sig frit og frit at vælge opholdssted og livspartner under forudsætning af, at visse dokumentationskrav indfries – ser man en socialdemokratisk leder gå i medierne med et forslag om at hjælpe regeringen med at fastholde den stramme udlændingepolitik og de danske særregler på området. Myten om, at flertallet af danskere til stadighed foretrækker begrænsninger, lukkethed og stramhed i forhold til indvandrere og flygtninge, har længe været en af de mest sejlivede og destruktive i dansk politik, især når den kombineres med dén vælgermæssige succes, som ’indvandrerkortet’ har givet flere, men netop ikke alle partier. Oven i i myten må man så lægge Dansk Folkepartis også af andre partier accepterede påstand om et permanent politisk systemskifte i 2001 forårsaget af danskernes ændrede holdning til både indvandrere og islam. Både socialdemokraterne og regeringspartierne og DF har ikke alene anbragt sig i en situation, hvor man konstant er både opmærksom, spiller på og/eller frygter for vælgernes dom på udlændingeområdet. Men overbevisningen om, at man med den stramme udlændingepolitik handler i flertallets interesse, er så indgroet, at man end ikke registrerer, at hele 49 procent danskere ifølge en nylig opinionsundersøgelse er af den mening, at Danmark bør tilpasse sin udlændingepolitik til EU-rettens mere liberale principper. For nogle år siden viste en opinionsundersøgelse foretaget af LO, at over 80 procent af LO’s medlemmer var positivt indstillet over for medarbejdere med ’anden etnisk baggrund’. Men hvornår så man i den anledning socialdemokraternes ledelse advokere for en lempelse af den danske indvandrerpolitik, så der bliver kompenseret for de såkaldt ’manglende hænder’ på det danske arbejdsmarked? Stadigvæk sender eller tvinger man eksempelvis højtuddannede irakere, iranere, tyrkere, afrikanerne ud af landet eller til at rejse andetsteds hen på grund af de stramme vilkår også for accepten af kvalifikationer opnået i lande uden for EU. Hvornår er den socialdemokratiske ledelse for alvor gået i front på dette område? Når socialdemokraterne et langt stykke hen ad vejen i udlændingepolitikken gør fælles front med regeringen og Dansk Folkeparti, så underminerer de ikke alene deres politiske muligheder for med en alternativ politik at appellere til danskere, men svækker også troværdigheden i deres forslag til en bedre integration af de herboende indvandrere og flygtninge. Hvis man som politisk parti ligefrem er stolt af – som Helle Thorning-Schmidt var på den netop overståede socialdemokratiske kongres – at man sammen med SF medvirker til at fastholde en regel, hvorefter over 2.000 danskere er strandet i Malmø, fordi de har valgt en ægtefælle med ’anden etnisk baggrund’, hvor meget kan man så stole på socialdemokraterne, når de i andre sammenhænge taler om en bedre integration? Ikke alene for regeringen og DF, men også for socialdemokraterne, dansk kultur og økonomi, ja for demokratiet forbliver den nationalistiske fastholdelse af de snævre principper i den danske udlændingepolitik en tabersag. I stedet for at bekræfte og spille på et vælgerudsnits fordomme burde man kunne forvente et mod hos danske politikere og i det mindste den politiske opposition til at afmontere disse fordomme og fremlægge en betydelig mere liberal og i bedste forstand ’rummelig’ udlændingepolitik. Det er ikke for sent. Nye undersøgelser fra Dansk Industri viser, at den udenlandske arbejdskraft har givet en tilvækst på 10 milliarder kroner herhjemme. Andre undersøgelser fra Tyskland viser, at indvandrere er en uddannelsesmæssig gevinst for et land, hvis de ikke marginaliseres, men tværtimod modtages åbent og med anerkendelse, bl.a. i form af et statsborgerskab. Altså det modsatte af, hvad der i de seneste år har været praksis i Danmark. Den succesfulde integration i første halvdel af sidste århundrede af de russiske og østeuropæiske jøder i Danmark kunne være en ledetråd. Her blev den megen mistænksomhed, som vendte sig imod de russiske jøder, i sidste ende gjort til skamme.