Efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland oprettede han i marts 1933 propagandaministeriet, der skulle styre alle kulturlivets frembringelser, hvor filmen spillede en vigtig rolle for nazirigets holdningspåvirkning og meningsdannelse. Ministeriet forbød 30. juni 1933 jøder at arbejde inden for tysk filmindustri. Resultatet blev en udvandring af en række prominente kunstnere. Mange af dem kom til USA og berigede bl.a. den amerikanske filmverden med deres talenter. Hitler og Goebbels var store beundrere af filmene fra Hollywood, der siden stumfilmens dage havde domineret filmmarkedet verden rundt. Bag beundringen lurede misundelsen. Tysk film ønskede selv at opnå en førerstilling på filmområdet – i hvert fald i Europa. Derfor måtte der gøres noget for at placere flere tyske film på det europæiske marked og helst fortrænge Hollywood fra biograferne. I Tyskland kunne man ved forbud af film og indskrænkninger i importen af film styre hjemmemarkedets struktur. Over for udlandet måtte andre midler tages i brug. Trods regimets ønske om, at de tyske film skulle repræsentere tyske ideer og holdninger (læs: nazistiske!) valgte man alligevel i mange tilfælde at lave film, der var kopier af de populære amerikanske forbilleder. Men udlandet foretrak de originale produkter fra Hollywood, som med sin store kapacitet var i stand til at imødekomme de europæiske biografers umættelige behov for underholdningsfilm. Europæiske film kunne hverken kvantitativt eller kvalitativt være nogen alvorlig trussel mod den amerikanske dominans. Tyskland havde den mest omfattende filmproduktion i Europa, men kunne ikke selv dække behovet i hjemlandet. I Hollywood var der syv store toneangivende filmselskaber og flere mindre producenter. De største tyske selskaber var Ufa, Tobis, Terra, Bavaria og efter 1938 Wien-Film. Indtil tysk film i 1942 koncentreredes omkring Ufa-koncernen, havde der været omkring 80 forskellige produktionsselskaber i Det Tredje Rige. De to amerikanske selskaber MGM og Warner Bros. kunne tilsammen udsende flere film årlig, end samtlige tyske producenter var i stand til hvert enkelt år i Hitlerrigets 12-årige levetid. Med det store amerikanske udbud var det svært for Tyskland at gøre sig gældende i udlandet. Propagandaministeriet måtte finde andre måder at komme den amerikanske fortrinsstilling i Europa til livs på. Det er i dette lys, man skal se de filmpolitiske initiativer, der udgik fra Det Tredje Rige i foråret 1935. Med germansk grundighed søsatte man i 1935 et filmpolitisk, internationalt anlagt projekt for at få de øvrige europæiske lande involveret i Tysklands bestræbelser i mediekrigen mod Hollywood. Tyskland indbød til afholdelse af en international filmkongres i april-maj 1935 i Berlin. Opfordringen fik tilslutning fra de fleste europæiske lande, som sendte fagfolk fra filmbranchen til drøftelse af filmfaglige spørgsmål i Det Tredje Riges hovedstad. Holland og England meldte afbud. Kongressen nedsatte forskellige udvalg, der diskuterede emner af ’fælles interesse’. Den skjulte dagsorden for Tyskland var af mere nationalegoistisk art. Udvalgene drøftede standardiseringer for landenes filmlovgivning, f.eks. om ophavsrettigheder og forlystelsesskat. En særlig arbejdsgruppe tog fat på problemer om film, »der kunne føre til misforståelser mellem landene eller bringe freden i fare«. Det lød mere uskyldigt, end det var tænkt fra tysk side, skulle det vise sig. Der vedtoges en resolution om at oprette en international filmpressetjeneste, og kongresdeltagerne blev enige om, at pressetjenesten skulle modarbejde film, der kunne skade de mellemfolkelige relationer. Det lignede en art censur, mente nogle af de delegerede. Emnet havde så stor interesse for de tyske kongresindbydere, at man ’uselvisk’ tilbød helt gratis at organisere pressetjenesten – under forudsætning af at den fik sæde i Berlin. En ensretning af den europæiske filmpresse efter tysk mønster frygtede man ville blive resultatet, og på den mistanke strandede forslaget og blev foreløbig udskudt. Man vedtog til slut en principbeslutning om at stræbe mod oprettelsen af et permanent internationalt filmkammer. Ved et møde i juni 1935 i München kunne man ikke blive enige om grundlaget for ’Det Internationale Filmkammer (IFK) og tog emnet op igen i august i Venedig. Heller ikke her kunne man blive enige. Først ved et møde i november 1935 i Paris kom IFK endelig til verden. USA, Sovjet, Holland og England ville ikke være med, men de fleste af de øvrige filmproducerende lande i Europa tilsluttede sig den nye organisation, hvor Tyskland indtog en meget afgørende position. Det Tredje Rige betingede sig, at de udpegede delegater skulle være »ariere« for at kunne optræde i Berlin. I det svenske Biografbladet omtaltes englændernes begrundelse for afslaget med, at man ikke udelukkende kunne sende »rent ariske« delegerede og ikke ville desavouere sine højt skattede »ikke-ariske« medarbejdere. Til den første præsident for IFK udpegedes Fritz Scheuermann, som tilfældigvis også var leder af propagandaministeriets ’Reichsfilmkammer’. Scheuermann sad nu ikke ret længe i stolen, hverken den i rigsfilmkammeret eller den i IFK. Han blev afløst i begge embeder af SS-Oberführer Oswald Lehnich, fordi – som det officielt hed – Scheuermann ønskede at hellige sig forvaltnings- og juridiske opgaver på filmens område. Den betændte atmosfære i Det Tredje Rige var baggrund for det pludselige præsidentskifte. Scheuermanns afgang indvarsledes af sladder og smædebreve om hans moralske habitus. I et brev til SS-Sturmbannführer Hans Hinkel i propagandaministeriet antydedes det, at Scheuermanns far var medlem af den forhadte frimurerloge, og at Scheuermann vistnok havde ikke-ariske aner. Som officer under Første Verdenskrig skulle Scheuermann have opført sig som kujon. »Det havde vakt ikke ringe forbløffelse, at han var blevet tilkendt Jernkorset af 1. grad«, som en vis doktor Kurt Plischke i juli 1935 var så venlig at oplyse Hans Hinkel om. Det var nok til at manøvrere Fritz Scheuermann ud af hans fine stillinger. Nazisterne håbede på, at IFK kunne komme til at fungere som rigsfilmkammerets forlængede arm, men det lykkedes ikke. Problemet om film, der eventuelt kunne skade de fredelige forhold mellem nationerne, blev taget op igen i IFK, hvor man nu betegnede disse film som ’hetzfilm’ for at få dem forbudt. De antifascistiske eller bare pacifistiske film, der produceredes uden for Tyskland, blev omgående forbudt i Det Tredje Rige, udenlandske ’hetzfilm’ var derfor overhovedet ikke noget problem i Tyskland. Man opfattede selvfølgelig ikke de antirussiske og antibritiske film, Tyskland selv fremstillede, som hørende hjemme i samme kategori. Men kunne man få forbudt nogle film med et indhold, der ikke huede tyskerne, i alle IFK’s medlemslande, ville de amerikanske films indflydelse i Europa også blive indskrænket. I november 1936 foreslog man fra tysk side, at IFK’s præsidium skulle erklære fire franske film for hetzfilm og fordømme dem. En fordømmelse skulle forpligte medlemslandene til at forbyde de pågældende film, mente man. Men filmcensuren i de nordiske lande var statslig og hørte ikke hjemme under de branchefolk, man havde sendt til IFK; derfor havde en beslutning i IFK ingen bindende virkning for disse medlemslande. Da Charlie Chaplin var ved at indspille sin film ’Diktatoren’, førte det i juni 1939 til, at IFK’s præsidium henvendte sig til medlemslandene for at få den fordømt som hetzfilm. Det var længe før, Chaplins film var klar til premiere, som først fandt sted i USA i oktober 1940. Her slår mønsteret fra det tyske rigsfilmkammer tydeligt igennem: Tyske film var under censur helt fra manuskriptstadiet. Nu ville man have IFK’s medlemslande til at følge samme system. Anden Verdenskrig brød ud i september 1939 og satte et foreløbigt punktum for IFK’s aktiviteter. De tyske hære havde i løbet af 1940 erobret og besat de fleste stater i Kontinentaleuropa. Støttet til den magtbase turde Goebbels tone rent flag: Babelsberg skulle slå Hollywood af banen i Europa. Nu gjaldt det ikke længere kun ’hetzfilm’, alle amerikanske film skulle væk. I midten af 1941 fandt Goebbels derfor tiden inde til at genoplive IFK. Et tysk udkast til statutter for det nye IFK, dateret 12. maj 1941, opstillede regler for IFK’s virke. IFK skulle bl.a. »skabe forståelse for nødvendigheden af med alle til rådighed stående midler at forhindre produktion og distribution af film, der havde til hensigt at ødelægge det gode fællesskab og de gode forbindelser mellem IFK’s medlemslande«. Det rent filmfaglige, som var hovedemnet for IFK i 1935, er trådt helt i baggrunden. Man bestemte også, at brancheorganisationer, der sendte delegater til IFK, skulle være hjemlandets centrale filmorganisation, så de med fuldmagt fra deres hjemlands regering kunne træffe bindende beslutninger i IFK. Hvis de tyske fordringer var blevet opfyldt, ville IFK komme til at virke som et europæisk censurorgan. Bestemmelserne sigtede mod at gøre IFK til en tro kopi af propagandaministeriets almægtige rigsfilmkammer. De neutrale lande Sverige og Schweiz fik travlt med at konsultere hinanden. De tyskbesatte lande havde selvfølgelig ikke noget frit valg. 16. juli 1941, knap en måned efter Tysklands angreb på Sovjetunionen, samledes de delegerede til en kongres i Berlin. Tyskland havde et klart formål med genoplivningen af IFK, nu skulle de amerikanske film helt fjernes fra de europæiske biografer. Tysklands filmproduktion var stadig her under krigen den største i Europa, og hvis den amerikanske konkurrence forsvandt, kunne tysk film få en stærk position i de europæiske lande. Goebbels troede fejlagtigt, at de europæiske lande gerne ville blive afhængigheden af Hollywood kvit. Flere af landene var mere opsat på at få dækket befolkningernes store behov for filmunderholdning ved hjælp af de mange populære amerikanske film. Det gjaldt både de neutrale lande og f.eks. også det besatte Danmark, hvor tysk pres havde tvunget de engelske film ud af det danske marked i løbet af 1940. Et andet ønske fra tysk side var at opmuntre medlemslandene til øget filmproduktion, så hullerne efter de amerikanske films forventede forsvinden kunne blive udfyldt. Tysklands egen filmproduktion var ikke tilstrækkelig til at dække behovet i hjemlandet, man måtte importere film fra andre europæiske lande for at give de tyske biografer større variation i repertoiret. I løbet af 1941 ændrede Tyskland IFK’s statutter: Intet land, der stadig viste amerikanske film, kunne fortsat være medlem af IFK! Da både Sverige, Finland, Schweiz, Spanien og Portugal fortsat ønskede at vise de amerikanske film, burde tyskerne have smækket dørene i for disse landes delegater, men det afstod man fra, for hvad var der så tilbage af IFK? Danmark gjorde indsigelse mod ideen om at udelukke Hollywoods film her i landet – vel vidende at man ikke ville lytte til os. Tyskland brugte sin produktion af råfilm som pression mod de lande, der fortsat tillod de amerikanske film i biograferne. Det gik ud over Schweiz, mens Sverige manøvrerede sig ud af klemmen, fordi den relativt store svenske filmproduktion (ca. 40 film om året) kunne være med til at dække tomrummet efter de amerikanske film i Tyskland og de tyskdominerede lande. I Danmark nød de amerikanske film importeret før krigsudbruddet stadig stor popularitet og blev genopført gang på gang, mens de tyske film blev mere og mere upopulære. 7. december 1941 angreb Japan den amerikanske flådebase Pearl Harbor, og USA trådte ind i krigen. Ved årsskiftet til 1942 var engelske og amerikanske film trukket tilbage i hovedparten af IFK’s medlemslande. Hverken Italien eller Spanien havde indført begrænsninger på det område, og både i Finland og Danmark vistes fortsat amerikanske film. I april 1942 skulle en filmkongres i Rom tage stilling til ’Endlösung’ for de amerikanske film i Europa. For Danmarks vedkommende skulle de amerikanske film inddrages inden 1. juli 1942. I Finland modstod man det tyske tryk, men i Tyskland, Bulgarien, Rumænien, Kroatien, det tyske protektorat Böhmen-Mähren (Tjekkiet), Slovakiet, Ungarn, Belgien, Holland og Norge var man allerede helt holdt op med at vise amerikanske film. Situationen i Norge forud for filmkongressen i Rom fremgår af en artikel i Norsk Kinoblad fra 1942. Bladet var under Quisling blevet et nazistisk talerør og fortalte nu om »den uhyggelige udsugerpolitik«, som den »jødisk-amerikanske filmindustri« gennemførte i Europa, »op til 90 procent af indtjeningen endte i de amerikanske filmjøders lommer«. Norge og andre europæiske lande, »der står på Tysklands side i kampen mod den angloamerikanske jødekapitalisme« har forbudt de amerikanske film. Nu måtte lande, der påstår sig neutrale, men viser »amerikanske hetzfilm mod det nye Europa«, blive tvunget til at tage stilling mod USA’s film, ellers ville de blive afskåret fra at købe råfilm. En alvorlig trussel i en tid, hvor afkoblende kinobesøg betød så meget for folk. I det københavnske biografrepertoire spøgte skæringsdatoen 1. juli 1942. Det kunne man se ved den pludselige lancering af flere tyske film end sædvanlig. Faren drev over. For IFK kunne ikke fungere så diktatorisk, som nazisterne helst så det. Efter en lang debat under kongressen i Rom besluttedes det omsider, at den endelige slutdato for de amerikanske film i alle lande, der var medlemmer af IFK, fastsattes som 31. december 1942. Sverige og Finland opretholdt dog deres særstatus og blev ved med at vise Hollywoods populære film under resten af krigen, men for Danmark blev datoen det endelige stop for de engelsksprogede film, til krigen var forbi. I resten af 1942 fik de tyske film i Danmark derfor hård konkurrence fra de amerikanske reprisefilm. 31. december 1942 – et helt år efter Amerikas indtræden i krigen – måtte vi i København tage afsked med de amerikanske film. I slutningen af 1942 spilledes hen ved 30 forskellige gamle amerikanske film i de københavnske biografer og kun 5-6 tyske. I december 1942 viste Metropolteatret på Strøget sit sædvanlige juleshow med Disneys tegnefilm. 31. december 1942 måtte vi i strøgbiografen Bristol tage afsked med farvefilmen ’Dronningens elsker’ med Bette Davis. Ude på Amager udsattes vi i Merry Teatret for sidste gang for det særprægede syn af James Cagney og Humphrey Bogart som cowboys i ’Hævneren fra Oklahoma’. På Frederiksberg var der i Rialto sidste mulighed for at se den nyopdukkede stjerne Lana Turner i ’Swingpigen’, og i Bispebjerg Bio blændedes for sidste gang op for Joan Crawford-filmen ’Ice Follies’ med det indlagte farvefilmede isshow. Besynderligt nok fik Metropol også i december 1943 lov til at vise et Disneyshow, men bortset fra det ville engelsk tale ikke blive hørt i de danske biografer før to år og godt fire måneder senere. Omsider havde Hitlerriget fået smidt Hollywoods film ud af en stor del af de europæiske lande. Det var en pyrrhussejr, for nok blev de amerikanske film fortrængt, men det førte absolut ikke til nogen øget interesse for Det Tredje Riges film.