Danmark er blevet et fattigere land. Ungdomshuset er væk. Ikke fordi jeg elskede Ungdomshuset ubetinget, selv om jeg er kommet der off and on stort set fra starten for 25 år siden. I 80’erne var det ubetinget det bedste koncertsted i København, siden hen begyndte Ungdomshuset at lukke sig om sig selv, og som i alle ’alternative’ miljøer var intolerancen stor, nogle gange i en grad, så det ikke lod Ruth Evensen noget tilbage. Forståeligt nok – unge mennesker, der kæmper for en bedre verden, tager nogle gange sig selv så alvorligt, at de bliver lige så stivnakkede som dem, de kæmper mod. Alligevel var det godt, at Ungdomshuset var der. I årene, der er gået, hvor Danmark er blevet mere og mere pænt og velfriseret, var det beroligende, at der stadig var plads til Ungdomshuset. Indtil nu. Da meldingen om rydningen kom, var det eneste logiske da også at gå på gaden omgående. Ikke for at kaste sten på politiet, det er jeg – trods alt – efterhånden blevet for gammel til. Heller ikke fordi jeg dybest set tror, at det hjælper noget at gå på gaden, men når der sker noget af danmarkshistorisk værdi, er det vigtigt at være øjenvidne, både for ens egen og eftertidens skyld. Folkets dom er tilsyneladende klar: Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i Ungdomshus. Modsvaret kunne være: Det er jo, fordi deres hus bliver ryddet, at de kaster med sten, så vis lidt storsind og lad dem være i fred. Ikke desto mindre bliver der i disse dage diskuteret vildt og voldsomt rundt omkring i landet. Fra Vordingborg til Frederiksberg, og morsomt nok mener selv mange bedsteborgere, selv om de tager afstand til volden, at Ungdomshuset ikke burde være revet ned. Man kunne spørge alle friværdidanskere (inklusive undertegnede): Hvis din bolig blev taget og solgt for næsen af dig via skuffeselskaber og juridiske spidsfindigheder, ville du så ikke føle dig uretfærdigt behandlet og forsvare dit hjem og din familie med næb og kløer? Danmark er blevet et fattigere land i dag. »Det er et fattigdomstegn, når et samfund ikke længere har plads til en modkultur. Det er åndelig fattigdom, og vi kommer alle sammen til at blive præget af det. Det ved vi ikke, men det gør vi. Det er samtidig kampen mellem juristerne og de varme hjerter. Juristerne vinder, for de har pengene, musklerne og lovene på deres side«, sagde Michael i lørdags, da vi gik op ad Vesterbrogade i den store fredelige demonstration. Jeg havde frygtet det værste, da jeg kørte mod Enghave Plads, hvor demonstrationen mod Rådhuspladsen skulle starte forrige lørdag. Jeg havde frygtet, at der kun ville stå 60 forkølede unge. Men det gjorde der ikke, på vej gennem Istedgade voksede demonstrationen til det dobbelte antal. Folk stødte til hele tiden, og da der fra et enkelt vindue blev kastet konfetti ned på gaden, følte jeg mig som en hjemvendt amerikansk marinesoldat i den store sejrsparade på Broadway. Desværre blev der ikke vist så meget i tv fra den fredelige demonstration. Måske fordi den var fredelig. Nu var det mandag. En grå regnfuld martsdag. Perfekt til nedrivning af Folkets Hus gennem 100 år. Jeg havde været til tandlægen og var dødtræt af weekendens traven rundt og småsyg og deprimeret over at leve i et – på papiret – så rigt land, men pakkede som en god soldat kameratasken, tog ’Ytringsfrihed?’-hættetrøjen og russerhuen på, hoppede på mountainbiken og kørte mod Nørrebros Runddel. Demonstranter og politi stod pænt over for hinanden. De første, jeg mødte, var Alexander, Anne Marie Helger, Hanne Stensgaard og Anisette ’Savage Rose’. Godt at se ’bedstemødrene’ i forreste række. Vi skuttede os i kulden under McDonald’s-skiltet. Nedrivningsarbejderne var gået hjem, og nu stod vi over for politiet, mens mennesker på vej hjem fra arbejde på cykler, i biler og i busser udgjorde et ingenmandsland mellem fronterne. Nogen sang Kim Larsens ’Manana’, og senere sang Anisette ’I kan ikke slå os ihjel’ i kor med alle de andre. Stemningen var venlig, men humøret var trist. Endnu et fristed lukket. Danmark var blevet fattigere. For et land, der ikke tillader sin ungdom et vist mål af anarki, er fattigt. Snakker med en journalist fra Politiken. Han undrede sig over, at der ingen kameramænd var fra hans avis. Vi talte om medierne, der kun bringer billeder af brændende biler og bål i gaden, men som ignorerer fredelige demonstrationer, fordi det er dårlige billeder. Med det resultat, at resten af landet tror, at det her kun drejer sig om 100 ballademagere importeret fra udlandet. Trist, at fredelige demonstrationer ikke længere kan betale sig. Vi talte om, at prisen for tre af politiets hollændervogne formentlig kunne betale Ungdomshuset, og at politiindsatsen fra de sidste fire dage vistnok har kostet 14 millioner kr. indtil videre. Læg dertil brændte biler og tab af prestige i udlandet oveni. For hvad er det for en statsmagt, der har så lidt kontakt med sin egen ungdom, at den må sætte både politi og antiterror ind imod den? Vi talte også om, at det var et mirakel, at ingen politifolk eller aktivister var blevet dræbt eller kommet alvorligt til skade gennem de sidste fire dage. Imponerende præstation. Både for politi og aktivister, for langt de fleste aktivister var klar over, at det var politikerne og ikke politiet, der var de egentlig skurke i denne sag. Måske ikke engang politikerne, men lovene og varetagelsen af dem. Kunne vi ikke bare lave lovene såvel som varetagelsen af dem lidt mere blide og bøjelige? Tænkte på, at de piger og drenge, der gik forrest, var mellem 12 og 17, de var børn. I formiddag havde de stået og grædt over deres hus. Hvorfor skulle det være sådan? Hvorfor har et af verdens rigeste samfund, hvor det går »ufatteligt godt«, ikke råd til at lade en flok unge køre deres eget hus? Er det ikke magten, musklerne og lovene, der skal vise overskud og storhed? Hvis regeringen havde eksproprieret huset og givet det plus tre andre huse til de unge uden betingelser, ville det have skabt velvilje i tusindfold. Fik øje på et stort dannebrogsflag på den anden side af gaden. ’POLITISTAT’ stod der sprayet hen over det. Jeg filmede politistats-dannebrog, gennem en regnvåd linse, mens politimænd i kampuniformer dekorativt – og illustrerende – gik forbi. Folk sang og dansede. Politiet indså, at der ikke ville blive ballade, og tog deres hjelme af. Det var en lettelse. Pludselig blev politiet mennesker igen, frem for robocop-kloner i kampuniformer. De blev behandlet pænt og behandlede folk pænt. Attitude skaber attitude. Det var måske denne triste histories største triumf. Kørte hjem over Nørrebro. Gennem mørke, mennesketomme, velordnede gader, med symmetrisk parkerede rækker af mørke personbiler. Det Danmark, der skulle forsvares og bevares for enhver pris. En trist dag, tænker jeg, mens jeg kører fra baren forbi det nye p-hus med tremmer overalt og de funktionelle grønne neonrør. Måske skulle man bygge ungdomshuse efter det samme koncept, masser af tremmer, så man ved, hvor man har dem. Indhegnet ungdom. Kameratasken dunker mod min skulder: I kameraet i den er der bidder fra de sidste fem dage. Billeder af meget unge demonstranter, der ku’ ha været min egen datter. Billeder af brændende bål og fredelige protesterende. Billeder af hollændervogne, der kører op på fortovene og jagter ultrasmå grupper af aktivister rundt. Billede af hollændervogn, der rammer en aktivist og lader ham ligge. Billeder af civile anholdelser. Billeder af grædende unge. Billeder af en lyshåret pige på højst 17 foran politikæden, der råber til sin kæreste, der lige var blevet arresteret: »Daniel, jeg ringer til din mor!«. »Tak skat«, lød det fra en drengestemme bag politikæden: »Jeg elsker dig«, hvorpå politiet smed en tåregasgranat. Billeder af mig selv tåregasset. Billeder og historier. Historier om de 500 mennesker, der stod fredeligt på St. Hans torv og dansede, men blev gasset alligevel. Billeder af robocop-lignende politiformationer uden aktivister, mens et pænt kærestepar ironisk kommenterer »denne legen skov-stratego på skatteydernes regning«. Billeder. Billeder. Billeder. Kørte mod en bar på Nørrebro. Bestilte en dobbelt whisky. Snakker med en forfatter, der står i baren: »De kunne have reddet Ungdomshuset ved at henvise til, at huset skulle fredes, de kunne have forbudt nedrivningen uden at tabe ansigt ...«, siger han og fortæller, at et par brændte containerhjul og billeder af bålet bliver udstillet på Københavns Bymuseum i morgen. Ungdomshuset er historie. Historien gentager sig selv. Lokalpolitikerne fucker op på grund af formalia. Ritt Bjerregaard giver den som rigid isdronning À la sin forgænger Egon Weidekamp i 80’erne. Er vi ikke blevet klogere ? Statsministeren siger ingenting og fatter ikke, at regeringen har forrådt den liberale vision til fordel for et kontrolsamfund, der hader alt anderledes. Der er ikke plads til unge, der ikke vil være bankelever. Vi skal ensrettes og normaliseres. Frisindet er væk. Danmark er blevet fattigere. Kører gennem Vesterbro, der er lige så pænt som Nørrebro. Nær min bopæl møder jeg Morten, gammel bz’er og aktivist. Han er til møde i sin andelsforening og stod sammen med et par andre på gaden for at ryge en cigaret. Han ville forsøge at forhindre fascisterne i andelsforeningen i at opskrive andelskronen til det dobbelte, fordi de på den måde ødelagde andelstanken for selv at blive millionærer. Han troede ikke, det ville lykkes. De andre havde flertal. Gik op i min egen lejlighed, der vist også er blevet halvanden million værd. Jeg er blevet millionær på papiret. Ungdomshuset er væk. Frisindet er væk. R.I.P Mens jeg gnider den sidste tåregas ud af øjnene, tænker jeg på, at dette her handler om meget mere end et ungdomshus. Det handler om, at vi efterhånden er rigtig mange forskellige mennesker, fra alle samfundsgrupper, der gerne vil leve i et Danmark, hvor minoriteter ikke bliver jordet. Hvor børn, gamle og åndssvage ikke bliver omsorgssvigtet, hvor der er plads til alle, selv om de ikke er bankelever og har halvanden million i friværdi i banken, og hvor politiet ikke bliver misbrugt som skraldemænd, der skal forsvare den hellige private ejendomsret. Vi er mange, der er trætte af Irakkrige, spin, medieløgne, kontrol og mistænkeliggørelse. Vi er trætte af at se vores fædreland forvandlet til et supermarked før lukketid, befolket af kontrolfreaks, der skal lovgive og forbyde sig gennem livet, fordi de frygter frihed. Vi længes mod et nyt og bedre Danmark. Et Danmark, der beskytter sine børn, sine unge og sine gamle. Et Danmark, hvor mennesker sættes over pengetankegang, ensretning, normalisering og stive love. Et Danmark, der vågner op og begynder at tage miljø og klimaforandringer alvorligt. Et Danmark med højt til loftet og plads til mangfoldighed og frihed. Det er det, kampen om Ungdomshuset handlede om. Og det er hele Danmarks kamp. En kamp mod ensretning og normalisering – og for det udfoldede frie liv, som denne administration tilsyneladende frygter så meget. Det er en moderne kulturkamp, en moderne modstandskamp. Det er en ulige kamp. Men den skal kæmpes. Ikke med brosten, men med ord, argumenter og visioner og sund fornuft. Det er tid til eftertanke og diskussion, overalt hvor mennesker mødes: på barer, på lærerværelser, i kantiner, på arbejdspladser, blandt mennesker i alle aldersgrupper og samfundslag. Det er en kamp, der dybest set handler om, hvilket Danmark vi vil fødes, leve og dø i. Som en gammel frihedskæmper sagde: »Når uret bliver ret, bliver modstand en pligt«.