Da lederne af verdens mest indflydelsesrige lande sidste uge mødtes i Japan, var et hovedemne på dagsordenen den globale klimaudfordring. Det er der god grund til. Klimaforandringerne er en af vor tids største og mest komplekse udfordringer. Stigende vandstand truer med at udslette hele samfund, tørke tvinger befolkningsgrupper på flugt og skaber øgede spændinger, og sygdomme, der var tæt på at være udryddet, dukker op igen. Årtiers vækst i udledningen af drivhusgasser har skabt en regning, hvis størrelse først nu er ved at gå op for os. Vi har med vores adfærd bidraget til en udvikling, der inden for få årtier vil kunne risikere at true livsgrundlaget for os selv, og som allerede underminerer tilværelsen for mennesker, som lever langt væk fra os. Den brutale og uretfærdige sandhed er, at selv om de fattige lande har bidraget mindst til at skabe klimaforandringerne, er det dem, der bliver hårdest ramt. Klimaforandringerne skaber allerede nu alvorlige problemer i udviklingslandene, navnlig i Afrika. Problemerne vokser dag for dag og er i høj grad nærværende for fattige befolkningsgrupper i sårbare udviklingslande. Ifølge FN’s Klimapanel vil op mod 250 millioner mennesker i Afrika opleve øgede problemer med vandforsyningen i 2020 på grund af klimaforandringerne. Høstudbyttet vil falde som følge af udpining af landbrugsjorden, og der vil komme hyppigere og voldsommere naturkatastrofer. I sidste instans kan klimaforandringerne føre til nye migrationsstrømme og nye konflikter. I de rige lande har vi en moralsk forpligtelse til at bistå udviklingslandene med den enorme udfordring, klimaforandringerne udgør – men det er også i vores egen interesse. Verden er blevet mindre og forskellene mellem rig og fattig tydeligere. I en globaliseret verden hænger fattigdom tæt sammen med sikkerhed og stabilitet. Stabiliteten, sikkerheden, økonomien og miljøet i verden præges i høj grad af, hvordan fattigdommen håndteres af udviklingslandene selv og af det internationale samfund. Et af de helt centrale spørgsmål er, hvordan vi får klimaindsatsen og udviklingsbistanden til at spille sammen på en måde, som understøtter udviklingslandenes mulighed for bæredygtig vækst og udvikling. I budskaberne fra G8-landene i Japan lå en klar erkendelse af klimaudfordringens kompleksitet. Klimaforandringer rammer næsten alle sektorer og dele af samfundslivet, og en løsning må derfor inddrage mange aspekter og mange aktører. Med andre ord: Skal klimaudfordringen besvares effektivt, må der løftes bredt. Derfor vil udviklingsbistanden også skulle spille en mere central rolle. Vi har i Danmark allerede gennem flere år ydet bistand til klimaaktiviteter. Det har givet os vigtige erfaringer. Regeringen ønsker på den baggrund at skabe bedre sammenhæng mellem klimaindsatsen og kampen mod fattigdom. Vi ønsker, at der skal ske et løft i den internationale bistand på klimaområdet, og vi ønsker, at der handles nu. På tv og gennem andre medier har vi alle set, hvad klimaforandringerne betyder for helt almindelige mennesker. Jeg har selv været vidne til konsekvenserne af klimaforandringerne i en række lande. For befolkningerne i Bangladesh, Tanzania, Mali og Vietnam er klimaforandringernes konsekvenser ikke teori. Det er ikke et abstrakt, fremtidigt problem, men et spørgsmål om liv og død – her og nu. I udviklingssamarbejdet må vi derfor tage klimaproblemet alvorligt, og der må handles hurtigt. Ved konferencen i FN’s Klimakonvention på Bali i december 2007 blev Bali-handlingsplanen, der udstikker en køreplan for vejen frem mod en ny klimaaftale i København næste år, vedtaget af alle verdens lande. Af planen fremgår behovet for en indsats »nu, op til og efter indgåelsen af en ny klimaaftale«. I Danmark er vi allerede i gang med dette arbejde. Tidligere PÅ året besøgte jeg masaierne i Tanzania. De fortalte mig, hvordan deres livsgrundlag allerede nu er under pres. Tørke og uforudsigelige nedbørsperioder gør det vanskeligt for dem at sikre mad og vand. De tanzaniske myndigheder, der allerede er kommet langt med at indarbejde klimahensyn i landets udviklingsplaner, gav også udtryk for bekymring over, at opfyldelsen af FN’s 2015-mål om reduktion af fattigdommen trues af klimaforandringerne. De fattigste lande mangler de ressourcer og den kapacitet, der er nødvendig for at stå imod klimaforandringerne. Derfor trues landenes i forvejen sårbare sociale og økonomiske udvikling. Dæmmes der ikke op for denne udvikling, risikerer vi at underminere de mange fremskridt, der er gjort for at bekæmpe fattigdommen. Allerede i 2005 viste FN’s globale vurdering af verdens miljøtilstand ( Millennium Ecosystem Assessment), at en af de største trusler mod naturens økosystemer kommer fra klimaforandringerne. Denne udvikling påvirker de fattigste befolkningsgrupper hårdest, for naturen udgør ofte deres eksistensgrundlag. Når klimaforandringerne slår igennem i form af tørke, oversvømmelser eller orkaner, er de mere sårbare og mindre i stand til at modstå konsekvenserne heraf. Det samme ser vi nu med fødevarekrisen. Fødevarer må importeres til hastigt voksende priser, som dermed undergraver forudsætningerne for vækst og udvikling. Også ligestillingen mellem mænd og kvinder rammes negativt af klimaforandringerne. Kvinder udgør ofte de allerfattigste og rammes derfor hårdere af naturkatastrofer end mænd. Dermed forringes ikke blot kvindernes, men ofte også børnenes muligheder for en bedre tilværelse yderligere. Med andre ord: Tingene hænger sammen! Når vi imødegår klimaforandringerne, forbedrer vi vilkårene for verdens mest sårbare og fattige grupper. Det samme sker, når vi bidrager til at vende en fødevarekrise til en investeringsmulighed for udviklingslandene. Vi ved således fra vores mangeårige erfaring, at bistanden anvendes bedst i en sammenhængende indsats over for udviklingsproblemerne. God udviklingsbistand kræver, at klimaindsatsen indgår i modtagerlandenes udviklings- og fattigdomsplaner. Det skaber ejerskab og bæredygtighed. God udviklingsbistand må derfor tage højde for klimaudfordringen, og god klimapolitik må tage højde for udviklingsudfordringen. En ny klimaaftale i København til næste år må effektivt sætte ind mod klimaudfordringen gennem ambitiøse CO{-2}-reduktioner. ’Fælles, men forskelligartet ansvar’ skal være et bærende princip. De udviklede, rige lande må påtage sig de største reduktionsbyrder for at formindske klimaforandringerne, mens de fattigste udviklingslande må håndtere klimaudfordringen i deres nationale udviklings- og fattigdomsreduktionsstrategier for at tilpasse sig de klimaforandringer, der allerede finder sted. Vi må bistå de fattigste udviklingslande i denne vanskelige omstillingsproces. Det er bekymrende, at det internationale donorsamfund kun alt for langsomt erkender behovet for den nødvendige bistand på klimaområdet. Vi skal ikke vente på, at en ny klimaaftale vedtages i København i 2009 og iværksættes i 2012, når Kyotoprotokollens første fase udløber. Internationalt må vi sikre, at de aktiviteter, som kan give konkrete resultater for de udsatte udviklingslande, planlægges og igangsættes med det samme. At klimaudfordringen må ses i en udviklingssammenhæng har gennem flere år været et stærkt element i dansk udviklingspolitik. Allerede i august 2005 lancerede jeg således Danidas ’Klimahandlingsprogram’. Vi har nu gennemført såkaldte klimascreeninger af samarbejdsprogrammerne i alle vore samarbejdslande. Sammen med vore partnere gennemgår vi samarbejdsprogrammer inden for eksempel infrastruktur, sundhed, landbrug, og vand og tilpasser dem klimaudfordringen. Derudover ser vi på, hvilke andre behov der er for at understøtte klimaarbejdet i de enkelte lande. Det kan f.eks. være til at gennemføre specifikke undersøgelser eller indarbejde klimahensynet i landenes fattigdomsstrategier. Dermed bidrager dansk udviklingsbistand på én gang til at bremse klimaforandringernes konsekvenser for befolkningsgrupperne i vores samarbejdslande i Afrika, Asien og Latinamerika og til at skabe løsninger og forståelse, som kan anvendes i de globale klimaforhandlinger. Lad mig give et konkret eksempel på, hvad indsatsen indebærer i praksis. I Bangladesh, som er et af de lande i verden, der rammes hårdest af klimaforandringerne, hjælper vi med flere konkrete aktiviteter. Det er der også hårdt brug for. I 2007 dræbte to oversvømmelser og en cyklon 4.000 mennesker og var årsag til et økonomisk tab for landet på omkring 3 milliarder dollar. Dårlig byplanlægning og svag infrastruktur var med til at forværre problemerne. Derfor støtter vi nu de lokale samfund i deres arbejde med at øge modstandsdygtigheden over for nye katastrofer, og vi bidrager til et omfattende oplysningsarbejde. Vi hjælper blandt andet med at skabe bedre systemer for anvendelse af regnvand, at begrænse udbredelsen af vandbårne sygdomme, at gøre infrastrukturen mere resistent over for oversvømmelser og med at udvikle mere klimarobuste afgrøder. Med disse og andre indsatser har vi vist, at god udviklingsbistand er god klimapolitik og omvendt. Regeringen ØNSKER en ambitiøs klimaaftale. En klimaaftale, som også medtænker udviklingslandenes behov. Det kræver et aktivt og internationalt samarbejde. På baggrund af vores erfaringer har jeg derfor taget en række initiativer til at mobilisere centrale internationale partnere og til at sikre, at nogle helt fundamentale principper bringes i centrum i de internationale diskussioner af klimaproblematikken. For vi må sikre, at der handles nu. Vi må sikre, at klimaindsatsen integreres i udviklingsindsatsen. Og vi må sikre, at der tilvejebringes flere midler til klimaområdet. Derfor har regeringen besluttet at oprette en klimapulje til dette formål. På rejser til udviklingslandene har jeg drøftet klimaspørgsmålet med vores partnere der. En af konklusionerne fra mine besøg er, at der er behov for et meget tættere samarbejde mellem donorlande og udviklingslande på klimaområdet. Derfor tager jeg sammen med vore partnere i udvalgte lande, andre donorer og interesseorganisationer initiativ til at lancere en proces, hvor vi gennem en målrettet dialog får afdækket, hvordan vi med tilpasningsaktiviteter kan bistå udviklingslandene på nogle af de mest centrale områder, nemlig udnyttelsen af jord- og vandressourcer i udviklingslandene. Det er ambitionen, at processen vil føre til konkrete anbefalinger om, hvad der kan gøres, hvad der virker, og hvilke omkostninger der er forbundet hermed. Erfaringer og viden, som kan understøtte klimaforhandlingerne frem til næste efterår. Herudover har jeg sat mig i spidsen for en dialogproces om klimaspørgsmål med mine kollegaer i en række lande. Gennem et tæt samarbejde vil vi finde frem til konkrete, praktiske løsninger på at integrere klimaudfordringen i udviklingsindsatserne, bringe den udviklingspolitiske klimadialog højere op på dagsordenen og bidrage til, at de fattiges stemme bliver hørt i klimaforhandlingerne. Vi vil fremme udviklingsrettede aktiviteter som led i en klimaaftale næste år i København. Klimaudfordringen er en omkostningstung byrde. Det gælder ikke mindst for de fattigste udviklingslande. En effektiv indsats stiller krav om, at vi justerer den traditionelle bistand, og at vi yder en ekstra indsats – også finansielt. Det er regeringen parat til. Med regeringens klimapulje på 100 millioner kroner i 2008 støtter vi op om flere konkrete klimainitiativer. Disse midler gives i tillæg til de 0,8 procent af bruttonationalindkomsten, som vi i Danmark giver i udviklingsbistand. Vi støtter klimaaktiviteter som f.eks. opretholdelse af skovdække, vi fremmer mulighederne for, at udviklingslandene kan deltage aktivt og konstruktivt i klimaforhandlingerne, vi bidrager til, at civilsamfund i udviklingslandene kan indgå mere aktivt i klimadebatten, og gennem en pulje til teknologioverførsel bidrager vi til at understøtte et centralt element i klimaforhandlingerne. Som det fremgår af regeringsgrundlaget, vil puljen gradvist vokse til 500 millioner kroner i 2012. Vi må også sikre rammerne for de private investeringer, der medfører langt større overførsler, end udviklingsbistanden realistisk kan og skal dække. Det er et vigtigt element i klimaforhandlingerne. I mange år vil udviklingsbistanden imidlertid fortsat spille en afgørende rolle i at støtte tilpasningsindsatser i ikke mindst de fattigste udviklingslande. Det vil ske gennem pilotaktiviteter, som fremmer bæredygtig udvikling, gennem styrkelse af udviklingslandenes kapacitet, og ved at bistanden bidrager til at skabe de nødvendige rammer for tiltrækning af private, klimavenlige investeringer. For netop at fremme handling her og nu og sikre en klimasikret udvikling og flere bistandsmidler har vi fra dansk side taget aktiv del i en dialog med Verdensbanken og andre donorer om udformningen af Verdensbankens Climate Investment Funds (CIF), som netop er blevet lanceret på G8-topmødet i Japan. CIF er det første internationale initiativ, der med nye midler tager sigte på at levere en klimaindsats, som er integreret i overordnet national fattigdomsbekæmpelse i udviklingslandene. Fondene vil have en sådan størrelse, at der kan sættes massivt ind på at forandre hele sektorer i en klimavenlig retning og at dække de omkostninger, der er forbundet med at ’klimasikre’ et lands udviklingsplaner. Og nok så vigtigt: Fondene vil kunne levere nu. Opbakning fra modtagersiden er en forudsætning for al udviklingsbistand. Det gælder også i dette tilfælde. Jeg har derfor arbejdet for, at udviklingslandene får den rolle i udformningen og anvendelsen af fondene, som modtagere nødvendigvis må have. Det gælder i forhold til planlægningen af bistandsindsatsen, og det gælder ikke mindst i styringen af fondene. De synspunkter har Verdensbanken lyttet til. Både store lande som Kina, Indien og Brasilien samt mindre og fattigere udviklingslande som Bangladesh, Yemen, Etiopien og Vanuatu har sammen med en lang række andre lande bidraget aktivt til fondenes udformning. Det finder jeg særdeles positivt. Blandt de konkrete resultater, der er kommet ud af den brede konsultationsproces, er, at donor- og modtagerlande repræsenteres lige i fondenes styrende organer, og at beslutningerne her træffes ved konsensus. Klimaforandringerne truer direkte livsgrundlaget for milliarder af mennesker i sårbare udviklingslande. Svaret på udfordringen kræver lederskab og politisk mod. Nuværende og kommende generationers livsvilkår afhænger af, at vi handler nu. Derfor vil regeringen fortsætte med at gå forrest i den internationale kamp for at tilvejebringe flere midler til klimatilpasning i udviklingslandene og med at sørge for, at klimaproblematikken bliver håndteret i sammenhæng med de andre alvorlige udfordringer, som udviklingslandene står over for. Kun på den måde kan indsatsen blive bæredygtig og sikre den sociale og økonomiske vækst i de fattigste lande, der er så hårdt brug for.