Nu er det længe siden, men end det gemmes i mit sind.
Det, der gemmes i mit sind, er mine oplevelser som nyuddannet og nyansat økonom i Det Økonomiske Råds Sekretariat – altså vismændenes sekretariat. Formanden var dengang den navnkundige Anders Ølgaard. I december 1973 udbrød den første olieprisomvæltning med dramatiske prisstigninger. Alvoren heraf blev understreget af bilfrie søndage. Patriotiske danskere skruede drastisk ned for varmen og pakkede sig ind i tæpper for dog at holde varmen. Så krisebevidstheden var meget nærværende. En række organisationer, herunder Det Økonomiske Råd, blev indkaldt til et møde i det daværende Industriministerium. Ingen havde klare strategier for, hvordan krisen skulle løses, og en udbrændt departementschef mente, at den vestlige verdens tid snart ville udrinde, og at en vigtig afsluttende handling ville være, at sidste mand slukkede lyset, når mødelokalet blev forladt. I sekretariatet var vi dengang tre nyansatte økonomer. Foruden mig selv Jørgen Rosted og Alexander Schaumann. Vi havde netop oplevet en stor succes, idet vi blev de første, der i Danmark fik udviklet en makroøkonomisk model, der kunne bruges til at lave makroøkonomiske forudsigelser af ledighed, betalingsbalanceudvikling m.m. Selv om modellen var meget simpel, var den meget anvendelig. Til bl.a. at analysere, hvordan man skulle måle den planlagte og førte finanspolitiks påvirkning af konjunkturudviklingen. Det blev fremlagt i rapporten ’Dansk økonomi’, efteråret 1973. I alle de år – faktisk 26 – hvor jeg enten som sekretær, overvismand eller rådsmedlem har overværet møderne i Det Økonomiske Råd, har jeg ikke oplevet noget, der blot kommer i nærheden af, hvad der skete, da denne rapport blev diskuteret. Et af rådsmedlemmerne, bankernes repræsentant, udbrød således, at rapporten var mindst lige så spændende som en kriminalroman. Det var godt nok ikke et mord, der blev opklaret, men det blev opklaret, hvordan man skulle måle effekterne af den planlagte eller førte finanspolitik. I dag kan det forekomme mærkeligt, men for os, der oplevede forvirrede diskussioner om det forsvundne kasseoverskud, og om finanspolitikken var ekspansiv eller kontraktiv, er det noget, vi ikke glemmer. En af Jørgen Rosteds mange fortjenstfulde egenskaber er, at han ikke kan lade være med at være intenst optaget af, hvilke økonomisk-politiske initiativer situationen kræver både på kort og langt sigt. Og det er stadig tilfældet. Under ikke mindst hans inspiration besluttede vi at benytte den netop udviklede model til at se på, hvad der ville ske, hvis det nye olieprisniveau blev fastholdt. Modellens svar bekræftede vores forhåndsvurdering: at der ville komme en drastisk stigning i ledigheden. Og med modellens hjælp kunne vi også sætte tal herpå. Problemet ville derfor ikke være mangel på olie/benzin, som bilfrie søndage kunne give indtryk af, men stigende arbejdsløshed kombineret med større betalingsbalanceunderskud osv. Næste trin i processen var at overbevise de daværende vismænd, og det ville i realiteten sige Ølgaard, om, at vores resultater var retvisende, og at Det Økonomiske Råd burde bidrage med at få dette budskab frem så hurtigt som muligt, så der kunne træffes økonomisk-politiske beslutninger, der var afstemt herefter. Det lykkedes, og allerede i februar 1974 blev den nye realitet præsenteret i en rapport til Det Økonomiske Råd og dermed for offentligheden. Når dette forløb står så klart i vi tre nyansattes hukommelse, skyldes det også, at Ølgaard helt frem til sommeren 1974 på sine regelmæssige besøg i sekretariatet på vej til/fra Økonomisk Institut på Københavns Universitet, så snart han åbnede døren, råbte, så alle kunne høre det: »Hvor fanden bliver ledigheden af?«. Ølgaard var naturligvis nervøs for, om den rapport, han til syvende og sidst bar hovedansvaret for, nu også holdt. I oktober 1974 nærmede arbejdsløsheden sig 70.000 og nåede over 100.000 ved årsskiftet. Det var dengang et meget højt tal, idet arbejdsløsheden i 1973 var helt nede på 20.000. Rapporten holdt altså – herunder også dens påpegning af, at krisen ville blive langvarig, hvis det ikke lykkedes med en international samordnet reaktion – og Ølgaards råb om: »Hvor fanden bliver ledigheden af?« holdt op. Hvorfor denne lange historie? Først og fremmest for at fremhæve, at det tager lang tid, fra det øjeblik en ændring sker, til det slår ud i tallene for ledighed, produktion m.v. Makroøkonomi er som et kæmpeskib, og ligesom for sådanne skibe tager det lang tid, fra kursen påvirkes, til det også faktisk kan aflæses. Og det er meget vigtigt netop nu at være opmærksom på. Dag efter dag bombarderes vi nemlig med, at årsagen til de mange negative tal, der nu præsenteres, er finanskrisen, der jo først brød rigtigt ud i september, da Lehman Brothers fik lov til at gå fallit. Det er derfor også helt ude i hampen, når f.eks. dårlige virksomhedsresultater fra 3. kvartal 2008 forklares med finanskrisen. Hvorfor bliver vi så fyldt med så misvisende information? Der er givetvis flere forklaringer herpå. En er, at det rent præsentationsmæssigt er hurtigere og lettere blot at henvise til finanskrisen. En anden er, at mange formidlere/journalister ikke har megen indsigt i økonomi, hvorfor de ikke ved, at de misinformerer. En tredje er, at for mange beslutningstagere – herunder virksomhedsledere og politikere – er det mere bekvemt at henvise til, at de dårlige resultater/de dårlige udsigter skyldes den uforudsete finanskrise og dermed ikke manglende rettidig omhu eller omtanke fra deres side. For god ordens skyld skal jeg tilføje, at der heldigvis i dagspressen er en række artikler og indslag, hvoraf det fremgår, at der længe har været et økonomisk tilbageslag undervejs. Mindst et halvt år før Lehman Brothers fik lov at gå konkurs, var der nemlig mange, der forudså, at den amerikanske økonomi var på vej ud i recession. Og disse forudsigelser var jo ikke grebet ud af den blå luft. Som det bl.a. fremgår af den netop offentliggjorte OECD-konjunkturanalyse, viste en hel række makroøkonomiske indikatorer, at realøkonomien var på vej nedad i mange og tungtvejende lande: Negative forbrugerforventninger, negative virksomhedsforventninger og fald i påbegyndelser af boligbyggeri var blot nogle af tegnene på svære tider. Men den negative situation og de negative udsigter er naturligvis blevet forstærket og uddybet af finanskrisen. Hvis jeg får ret i mine forudsigelser, vil der komme en periode, og den vil komme ret hurtigt – i første halvår af 2009 – hvor det generelle pres på arbejdsmarkedet er historie, og der vil gå relativt lang tid, før vi igen oplever stort pres på arbejdsmarkedet. Først tidligst i 2012 vil jeg vurdere. Jeg vil godt uddybe, hvorfor jeg vurderer, at den forestående krise bliver meget langvarig. Finanskriser opstår af og til. I 1987 oplevede vi det store børskrak den sorte mandag 19. oktober. I 1997 var det den sydøstasiatiske finanskrise med voldsomme devalueringer og tab, vi blev vidne til. Verden kom sig hurtigt over disse kriser, fordi de var begrænset til dele af den finansielle sektor og/eller til mindre økonomisk tungtvejende lande. Baggrunden for den aktuelle krise er bl.a. sammenbruddet af det amerikanske boligmarked. Bag dette sammenbrud lå igen, at uansvarlige og skrupuløse elementer i den finansielle sektor i USA havde sammenstrikket låneprodukter, der forudsatte, at boligpriserne vedvarende ville stige! Men det var ikke den eneste årsag – og næppe heller den væsentligste. Som i den sydøstasiatiske krise i 1987 var en helt afgørende årsag også en uansvarlig finanspolitik nu kombineret med en alt for lempelig pengepolitik med meget lave renter udgående fra USA. Denne politik medførte, at der i den amerikanske økonomi udviklede sig to store underskud, der mere og mere satte spørgsmålstegn ved, om den amerikanske økonomi grundlæggende var sund. Siden 2001 har det offentlige haft underskud, og i 2008 vil underskuddet nå et foreløbigt maksimum på ca. 6 pct. af bruttonationalproduktet (BNP), altså dobbelt så højt som tilladt i henhold til EU’s vækst- og stabilitetspagt – og nedturen betyder, at underskuddet vil blive endnu større i 2009 og givetvis i et stykke tid herefter. Den offentlige gæld er i dag på over 10.000 mia. dollar eller på 34.000 dollar per person svarende til knap 190.000 kr. per person – børn som voksne. Det andet uholdbare underskud er betalingsbalanceunderskuddet. Siden 1992 har der været underskud på betalingsbalancens løbende poster, og i de seneste fire år har underskuddet været over 5 pct. af BNP. De vedvarende underskud og stigningen heri i de sidste fire år har betydet, at renteudgifterne (netto) nu udgør omkring en tredjedel af betalingsbalanceunderskuddet. I fortsættelse heraf må det naturligvis også give anledning til bekymring og uro, at det tilsyneladende er en nødvendig forudsætning for at blive præsident i USA, at der loves skattelettelser uden sikkerhed for tilsvarende reduktioner af de offentlige udgifter selv i situationer som nu med meget betydelige offentlige underskud. Underskuddene på de offentlige finanser og på betalingsbalancen i USA skal også ses på baggrund af de spændinger og modsætninger, der er mellem prioriteterne i den økonomiske politik mellem de tre afgørende økonomiske magter i verden: USA, EU og Kina. Kina baserer i stor udstrækning sin økonomiske fremgang på eksport, og i dag har landet opsamlet valutareserver på omkring 1.800 mia. dollar eller mere end 10.000 mia. kr. Og Europa fører, som reglerne om Den Europæiske Centralbank er mejslet ind i EU-traktaten, tysk økonomisk politik, dvs. man lægger sig i baghjulet og lader andre – især USA – tage ansvaret for, at verdensøkonomien er i fremgang. Af historiske grunde var det givetvis nødvendigt – jf. hyperinflationen i Tyskland efter Første Verdenskrig – at Tyskland baserede sig herpå. Men kan verdensøkonomien holde til, at hele EU fører tysk økonomisk politik, hvor det primære mål er prisstabilitet, og ikke som for Den Amerikanske Centralbank både inflationsbekæmpelse og produktions- eller rettere beskæftigelsesbeskyttelse? Det er min vurdering, at de grundlæggende forskellige prioriteringer i den økonomiske politik mellem især disse tre magter vil lægge kim til fortsatte verdensøkonomiske kriser. Dette er historie, men hvad får det af følger for den verdensøkonomiske udvikling, idet det jo bliver mere og mere klart, i takt med at regeringerne rundt om i verden har spændt et sikkerhedsnet ud under det finansielle system, at den virkelige krise har andre og mere tungtvejende årsager end alene uansvarlige elementer i den finansielle sektor? At den realøkonomiske krise især hænger sammen med en svag amerikansk økonomi, understreges af, at det var de amerikanske aktier, der først tog et gevaldigt dyk, da euforien over gennemførelsen af de finansielle hjælpepakker hurtigt lagde sig. Men hvad skal USA gøre i den nuværende situation, givet de økonomiske prioriteter i især EU og Kina? I denne sammenhæng er det vigtigt at have for øje, at det sociale sikkerhedsnet i USA er så svagt og stormasket, at politikerne er udsat for et hårdt pres for vedvarende at sikre høj beskæftigelse. Det gælder naturligvis især, når der er valgkamp, Jeg vil ikke lægge skjul på, hvad jeg ville gøre, hvis jeg skulle rådgive og måtte acceptere de netop nævnte præmisser. Eksporten skal markant op og importen markant ned med den stigning i beskæftigelsen, der følger heraf. For det ville ikke blot drastisk forbedre betalingsbalancen, men også de offentlige finanser, idet skatteindtægterne så automatisk ville stige markant, ligesom de offentlige udgifter ville falde noget. Og hovedmidlet hertil ville være en konkurrenceevneforbedring i form af ikke mindst en lavere dollarkurs. Hvis jeg har ret heri, betyder det også, at EU og dermed Danmark fremover vil få kærligheden at føle fra øget konkurrence fra USA via valutarelationerne. Jeg er naturligvis klar over, at dollarkursen er markedsbestemt. Men det udelukker ikke, at politiske holdninger/udmeldinger afspejler sig i valutakursens udvikling, selv om det kun udtrykkes indirekte. Og hvordan vil jeg med dette udgangspunkt så forklare, hvorfor dollarkursen, siden finanskrisen brød ud i lys lue, er steget ret så betydeligt? Den bedste forklaring, jeg kan give herpå, er, at der i finansielle krisesituationer altid vil være en tendens til, at valutastrømmen går til store valutaer, herunder ikke mindst til dollaren. En anden medvirkende årsag kan være, at der fra kinesisk side også er et højt prioriteret ønske om – og med ledsagende handling – at holde en høj dollarkurs ikke blot af hensyn til de meget betydelige kinesiske valutareserver, men også af hensyn til landets eksportmuligheder til USA m.m. på kort sigt. En mindre seriøs forklaring kunne være, at der stadig er mange, der ikke har forstået de problemer, den amerikanske økonomi er på vej ud i – som yderligere vil blive forstærket af opgangen i dollarkursen på det seneste. Det er disse i verdensøkonomien indbyggede spændinger og min forventning om reaktionen fra USA, der ligger til grund for, at jeg tror, at den krise i verdensøkonomien, der nu er under udvikling, vil blive relativt langvarig og langt mere smertefuld end efter kriserne i 1987 og 1997 – også for Danmark. Min vurdering er derfor også, at øjeblikket har forblændet regeringen, eller at regeringen spekulerer i, at behovet for at stimulere økonomien skal udnyttes til ufinansierede skattelettelser som opfølgning på Skattekommissionens kommende betænkning.
