Juleaften 1891 tilbragte vi ogsaa ude i Junglerne, langt borte fra Civilisationens Enemærker. Vor Lejr var opslaaet, som sædvanlig under skyggefulde Træer, og denne Gang ved Bredden af en dejlig bred og dyb Flod. Træerne rundt omkring vrimlede af store Aber med Snohaler; deres Ansigter vare kulsorte, omgivne af hvidt Skjæg, saa de lignede magre, gamle Negre, klædte i graa Pelse. Børnene havde deres store Fornøjelse af at fodre dem, men i Begyndelsen vare de meget umedgjørlige og flygtede med et underligt hult Brøl: »Hou, Hou«. Men da vi lode dem i Fred, bleve de efterhaanden mere medgjørlige og kom hen og stak deres smaa sorte, men meget velskabte Hænder ud efter Frugt og Brød, som bødes dem. Inden vi forlode Stedet, bleve de for resten nærgaaende og stjal saa meget, at vi ønskede, vi havde været mindre elskværdige imod dem. Aberne, de smaa vevre Selskabspapegøjer, de prægtige strunke Paafugle og Sværme af glimrende Sommerfugle, der nød Livet i det dejlige Solskin, alt dette var ikke skikket til at sætte os i nordisk Julestemning, men Julestemning var der alligevel, særlig om Aftenen. Et af Junglens Træer, en Art Fyr, blev bragt ind og sans façon plantet i Jorden midt i Teltet. Juletræsflitter og Lys og smaa Dannebrogsflag var alt forberedt, og en nærliggende Bomuldsmark forsynede mig med kunstig Sne til Grenene. Børnenes Jubel var grændseløs, da de kom ind til denne Herlighed. Ind i landsbyen var det ogsaa rygtedes, at der i Lejren var noget overordentligt paa Færde, og en Skare af de Sortes Børn havde samlet sig i Nærheden. De fik da ogsaa Lov til fra Teltdøren at beundre Juletræet, og da et Par Haandfulde Kobberpenge bagefter blev kastet i Grams til dem, vare de ellevilde af Glæde. I Løbet af Dagen havde vi paa de nærliggende lave Bjerge ladet bygge Baal, som bleve antændte, da det blev mørkt, foruden extra Blus omkring i Lejren. Paa Sandet ved Flodbredden havde vi et mægtigt Baal, og her drak vi gamle Danmarks og Kongehusets Skaal i den skummende Champagne, medens Maanen blinkede i Flodens Bølger. Ja det var en dejlig Nat, og Sjakalernes Hyl bag Højene mindede os om, at det var over Midnat, inden vi bekvemmede os til at søge Hvile bag de lette Teltmure. ’Barra Dia’ (den store Dag) som Hinduerne kalde Juledag, oprandt med det samme straalende Solskin og temmelig kold for Indien, kun 5 grader inde i Teltet. Halvvaagen syntes jeg, at det regnede ned i Strømme og skulde netop til at undersøge dette Fænomen, da det ellers aldrig regner om Vinteren. Det viste sig, at det var vore Venner, Aberne, der holdt en lystig Dands i Træerne udenfor og rystede Blade og Kviste ned over Teltene. Dagen skulde højtideligholdes med en Fisketour paa Floden og Frokost i en gammel Klippegrotte, saa Kl. 8 vare Alle parate. Kulierne gik i forvejen, belæssede med Stole, Tæpper og Kurve. Tjenerskab osv. sejlede iforvejen i en Pram for at have Alt færdig til vor Ankomst; vi bagefter i Radjaens egen Pram, som var malet og udskaaret paa det nydeligste; men ikke et Bræt eller en Hynde var der at sidde paa. Saa sendte vi Bud efter Madrasser og Puder, og paa ægte orientalsk Vis sadde vi nu magelig tilbagelænet og nøde Synet af de smukke violette Bjerge og frodige Landsbyer, vi efterhaanden kom forbi. Floden var vrimlende fuld af Fisk, hvert Øjeblik fik vi Bid, men kun de store fandt Naade for vore Øjne og kom i Spanden henne i Enden af Baaden. »Sahib, Sahib«, lød det pludselig, »Muggar«, Krokodil. Ja rigtig; paa Bredden tilhøjre, ikke 30 Alen fra os, laa et af disse skjællede Uhyrer med aabent Gab og glædede sig paa sin Maade ved Livet. Min Mand sendte den en Kugle, der havde tilfølge, at den skyndsomst lukkede Munden og hurtigere, end man skulde have troet, dukkede ned i Floden. Vi saa ikke mere til den og troede Kuglen havde Ramt forkert og var prellet af mod dens tykke Skjæl. Men næste Morgen Fandtes den død, flydende med Bugen i vejret. Godt var det, at vi vare i en Del af Landet, hvor der ingen Fordomme var om Krokodillens Hellighed, ellers var den Sport kommet os dyrt at staa. Kl. 10 naaede vi Bestemmelsesstedet, en høj, lodret Klippe, som forneden var udhulet til en dyb Grotte. Hovedbestanddelen af vor Frokost laa jo endnu sprællende i Baaden, saa vi overlode Fiskene til Kokkens Naade og Barmhjertighed. Min Mand tog sin Bøsse og gik lidt op i Landet for at faae et Par Agerhøns paa Skud. Imidlertid undersøgte jeg med stor Interesse Hulen. Flere raat tilhugne Søjler støttede Loftet, og et gammelt Gudebilled, hugget ud i Klippen midt for, talte for, at Stedet i gammel Tid havde været brugt som Tempel. En lang, mørk Gang borede sig ind i Klippen tilhøjre, men da jeg gjorde Mine til at ville derind, nærmede Hussain, vor Hushovmester sig ærbødig, gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden og sagde: »Nai Mem Sahib, Sarb hai«. Nej, Frue, der er Slanger. Jeg foer forskrækket tilbage, thi det Ord har man Respekt for herovre; men saa huskede jeg paa, at det jo var Vinter, den Tid, hvor de giftige Krybdyr ligge i Dvale, og alt, hvad der minder En om dem, er deres Huller og deres tørre Ham fra Aaret iforvejen, som man tidt finder hængende paa en Busk. Tjenerens Miner beviste mig imidlertid noksom, at der maatte være noget usædvanligt paa Færde. Men en Stok bankede han flere Gange haardt mod Klippevæggen. Snart efter hørte jeg en Stønnen og Skraben, og en af de uhyggeligste fremtoninger, en indisk Fakir, viste sig i Aabningen. Med rød Okker og graa Aske, blandet med Olie, havde han bemalet sin udtærede Krop med Striber og Pletter. Ansigtet var ogsaa prydet paa denne Maade; Haaret havde vist ikke været redt i mange Aar, det var ogsaa farvet rødt; det Hele gjorde nærmest Indtryk af en gyselig Medusa-skikkelse. Han snakkede et Sprog, som jeg ikke forstod et Ord af, det var Landets Dialekt, men Hussain fortalte mig, at Manden, foruden at være Fakir, var Slangetæmmer, og tjente godt ved at rejse omkring til de mangfoldige Fester og Markeder med sine Dyr. Jeg havde ofte hørt om disse Slangetæmmere og fandt det uhyre interessant at træffe en saadan i hans egen Hule, men lidt benauet var jeg ved at betræde hans Enemærker. Dog, Nysgjerrigheden overvandt alle Betænkeligheder. Tjeneren bragte et Lys, og krumbøjede gik vi gjennem den snævre Gang til vi naaede en større Hule. Her saae underligt ud. Rundt omkring var ophængt Pandeskaller af Aber og Antiloper, Leopardskind paa Gulvet, i et Hjørne et stort Billede af Gauesa-Guden, 13 smaa Lerlamper stode paa Gulvet og oplyste svagt hele Scenen. Men jeg glemmer det vigtigste: 3 runde Kurve med Laag; i dem laa de stygge Krybdyr. Fakiren begyndte en lang Tale, som jeg ikke forstod et Ord af, men Hussain agerede Tolk og meddelte mig følgende: Mem Sahib skulde ikke være bange, alle Slangerne, selv den allerværste, Rosenslangen, vare uskadelige for Tiden, Gifttænderne vare trukne ud. Kun en Kobraslange, der i Kurven tilvenstre, havde Rham Singh – Fakiren – fanget samme Dag, men om et Øjeblik vilde han berøve den dens dødbringende Tænder. – Tak Skjæbne, tænkte jeg, Du er løbet lige i Løvens Gab. Men det skulde blive meget værre. Med et Spring var Fakiren ved Kurven, inden jeg blot kunne vende mig om for at flygte; han smækkede Laaget op! Kurven var tom! Mine Følelser ere ikke til at beskrive. En af de giftigste Slanger, Indien ejer, krøb omkring i min umiddelbare Nærhed. Var den i Gangen, jeg lige kom fra, eller under et af Leopardskindene? Eller lurede den under en af de mange Sten, parat til at ødelægge mig, hvis jeg rørte mig? Jeg turde hverken flygte eller blive, det var frygtelige Øjeblikke. »Mem Sahib, rør Eder ikke af Pletten«, sagde Hussain. Selv om jeg havde villet, skulde jeg have havt ondt ved at flytte mig, jeg var som lamslaaet og fulgte, staaende stiv som en Støtte, Slangebesværgerens Bevægelser; han tog en underlig Fløjte ned fra Væggen; den var aabenbart lavet af en Slags Flaskegræskar, og havde en pæreformet Udvæxt paa Midten. Han lagde en tung Sten ovenpaa hver af de andre Kurve, for at de tandløse Slanger ikke skulde undslippe og forstyrre Giftslangen. Saa satte han sig ned og spillede en monotom Melodi med sagte Fløjtetoner, som klang dobbelt melankolsk i disse Omgivelser. Pludselig saae jeg, heldigvis i Hulens modsatte Hjørne, den afskyelige Slanges Hoved komme tilsyne under en Sten; den kom længere og længere frem og syntes aabenbart at nyde Musikken. Nu var dens 2 Alen lange Krop fremme, den rullede sig sammen, rejste Hovedet og bevægede det frem og tilbage til den underlige Melodi. Som et Lyn kastede Fakiren Fløjten og greb Slangen med største Koldblodighed i Nakken med venstre Haand. Det hæslige Dyr sprællede og gjorde de største Anstrengelser for at hugge ham med de skrækkelige Gifttænder; men langt hurtigere end det tager at fortælle det, fik Fakiren en lille Pincet ud af Bæltet, trak Gifttænderne ud og viste mig dem triumferende. Saa først lod han Udyret gaae, og som om Slangen var sig sin Afmagt bevidst lod den sig nu lægge i Kurven, der blev forsvarlig lukket med Sten. Nu havde jeg da faaet min Lyst til at se Slangebesværgere styret; ja, jeg var saa medtaget af Skrækken, at jeg, efter at ’Forestillingen’ var forbi, var ved at tabe Bevidstheden. Alt løb rundt for mig, og jeg hørte som en Stemme fra det Fjerne raabe: Drik, Mem Sahib. Jeg havde ingen Villie tilbage til at drikke eller ikke drikke, men jeg følte nogle Draaber væde min Hals, og som ved et Trylleslag var jeg mig selv igjen. Hvad Midlet end var, godt var det, men jeg var saa hjælpeløs, at den gode Fakir, om han havde været i det Humeur, lige saa let kunde have sendt mig ud af Verden; jeg var jo fuldstændig i hans Magt, men jeg slap dog heldigt fra Eventyret. Nu vilde jeg, efter rigeligt at have belønnet den hellige Mand, anbefale mig, men han bad mig saa meget om at maatte vise mig en Slangedands, at jeg ikke nænte at afslaa det. Atter begyndte det underlige Fløjtespil og ud af Kurvene, som han havde aabnet, krøb efterhaanden et halvt Dusin Slanger, større og mindre; han viste mig paa flere af dem de i Gabet atter fremvoxende Gifttænder. Nogle aparte Toner fra hans Fløjte, og Slangerne rullede sig sammen, stak Hovederne i vejret og viste deres spillende Tunger. Saa spillede han en hurtig Melodi, og i vild Fart skøde de hæslige Krybdyr sig i en Kreds omkring ham, vildere og vildere, indtil Musikken standsede. Ligesaa pludselig som den var begyndt, holdt den vilde Jagt op, og Slangerne laae udmattede paa Jorden. Triumferende saae den grimme Slangejæger paa mig, og jeg maatte jo indrømme, at det var en uforlignelig Forestilling. Førend Slangerne kom til Ro igjen, bleve de beværtede med deres Yndlingsdrik: Melk. Glad var jeg ved at forlade den grimme Hule og atter se Dagens Lys. Det forekom mig, at jeg havde tilbragt flere Timer derinde, men da jeg saae paa mit Uhr, viste det sig at være kun 20 Minutter. Jeg var jo hel stolt over at kunne fortælle de Andre mit Eventyr, og saa lod vi den stegte Masirfisk, der smagte omtrent som Makrel, vederfares Retfærdighed. Æg i Karry og dejlige røde Bananer og Granatæbler sluttede Maaltidet. Det skulde have været Høns i Karry, men medens Kokken skyllede Fisken i Floden, havde en udhungret Sjakal med et for disse Dyr usædvanligt Mod, snappet Hønen lige for Næsen af Børnene, der legede tæt ved. Ved deres Anskrig gjorde Kokken en livlig Jagt på Tyven, der dog undslap. AGNETE LÆSSØE Agnete Læssøe udgav efter sit ophold i Indien bogen ’Haremsbesøg og Djungleliv i Radjputana’ (1893). Hun beskriver her mandens tjenstlige rejser hver vinter i et embedsdistrikt på størrelse med Sjælland: »Da vi har mange Telte og en Karavane paa 20 Kameler til fri Disposition, benytter Familien Lejligheden til at være med paa disse Toure. Noget mere frit og ubundet end dette Liv i Lejr kan knap tænkes. En lav tohjulet ’Tonga’ med Ponnyer og med saa stærke Fjedre, at de næsten staa for Alt, er vor Befordring. Man kjører over Stok og Sten, tidt ad ubanede Veje, ja over Klippegrund, som giver højst ublide Knubs; Karavanen med Telte, Møbler og Tjenere give vi et Forspring af flere Timer. Naar vi saa efter 5-6 danske Mils Kjørsel naa Bestemmelsesstedet, finde vi alt parat under skyggefulde Træer, og en varm Frokost, som frister vor skjærpede Appetit. Det Apparat, som udfordres til at sætte disse Rejser i Scene, er ikke lille. Af Tjenere tage vi 10 med; saa er der 5 Kameldrivere, 6 Kontorbetjente, 5 Politibetjente og min Mands ’Munshi’, Skriver, som igjen har 3 Underordnede, ca. 30 Personer foruden os selv. Vor Lejrplads ser helt imponerende ud, naar man f. Eks. i Skumringen kommer derhen. Tilhøire ere vore 5 store Telte, Daglig- og Spisestue, Sovetelt, Børnenes Telt og Kontorteltet. Hvert af disse er større end et Generalstelt og fuldt udstyret med Tæpper, Møbler etc. Kjøkkenteltet kjendes paa dets store Baal, ved hvilket kan sees forskellige mørke Skikkelser i travl Beskjæftigelse. Et stykke borte ligge alle Kamelerne i en Rundkreds ...