Hvert år, når vintermørket er tættest, drømmer jeg – sært nok – om mine sommerhuse.

Mine sommerhuse – det lyder flot, og der er heller ikke dækning for ordet ’mine’, for flertallet af de sommerhuse, jeg husker, og som jeg genbesøger ved nattetide, har sjældent været mine egne. Nogle har tilhørt familien – den ældre generation – et enkelt har vi selv ejet, mens de andre har tilhørt andre. Alligevel optræder de i erindringsstrømmen – og drømmen som ’mine’. Det, jeg husker tydeligst, og det, der måske altid vil være ’Sommerhuset’, lå ved en nordsjællandsk kyst. Det var ejet af min mormor, erhvervet af hendes far engang i midten af 1920’erne. Huset var – og er stadig, for det ligger der endnu – ganske stort, bygget af mursten og aldeles uden isolering. Men det gjorde nu ikke så meget, for det blev aldrig brugt om vinteren. Sommerhuse var til brug om sommeren, sagde man! Og det var næsten heller ikke til at komme derop ved vintertide, og slet ikke under den tyske besættelse af landet. Min mormor havde ganske vist bil, men hvad nyttede det i årene fra 1940 til 1945? Ikke en dyt. Man måtte med tog, skifte flere steder for at slutte af med en skrumlende bus, der kun kørte et par gange om dagen, for så endelig at gå de sidste par hundrede meter slæbende på pikpakket. Suget i maven indtraf, når bussen efter en times bumlen var kravlet op på en bakkekam, og vi kunne se vandet. Eller rettere: havet! For Kattegat er et hav, og når solen skinnede, var det på samme tid både blåt og grønt og for det meste også prydet med hvide kniplingskanter. Og når vi så det, vidste vi, at nu var lykkestunden snart ved at indtræffe. For det var en lykkestund, når vi efter at have slæbt vores habengut – dog ikke den store kuffert, for den ville komme med fragtmanden om et par dage – ad grusvejen endelig skimtede huset inde mellem fyrrestammerne. Der var ingen duft som den, der bølgede om min mormors hus. Den var bestemt af nogle fyrre- og grantræer, som udgjorde det, der med familiens udviklede praletrang blev kaldt for ’plantagen’. Det var et beskedens læbælte, kan jeg se som voksen, men træerne duftede, som ingen andre træer har gjort det. Indenfor i huset herskede der også en ganske bestemt duft eller måske rettere lugt. Den kom af, at huset aldrig blev opvarmet, og denne lidt fugtig-hengemte lugt forsvandt først langt hen på sommeren, og kun hvis sommeren var varm. Og det der med, at ens barndoms somre altid har været solfyldte og varme, passer ikke. For flere af mine barndoms somre var blæsende og kolde med en regn, der høvlede ned i stride byger, og en hujende blæst, som gjorde, at selv de mest garvede vandhunde blandt de voksne ikke turde gå i vandet. En tur i vandet inden morgenmaden hørte ellers med til ritualerne. Engang i sommeren 1944 kom de voksne ned en morgen for at gå i vandet, og her så de noget underligt ligge og skvulpe i vandkanten. Først troede de ikke deres egne øjne, men det var rigtigt, det, de så, nemlig det, der blev kaldt en strandvasker. En strandvasker! Et uigennemskueligt ord, for hvad dækkede det over? Min bror og jeg blev i et par timer holdt i uvidenhed, og vi fik strenge ordrer om ikke at gå ned til stranden. Det gjorde vi naturligvis. Vi sneg os derned, og vi så ham! Sømanden! For det var det, han var, for han havde som alle rigtige sømænd et tatoveret anker på sin højre overarm. Den – armen – var intakt, det var den venstre arm også, og når vi kunne se det, var det, fordi han havde en hvid undertrøje uden ærmer på, blå bukser og sorte sko, der var bundet med sløjfer. De voksne påstod senere, at de var bundet med rigtige sømandsknuder. Men kød på hovedet havde han ikke, og hans øjne var også væk! Mågerne havde hakket dem ud, sagde en tante. Jeg har aldrig glemt ham. Nogle gange dukker billedet af den kendte strand med de mange sten op, og her ligger han – sømanden med ankeret på armen – med et tov om brystet, som var tøjret til en bænk, for at han ikke skulle stikke af til havs igen. Det var kun én af de voksne, der gik i vandet den morgen, og han gjorde det med bemærkningen om, at de vel ikke kom i stimer! I sommeren 1945 så vi flere skibe ligge langt ude, og de voksne sagde, at det var tyske skibe, der var sat til at sænke ammunition i vandet. Vi kiggede på dem i min morfars store, ældgamle skibskikkert, og en hed eftermiddag lød der et hult drøn derude fra. Jeg stormede op til kikkerten og så ud over vandet, og pludselig steg der en gigantisk vandsøjle op derude. Et par dage senere kom hundredvis af trækasser vuggende ind til stranden. Kasserne havde været benyttet til den ammunition, som tyskerne om bord på skibet var sat til at sænke, fik vi at vide. Nu var både skib, tyskere og ammunitionen sprængt væk, mens kasserne kom venligt sejlende ind til stranden. Her blev de med stor iver samlet sammen, for – sagde de voksne – i tørret tilstand ville de være glimrende som brænde. Vi samlede ind, og vi samlede ind, og hver morgen var vi bange for at se, om der var kommet andre og mere ubehagelige rester ind til stranden. Men havet afleverede kun trækasserne. Den sommer pjaskede vi også rundt i en gummibåd. Og det var ikke hvilken som helst gummibåd. Den havde også sin særlige historie. Engang i løbet af vinteren 1944 havde min mormor lånt huset ud til to veninder. Jeg fandt dem ældre end den berømte herre med navnet, der begynder med M, men de manglede ikke noget i mod og beslutningskraft. De to var en morgen gået en rask tur til stranden – motion er jo sundt især før morgenmaden ligesom hørfrø til den – og dér lidt ude havde de set noget underligt. De var gået nærmere, og jo, det var rigtigt. Det var en båd, en lidt sær båd. Det viste sig at være en gummibåd. Båden var halvfuld af vand, og i vandet lå en mand. En engelsk pilot, mente de. De fik gummibåden ind til bredden, hevet manden op på land og konstaterede her, at han ikke var død. De hentede snaps og tæpper, fik ham med hiv og besvær trukket op i klitten til familiens omhyggeligt byggede stengryde og bakset gummibåden ind i bådehuset. Hvordan de fik ham op i huset, som lå et par hundrede meter længere oppe, ved jeg ikke. Men i hus kom han – englænderen, og de fik en læge til at komme og se på ham. Og han var ikke alvorligt medtaget, efter et par dage i sengen var han klar til at tage af sted. Og på en eller anden måde havde de ældre damer fået kontakt til modstandsbevægelsen, og efter en uges tid kunne de vinke good-bye – nogle stærke erindringer rigere. De to damer havde været ret nervøse for, om nogen skulle få øje på båden og faldskærmen, så de puttede båden ned i brønden – og hele den sommer var vandet i brønden grønt. Brøndvandet var ikke drikkevand, man vaskede kun tøj i det, men den sommer blev det ikke brugt til andet end havevanding. I sommeren 1945 blev gummibåden så fisket op fra brønden, lappet så godt, det var muligt, pumpet, båret ned til stranden, og sat ud i vandet – og triumf! Den holdt sig flydende. I al fald et par timer. Faldskærmen blev skåret i stykker og fordelt mellem familiens kvinder, for det var jo stof så blødt og herligt som silke. Men det var jo også – silke! Der var en del fester den sommer. For enhver familie med respekt for sig selv måtte indfange nogle englændere, og naturligvis helst et par officerer. Det var som om de menige ikke rigtig talte. Og om det ikke også lykkedes for familien at indfange et par ægte officerer! Det betød virkelig noget. Ægte, engelske officerer! De ankom i en jeep, ført af en chauffør uden streger eller stjerner på – kort sagt en menig – og han var det mest berusede menneske, jeg på det tidspunkt havde oplevet. Han nærmest væltede ud af jeepen, og det tilbagevendende sommerspørgsmål var, hvordan det dog kunne gå til, at han ikke var bumlet ind i noget på vejen. For det var han ikke. Så hvis man skal opregne mirakler, måtte dette være et af dem. Han fortsatte sin fest, spillede bold med min mormors porcelæn – dog ikke inde i huset, men udenfor på den knoldede græsplæne – han sang og fjollede, så min bror og jeg pludselig kunne se, at voksne mennesker også kunne være morsomme. Hvor han sov den ud henne, ved jeg ikke. Ham blev der talt meget om den sommer. En anden sag, de voksne talte om, var noget, de kaldte for Pengeombytningen. Min bror og jeg anede ikke, hvad det var, men de voksne – i al fald nogle af dem – så bekymrede ud, når emnet blev bragt på bane. Først mange år senere fandt jeg ud af, hvorfor de havde været bekymrede. Men 23. juli 1945 – dagen blev officielt kaldt for ’Formuekontroldagen’, skulle alle familiens og dens gæsters pengesedler byttes om. Gamle, slidte sedler blev erstattet med nogle nye smukke, og formålet med denne kæmpeoperation var at få ram på værnemagernes og sortbørshajernes sorte penge samt, sagde man, få fingre i de pengesedler, som tyskernes havde bragt til landet. Nu skulle der være orden i sagerne, eller som tyskerne havde sagt engang: ’Ordnung muss sein’. Min mormor og flere af hendes gæster drog denne sommerdag med rutebil og tog til Hillerød og fik byttet deres penge, og man talte ikke om andet de næste mange dage. Jeg kom desværre ikke med til Hillerød, for jeg var syg, og noget så dumt som at ligge i sengen, for dengang lå man i sengen, ikke kun når feberen huserede, men tre dage efter den havde forladt ens krop – var det mest åndssvage, man kunne – så jeg måtte nøjes med beretninger om den lange kø ved banken, og de mange historier, der kørte om penge, som det pludselig ikke var godt at have. Og jeg forstod af gode grunde ikke en brik. Men sur var jeg. Tænk, at gå glip af en tur til den store by Hillerød, bare fordi man havde lidt feber. Sommeren 1945 var på alle måder en ekstrem sommer, også fordi mine forældre flyttede fra hinanden. Det betød, at min far slet ikke kom op i mormors sommerhus, og jeg forstod ikke hvorfor. Jeg savnede ham, og det var i sig selv slemt, men endnu værre var det, at der slet blev ikke talt om ham. Det var, som om han var død. Jeg var godt klar over, at der var noget galt, men de par gange jeg havde forsøgt med et spørgsmål, var der kun kommet et svævende svar. Jeg turde ikke sige, at jeg savnede ham, for jeg havde forstået, at han var ’persona non grata’. Jeg kan huske, jeg fandt mig et sted i ’plantagen’, mit hemmelige sted, og her lå jeg på et håndklæde og drømte om, at han ville stå oppe ved huset, når jeg kom tilbage. Men det gjorde han selvfølgelig ikke. Det var ikke så morsomt, men det gode, det rare og det morsomme veksler som bekendt med det, der gør ondt. Sådan er livet, og det fandt jeg ud af i sommeren 1945 i min mormors sommerhus.