0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En himmel fra et klart lyn

Danske udvælgelseskomiteer har det med at indstille junk frem for kvalitet til de internationale filmpriser. Årets bedste danske spillefilm blev derfor ignoreret.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er fuldstændig uforståeligt, at Nordisk Råd ved den nylige kåring af bedste nordiske film ikke fik mulighed for at give prisen på 350.000 kroner til årets bedste danske spillefilm, Pernille Fischer Christensens ’En soap’.

Heller ikke Det Europæiske Film Akademi kan ved sin årsfest til december belønne ’En soap’. Det skyldes, at de nationale komiteer, der skal indstille film til disse to vigtige prisuddelinger, har valgt at forbigå filmen. Desværre er der ikke noget nyt i, at de, der skal nominere danske film til internationale priser, forbigår de bedste film, men i år er forholdet særlig grotesk. Pernille Fischer Christensen har nemlig bevist sin gennemslagskraft ved på Berlinfestivalen at score hele to fornemme priser: debutantprisen og juryens Grand Prix.

Alligevel har de danske udvælgelseskomiteer negligeret ’En soap’ til fordel for en klam spekulationsfilm som Susanne Biers ’Efter brylluppet’, der desuden er nomineret til en Oscar af en komité, der bl.a. tæller tre repræsentanter fra Det Danske Filminstitut. Det er endnu et udtryk for en dominerende tendens i dansk filmpolitik, nemlig at måle kunstnerisk kvalitet på billetsalget efter det princip, som en graffitikunstner på Nørrebro forkyndte på en husgavl: »En million fluer kan ikke tage fejl. Spis lort!«. Bier viderefører arven fra 1950’ernes Morten Korch-film med film, der har samme forhold til følelser som en pornofilm til kærlighed. Pernille Fischer Christensen forstår derimod at arbejde med følelser med en frimodig blufærdighed, som efterhånden er ganske sjælden i en filmbranche, der foretrækker kitsch for kunst. Og netop i prissammenhæng er det værd at huske, at ’En soap’ aldrig var blevet lavet, hvis ikke hun havde været villig til at skyde en væsentlig del af sin løn ind i filmen uden chance for at få den udbetalt. Dette er i stigende grad Filminstituttets krav til dem, der vil arbejde suverænt personligt med filmsproget. Og udvælgelseskomiteerne følger trop. På den måde vil man på få år diskret have afskaffet den danske auteurfilm. Om nogen har instruktøren af ’En soap’ fortjent en rundhåndet pengepris for sin film, men i Danmark har vi aldrig været gode til at tage vare på vore få originale filmkunstnere.

For den samlede danske filmbranche kom Pernille Fischer Christensens festivalvinder som et lyn fra en klar himmel. Men for de få, der har fulgt med i, hvor det for alvor foregår, kom filmen snarere som en himmel fra et klart lyn – for nu at parafrasere et kærlighedsdigt af Per Åge Brandt. Hun har været et af vore mest originale og derfor oversete filmtalenter, siden hun i 1990’erne instruerede tre unikke kortfilm for ingen penge, men med teknisk støtte fra filmværkstedet.

Den første var ’Poesie Album’ (1993) om en otteårig pige, der sidder bøjet over poesialbummet, hvis remser, digte og formaninger udgør filmens lydside. Poesibogens uskyldige rim får her en betydning, som vi ikke mere er helt trygge ved. Filmen indledes med et vers, som alle danske børn i poesibogsgenerationerne er vokset op med. Nu kommer disse ord til at stå som en advarende, men samtidig sært lokkende portal til Pernille Fischer Christensens produktion:

Pas på, lille øje, hvad du ser. Pas på, lille hånd, hvad du rør. Pas på, lille mund, hvad du siger. Pas på, lille øre, hvad du hører. Når pigen med sit sørgmodigt drømmende ansigt læser disse og andre vers op, tages uskylden ud af poesibogen. Vi bliver opmærksom på en truende dobbeltbund i de velkendte ord og får samtidig syn for sagn, når der f.eks. kommer kolde hvide perler ud af moderbrystet og papirengle ud af mors mund, mens hendes billede stænkes til med blod under verset: »Husk som mor at være god./ Ellers blir din mælk til blod«.

Efter således at have dekonstrueret skolepigens traditionelle drømmebog, opfandt Pernille Fischer Christensen sin egen poetiske drømmegenre, hypnogrammet. Det betyder ’søvnbrev’, og inspirationen fandt hun i de billeder, der kommer til os om morgenen på grænsen mellem søvn og vågen tilstand. Hypnogrammerne er filmet på super-8, som derefter er overført til video, hvorved de sort-hvide billeder får et stiliseret grafisk præg, som bringer de tilsyneladende realistiske hændelser nærmere drømmen eller drømmen nærmere virkeligheden med en selvfølge, som man ellers kun kender fra Jytte Rex’ spillefilm. Hypnogrammerne er rene billedfortællinger uden dialog.

’Pigen som var søster’ (1995) fortæller en enkel og grum historie om en cirka tiårig pige, der kører sin sovende lillebror ned til stranden i en trækvogn og sejler ham ud på det åbne hav, hvor hun kaster ham i vandet: Hun var søster, men er det med en vis eftertrykkelighed ikke mere. Filmen er uforklaret som en drøm, men som drømmen rummer den elementer, der stritter i forskellige retninger og derfor indbyder til en tolkning.

Pigen plastrer sine spæde bryster til som for at forhindre dem i at udvikle sig og føre hende ind i en uønsket pubertet. Hendes destruktive omgang med en flødeskumslagkage antyder desuden en anorektisk holdning til mad – og også anoreksien kan jo opfattes som et værn imod at blive voksen. Omvendt kan man mene, at hun da sandelig er mand for at føre ubehagelige beslutninger ud i livet. Men den, der her vil se en forvirring snarere end en ambivalens, overser, at drømmen og hypnogrammet har det privilegium frem for virkeligheden og mainstreamfilmen, at de har lov at operere med følelser og holdninger, som for den vågne bevidsthed udelukker hinanden. Når pigen til sidst efter at have skaffet broderen effektivt af vejen, opsøger en hest på en mark, synes hun at have overvundet konflikten og er nu rede til at byde sin kvindelige eros velkommen: Hesten repræsenterer den libidinøse indgang til verden.

’Pigen som var søster’ kan sagtens opleves uden de fortolkende briller, men bliver dog et rigere værk gennem tolkningen. ’Honda, Honda’ (1996) fortæller derimod en fabel så enkel, at den egentlig tolker sig selv: En ung kvinde i storbyen får øje på en nøgen og forkommen jævnaldrende kvinde på sin altan. Hun inviterer det stakkels væsen indenfor, bader og mader hende og lader hende overnatte i sin seng. I løbet af natten vokser der vinger ud på den fremmedes ryg: Mødet med kærligheden kan gøre selv de mest forkomne iblandt os til engle. Næste morgen skilles de igen, de er begge en mirakuløs oplevelse rigere og har fået nyt mod på livet.

Det mest bemærkelsesværdige ved disse to hypnogrammer er, at de ikke er stiløvelser, men fuldt færdige og konsekvente værker. Selv de betydeligste instruktører undgår sjældent, at deres første forsøg har karakter af netop forsøg. Men Pernille Fischer Christensen springer fra starten ud som en fuldmoden filmkunstner. Med sit sikre blik for begrænsningens kunst sprænger hun grænser.

Da Pernille Fischer Christensen ti år senere skaber ’En soap’, griber hun tilbage til hypnogrammerne og udfolder deres problematik i en spillefilm, der er større, end man måske umiddelbart tror, fordi den ved første blik kan virke så beskeden.

Dens beskedenhed kommer bl.a. til udtryk ved, at den end ikke har en rigtig titel, men dækker sig ind under en af de mest uglesete og foragtede underholdningsgenrer, som den samtidig hæver sig suverænt, men uhoverende over – lidt ligesom da hun kaldte sin første film for ’Poesie Album’. Pernille Fischer Christensen holder helt uironisk af soapgenren, men ved samtidig udmærket, at den ikke kan rumme de erfaringer, som hun nu overfører fra genrens konventionelle kulisser til en ekstremt personlig film. Den traditionelle sæbeopera kendetegnes ved komplicerede og nervepirrende intriger. ’En soap’ har derimod ikke det, der ligner en intrige, men handler uhæmmet om følelser.

Charlotte er lige flyttet fra sin mand, og gennem hele filmen ligger hendes lejlighed i et syndigt flytterod som en konkret forlængelse af hendes indre kaos. Intet er, hvor det hører hjemme, alle kasser står åbne og er fyldt med tilfældigt ragelse. Hun begynder nu at interessere sig for sin mærkelige underbo, der ikke helt synes at kunne udfylde de kvindeklæder, han går i. Det viser sig da også, at han venter på en kønsskifteoperation. Når jeg her insisterer på at kalde ham Ulrich, skønt han selv ønsker at blive kaldt Veronika, skyldes det, at man jo i hvert fald må betragte ham som en mand, så længe han endnu ikke har fået fjernet de kropsdele, som han opfatter som alt andet end ’ædle’. Der ligger desuden i min insisteren en indædt modvilje mod hans projekt: et psykoseksuelt problem løses normalt ikke ved et kirurgisk indgreb i kønnet, så lidt som depressioner løses ved det hvide snit i hjernen. I mine øjne handler filmen ikke om transseksualitet, men om en kærlighedsevne, der er blevet invalider