Ressourcestærke forældre til børn i folkeskolen finder på mange skoler sammen om at indgå aftaler, hvis indhold i betænkelig grad læner sig op ad totalitære systemers tankegods. Folkeskolens ledere og lærere deltager med glæde i løjerne. De tumler tilsyneladende ikke blot med elevernes manglende disciplin i skolens rum, men bidrager villigt, når forældrene har brug for en hånd til at tøjle elevernes fritidsaktiviteter. Strategierne har dog ikke blot sigte efter eleverne. Aftalernes indhold afspejler en betænkelig desavouering af ressourcesvage forældres opdragelsesmetoder. Det bliver bare ikke sagt. Klasseaftaler er et fænomen, som finder sted på mange skoler i Danmark. Nogle af de fokuspunkter, der går igen i strategierne, er elementer, der skal forhindre mobning, bagtaleri, udelukkelse fra fællesskabet og generel asocial adfærd blandt eleverne. Man vil gerne fremme elevernes evne til at passe på hinanden, så der kan opnås et sundt og trygt socialt læringsmiljø i den enkelte klasse. Disse initiativer er meget forståelige og helt nødvendige for at en klasse kan fungere. Men hvor går grænsen for reglerne og hvem og hvor gælder de? Følgende er uddrag fra en 6. og en 9. klasse på en skole i provinsen: Rygning er sundhedsskadeligt! Tænk jer om! Forældre, som ser nogen af de unge ryge, vil uden tøven kontakte de pågældende forældre. Ligeledes kan der underrettes til klasselærer eller inspektør efter behov.Sund kost er vigtig. Tag sunde ting med i jeres madpakker! Husk morgenmad! Men et stykke kage engang imellem skader ikke.Stoffer er farlige! Undgå steder, hvor de findes. Undgå det dårlige selskab. Får I kendskab til at venner indtager stoffer, er det vigtigt for jeres egen skyld, at I alarmerer forældrene. Er I vidende om, at noget ulovligt foregår, kan I altid, eventuelt anonymt, kontakte SSP-medarbejder… Forældre og elever opfordres i den ene klasses aftaler til nederst på siden at skrive under. Det samme gør læreren via følgende ordlyd: »Jeg er lærer i X-klasse og vil også gerne bidrage ...« (mulighed for underskrift). Aftalens tekst slutter med: » (... ) det er vigtigt, at vi er hinandens øjne og ører. Ikke bare for børnenes skyld, men også for vores egen«. Aftalen vil blive hængt op i klassen. Desuden berører aftalerne anvendelse af computer ( »Det er forældrenes ansvar, hvor lang tid det enkelte barn bruger foran computeren, og er orienterede om, hvilke internetsider og chatsider børnene logger på«), kammerater (»Er de okay, eller er det »dårligt selskab« . Evt. kendskab til børn i X-klasse, som er kommet i dårligt selskab orienteres videre til forældre eller lærer«) og ( »Da vores børn er kommet i puberteten, er det naturligt at vaske med vand og sæbe dagligt, samt bruge deo (dog ikke overdreven brug af deo)«). Det kunne se ud, som om kollektivet har fået en renæssance. Der er tilsyneladende groet nye former for fællesskaber op af den trætte muld fra 68. Myten om, at vi befinder os i individualismens og selvudfoldelsens zenit må i hvert fald revideres, om ellers ovenstående kaliber af en aftale nyder bred opbakning rundt om på landets skoler. Aftalernes regler og rammer for eleverne (og deres forældre) er angiveligt udtryk for en forældregruppes fælles holdninger til, hvad god adfærd og en sund opvækst er for en størrelse, men hvad der ligner fælles beslutninger, truffet på et forældremøde, behøver ikke at være det. Et tænkt scenarium kunne forløbe sådan her: Man starter med et problem, f.eks. kendskab til, at nogle piger har brugt stoffer på en lejrtur. Man drøfter ideer til at komme uvæsenet til livs. Nu skal der blot nogle ’rigtige’ holdninger og bud på løsninger på bordet. Der kommer mange holdninger frem – også om ting, der ikke har noget med stoffer at gøre. To timer senere er der lavet aftaler om elevernes omgangsformer og regler for »hensigtsmæssig« adfærd i såvel skole som i fritid. Man går så vidt i aftalerne, at: »et stykke kage engang imellem skader ikke«. Det synes alle tilsyneladende er en vigtig pointe at få med. Nu skal aftalerne blot renskrives. Det klarer kontaktforældrene. Under deres møde fødes et par nye ideer, som tilføjes aftalen. Nu skal de andre elevers forældre bare godkende det. Sådan kunne det være foregået. Med er i hvert fald kommet emner, som nogle forældre synes, der burde herske enighed om i gruppen af forældre (og børn!): Børnenes computervaner, hvor alle forældre tilsyneladende forpligter sig til at tjekke og vide noget om de internet- og chatsider, som børnene logger på. Med er kommet formaninger om hjemkomsttidspunkter og forventninger om, at man taler med sit barn om renlighed osv. Kan forældre, der ikke bryder sig om teksten så ikke bare undlade at skrive under? Jo, naturligvis, men hvor mange forældre er stærke nok til at takke nej til alle de gode forslag, der fremlægges? Hvem bøjer ikke af for rygning, stoffer, »dårligt selskab« osv.? »Måske er det mit barn, der lugter uvasket«, ville nogle måske tænke. Der ville i det hele taget forestå et voldsomt (gruppe-)pres på de pågældende, og andre forældre ville oplagt kunne mistænke dem for manglende evne til at leve op til aftalerne, allerede inden blækket på papiret var tørt, hvis de nægtede at underskrive aftalen. Scenen er sat og aftalerne er bindende. Reglerne er nemlig en fælles beslutning mellem klassens forældre, og »de andre i klassen er ikke bedre stillet end dig, min søn, og du har i øvrigt selv skrevet under på aftalen«, kunne det lyde. Forældrene undgår derved evindelige diskussioner med deres børn om sengetider, alkoholadfærd, computere osv. Børnene er ikke længere i konflikt med deres forældre, men med hele klassens forældre, når der er tvister i hjemmet. Det er trods alt en stor mundfuld at rumme for en teenager. Det betyder nok, at det bliver nemmere at være forældre, men betyder det også kløgtigere og mere livsduelige børn? Hvis man er glad for børn, der bøjer hovedet og accepterer alle hånde beslutninger, indgået i den fælles aftales hellige navn, der angår deres ungdomsliv, og ikke ønsker, at barnet lærer at være kritisk og lærer at argumentere for sin sag, så ja. Aftalepapiret er samtidig en mistillidserklæring, der viser, at man ikke har tillid til sit barn. Ellers var der vel ingen grund til, at man skulle have andre voksne (forældre og lærere) til at overvåge dem? Det, man reelt signalerer til sit barn, er, at man ikke længere selv magter opdragelsen. Man har brug for hjælp fra skolen og andre voksne. Nemlig i form af de øjne og ører, der refereres til i aftalen. Her går det helt galt med selve aftaleforholdet. Problemet er i den sammenhæng, at børnene også er en del af aftalen, fordi de jo netop er medunderskrivere. Herved involveres de også i selve overvågningen, ligesom læreren tilsyneladende gør. Der skal en bred teenageryg til at nægte at skrive under på en sådan aftale. Især efter at man har fortalt dem, at det sker for deres egen skyld. Hvem vil ikke gerne tilfredsstille (lukke munden på!) sine forældre og samtidig gøre noget for sin egen skyld? Man skriver naturligvis under. Ud fra aftalen at dømme er det især unge/elever over en bred kam, der trænger til at blive kigget over skulderen, men ser man nøjere efter, vil man se, at det er bestemte forældre og deres børn, der åbenbart ikke lever op til bestemte standarder for god adfærd, da man må gå ud fra, at det er forældrene uden problemer med uvaskede unger, der har formuleret aftalerne. Problemet må logisk set derfor andrage nogle andre børn og deres forældre: Børn, der går i klassen og deres forældre. En klasses forældre (og lærere og elever?) har f.eks. besluttet, at eleverne skal møde renvaskede og deosprayede (»dog ikke for meget«, som det hedder i en parentes). Hvorfor er det mon pludselig et skoleanliggende – et anliggende for andre forældre og for den sags skyld andre elever, om en given elev møder uvasket i skole? Her ligner det en bekvem undvigemanøvre fra skolens side, så man undgår ubehagelige konfrontationer med evt. besværlige forældre. I hvert fald kan aftalerne forstås sådan, at socialt stærke forældre har fundet sammen med skolens aktører om et projekt, hvori de tilsyneladende har fælles interesser: At elever er i stand til at møde veludhvilede i skole, har spist morgenmad inden skolesart og medbringer en sund madpakke og i det hele taget opfører sig »hensigtsmæssigt«. Det er næppe formaninger, der gælder eleverne, selv om det er formuleret i den retning. Det er en meget stærk koalition af forældre og lærere, som de socialt svagere forældre er oppe imod. Er alle disse ting en skoleopgave? Er det ikke netop skolens opgave at medvirke til integration af forskelligheder, inklusive at fremme elevernes kontakt med det »dårlige selskab«? Skolen medvirker til at fremme et holdningsdiktatur og en overvågningskultur. Den tillader eller bifalder, at disse emner overhovedet kan finde vej til et forældremøde. Den sætter ikke sin pædagogiske professionalisme ind som værn og forklarer de engagerede forældre, at man er på vej ud ad en betænkelig tangent. Forældre er ikke professionelle pædagoger og kan af gode grunde ikke vide, om det, de er i færd med, strider mod pædagogiske principper. Allerede her burde man som lærer/skole have sat en grænse – ledsaget af en forklaring til de opfindsomme forældre. Ved at medvirke (direkte som medunderskrivere og ’agenter’ eller indirekte ved at tage del i udformningen af aftalerne) risikerer man at skubbe en kile ind i læringsforholdet til eleverne, der vel rettelig er skolens opgave at forvalte og udøve. I stedet giver man indtryk af, at skolen er et sted for overvågning og kontrol med den ’rette’ levevis. Ud fra aftalernes indhold tager skolens personale del i overvågningen af elevernes adfærd i fritiden, ligesom aftalerne hænges op på skolens opslagstavler. Læreren medvirker ved at uddele aftalepapirerne i klassen og i skoletiden og læreren kan angiveligt kontaktes i spørgsmål om ’dårligt selskab’, rygning, stoffer og uhensigtsmæssig adfærd, ligesom der henvises til inspektøren i spørgsmålet om rygning, alkohol og uhensigtsmæssig adfærd. Som sådan kan forældrene regne med skolen som en forlænget arm og omvendt. Man har derved medvirket til en perverteret form for pædagogisk sampling, hvor alle de ’gode’ ideer er blevet godtaget som, ja, god pædagogik. Det er oplagt, at man forsøger at skærme sine børn mod ting i verden, der forekommer truende. Disse aftaler er tydeligvis tænkt som hjælpemidler, der skal medvirke til, at de unge ikke kommer galt af sted på deres vej til myndighed, men indholdet må ud fra sin detaljeringsgrad og grænseløse higen efter kontrol med de unge menneskers adfærd og ressourcesvage forældres opdragelsesmetoder forstås som potentiel totalitært: Hvad er »dårligt selskab«, »hensigtsmæssig« adfærd, hvornår lugter man grimt, hvad er en sund madpakke, ja, sund mad i det hele taget? Hvornår er det »kriminelt« at ryge og gå efter pizza-slice i frikvarteret? Hvornår befinder man sig i nærheden af eller på »steder«, hvor der (måske) er stoffer? Hvornår synes den enkelte forælder, at der er et »behov« for at inddrage skolens inspektør? Disse udsagn åbner for alle mulige spekulationer og misforståelser, der virkelig kan skabe splid mellem såvel skole og hjem, skole og elever, elever og elever og mellem forældre indbyrdes. Der er grobund for utallige konflikter, hvor en tændt cigaret det forkerte sted, kan udløse en steppebrand af beskyldninger og benægtelser og vurderinger af forseelsens farlighed osv. Verden bliver aldrig fri for ulykker. Beskidte børn og dårligt selskab vil altid være lige om hjørnet. Det går ikke væk med et aftalepapir – tværtimod risikerer det at medvirke til, at forældre og børn med en stærk social baggrund vender sociale problemer ryggen ud fra følgende ræsonnement: Man har gjort sit allerede med underskrivelsen af aftalen. Nu mangler bare, at de beskidte børns forældre lever op til deres underskrift. Som om disse aftaler kunne rette op på f.eks. dårlige sociale betingelser, skilsmisse, svag økonomi, vaner, livsformer og for den sags skyld den enkelte forældres ret til at opdrage sit barn som hun/han ønsker. Hvor udbredt disse aftaler end måtte være på danske skoler, så kalder eksemplerne på en trist konklusion: Forældre går til yderligheder i bestræbelsen på at beskytte deres børn. Deres initiativ viser en grundlæggende usikkerhed i forhold til opdragelsesspørgsmål og en angstpræget indstilling over for verdens beskaffenhed. Det sociale engagement i andre forældres livsformer og -vilkår er reduceret til et kontraktforhold, der er til ugunst for de ressourcesvage forældre. Intolerancen og foragten står med småt nederst på kontrakten. Skolens aktører tager med kyshånd imod alle tiltag, der kan lette deres daglige arbejde. Engagement i børns hverdag er ikke det samme som kontrol: Der er forskel på at våge over og at overvåge.