Det kan næsten ikke blive mere juleagtigt i London, hvor Dickens stadig betyder mere end Disney.
Når mørket falder på over South Kensington, stråler tusinder af bittesmå lys fra træerne foran Natural History Museums varme victorianske facade og spejler sig i den flot anlagte isbane.
Den skærende lyd af skøjter blander sig med latteren fra skolepiger i duffelcoats og den krystalklare engelske udtale, mens smilende forældre og handlende på det hyggelige julemarked lukker øjnene og glemmer den økonomiske krise. Det første, man ser, når man med skøjterne over skulderen og hovedet fuldt af forventninger stiger op fra undergrundsbanen ved South Kensington, er oven i købet et billede af en ældre mand med et stort hvidt skæg og et mildt blik. Sjældent har julemanden set så rar ud. Han har fingeren for munden, som om han vil dele en hemmelighed med os. Og der er et eller andet bekendt ved ham. Vi har set ham før. Dog aldrig med hue, gavesæk og rensdyr. Det er Darwin. Hvad laver han her? I dag har de vildeste evolutionsentusiaster, de mest bistre kritikere og alle dem midtimellem travlt. Der bliver nemlig varmet op til det store Darwin-år i 2009.
