0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forskning, forskning, forskning

Danske virksomheder har ikke brug for mere forskning i stumfilm fra 30’erne, men for et godt samarbejde mellem offentlig og privat forskning om nødvendig innovation.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Money, money, money – sådan lyder omkvædet på en kendt ABBA-sang, og sådan lyder sangen også på landets universiteter i disse dage.

Globaliseringsmilliarderne skal fordeles, så universiteterne kan forvente, at deres budgetter de kommende år vil ’boome’. Det store spørgsmål i disse ’Eldorado-tider’ bør dog være, hvordan bruger vi de mange penge bedst?

Det letteste i verden er at bruge penge. Men når det nu er fællesskabets penge, der skal bruges, er det så ikke rimeligt, at fællesskabet forlanger, at pengene investeres bedst muligt?

I de kommende uger skal der forhandles om brugen af de ekstra tre milliarder til offentlig forskning. Det er rigtig mange penge, men meningen er god nok. Forligspartierne bag globaliseringsaftalen vil sikre, at Danmark bliver en konkurrencedygtig vidennation.

Det håber jeg også bliver resultatet, for spørger man universiteterne, så skal pengene gives som såkaldte basismidler, hvor der ikke stilles modkrav til udmøntningen.

Basismidler giver forskerne frihed til at undersøge nye områder. Derfor er Dansk Industri heller ikke imod, at man bruger nogle af de nye midler på basisforskning. Spørgsmålet er imidlertid, om det er ligegyldigt, hvilken type basisforskning der udføres?

Er det ligegyldigt for fremtidens konkurrenceevne, om man forsker frit i nanoteknologi, eller om man forsker i stumfilm fra 30’erne? Selv om der givetvis udføres fremragende forskning på områder såsom stumfilm, så styrker det kun i begrænset omfang konkurrenceevnen.

De nye ekstra midler bør derfor ikke bruges til at understøtte al slags forskning bredt. De er bevilget til at styrke den danske konkurrenceevne, og her er det ikke ligegyldigt, hvad det er, man forsker i.

Det er vigtigt, at der er et fornuftigt samspil mellem offentlig og privat forskning, så den offentlige forskning kan danne grundlag for morgendagens nye innovationer.

Samspillet mellem det offentlige og det private er afgørende. I dag fungerer dette samspil ikke i tilstrækkelig grad. Faktisk er forestillingen om Danmark som vidennation ved at smuldre.

Virksomheder i Danmark investerer fortsat i kroner og øre mere i forskning og udvikling. Men for tredje år i træk falder virksomheders investeringer i forskning og udvikling i Danmark målt i forhold til BNP.

Vi bevæger os således væk fra den fælleseuropæiske Barcelona-målsætning om, at privat forskning svarer til to pct. af BNP i 2010. Der er altså ting i vores samfund, der gør, at virksomhedernes investeringer i Danmark ikke følger med udviklingen i resten af samfundet.

Danmark kan ikke konkurrere på lavere omkostninger. Vi har derfor brug for, at de produkter og serviceydelser, vi sælger, kan afhændes til en højere pris. Det kræver mere forskning og udvikling i private virksomheder.

Dansk Industri har derfor kortlagt, hvad der er baggrunden for, at investeringerne falder, målt i forhold til den øvrige samfundsvækst. Vi har fået svar fra 300 virksomheder og dertil gennemført 25 interview.

Tilsammen dækker undersøgelsen mellem 60 og 70 pct. af de samlede forsknings- og udviklingsinvesteringer i Danmark. Undersøgelsen giver derfor et godt grundlag til at forklare, hvorfor forskningsinvesteringerne forlader Danmark, og hvordan det kan gøres mere attraktivt at forske og udvikle i Danmark – både for de eksisterende virksomheder og i forbindelse med tiltrækning af investeringer fra virksomheder i udlandet.

Det mest nedslående resultat i undersøgelsen er, at ni ud af ti af landets største forskningsvirksomheder vil placere mere forskning i udlandet i de kommende år. Væksten i investeringer sker altså i udlandet.

Disse virksomheder står tilsammen for mere end halvdelen af den private forskning i Danmark. Virksomhederne i undersøgelsen understreger, at de bruger flere og flere penge på forskning, de vælger blot nye græsgange, når pengene skal udmøntes.

Det er altså ikke virksomhedernes investeringer, der er faldende, tværtimod går det strygende. Virksomhederne synes bare ikke, Danmark er det rigtige sted at forske. Der trækker med andre ord sorte skyer op over Danmarks forskningshorisont, hvilket på sigt kan få alvorlige konsekvenser for den danske økonomi.

Hvor går forskningen så hen? Det har vi også spurgt virksomhederne om, og her bliver Kina den helt store vinder. Danske virksomheder ønsker en bid af den store kinesiske vækstkage. Det er naturligvis positivt, at danske virksomheder udvider internationalt.

Men det er et problem for Danmark som helhed, at de danske forskningskroner havner på kinesiske laboratorier, hvis det samtidig betyder, at dansk forskning stagnerer. Indien er også blandt de populære lande. Det skyldes ikke mindst adgangen til kvalificeret arbejdskraft.

I 2004 blev mere end 340.000 studerende optaget på en ingeniørbacheloruddannelsen i Indien. Hvert år uddanner Indien 120.000 kemikere og kemiingeniører.

Ved dette års rekordsøgning til de danske ingeniøruddannelser blev der optaget 2.898 studerende på danske civil- og diplomingeniøruddannelser. Udviklingen østpå har Danmark dermed mere end svært ved at hamle op med.

Men har Danmark så en kinamands chance med østens vækstmarkeder og kvalificerede arbejdskraft? Svaret er ja. Danmark kan blive en førende spiller. Men det kræver, at vi gør op med den danske lighedstanke, hvor alt er lige godt, og alle skal have lige meget.

Vi skal turde satse. Danmark er for lille til at have forskning på alle hylder, og vi skal derfor finde de nicher, hvor vi har mulighed for at være blandt de bedste.

Virksomhederne i undersøgelsen fremhæver, at deres placering af forskningsmidler afhænger af stærke offentlige forskningsmiljøer, der er gearet til og interesseret i et tæt samspil med virksomhederne.

Blandt de 50 mest forsknings- og udviklingstunge virksomheder i undersøgelsen angiver mere end 80 pct., at mere relevant offentlig forskning ville få dem til at investere mere i forskning og udvikling i Danmark.

Universitetsforskning i verdensklasse virker altså som en magnet på virksomheder med høje ambitioner inden for forskning og udvikling. Forskningsmidler bør derfor fordeles i en form, der understøtter etableringen af elitære forskningsmiljøer, der samtidig har et tæt samspil med virksomhederne.

Man indgik ikke globaliseringsaftalen for at styrke forskningen generelt. Man indgik globaliseringsaftalen for at styrke den danske konkurrenceevne. De mange nye forskningsmilliarder er en investering, der gerne skulle avle endnu flere milliarder til dansk velstand.

Det er derfor vigtigt, at forskningen understøtter den forskning, hvor der er størst relevans for virksomhederne.

Og hvad er så det? Virksomhederne i Dansk Industris undersøgelse, som rummer store og små og både fremstillings- og servicevirksomheder, har markeret, hvilke forskningsområder der er særligt relevante for virksomhederne i fremtiden.

Her peger virksomhederne først og fremmest på forskningsområder inden for de tekniske videnskaber, som forskningsindsatsen skal styrkes på, herefter kommer naturvidenskab, sundhedsvidenskab og specifikt forskning i ledelse og organisation.

Også videnrådgivende virksomheder, som i dag står for omkring 30 pct. af den private forskning og udvikling, efterspørger teknisk forskning såsom it. Faktisk er mere end 80 pct. af den private forskning inden for videnservice i dag teknisk forskning.

Hvis globaliseringsmidlerne skal medføre forbedret konkurrenceevne, så er det altså særligt disse områder, der skal satses på. Virksomhederne har 75 gange så store forskningsbehov inden for teknik som inden for humaniora.

I dag har politikerne valget mellem at give basismidler bredt til universiteterne og så håbe på, at de prioriterer specifikke områder – eller give midlerne som strategiske midler, hvor politikerne på forhånd har bestemt, hvad midlerne skal gå til.

Efter universitetsfusionerne har Danmark fem multifakultære universiteter og tre monofakultære. Hvis politikerne giver alle globaliseringsmidlerne som basismidler til de mange multifakultære universiteter, så er det altså helt op til universitetsledelserne, om de midler, der skulle fremme konkurrenceevnen, går til stumfilm og oldgræsk eller nanoforskning og vedvarende energi.

Dansk Industri mener ikke nødvendigvis, at alle de nye midler skal gå til strategisk forskning, men vi mener, at særligt den tekniske forskning skal understøttes. Hvis universiteterne skal have flere basismidler, er det altså ikke ligegyldigt, hvilket hovedområde der får de nye midler.

Et alternativ kunne derfor være basismidler målrettet de hovedområder, der bedst understøtter offentlig-privat samarbejde. De seneste år er udviklingen, set med virksomhedernes øjne, gået den forkerte vej.

Hvor teknik-, natur- og sundhedsvidenskab i 1994 modtog 64,8 pct. af de samlede midler, modtog de i 2006 57,8 pct. af midlerne. Helt frie basismidler går derfor ikke nødvendigvis til forbedret konkurrenceevne.

Hvis politikerne vælger at uddele de nye midler til strategisk forskning, er det vigtigt, at midlerne tildeles uden for faste rammer, så forskerne har et frit bevægelsesrum til at udfolde nye ideer.

Det er også vigtigt, at midlerne tildeles i store og langvarige satsninger, så vi ikke får en ’stop and go’-forskning, hvor forskerne ikke ved, om de til næste år er købt eller solgt.

Forudsætningen for, at offentlig forskning understøtter konkurrenceevnen, er, at forskningen sker i et tæt samspil med virksomhederne, at der sker en stærk videnspredning fra den offentlige forskning, eller at den offentlige forskning fører til f.eks. et spin-off-selskab.

Rumforskningen er et eksempel på et område, hvor Danmark investerer langt færre midler, end vi burde gøre ifølge aftalerne om medlemskab af Den Europæiske Rumfarts Organisation, ESA. Rent faktisk betaler Danmark 140 millioner kroner mindre om året, end vi burde.

Via ESA-programmerne er der store muligheder for at fastholde private investeringer i Danmark og ikke mindst få glæde af det massive spin-off i form af teknologiudvikling og ny viden.

En ny rapport fra Rambøll viser, at spin-off-effekten for de danske investeringer i ESA er 4,5, dvs. hver gang Danmark bruger en kr. på ESA, får danske virksomheder en ekstra omsætning på fire en halv kr.

Det er et tydeligt belæg for, at kloge offentlige forskningsinvesteringer kan give flere private investeringer. Strategien fra ESA bør politikerne have i baghovedet, hvis de vil gøre sig forhåbninger om, at de danske virksomheder skal nå Barcelona-målsætningen.

Videnbasen på universiteterne kommer primært i spil gennem uddannelse af kandidater. Og det offentlig-private forskningssamarbejde understøttes som nævnt bedst ved, at offentlige forskningsinvesteringer finder sted inden for områder af høj kvalitet og relevans for forsknings- og udviklingsvirksomheder.

Men virksomheder har også behov for at blive udfordret videnmæssigt uden at indgå i længerevarende forskningsprojekter. Her spiller de Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter samt videnrådgivere en meget stor rolle.

Der bør derfor være et større dansk fokus på videnspredning. Det vil sige en oprustning af midlerne til den godkendte teknologiske service samt bedre mulighed for, at flere private virksomheder kan byde på og løfte videnspredningsopgaver.

Kvalificeret arbejdskraft er en helt afgørende forudsætning for forskning og udvikling i den private sektor i Danmark. Flere end 75 pct. af virksomhederne anfører, at mere kvalificeret arbejdskraft, særligt ingeniører, kunne få dem til at investere mere i FoU i Danmark.

Manglen på kvalificeret arbejdskraft i Danmark får virksomhederne til at rekruttere udlændinge eller til at flytte forskningen derhen, hvor den kvalificerede arbejdskraft findes.

Den største barriere for tiltrækning af forskere fra udlandet er – ud over vejret, selvfølgelig – den høje danske skat. Det er altså meget svært at forklare en udlænding, at hun dels skal betale to tredjedele af den sidst tjente krone i skat og derefter skal betale for tre biler, når hun køber én.

Marginalskatten er den helt afgørende barriere, hvis vi skal rekruttere de bedste hoveder fra hele verden.

Men bureaukrati og generel modvilje er også et problem, når udenlandske kapaciteter søger til Danmark. Der skal en holdningsændring til hos myndighederne, så kvalificerede udlændinge, som har fået et job i en dansk virksomhed, mødes med åbne arme.

Det skal stå klart for dem, at myndighederne er til for deres skyld, og at myndighederne eksempelvis vil sikre, at deres børn får plads i en international skole, og i det hele taget gøre det bekvemt at komme til vores kolde og regnvåde nation for at arbejde.

Der har de sidste dage været en del debat om elendige fysiske forhold på universiteterne. Det er klart, at universiteterne ikke kan virke som en magnet på nogen som helst, hvis deres laboratorier ligner produktionshaller i det gamle Sovjet.

Apparatur og anden forskningsinfrastruktur i den offentlige sektor er på en række områder i latterlig ringe stand. Det hæmmer både forskningsindsatsen og undervisningen. Der bør derfor afsættes midler til en oprustning af forskningsinfrastrukturen på universiteterne.

Udgangspunktet bør være støtte til større investeringer, som kan være vanskelige at varetage for det enkelte universitet, og hvor apparaturet uanset dets fysiske placering stilles til rådighed for såvel offentlige som private forskere fra andre forskningsmiljøer.

Det skal dog siges, at det som udgangspunkt er universiteternes ansvar at vedligeholde og udvikle bygningsmassen. Nogle universiteter har været mere fremsynede end andre. Globaliseringsmidlerne er målrettet forskning, og derfor skal de som udgangspunkt heller ikke gå til mursten.

Som sagt: Universiteterne fattes penge, og den hjælpende hånd er på vej. Men glem nu ikke, at det er fællesskabets penge, der fordeles til universiteterne, og derfor skal de også komme fællesskabet til gavn i form af øget konkurrencekraft. Midlerne vil yngle bedst, hvis de fordeles til strategisk udvalgte områder, hvor Danmark kan indtage en førerposition, og hvor den offentlige forskning kan understøtte den private.

På den måde banes vejen for Barcelona-målsætningen. Strategisk valg betyder ikke, at pengene bør gå til anvendelsesorienteret forskning eller nødvendigvis uddeles gennem strategiske puljer, men at man politisk bør fordele pengene til de områder, hvor vi bedst understøtter konkurrenceevnen i Danmark.

Heraf det strategi